Baza hankede op i rygsækken, som var læsset med hestesko, der skulle afleveres til deres ejer. "Den ligger lige i udkanten af Mika ," havde smeden sagt, da han skulle forklare sin lærling hvilken vej han skulle gå. "Bare følg Skovstien. Du kan ikke undgå at se den." Den tynde dreng åndede lettet op, da han fik øje på en grå røg der steg op i horisonten. Han fik øje på et brunt hus med et rødt trætag og nypudsede ruder. Bag bygningen matreliserede sig en stor lade med en sammenhængende stald, som genlød af forskellige dyrelyde. Karral var ved at reparere et hegn, som indhegnede en mark med græssende køer ved siden af andre indhegnede marker, hvis beboerer vrinskede og gryntede hilsende. Baza rømmede sig, hvor efter den firskårne mand vendte sig om. Han havde høfarvet hår, et lyst fuldskæg og mørkeblå øjne i et vejrbidt ansigt prydet med et enkelt skævt ar på den ubarberede hage. "Nåh det bare dig," sagde han og smilede venligt til ham. "Kom med," sagde han og forsvandt ind i laden, hvis dør var blevet sparket op. "Hvad er der sket her?" Spurgte han nysgerrigt.

Bondemanden gav ham den tomme rygsæk tilbage og lagde en lille sæk med bronzemønter i hans hule hånd. "Nogle vandaler brød ind og stjal fire sække korn," sagde han og sukkede. "Jeg tog op til slottet for at bede Jarlen om at finde og anholde de ansvarlige, men jeg fik bare at vide at han ikke modtog nogle besøgende den dag, så jeg vendte tilbage den næste dag og den næste dag og fik stadig den samme besked." Baza rynkede sine tynde bryn ved hans historie. Kunne det virkeligt passe? Var Jarl Mikeas ligeglad med Mikasbyen's indbyggere. Karral fortsatte. "Jeg har hørt at jarlen er en grisk person, der holder mere af penge end mennesker. Han skyr ingen midler i kampen mod hans fjender eller for at opnå mere magt og er ligeglad med om folk kommer til skade i processen. De siger at han er blottet for medlidenhed og følelser - at han er et monster. Hvis Eduard stadig reagerede ville han aldrig havde sluppet afsted med at misbruge sin magt på den måde, men ak sådan skulle det ikke være. Man kan kun håbe på at Mottull tog imod ham med åbne arme."

Smedelærlingen studsede over hans sidste sætning om Dødsguden, der ifølge Nordmændenes tro havde skabt Syndverdenen og Vidunderlandet, for onde og gode personer. Fandtes han? Eksisterede han? Baza vidste det ikke. Han vidste bare at han nødigt ville ende i Syndverdenen, hvor folk ustandseligt blev pint og torturet for deres onde gerninger. Vidunderlandet lød langt mere behagelidt. Der skindede solen altid i det vinterløse paradis og her var alt fredeligt og idyllisk med yndefulde blomster og saftige frugter. Det var i det mindste hvad myterne sagde. Men hvem vidste om de talte sandt? Hvad nu hvis der ikke var noget liv efter døden og at man bare holdte op med at eksistere. Væk. Slettet. Glemt. Han stoppede med at spekulere og tog afsked med bondemanden, der vinkede til ham.

Baza var endelig nået tilbage til Mikasbyen. Han afleverede pengene til sin mester og gik hjem, for at tage hans pæneste bukser og skjorte på. Danjal fyldte 18 år i dag en måned efter hans kammarat. Han bankede på døren, som blev åbnet af en buttet kvinde med runde kinder, lyse krøller og blå øjne. Tømrersønnens venlige mor, der hed Jaska. Hun inviterede ham indenfor i hendes hyggelige hus, så han kunne slutte sig til sin ven op ovenpå. Danjal lyste op i et smil, da han kom ind i værelset, hvor seks andre personer sad. Baza hilste på dem alle sammen. Esja var der med hendes veninde Freda, hvis rygter sagde at hun ikke var bange for at slippe tøjlerne. Hun havde rødligt hår og glødende brune øjne i et solbrunt ansigt, der aldrig mistede sin farve. Han måtte anstrenge sig for at huske hvad de fire andre drenge hed. Han mente at de hed Daidu, Aga, Erke og Filpa, men var ikke sikker og ville ikke spørge. Han var langt fra sikker på hvor gode venner de var med tømrersønnen. Baza kendte dem ikke særligt godt, men han vidste at Daidu var en ørn til at læse og skide god til at skrive. Danjal fandt en flaske mjød frem, som var blandet sammen med honning og nogle jernkrus. Han hev proppen af med et svurrrrp og øsede op indtil drikkebægrene var fulde. "Tillykke med fødselsdagen," lykønskede de ham alle sammen og skålede.

Baza kunne ikke lade være med kigge på Esja, der også betragtede ham i smug. Hun sad på sengen ved siden af Danjal, der var optaget af at kysse Freda, mens hans hånd bevægede sig ned til hendes hofte. Han drak en stor slurk af sit første...anden...trejde krus? Han vidste det ikke. Smedelærlingen lo af Daidu, da den spinkle, men høje dreng flygtede for at brække sig. Aga var faldet i søvn på lænestolen. Hans brune ansigt var lagt i fredelig folder og de natsorte øjne var lukkede, mens Møllebrødrene Erke og Filpa var opslugt af en dyb samtale. De to drenge var begge lige høje og lignede meget hinanden bortset fra at den ene havde brunt hår, mens den andens var sort. Ud af øjenkrogen bemærkede han at Esja forlod lokalet og smuttede udenfor. Han fulgte efter hende og betragtede den lysende fuldmåne sammen med hende. Hans hånd gled ind i hendes uden nogle ord blev udvekslet. I tavshed betragtede de den mørke nattehimmel.