På den anden side af templets ydre porte, drejede Jamir til venstre ned ad en stor vandrehal, udsmykket med smukke mønstre og fantastisk udformede stenhvælvinger. For første gang i aften, følte Jamir sig en smule i sikkerhed: han kendte denne del af templet som han kendte sine klæder, og det var med sikkerhed, at ingen Rahuler nogen sinde ville vise sig her - ej heller tempelvagter, for den sags skyld. Dog forsatte han i højt tempo ned ad vandrehallen, med blikket stift rettet beslutsomt forude, ind til han om sider kom til endnu en port for enden af gangen. Porten var, i modsætning til resten af templet, ganske nøgen og udetaljeret, og bestod af en samling af små palmeplanker. Jamir greb om jernringen på porten, og slog den langsomt op, for at sikre sig ikke at det gamle træ ikke skulle knirke.
   På den anden side af porten, kom Jamir ud til en rektangulær, grusbelagt gårdsplads, pyntet med spredte kaktusser i kunstnerisk fremstillede lerkrukker, og en stor runeindgraveret sten placeret i midten. Haven var omkranset af en søjlegang med seksten kalkstenssøjler, hvoraf de to bageste udgjorde indgangen til lærlingenes bunkere. Jamir og de andre lærlinge brugte det meste af deres vågne timer i denne gårdsplads på at meditere over runestenens indgraveringer mens en mefist gik mellem dem og holdt øje med, at de ikke dyssede hen i søvne. Timerne kunne føles som dage, når de på række skulle stå og lytte til mefisternes ordensforfatninger, eller rive gårdspladsen halvtreds gange mens de gentog reglementet for sig selv. Alligevel havde Jamir aldrig været gladere for at være tilbage i den velkendte gårdsplads, væk fra tempelvagter og fra nattens skygger. Haven fyldt af minder om disciplin og hårdt arbejde, virkede pludselig som en behagelig simplicitet, der skabte fred og tryghed for Jamir. Uden lyden af lærlinge, der normalt fyldte gårdspladsen, og stadig indhyllet i nattens kulde, virkede stedet pludselig ufattelig rummeligt. Når ikke lærlingene havde opgaver at udføre, plejede de at finde på forskellige måder at underholde sig selv i den lille have. Mange spillede med runde sten, de havde fundet i gruset, og flere endnu brugte deres tid på at hvile sig i solen mellem mefisternes besøg. For Jamir plejede haven at virke en smule indelukket og kaotisk.
   Derfor plejede Jamir at afsondre rundt bag søjlerne, der omkransede haven, hvor han havde fundet en dyb fascination for de flere hundrede år gamle kalkmalerier af Mefaeles verdensskabelse. I utrolige detaljer og fantastiske farver, havde de første mefister afbilledet Relikviets vigtigste lærer: På den ene væg, stod hver af de fire verdensriger ud i deres unikke, glødende kontrast, som nuancerne i et flammende bål. På den anden væg, stod historien om hvordan De To Brødre fandt det hellige Relikvie sendt direkte af Mefaele, og tydede dets ukendte runeskrift. Også fantastiske billeder af Mefaele, der med sin Skabelseshammer bryder lyset fra mørket på det hellige bjerg, hvor selve templet blev bygget, er malet. Og ikke mindst, skrækkelige aftegninger af mørkets dæmoner. Rahulerne, som slagter, fortærer og raserer mennesker vises i nøje detaljer.
   Før Jamirs møde med Aleana, havde han naturligvis aldrig drømt om, at malerierne af Rahulerne kunne tale så sandfærdigt. Men billedet af Aleanas dæmoniske skikkelse stod endnu klart som solen for hans indre blik. Den blege kvindelignende krop, men med unaturligt lange arme og ben, og neglene og spidse tænder som et frygteligt rovdyr. Men tydeligst af alt så Jamir hendes brændende røde iris. Røde som blod i flammer, og gennembordende som tusind knive.
   Tankerne pressede sig på igen med en ny intensitet. Mindet om Aleana vakte igen hans frygt på ny. Det løfte, han havde måttet give hende. Ceremonien, som ville finde sted meget snart. Alene i lærlingenes meditationshave, følte Jamir sig ensom som aldrig før. Alene stod han med en byrde stor større end Mefaeletemplet selv, og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere sit lod. Om snart en time ville alle lærlingene stå op og gøre sig klar til at overvære den vigtigste ceremoni i Mefaeletemplet overhovedet. En knugende ensomhed tyngede Jamir som var himlen over ham tungt som havet i storm. I morgen fik hans lærlingeorden om sider muligheden for at opnå anerkendelsen til Mefistordenen, noget som Jamir hele sit liv havde set frem til. Nu virkede tanken kvalmende: hvis han blev udpeget, ville han stå endnu mere i centrum, når han på den ene eller anden vis skulle stjæle Relikviet. Han så sig om i den tomme gårdsplads. Det var udelukket at komme til Relikviet før ceremonien. Templet var større end nogen anden bygning i det Sydlige Rige, og havde flere ukendte passager og sale end byen havde gader. Desuden, tænkte Jamir, var Relikviet sikkert vogtet af tempelvagter hele døgnet rundt. Han vidste ikke engang hvor han skulle begynde at lede. Der var altså ingen anden udvej, end at forsøge sig i morgen, når det halvdelen af byen så på. Jamir forestillede sig, at det nok, om ikke andet, ville være en mere behagelig død, at blive spiddet ihjel af et dusin tempelvagters hellebarde, end det ville blive, hvis Aleana fandt ud af, at han slet ikke havde forsøgt, at stjæle Relikviet. Og hvis ikke han forsøgte, tænkte han, ville der udbryde krig mellem rigerne. Han måtte gøre hvad der stod i hans magt, for at få fat i det Relikvie.
   Jamir så ingen grund til at vække de andre lærlinge ved at åbne den bindende dør til bunkeren nu. Han ville ikke kunne falde i søvn nu, og der var ikke lang tid til, at de andre ville stå op alligevel. Han besluttede sig i stedet, at sætte sig i meditation.
   Gruset i meditationshaven var koldt under Jamirs bare fødder, men havde en velkendt beroligende effekt, da han satte sig i lotusstilling på det hårde, ujævne underlag. Efter mange års tilvænning, var han begyndt at imødekomme den ubehagelige smerte af at sidde på de små hårde sten som en velkommen sensation, der forberedte ham mentalt til at acceptere hvad end, der måtte dukke op af forstyrrelser undervejs. Med lukkede øjne lod han langsomt sine lunger fylde med ørkennattens kølige luft. Billeder af blodbad og forrevne lemmer dansede endnu forrest i hans sind, og nægtede at blegne trods hans anstrengelser. Længe sad han i stilhed og forsøgte med ujævn koncentration, at bekæmpe angstens manipulerende virkninger med bøn til Mefaele. Men angsten var som en parasit i hans krop, og havde overtaget magten. Uanset hvor meget han prøvede, blev Aleanas stemme ved med at runge i hans hoved, og frygten for den kommende dag var omsluttende.
   Jamir åbnede øjnene, og så stjernerne i horisonten forstumme i vævningen af et begyndende violfarvet tæppe fra solopgangens snarlige kommen. Om lidt vågner Mefaeletemplet og forbereder sig til den store ceremoni, tænkte Jamir. Jeg er en enlig lærling mod halvdelen af Khal Tamek, med opgaven at stjæle Rigets helligste objekt. Jeg har ingen plan, jeg har ingen allierede, jeg har intet hemmeligt våben. Han var dømt til at følge sin skæbne uden mulighed for modstand. Som mefisterne i årevis havde understreget vigtigheden af, under de talrige daglige meditationer, bestod smerten ved enhver opgave i den modstand, man selv tildelte. Jamir huskede hvordan han utallige gange havde revet gårdspladsen i vrede og kedsommelighed, kun for at opdage, at handlingen i sig selv var ganske ubetydelig. Hvis bare han undlod at bekymre sig om opgaven, viste det sig altid at være smertefrit og flydende. Alligevel var det ham umuligt at kaste ubetydelighedens lys over sin situation. Han følte sig som et byttedyr på flugt fra skyggen af en cirklende rovfugl.
   Jamir forblev i meditationshaven og betragtede den skiftende nattehimmel, indtil døren til lærlingenes bunkere omsider slog op. Snart fyldtes gårdspladsen med ivrige drengestemmer, da en snes trætte tempellærlinge, alle iklædt de karakteristiske ærmeløse kofter og brune rugskindsstøvler, trådte ud fra bunkeren. Kun én anden i mængden bar en mat ring af jern om sin højre overarm. Den ene, uden sine støvler, sad med lukkede øjne foran den store sten i midten af haven. Den anden, som var et par år ældre end Jamir, stod endnu i døråbningen med sin hånd foran sig som skærm mod den opstigende sol. Da han fik øje på Jamir, gik han med lange skridt over haven mod den store runesten.
   Afer sænkede farten da han nærmede sig stedet, Jamir sad i halvhjertet meditation. Han satte sig et stykke overfor, og lod et øjebliks stilhed fæstne sig, inden han talte.
   "Lyset være over os, Jamir, jeg frygtede, at du var stukket af for alvor."
   Jamir åbnede sine øjne og så på sin livs lange ven over for ham. Afer var en flot ung mand, der i modsætning til Jamir var synligt markeret af veltrænede muskler og en særk kæbe. Afer var næsten altid ved godt humør, og satte altid andres behov over sine egne. Hans dybe øjne var venlige og alvorlige, som de med hans karakteristiske nærvær hvilede på Jamir.
   "Frygt ikke for mine vegne, Afer," begyndte Jamir, men opdagede til sin forundring hvordan hans krop allerede begyndte at vise oprør, "alt er mig vel."
   Jamir havde ikke forudset, at løgnen ville fæstne sig i ham, men han kunne ikke andet, end at skamme sig over at pakke sandheden ind for Afer. Den unge mand sad rank over for ham med hævede øjenbryn, som om han var forundret over et svar så kort for hovedet.
   "Du ved, du kan fortælle mig alt." Afer gestikulerede mod Jamir for at understrege sin pointe, "Du er som en bror for mig, Jamir."
   "Og du for mig," Jamir holdt en kort pause for at vurdere hvordan han skulle overbevise sin ven om, at intet var i vejen. "Jeg var bare nervøs for i dag, du ved," han forsøgte at gøre et henkastet træk med skulderen, for at understrege almindeligheden i hans bemærkning, men Afer gav ikke op. Hans blik var endnu alvorligt og præget af bekymring.
   "Jeg forstår dig, Jamir," sagde han endelig. "Jeg er også nervøs. Det er en stor dag for os begge, for hele templet - ja, for hele Khal Tamek. Hvem ved, hvilken visdom Relikviet har åbenbaret Stormefisten?" han holdt en pause, og kastede et sigende blik rundt i haven. "og hvem ved, hvad vores fremtidige liv som mefister skal bringe os?"
   Jamir slog sit blik mod jorden. Han vidste at det nok var sandt. At i dag, ville Afer og han selv med stor sandsynlighed blive indviet i mefisternes præsteorden. Men trods Jamir hele sit liv, havde kæmpet ihærdigt for at godkende sig til denne opgave, fandt han nu ideen fjern og ubekvem. Han lod igen sit blik møde Afers, hvis ansigt igen havde antaget sit typiske venskabelige smil.
   "Jah, hvem ved?" svarede Jamir.
   Få minutter senere trådte et par mefister ind i haven. Samtlige lærlinge fandt hurtigt og systematisk ind på fire rækker, og satte sig alle i lotusstillinger. Iklædt lange, mørkegrønne kutter, stod de to mefister roligt og spejdede ud over samlingen af lærlinge. Sædvanligvis begyndte dagen med en times koncentreret meditation, men i dag var alle klar over, at programmet ville se anderledes ud. De havde ikke fået meget at vide om selve ceremonien. Det eneste, de vidste, var at Stormefisten ville recitere en ny side af Relikviet, som endelig var blevet tydet. Det var en del af, hvad man måtte indfinde sig med som tempellærling. Man blev aldrig sat grundigt ind i, hvilke planer der lå forude. På den måde, måtte man altid være beredt på ikke at stille forventninger til tidens gang. Men i dag var det tydeligt blandt lærlingene, at en sjælden spænding fyldte deres opmærksomhed. Jamir lagde mærke til, hvordan spændingen viste sig som små tegn omkring ham. De flestes vejrtrækning var mere forceret end typisk, og en anstrengelse for at opretholde den statiske siddende position dirrede i luften.
   Med indre billeder af Aleanas frygtindgydende smil og en passage badet i blodige lig, samt et alarmerende perifert stemmekaos af påmindelser om Jamirs skæbne om at skulle stjæle Relikviet og styrte hele ceremonien i afgrunden, hamrede gennem Jamir, og fyldte ham selv med frygt. Kulden fra natten var komplet forsvundet nu. Alting dirrede i sprøde farver, og luften omfavnede Jamirs hud som var den tung af solens stråler. Ufatteligt, bemærkede Jamir, hvordan naturen kan ændre sig så pludseligt med sådan indifference.
   Fra den store plads foran templet, tog lyden af menneskemylder til. Utydelige samtaler og begejstret latter hørtes, og legende børn lo og hvinede, som de rendte rundt på den kalkstensbelagte plads foran byens krone. Aldrig havde Jamir hørt templet så levende af mennesker, som i dag. Det var ikke normal skik, at man befandt sig på templets hellige grund, uden at forholde sig i komplet stilhed. At høre så meget menneskeskabt larm foran Mefaeletemplet virkede malplaceret, som en underlig drøm, der blandede to ting sammen.
   Pludselig skar en dyb, rungende klang af et gjaldehorn gennem støjen af folkemængden fra pladsen. Hvad der begyndte som en enlig tone, spredte sig hurtigt til alle hjørner af templet, og indkapslede støjen af mennesker som blev lyden druknet under havets bølger. Dernæst buldrede også en hær af trommer, som på afstand lød som en hvirvlende torden. Snart lød hele det enorme tempel, som et brøl fra et overnaturligt væsen, vågnet fra en dyb søvn.
   Mefisterne udvekslede et hurtigt blik efterfulgt af et anderkendende buk til hinanden. Så vendte de sig mod dørene ud til templets yderporte, og gestikulerede til lærlingene, at de skulle rejse sig. Støjen fra horn og trommer tog stadig til, og gjorde enhver samtale mellem mefisterne og lærlingene umulig. I stedet sendte de et sigende blik til Jamir og Afer, som forrest i mængden af de unge drenge, tog de første skridt på vej ud af meditationshaven mod den menneskefyldte plads.