Græsset prikkede hende blidt igennem blusens ryg som tusinde små påmindelser om naturens styrke. En let vind hviskede ældgamle sandheder i stråene omkring hende. Lyset havde veget for nattens mørke klæde, og med det havde den kølende dug klædt verden - og hende - i en hinde af fugt. Over hende strakte en stjernebeklædt himmel sig i alle hjørner af hendes synsfelt som et velourblødt himmelklæde i et utal af blå nuancer, rundhåndet bestrøet med blinkende stjernepailletter.
Som hun lå dér og beskuede verdens uendelighed og hendes egen ubetydelighed deri, ramte det hende. Først én, så et øjeblik efter endnu én, begyndte stjernerne én efter én at dale langsomt. Nogle i et vuggende fald, som et blad der forlader sin kvist på sin efterårsrejse mod forvitring og formuldning. Andre i sirlige spiraler, rundt og ned, omkring, omkring. Nogle i par i en kosmologisk fangeleg. Og med stjernernes legesyge nedstigen fulgte en besynderlig melodisk summen, en ordløs sang, gammel som universet selv. Stjernelysene dalede indtil de som duggen rørte græssets top, så samledes de i en hvirvelvind omkring hende, pulserede i flugt, samledes, skiltes, roterede. De samledes igen og skyllede som en bølge af uendeligt mange energiprikker over hendes krop. Fra hovedet over skuldre og hals videre over brysterne og maven. Stjernesangen var altomsluttende nu, tid og sted var meningsløse begreber, melodien og stjerneregnens elektriske kilden var alt, der eksisterede. De fortsatte ned over hendes hofter og lår, samledes igen ved fødderne for så at vende og skylle over knæ og inderlår til hendes køn. Hun var kosmos' konkubine. I orgasmiske krampetrækninger så hun, og hun forstod. Alt. Hun forstod alt!
Med et smil betragtede hun den stjerneberøvede himmels uendelighed og blinkede.
Da hun åbnede øjnene var himlen lyseblå. Enkelte små skyer promenerede sommersløvt henover.
"Naima?", forsøgte en stemme på hendes højre side. "Er du OK?"
"Øh, ja da", svarede Naima med rusten stemme, mens hendes krop langsomt vendte tilbage til de vågnes verden, og hun opdagede, at hun frøs.
"Jeg blev bekymret, da du ikke var kommet tilbage ved daggry. Du plejer da ikke være så længe om det.", fortsatte stemmen, som hun nu havde identificeret som tilhørende Kid.
"Ta'r du ikke dit tøj på, så går vi hjem?"
Tøj på? Hun havde da tøj på? Naima satte sig op og opdagede, at hun var nøgen. Hendes tøj lå spredt i græsset omkring hende. Hvornår havde hun taget det af? Rødmende vendte hun blikket mod Kid, der havde vendt sig væk fra hende, men ikke helt havde viljestyrke til at undgå at tilsnige sig et glimt eller to.
"Hvad glor du på?", vrissede hun påtaget fornærmet, men hun følte sig i grunden dybt forvirret og temmelig tummelumsk; lidt skamfuld endda.
Hvad fanden var der egentlig sket i nat? Hun plejede ikke at blive slået så meget ud af en lille dosis. Og hvad skulle hun sige til dem alle. De forventede de sædvanlige forudsigelser. Hun kom altid hjem fra sine vandringer meget hurtigere og med syner, der var til at forstå. Denne gang var det anderledes. Det, hun så i nat, stod ikke lige så klart. Lidt som en drøm, der fortager sig i de vågnes verden, rinder ud som sand mellem fingrene, opløses som en tidlig morgendis, når solen varmer dagen. Men især som mindet om noget, man ikke helt forstår. Man ved det, men kan ikke beskrive det med ord, når sproget ikke slår til, når formidlingen er bundet af sprogets lænker. Det havde alt sammen givet mening. Men hun kunne ikke forklare det.
"Så du noget?", spurgte Kid, mens de gik side om side tilbage mod byen.