Kejserens store legerum var fyldt med alskens legetøj fra den store vide verden. Der var legoklodser i tusindevis, Rudof Steiner-trælegetøj, som ingen børn gider lege med, der var biler og flyvemaskiner, malebøger og dukker, både barbie og actionman, der var Det lille Postkontor, kemisæt, plastikmad og uendeligt meget andet.
   Hvad vil I lege med? spurgte han med et flammende begejstret blik. Nu skal vi have det sjovt.
   Jeg leger sgu ikke med legetøj, sagde den mægtige beskytter og kiggede olmt og hånligt på kejseren. Hvad fanden skal det gøre godt for?
   Kejseren så forundret på ham: Kan du da ikke lide at lege? Er du dårlig? Han gav sig til at male Valius i hovedet, så han lignede en vanskabt sort kat.
   Jeg kunne godt tænke mig at farvelægge i disse glimrende malebøger, riposterede Valius.
   Ja, udmærket, udbrød den lille despot.
   I mellemtiden var den lystige gået hen til dukkerne, hvor han trak bukserne af barbierne, og lod dem parre sig med de seje actionmænd, hvis røve han bevægede op og ned. Aaa, råbte han, dejlig fisse!
   Hold op med det der! råbte kejseren fortørnet med en stemme, der knækkede over. Den slags hører ikke hjemme her! Vagter, vagter! Ud med den mand!
   Mens vagterne slæbte ham bort, råbte han over skulderen: Hvad med stillingen, har jeg fået den?
   Nej, græd kejseren over alle have, desværre ikke, du har skuffet mig og krænket mine små rene tøser. Dit svin. Desuden tabte du alle boldene, da du jonglerede, og du sagde ovenikøbet bandeord.
   Kom, sagde han, lad os begive os ind i mit gamerværelse og spille Shadowman. Det gjorde de, men beskytteren forsvandt på vej derind og gik i stedet ind i tronsalen, hvor han satte sig på tronen og tog kejserkronen på. Nu er det mig, der bestemmer, sagde han til de skællede, og I har bare at lystre.
   Selvfølgelig, store kejser, gnækkede de, og forsøgte at stå ret og gøre honnør.
   Ok. sagde den nye kejser, find den lille lort og smid ham ud af slottet. Han har været her længe nok og skadet denne by umådeligt.
   Vagterne vekslede sigende blikke med hinanden og gjorde som befalet. Kort efter befandt den lille ex-kejser sig grædende på fortorvet uden for slottet.
   Herude mødte han igen den lystige og selveste pastor Moe. Disse stod på hver sin ølkasse og søgte at overdøve hinanden. Pastor Moe med en svovlprædiken og den lystige med tant og fjas. Da de fik øje på kejseren, som de begge havde grunde til at hade, tav de og for hen og greb fat i ham, hev tøjet af ham og smed det op i et springvand. En del mennesker kom forbi, og en lille dreng pegede på kejseren og råbte: Se, han har jo ikke noget tøj på!
   I mellemtiden var Valius Helium kommet ind i tronsalen, hvor han fik øje på sin ledsager på kejsertronen. Hvad laver du der? sagde han.
   Jeg har overtaget magten og smidt lorten på porten.
   Det kan du fanme ikke være bekendt. Han var en lille guttermand og havde det dejligste legetøj, se her hvad jeg har farvelagt, udbrød Valius indigneret og holdt en side fra en malebog op. Du er et ubehageligt menneske. Føj!
   Med et ledt smil, der lysnede ansigtet op på den rette kejser, hvislede han mellem tænderne: Ud med ham, og giv ham en røvfuld på vejen.
   Ude på fortovet mødte han de tre andre udviste. Er du også blevet smidt ud? spurgte den lystige mens han gjorde rejehop på fortovet.
   Ja det er jeg, jeg orienterede ham om, at hans opførsel var for dårlig, og at han skulle skamme sig. Den sandhed tålte han ikke at høre.
   Hvad gør vi nu? spurgte pastor Moe med gravrøst.
   Vi er vel nødt til at tage hjem igen, foreslog Valius. Vi kunne måske følges ad alle fire.
   Vi kunne selvfølgelig også stikke en gulerod op i røven på præsten, sagde den lystige grinende og tilføjede så hastigt: Bare sjov, bare sjov, da han så pastorens lynende øjne. Kom Justus!
   I samlet flok bevægede de sig nu hen til toget.