Den svage summen voksede til et smældende brus, da tusindvis af små bitte spyd og lanser blev løftet. Bruset overdøvede næsten de florlette vingeslag, der bar dæmonalfernes hærstyrker frem mod Freddy og de andre.
   Våbnet i John Edwards' hånd dirrede. Stadig faretruende tæt på drengens tinding. Mandens øjenlåg glippede. Så sank hånd, pistol og arm ned langs låret og med åben mund stirrede han opad. I næste nu så alle andre også opad, for flokken steg til vejrs. Ildspydenes odder og lansespidserne funklede som en byge af farvede gnister, der først dannede streger og spiraler, men snart samlede sig til en drage på himlen over dem. Ganske vist en ret lille drage og klart mere en tegning end en af kød og blod. Men hvem andre end Freddy og et par af djævlene havde vel set noget lignende?
   Det havde obersten muligvis, for nu spurgte han; "Hvad skal det fyrværkeri til for?"
   "De optræder lidt, før de brænder dig," oplyste Freddy og nød den spirende frygt i sin fjendes ansigt.
   "Hvad er det dog for djævelskab?" jamrede oberstens far. Han var måske alligevel klogere end sin søn. Vidste åbenbart godt, at fyrværkeri ikke har vinger.
   "Lige nu laver de kunster," sagde Freddy, "men hvis I ikke forføjer jer, kan de stikke. Meget værre end bier."
   Endnu et par af Freddys mænd var trådt ind i haven. Og sammen med dem var de sidste folkesoldater. Med hænderne i vejret.
   "Lad os gå ind igen," sagde Rebecca henne fra en klynge roser. Hun talte i et beroligende tonefald. Lød som om hun virkelig bare ville ind i sit lune hjem igen.
   "Udmærket forslag, frue," nikkede Freddy.
   Rebecca tog sin mands hånd og de gik op mod kroen.
   John Edwards stirrede på mod himlen, hvor den lille spruttende drage var i færd med at forvandle sig til et stort kranie. En klynge brød dog ud og kom ned mod ham Summende og angrebsklare. Manden var holdt op med at grine.
   "Du er jo djævlen selv," sagde han, "Og jeg skal nok få ram på dig. En dag, hvor dine dræberbier ikke er i nærheden."
   Dræberbier, tænkte Freddy og kom vist til at smile lidt. I det mindste vidste den ækle stodder godt, at man kunne blive alvorligt syg af stik fra det, mange troede var insekter.
   John Edwards løb op mod kroen. Efter ham kom en deling dæmonalfesoldater. Og ud til siderne spurtede krofatter, kromutter og den hjulbenede staldkarl.
   "Nu stikker de vel ikke os?" spurgte Jussef og virkede lidt betænkelig.
   "Nej, min lillebror har styr på dem," lo Niku.

Johnny tøvede ikke længe, før han greb Freddys hånd. Freddy gav hans hånd et klem, mens han skottede til Keith. Mon drengen helt havde glemt ham? Glemt at de havde boet under samme tag i mange måneder? Han stod jo næsten som forstenet.
   ""Du skal ikke være bange, lille kammerat," sagde Niku og satte sig på hug foran drengen.
   "Det er jeg heller ikke," påstod Keith.
   "Kom," opfordrede Niku blidt. Han strakte en hånd frem mod barnet, men da drengen ikke tog den, begyndte han at gå. Drengen fulgte med og efter et par skridt gik de side om side.
   Dæmonalferne fulgte dem som en sky blandt de skyer, der havde spredt sig, så det tydede på en solrig eftermiddag.
   Cessies moster Helen trådte ud på dørtrinet netop som Freddy og de andre kom om til kroens gårdsplads. I hver hånd holdt hun en vadsæk, der vel indeholdt drengenes ejendele.
   Freddy greb den ene vadsæk. Den anden tog Niku.
   Og ind på gårdspladsen vaklede en stukken oberst. Skrigende slog han ud efter de små væsner., der dog lod til behændigt at undvige hans forsvar.
   "Få dem væk," jamrede obersten og vaklede hen mod trappetrinet.
   "Jamen dreng dog," stønnede Helen forfærdet. Måske havde møgdyret fået nok nu? Freddy kaldte delingen væk fra ham, idet han trådte så meget til side, at fjenden kunne vakle forbi ham.Han virkede nu ikke særlig taknemmelig, da han med et blussende ansigt og en hånd mod sit øje, prøvede at se på Freddy.
   Obersten skulle nok få nogle væmmelige, smertefulde dage med stikkende, sviende, brændende smerter. Og det kunne han så tage som en forsmag på, hvad der ellers kunne overgå ham.
   Nu måtte de hellere komme hjem.
   "Du er jo et uhyre," mente Helen og trådte et par skridt nærmere. Hvorfor skyndte kællingen sig ikke bare ind?
   Hun stod med noget på sin håndflade; et par små slappe, kvæstede legemer. Det stak I Freddy, da han hurtigt rakte vadsækken til Yussef og tog mod de små kroppe. Den ene var død, den anden kunne måske reddes. Hvor skulle han gøre af dem? Den døde stak han I lommen. Den anden vred sig lidt på hans hånd. Mon flokken kunne tage ham med?
   Han vendte sig og sammen med de andre gik han hen mod kærren, hvor Todd lå såret.
   Sværmen kom mod dem. Mest mod Freddy og han vidste håndfladen med den sårede soldat frem. Et par småfyre landede der og tog fat I deres kammerat. De sagde noget, men det var svært at høre deres små stemmer. Og så fløj de mod fire små væsner, der skilte sig ud fra flokken, bærende noget mellem sig, der lignede et pyntelommetærklæde, men var fastgjort til pinde, så det dannede en båre. Der blev den sårede lagt
   Andre fire svirrede mod Freddy, bærende på en lignende båre. Langsomt trak Freddy det lille lig frem. Bærerne gned deres vinger mod hinanden så det lød som en kort spæd og sørgelig melodi. Så lå liget i båreposen og blev fløjet væk.
   Freddy anbragte Johnny på Klinky, det tålmodige mulæsel, og steg selv op på Lynet, der vrinskede, som om den syntes, det var på tide, de kom igen.
   Skyen af småfolk spredtes, dannede formationer og forsvandt i forskellige retninger. De skulle vel til deres hjemsteder, hver især.

Ved den ældgamle eg i skoven ventede Simon på Freddy og de andre. Han stod og lænede sig op af stammen. Ved siden af ham åd geden Trudi løs af de halvvisne bregner. Og på en gren lige over Simons grå, pjuskede hoved, sad der en hvid due.
   Freddy og hans flok af djævle, fanger og børn stoppede.
   "Nå, der kommer I," sagde Simon og før Freddy nåede at åbne munden, fortsatte han:
   Duen har bragt dig en besked, Freddy Keily."

***
   I dalen sad Cessie og ville skrive om det, der var sket, siden hun gik over for at finde Angus Den Vise. På gulvet legede Julie med nogle papirark, som Cessie havde krøllet hårdt sammen. Papir var kostbart, men det hun nedfældede blev til lutter vrøvl og blækklatter.
   Med et suk opgav hun at skrive og faldt I stedet I tanker:

Da hun fandt tronsalen og forsigtigt åbnede den solide dør, knirkede den ikke, men gled næsten lydløst indad. I det mægtige rum; omtrent i midten stod tre tronstole. Ikke langt fra den åbne dør var der rækker af bænke og langborde. Fra nicher I de kalkede vægge lyste fakler og på væggene var der malerier af forskellige personer.
   På en lang, flad forhøjning var der stolper og lænker samt et rækværk med instrumenter, der nær havde jagtet hende ud af salen og ind under den trygge dyne på kammeret.
   En sprød hamren, der med et holdt op, fik dog fæstnet hendes blik på en mand bag tronstolene. Selvom hendes arme hjerte prøvede at få hende fra det, gik hun hen mod ham.
   "Goddag, frue," hilste manden, som stod med en hammer i den ene hånd og en mejsel I den anden. En stor stenblok - muligvis granit eller marmor; det forstod Cessie sig ikke på - havde et råt, ufærdigt ansigt. Angus Den Vise var åbenbart også billedhugger.
   "De må være Angus Den Vise?" begyndte hun og da han nikkede, oplyste hun, at hun var fru Johnson og at hun havde en besked til Freddy Keily fra en lille alf.
   "Jaså," sagde Angus og studsede ikke over, hvilket væsen beskeden var fra.
   "Hvordan lød den?" ville han selvfølgelig så vide. Et øjeblik stod Cessies hjerne stille, så kom hun heldigvis i tanke om beskeden og Angus Den Vise rynkede eftertænksomt sine buskede bryn.
   "Han burde vide, han ikke skal blande dæmonalferne ind i vore sager. Det kan blive dyrt. Både for dem og os."
   "Dæmonalfer? Jeg troede ikke der var flere slags alfer?"
   Selvom hun nu var kommet I tanke om, at hun en gang før havde set en alf, og selvom Freddy havde fortalt om mange slags væsner, han kendte, overraskede antallet af arter hende. Hun var i en slags eventyrverden, men den befandt sig i den skindbarlige virkelighed. Og hun ville så gerne begribe og forstå det.
   "Vi må sende beskeden til ham," fastslog Angus Den Vise. De så lidt på hinanden, før han fortsatte: "Lad os gå over til Frankie og hans duer."

Det gjorde de så. Beskeden blev sendt. Nu håbede hun bare, Freddy fik den I tide. Det blev jo afklaret når han vendte hjem sammen med Keith.
   Hun ville ikke tænke over, hvordan far og mor reagerede, når Freddy og de andre djævle dukkede op. Heller ikke tænke på moster Helen, der havde været som en god veninde, da Cessie var barn og helt ung.
   Ikke tænke for meget. Hvad skulle det nytte? Det var jo fortid.
   Julie havde rejst sig. Holdt fast I stoleryggen og hoppede, mens hun sagde: "Op.op," så Cessie tog hende på skødet.
   Skulle hendes skønne lille datter vokse op her? Det ville sikkert blive godt for hende. Her var jo søde mennesker og masser af frisk luft. Men der var også kanpt så søde mennesker. Og på slottet kunne de vel ikke blive boende? Eller kunne de? Når nu?

Mary havde betroet hende en hemmelighed. Så stor og underlig, at Cessie først ikke havde troet på den, men Sita havde sagt at det passede.
   Og Sita stolede hun på. Om det nu var klogt eller ej, nu hun tænkte efter og huskede tiden i hendes hytte. Men om det her, ville hun næppe lyve.
   Vaskekonen Mary, tatertøsen Mary, der havde været køkkenpige på kroen derhjemme skulle måske være dronning af Djævledalen.

Mary havde fortalt hende om det, da hun kom tilbage fra Frankie, og duen var fløjet ud for at finde Freddy i tide.
   De havde siddet overfor hinanden på Marys kammer. I hver sin broderede lænestol. Som prinsesser eller I det mindste komtesser.
   "Du ved, at kong Atkar ikke har det så godt for tiden," begyndte hun med et sukkersødt smil, sprudlende af at bære på en fantastisk viden.
   Cessie nikkede. Havde jo hilst på ham og hørt at Sita og Freddy ofte kaldte ham for Allan. Og så syg var han vel ikke, når han kunne sidde til bords og spise? Men hvem vidste? Der fandtes jo mange mærkelige sygdomme.
   "I hvert fald liger han oftere og oftere til sengs flere dage I træk," vedblev Mary.
   "Hvad fejler han da?"
   "Det er noget med hans hjerte. Og sommetider bliver hans arme så tunge. Angus Den Vise frygter at det kan blive fatalt."
   "Fatalt?" gentog Cessie. Sådanne ord plejde Mary da ikke at bruge.
   "Ja, altså det beyder, at det kan ende med at han dør," forklarede Mary elskværdigt og en anelse nedladende.
   "Jeg kender godt ordet," småvrissede Cessie.
   "Nå men forleden blev jeg kaldt derind. Det var mor der bad mig kigge ind til ham, for som hun sagde, var der noget, han nok ville fortælle mig. Noget hun også vidste.
   "Hvad fortte han så?" Cessie havde pluselig en anelse, men det kunne vel ikke passe?
   Brudstykker af samtaler I Sitas hytte dukkede op. Ord som Freddy havde sagt, noget han havde fortalt.
   Sita og Allan havde kendt hinanden da de var meget unge. Før Sita giftede sig med Nikus far. Men - men -
   "Kong Atkar er min far!"
   Jeg ligner en torsk, nåede Cessie at tænke, før hun tvang sine læber så meget sammen at torskeudtrykket forhåbentlig fortog sig.
   "Så er du jo en slags prinsesse," udbrød hun og tænkte i sit baghoved at det jo ikke kunen være rigtigt.
   "Nemlig," medgav Mary og så fuldkommen glad og tilfreds ud,
   Hun havde mere at sige.
   Mn ved du hvad det bedste er, søde Cessie?"
   "Nej, det vidste Cessie ikke, så hun rystede på hovedet.
   "Mor mindede kongen - altså min far - om at han går ind for at mænd og kvinder skal være lige. Og hvis en konges ældste barn er en pige, skal hun arve tronen."
   "Det lyder mærkeligt," røg det ud af Cessie. Hun havde selv tænkt at sådan burde det være, men der var ikke så mange, der syntes det. Og hun havde ikke ventet at en grum djævlekonge havde den indstilling.

Mary rejste sig, knejste med nakken og gik lidt frem og tilbage på kammeret. Prøvede at gå som en dronning.
   "Når jeg bliver dronning I Djævledalen, skal meget blive anderledes," proklamerede hun.