Lu knugede den stride pæls på Mikas skuldre, mens han førte hende gennem en snæver gyde i en øde og skummel del at Eterem. De var på vej til deres skjulested, men de havde været nød til at tage en omvej, for ikke at løbe ind i en patrulje soldater. Omvejen havde ført dem ind i en af de dele af Eterem, som hun var blevet advaret imod at færdes i, især efter mørkets frembrud. Men de havde været nød til at undgå soldaterne efter hvad der var sket på markedspladsen tidligere den dag.
   Mika knurrede advarende, da en slidt dør oplyst af to fakler svingede op, og otte skikkelser trådte ud i gyden foran dem. Mændene grinede højt og larmende med grove fulde mands stemmer.
   Hurtigt bakkede Lu ind mod muren, og håbede at mørket ville skjule hende. Mika's rygpels rejste sig lige i vejret, men han sørgerede for at være helt stille, da han stilede sig foran Lu.
   Desværre så en af mændene sig over skulderen og fik øje på dem. Han puffede til sin side mand og gestikulerede over mod Lu og Mika.
   "Se en lille køn pige og hendes forvoksede hund. Hun er da vist ikke klar over, hvad der sker med folk som uinviteret trænger ind på vores område" sagde han med en høj, fornøjet og ondskabsfuld stemme.
   Hans sidemand vendte sig om og lo forventningsfuldt ved synet af Lu.
   "Kom drenge, lad os vise hende hvad der sker med små kønne piger, som forvilder sig ind i vores område"
   Selvom Mika nu viste tænder og knurrede dybt, begyndte mændene at nærme sig, mens de fandt deres knive og korte køller frem.
   "Du må hellere søge for at din forvoksede køter ikke gør noget, for så slår vi den ihjel"
   Lu halede i Mikas pels, for at få ham med sig væk, men han rystede sig bare, de ville alligevel ikke nå langt, og blev stående foran hende.
   Da mændene var to meter fra dem, sprang Mika frem, og lynhurtigt bed han ud efter dem, så det flakkende lys fra faklerne glimtede i hans lange hjøne tænder. To af mændene skreg op og trak sig væk med blødende sår, men så fik en af bøllerne et heldigt slag ind, og ramte Mika på skulderen. Et hyl undslap ham, og han bakkede, desværre ikke hurtigt nok til at undgå den kniv, som en anden svingede mod hans side. Med et desperat vrid af kroppen, undgik han at den gik ind mellem ribbenene, men i stedet flåede den en lang flænge i hans lår. Jamrende af smerte faldt han til jorden, udeafstand til at støtte på det ene bagben.
   "Mika" skreg Lu, og kastede sig frem mod mændene, mens hun forsøgte at ramme dem med sin stav, hun sigtede efter der hvor deres livs energi blusede varmest, men selv om hun var desperat havde hun aldrig før skulle bruge sin stav som våben.
   Mændenes anføre lo bare, og greb hende hårdt om håndleddet, hvorefter han vristede staven fra hende og smed den ind i gydens skygger. Så kastede han hende i favnen på en af de andre, som straks vred hendes arme smertefuldt om på hendes ryggen, så tårerne begyndte at pible ud af hendes øjne, og gjorde det blå tørklæde, der skjulte hendes øjne fugtigt.
   "Små kønne piger burde ikke gå alene ud om natten" sagde han, mens han lod en grov finger løbe ned over hendes kind.
   "Så kan der ske slemme, slemme ting med dem" fortsatte han og lo lystent.
   "Og I burde virkelig finde en på jeres egen størrelse at lege med" lød en blød mands stemme.
   Mændene snurrede rundt, men kunne ikke se andet en gydens skygger.
   "Hvem der" snerrede anføreren "du må hellere tag og skride, det her kommer ikke dig ved"
   "Nej jeg tror jeg foretrækker at blive, og lege lidt med jer, jeg kunne godt bruge lidt adspredelse" svarede den bløde stemme inde fra skyggerne.
   Lu drejede hovedet i stemmens retning, og så personens livsenergi flamme i gydens anden ende. Mandens livsenergien virkede svagere end mændenes livsenergi, og hun spekulerede kort på om manden med den bløde stemme var syg. Hans livs energi sås kun som et svag varmt lys omkring hans hjerte, mens hans hænder og føder kun kunne anes.
   Mændene der imod kunne stadig ikke se den bløde stemmes ejermand, men nu trådte han frem, så de kunne se høj mørk skygge mod månelyset. Ansigtet var skjult under en dyb hætte, som gik ned i en spis over panden, så kun underansigtet med et par sensuelle læber og en spids hage kunne anes. Over hans skuldre kunne ses to svær fæster.
   "Desuden kunne jeg godt bruge et lille energi bust, og I har maser af energi, som I lige om lidt ikke selv længer har brug for" fortsatte han, mens han nærmede sig med afslappede skridt.
   Denne udtalelse forstod Lu intet af, men hun fornemmede instinktivt, at denne mand var lang farligere end dem hun allerede var fange af.
   "Hvem fanden tror du, du er, vi er seks, og du er kun en, skrid med dig eller så får du samme behandling som tøsen og hendes køter" snerrede mændenes anføre.
   "Det tror jeg ikke, slip hende heller, og kom og leg lidt med mig i stedet, eller er I nogle slapsvanse"
   Den mørke skikkelse lo hånligt og stillede sig i en udfordrende positur foran mændene.
   Manden som holdt Lu's arme slap hende, og kastede hende ned vedsiden af Mika, som stadig lå hjælpeløs på gydens kolde sten. Lu klyngede sig til ham og rettede igen blikket mod den fremmede.
   "Smut hellere lille pige, det her bliver ikke så kønt at se på" sagde den mørke skikkelse med et kast af hovet mod gydens indgang.
   Han har ikke opdaget at jeg er blind, tænke Lu, mens hun knugede Mikas pels endnu hårde, desuden kan jeg ikke efterlade Mika.
   Mændene, som havde overfaldet hende, havde nu spred sig ud i en cirkel omkring den mørke skikkelse, der stadig stod helt afslappet og ventede på deres angreb.
   Mændene angreb samtidig, og Lu så hvordan deres livskræft hvirvle gennem luften, da skikkelsen lynhurtigt langede ud, og uden at anstrenge sig, hamrede og kastede de seks mænd ind mod gydens mure, eller ned på jorden, hvor de stønnede blev liggende. Han havde ikke engang trukket sine våben.
   Lu så hvordan skikkelsen bøjede sig over de faldne mænd en efter en, og hvordan deres livskraft langsomt blev slukket. Samtidig virkede det som om at mandens livskraft øges, og det varme lys brede sig, så hun tydeligere kunne se hans hænder og føder.
   Lu græd og rystede over det hele, selv om mændene ville have gjort hende fortræd så, havde hun ikke ønsket at de skulle dø, og hun var endnu mere bange for den mand, som uden problemer slog dem alle ihjel.
   Hun frøsøgte tryglede at få ham til at stoppe "Stop lad være" hendes stemme knækkede over, og manden overhørte hende bare.
   Da hans livskræft var den eneste i gyden, ud over hendes og Mikas, vende han sig om mod hende.
   "Hvorfor er du her endnu lille pige? Sagde jeg ikke, at du heller måtte smutte"
   Han nærmede sig langsomt, som et rovdyr, og Lu rystede af skræk, men hun ville stadig ikke efterlade Mika, og hun ville heller ikke kunne klare sig uden ham og hendes stav.
   I stedet rejste hun sig og stillede sig foran Mika, så manden ikke kunne gøre ham noget.
   "HM, modigt, men dumt, lille pige" sagde manden med hån i stemmen.
   "Lad os være" Lu's stemme skælvede kun en smugle.
   Manden lo bare.
   "Er du ikke bange for mig?" spurgte han med et foragtelig stemme.
   "Jo" indrømmede hun.
   Manden var nu helt tæt på hende, og i det han rakte ud efter hende, gled der en sky fra månen, så lyset faldt på Lu's ansigt. Manden kom med en overrasket lyd.
   "Du er jo blind" konstaterede han og hans hånd tøvede, svævede få centimeter fra hendes ansigt.
   Lu samlede alt sit mod, "vil du ikke nok lade os være" bad hun, selvom hun ikke toede på at det ville virke, manden virkede total kold og uden medfølelse.
   "Hm, jo jeg kunne selvfølgelig godt lade dig slippe. Nu har jeg jo fået ny energi" han stemme var kun en dæmpet visken.
   Og som om han ikke kunne lade være, lod han spidserne, af hans lange fingre, røre ganske let ved hendes kind.
   Lu følt at hun fik stød, og en vældig kræft pulsede i gennem hende. En hvirvel af energi brusede gennem hendes krop, og hun gispede af overraskelse og smerte.
   Vinden begyndte at piske rundt i gyden, og op af jorden under hendes føder, skød saftigt grønt græs, og der piblede vand frem mellem gydens sten. Faklerne ved døren blussede voldsomt op, og flammerne strakte sig hen mod dem.
   Bag hende klynkede Mika, og overrasket trådte manden et skridt tilbage.
   Lu knugede armen om sig selv, og følte hvordan de fire elementer rakte ud mod hende, med en voldsom kræft, som hun slet ikke kunne rumme, og alt omkring hende blev mørkt.

Manden greb automatisk den blinde pigen, da hun mistede bevidstheden. Hun må have magiske evner, men hvorfor opførte elementerne sig så tosset, som om at det var første gang hun brugt sine evner, tænkte han.
   Pigens spinkle krop føltes let som en fjer i hans arme.
   Mærkeligt hendes livsenergi bliver slet ikke påvirket af at jeg røre ved hende, tænkte han for sig selv.
   Han så ned på den stor røde ulv, som så vagtsomt op på ham.
   "Ja, ja jeg skal nok lade været gøre hende noget" sagde han til den til sin egen overraskelse "men jeg har heller ikke tid til at tage mig af hjælpeløse småpiger" fortsatte han.
   Han lagde pigen så hun hvilede op af ulvens flanke.
   "Og så bare fordi jeg er i godt humør, så skal jeg nok sende nogen til at hjælpe jer" sagde han over skulderen, da han drejede op på hælen og blev opslugt af mørket.