Hist havde gået i skoven længe, men hun synes ikke at hun var kommet ret langt. Hun vidste ikke engang, hvilken vej hun skulle gå. Det hele lignede lidt hinanden. Men der var smukt. Smaragdgrønne bregner skød frem mellem de enorme grantræer, og svampe i tusind farver tittede op som små alfer. Af og til rokkede de mægtige stammer i vinden så det knagede, og fugle, Hist aldrig før havde hørt, sang fra træernes toppe. Det lød næsten som om, at skoven snakkede sammen, tænkte hun.
   Et stykke væk, fik Hist øje på en lysning. Det så ud til, at skoven ændrede sig. Hun satte farten op, og sprang over et par store sten og stubbe på vejen. Forude, kunne hun se, at træerne blev lysere, og skovbunden var dækket af buske og blade. Snart stod Hist i en fantastisk løvskov, hvor lys strålede gennem træerne og lyste alting op. Det var næsten magisk. Der var træer, Hist aldrig før havde set. Nogle var store og krogede, med hjerteformede blade. Andre var hvide og slanke, med sorte striber. Og der var nogle, som havde sorte negle og aflange, spidse blade. Men bag disse træer, i lysningen, Hist havde set på afstand, stod det mægtigste af dem alle. Det var et egetræ, større end hendes vildeste fantasier. Den krogede stamme var bred som et lille hus, og enorme rødder krøllede sig ud fra bunden, som benene på en gammel edderkop. Egetræets krone var stor som en tung sky, dækket af gyldenorange blade, der næsten fik det til at ligne, at træet stod i flammer.
   Hist stod lamslået og betragtede det enorme egetræ. Det var fantastisk.
   Mellem træets to største rødder, fik Hist øje på en rund dør. Den stod på vidt gab. Hist kunne mærke sit hjerte slå lidt hurtigere, og det var som om, at det også kildede i hendes fingre, som når hun åbnede en ny bog. Hun måtte se, hvad der var bag den dør!
   Skovbunden omkring det enorme træ, var blød under hendes bare fødder. Den var dækket af smukke orange blade og gyldne agern. Hist listede sig helt op til træets stamme, så hun ikke var synlig, for hvad der end måtte være bag døren. Hun smygede sig med ryggen til stammen, ind til hun stod ved siden af døren. Det var ligesom i historierne, tænkte hun, når ridderen skulle liste sig ind i uhyrets hule. Så skulle han være forsigtig, ikke at blive opdaget. Hist holdt vejret, og skimtede ind gennem døråbningen. Men der var slet intet uhyre at se. Kun en masse rod i bunker og reoler, der næsten fyldte hele rummet. Hist lænede sig igen helt op ad stammen, og trak vejret. Hvad skulle Skovbrøleren med alt det rod?
   Hun kiggede ind igen, men der var stadig ingen at se. Hist åndede lettet op, og mærkede sit hjerte falde lidt til ro igen. Hun var faktisk slet ikke sikker på, at hun havde lyst til at slås med uhyrer i dag alligevel. Men hun kunne stadig mærke sine fingre kilde.
   Hist listede gennem den runde døråbning ind i det enorme egetræ. Nu stod hun i et lille, rundt rum. Alle væggene var dækket af store hylder og reoler, fyldt med sager. På gulvet var der kasser og bunker i forskellige størrelser, og selv fra loftet, hang en masse mærkelige genstande. Hist kunne slet ikke forstå det. Men når hun så nærmere efter, var der ikke nogle af genstandene, der så helt almindelige ud. Faktisk, lod de alle sammen til at vibrere en lille smule. Det var ikke noget man sådan kunne se eller høre, men Hist kunne tydeligt mærke det. Nogle af tingene summede lidt som en bi, mens andre lod til at spinde som en kat eller snorke som hendes far. Op ad væggen stod et skinnende, rundt skjold med et billede af et frygteligt kvindehoved. Der var også en masse smykker af fantastiske juveler, og en spand med grimme, brogede koste, og et smukt tæppe vævet i tusind farver, og ...
   Hist stivnede med et sæt. Hendes hjerte sprang et slag over, og hun kunne mærke sit krusede fehår rejse sig i nakken. En kæmpe stor skygge var kastet frem over væggen, hvor tæppet hang. Den havde en stor hale, og fra dens hoved skød to lange horn ud. Hist turde næsten ikke vende sig om. Hun havde ikke engang noget våben. Det er ude med mig! tænkte hun. Jeg er færdig!
   "Halløjsovs og kantareller! Hva' søren er du for en?!"
   Det kom fra monsteret, der kastede skyggen i døren. Men det lød slet ikke ret meget som et farligt monster, syntes Hist. Eller en Skovbrøler. Faktisk lød det mest bare som en almindelig dreng.
   Hist vendte sig langsomt om mod Skovbrøleren.
   I døren stod en dreng, på godt og vel hendes størrelse. Men han så alligevel ikke helt almindelig ud. Han havde lange, spidse ører, og en stor pjusket hale, og hans øjne var grønne som nyudsprungne blade.
   "Er du Skovbrøleren?!" udbrød Hist, og tabte kæben.
   "Skovbrøleren?" svarede den underlige dreng, der tydeligvis ikke anede, hvad Hist snakkede om. "Nøøh, jeg er da Hunken!" Og så smilede han et enormt smil, så to sylespidse hjørnetænder blev synlige. Hist blev en anelse forskrækket ved synet, men blev stående.
   "Hunken... hvad katten er en Hunk for en?" spurgte Hist.
   "Jamen, det er da sådan en som mig!" svarede Hunken. "Men det var altså mig først! Hvem er du?"
   "Øh, jeg er Hist," svarede Hist. Hun forstod slet ingen ting længere.
   "En Hist? Så er du altså blevet hist væk?"
   "Det hedder pist væk! Og jeg er altså slet ikke blevet væk! Og jeg er en pige!" sagde Hist.
   "Du sagde lige, at du var en Hist! Hvad er en pige nu for en?"
   Hist kunne slet ikke finde ud af, hvad hun skulle sige. Havde han aldrig set en pige før? Drengen lignede bestemt heller ikke nogen normal dreng. Han kunne godt ligne lidt en ræv, tænkte Hist, med sine spidse ører og pjuskede hale.
   "Men hvis du ikke er Skovbrøleren," sagde Hist, "hvem er det så, der råber hver morgen og aften?"
   Hunkens ansigt brød ud i endnu et vildt grin. Hans øjne lyste op, og så næsten ud til at skifte farve.
   "HAH! Det er da mig!" grinede han. "Kalder I mig Skovbrøleren, der hvor du kommer fra?!"
   "Så det er dig! Men hvorfor brøler du så højt?"
   "Jeg brøler altså ikke," sagde Hunken og så næsten fornærmet ud. "Jeg råber da bare godmorgen til skoven, så træerne og dyrene ved, at de skal vågne!"
   Hist måtte lige nive sig i fingeren, for at være sikker på, hun ikke drømte. Råbte godmorgen, så træerne og dyrene vidste, de skulle vågne? Måske var han tosset, tænkte hun. Han kunne godt se en smule tosset ud.
   "Hvad ér du egentlig for en?" spurgte Hist, og så rundt i det rodede hus. "Sådan, virkelig altså?"
   "Jeg er Hunken," sagde Hunken.
   Men Hist gav ikke op.
   "Hvad gør en Hunk, helt præcis?" spurgte hun.
   "Hah! Det, den er aller bedst til!" sagde Hunken, og gestikulerede ud mod alle de mærkelige genstande. "Finder mysterier!"
   "Og når så du har fundet et mysterium?"
   Hunken pustede sig godt op, og skød hagen i vejret.
   "... Så umystificerer jeg det!" sagde han, stolt som en hane.
   Det lød faktisk lidt sejt, syntes Hist. Hun så rundt på alle genstandene, og tænkte på, hvor mange mysterier, Hunken mon havde umystificeret. Det måtte være hundreder - ja, måske tusinder mysterier.
   "Hvad er så alle de ting?" spurgte hun.
   "Det er magiske tingester," sagde Hunken, og gik hen til en af kasserne, der stod på gulvet. Han begyndte at rode lidt i den, og trak så en halskæde op. "Den her, forvandler prinsesser til skrubtudser. Og det der," han pegede på det smukke tæppe, der hang på væggen, "er Allans flyvende tæppe! Jeg har også fundet Lord Vortemors Hokus-Pokus-Pind, og et kompas, der viser vejen til Nangiala!"
   "Wooow," måbede Hist, og kiggede endnu engang rundt i det lille hus. Det var pludselig meget mere spændende, end hun først havde troet. "Hvad så med skjoldet der?"
   "SPEJL!"
   "Hvabehar?"
   "Spejl! Det vil helst være et spejl!" Hunken skyndte sig over til det skinnende runde skjold, og aede det beroligende. "Hun er lidt følsom, Mette-Ursula, forstår du -hende i spejlet, altså."
   Hist synes det var meget mærkeligt, men hun kunne ikke lade være med at le ved tanken. Et skjold, der helst ville være et spejl. Et flyvende tæppe. En Hokus-Po... Mon ikke, han mente en tryllestav? Pludselig fik Hist en idé.
   "Hør, Hunk?" sagde hun.
   "Det er mig!" svarede Hunken, og slyngede en bue over brystet og stillede den op ad væggen ved siden af den runde dør.
   "Du er jo faktisk en umystificeringsekspert, ikke sandt?" sagde Hist.
   "Orv, det kan du lige bide dig i næsen på!" svarede Hunken med et stort smil.
   "Jamen ... det er jeg faktisk også!" sagde Hist så. "Den aller bedste, jeg kender!"
   Hunken kiggede lidt op og ned af hende.
   "Er du sikker?" spurgte han.
   "Sikker som solopgangen!"
   "Men, hvad har du da umystificeret?" sagde Hunken, stadig lidt mistroisk.
   "Det aller mest mystiske, man overhovedet ved til, der hvor jeg kommer fra" sagde Hist med næsen i sky. "Nemlig mysteriet om Skovbrøleren!"
   "HAH!" Udbrød Hunken, og slog sig på låret. "Det var da slet ikke noget mysterium!"
   "Det var det da ti'hverti'fald!" sagde Hist med hænderne i siden. "Der er i hvert fald slet ikke andre end mig, der ved det!"
   Hunken tænkte sig lidt om. Han kløede sig lidt i sit krøllede, røde hår, og slog lidt om sig med halen.
   "Men hvor har du så lært at blive en umystificeringsekspert?" sagde han endelig.
   "I alle bøgerne, selvfølgelig," sagde Hist.
   "Bøgerne? Hvad er det for noget?"
   Nu var det Hist, der grinede.
   "Ved du ikke hvad en bog er?!" Hist pegede rundt på alle de magiske tingester i huset. "Alle de magiske tingester, og du ved ikke hvad en bog er?! Det er det mest magiske, der overhovedet findes!"
   "Wooow!" udbrød Hunken, med store øjne. "Hvad kan den?!"
   "Den kan øh..." begyndte Hist, men vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. "Den kan fortælle om mysterier!"
   "Orv!" sagde Hunken, og hoppede på stedet. "Så må du jo faktisk være en umystificeringsekspert!"
   "Det var jo det, jeg sagde!" sagde Hist, og synes selv at hun var lidt sej.
   En underlig, buldrende lyd rungede i det lille hus i egetræet. Hunken tog sig til maven og smilede.
   "Så er det spisetid!" sagde han, og løb udenfor.
   Hist fulgte efter, for hun var egentlig også blevet sulten.
   Hunken bøjede sig over skovbunden, og samlede en ordentlig håndfuld gyldne agern, der var faldet af egetræet. Han var ikke særlig omhyggelig, og fik også skovlet en masse kviste og blade med op. Da han havde en stor nok bunke, åbnede han gabet, og hældte det hele ind, rub og stub.
   'Gnask, knas, knæk!' sagde det, mens han tyggede fornøjet. Hist så til med øjne, store som Fars græskar. Heldigvis, havde hun stadig masser af pærer i sin taske. Hun tog en frem, og gav sig også til at spise. Sikke en mærkelig fyr, tænkte hun. Men hun kunne ikke lade være med at smile.
   Da Hist og Hunken havde spist, gik de indenfor igen. De brugte lang tid på at snakke om magiske tingester og bøger, mysterier og landsbyen Hist kom fra. Hist lærte en helt masse, hun ikke vidste, men Hunken lærte vidst lige så meget. Da det var ved at blive aften, og solen var på vej ned, var de efterhånden begge to udmattede efter en lang dag.
   Hunken knipsede en gang med fingrene, og Allans flyvende tæppe fløj ned fra væggen, og svævede stille over det rodede gulv.
   "Her plejer jeg at sove," sagde Hunken. "Der er vist rigeligt plads til os begge!"
   Hist så imponeret på det flyvende tæppe. Det svævede helt af sig selv! Hun så på Hunken, og han nikkede til hende med et smil. Så sprang hun op, og landede blødt og dejligt. Det måtte være som at ligge på en sky, tænkte Hist, og foldede hænderne bag hovedet. Det var et eventyr, langt bedre end nogle af dem fra bøgerne.
   "Lige et øjeblik," sagde Hunken, og løb ud af døren.
   Hvad nu? tænkte Hist, men fik hurtigt svar på sit spørgsmål. Om lidt rystede hele træet, og jorden under dem.
   "GOOOOOOOOOOOODNAAAAAAAAAAAAAAAAAAAT!!!"
   Hunken løb glad tilbage ind i huset, smækkede den runde, trætte dør i med et ordentligt brag, og hoppede så op på det flyvende tæppe.