Jeg vender mig imod stemmen. Overseeren fra broen. Han holder styr på de fire andre seere og aflægger rapport til mig. Som sådan er han officer. "Jeg havde ikke forventet en dværg som kaptajn, men jeg er glad for at der omsider er nogen der tør sige deres mening om den tidligere," siger han ligeud, "Kaptajn Kylling, var en hån imod flåden. Jeg har flere gange bedt om undersøgelse for ham. Ikke at have vundet et eneste slag i 180 kredsløb, er unormalt. Du har allerede vundet to, og der er ikke engang gået én lønd."
   Han er demus, høj og voksen af udseende. Gule venlige øjne og blå hår og læber. Han rækker sin hånd frem. "Mit navn er Leo," siger han, "dit er Luna, ikke?"
   Så han ville tale under fire øjne. Jeg tager imod hånden og nikker. Der er i alt, tre officerer på skibet. Overseeren, kaptajnen og Boremesteren. Og jeg havde i forvejen læst op på de to, Leo hedder Overseeren og Boremesteren hedder Karl. Ham her er tydeligvis ikke helt ung mere, langt fra gammel. "Det var dog ikke så klogt," siger jeg, "der er blevet kaldt Sociopat imod mig. Jeg kan ikke anmærke nogen, og der er gode chancer for de ikke vil følge mine ordre."
   "Ja. Ingen på dette skib har prøvet en intens kamp. Hvor retræte ikke er en mulighed," siger Overseeren, "det er muligt du ikke er i stand til at anmærke, men det er jeg."
   Virkelig! Vil han hjælpe mig!? "Så du vil hjælpe mig," siger jeg begejstret.
   "Ja, og nej," svarer han med et smil, "alt har sin pris. Hvis du vil have min hjælp, skal jeg have noget til gengæld."
   Åh nej. Jeg har i cyklusser vidst at der var en chance for dette. Vi er samme art, så nu er chancen ... meget større. Ingen tvivl, han vil have vi har sex. Men han er så gammel. Gammel nok til at være min far eller bedstefar, med god vilje. Jeg ... jeg vil sælge mig selv til en gammel mand ...
   "M... hvad vil du have til gengæld?" spørger jeg og ved hvad svaret er.
   "Jeg ved godt det måske er lidt mærkeligt. Men min datter ... dødede for et kredsløb siden. Hun var på din ... højde og ... jeg nåede aldrig at tage ordentlig afsked med hende," forklare han, til min store forvirring, "jeg havde planlagt så mange ting, vi skulle gøre ved min orlov, men ... hun dødede inden og ... så ... de ting jeg ville gøre med min datter, vil jeg gerne have at du gør med mig i stedet."
   Jeg tvivler stærkt på at han havde nogen planer om at ... sin mindreårige datter, men jeg kender ham jo ikke. Uanset hvad, er det ikke problemet. "Hvad?" spørger jeg forarget, "n... nej! Det kan du godt glemme alt om!"
   Uden flere ord, går jeg fornærmet ud af blindgyden og forbi ham. Hvordan kan han spørger om noget så ... så mærkeligt?!
   Jeg fortsætter imod skydebanen. Skiltene viser heldigvis rigtigt. Nogle kvinder står i en dør og snakker. Om mig. "Tro mig. Der er snart én der voldtager hende," siger én af dem.
   "Ha! Hun går klædt som en luder. Hun kan næppe blive voldtaget," siger en anden og de griner.
   De har endnu ikke set mig. "Undskyld," siger jeg lidt forarget og får deres opmærksomhed.
   "Ja, det manglede da bare," siger én af dem hånligt, "en lille slut som dig kan ikke sige det nok."
   Kaldte hun mig lige slut til mit åbne ansigt! Jeg er hendes kaptajn! Det her er ikke kun en anmærkning! Det er utilgiveligt! Men de ved jeg ikke kan røre hende! Hvis jeg ligger hånd på dem bekræfter jeg, at jeg er Sociopat, og jeg kan ikke anmærke hende!
   De andre griner af mig. Jeg har virkelig lyst til at slå dem, men ... jeg kan ikke. Jeg begynder at gå videre. Velvidende at der ikke vil komme noget godt ud af, at fortsætte denne samtale.
   Kvinderne er dog ikke færdige. De siger mere, men jeg lukker ørerne for det. Desværre lukker jeg også for andre sanser. Én eller to af dem griber fat nede i bunden af min trøje og hurtigt trækker de den op over mit hoved. Normalt ville de ikke kunne komme i nærheden af mig på den måde. Jeg er veltrænet i Raika, men det tager mig med overraskelse.
   Blokken i mine øre åbner og jeg kan høre dem grine. Jeg kan ikke se noget. Min frakke og trøje dækker for udsynet og mine hænder er fanget. De trækker mig frem og jeg har en dårlig fornemmelse.
   De sætter min trøje i klemme i døren, der lukker fra begge sidder på midten, desværre er min trøje ikke lang nok, døren lukker om mit ene håndled. De har overskrevet døren så den lukker hårdt og stramt.
   Jeg sætter i et hyl og prøver på at få døren op, nok til at jeg kan få min hånd ud. De griner og begynder at gå væk. Jeg bliver hængende i døren og prøver at få bristet mig fri.
   Omsider. Efter fem minutters hård kamp med døren, får jeg lige præcis min hånd fri. Jeg falder ned på gulvet igennem mit tøj. Jeg har stadig min bluse og underbukser på, men jeg tager mig ikke af det. Min hånd. Den er bestemt brækket, og smerten svier. Grundet min specialle DNA-opbygning vil den ikke svulme op, til at beskytte hånden. Den vil forblive lille, lettere at bruge i pressede situationer, men sværere at heale.
   Jeg får åbnet døren og tager min trøje og frakke på igen. Hvis jeg kunne ville jeg opsøge lægen ombord, men hvad er chancen for at hun vil hjælpe mig? Jeg går tilbage til mit rum, og opdager at nogen har raceret det.
   Mit sengetøj er skåret i kvarte. Der er malet rundt i hele rummet, slut, luder, pattebarn. Jeg sætter mig på sengen og prøver at tænke. Hvad skal jeg gøre?
   Der går lidt og så går døren op. Det er Leo igen. "Kaptajn, jeg ..." han tier og ser rundt i værelset, "hvad er der dog sket her?"
   "Bare et problem, jeg bliver nødt til at finde en løsning på," svarer jeg, men er ikke kommet på noget, udover tålmodighed.
   "Det er utilgiveligt!" udbryder han vredt, "hvem vover ... det her gør man ikke imod sin kaptajn!Jeg havde forventet lydighedsnægtelse eller kalde dig nogle hårde ting, men hærværk!"
   Han går hen og griber min hånd. Jeg gisper af smerte og trækker den til mig. "Pas på! Den er brækket!" udbryder jeg bestemt.
   Leo ser forarget, forvirret og hovedrystende på min hånd. Han kan tydeligvis ikke forstå, hvordan eller hvorfor den er brækket. "Har ... har den hele tiden været brækket?" spørger han.
   "Nej. Nogle satte min hånd i klemme i en dør så den brækkede," svarer jeg.
   "Det er forfærdeligt," siger han og ser på mit ansigt, "hvo... hvorfor græder du ikke? Efter alt det, du er blevet udsat for? Du burde være sønderknust."
   Det er forkert af en kaptajn at vise følelser, så jeg viser ikke at jeg er ked af det, men ... det der ord, græder ... hvad betyder det? "Hvad betyder græder?" spørger jeg.
   Han ser på mig med store øjne. Langsomt ryster han på hovedet og siger, "vi må hellere få lægen til at se på din hånd."
   "Hvorfor spilde tiden?" spørger jeg, "den er healet om nogle timer."
   "Det er ... ikke muligt," siger Leo alvorligt, "en brækket hånd, vil tage lønder at heale. Endnu længere hvis den sidder forkert. Det er bedst at have en læge til at kigge på den."
   Jeg ser på ham. "Du ved godt jeg er et projekt, ikke?" spørger jeg, "du kan ikke sammenligne mig med andre damusser, Hr. Overseer."
   "Du kan bare kalde mig Leo, og jeg er ligeglad," siger han og tager fat i min raske hånd, "du skal til lægen."
   Det forstår jeg ikke? Jeg har det fint. Hvorfor tvinge mig til noget der ikke er nødvendigt. Og hvorfor følger jeg med? Seriøst! Det er anden gang nogen tager fat og trækker mig, og jeg bare følger med!
   Vi forlader skibet og tager hospitalet på rumstationen. Der er altid to faste læger, nogle gange arbejder de meget, nogle gange arbejder de lidt. Denne cyklus er en af dem, hvor de arbejder lidt.
   "Au!" siger jeg da lægen tager prøvende i min hånd.
   "Ja. Den er brækket, men det er vidst ikke slå slemt. En forbinding skulle kunne klare det," siger hun, og begynder at forbinde min hånd, "du bliver dog nødt til at holde den i ro i en lønd."
   Jeg gider ikke sige noget. "Er du her for at tage afsked med din far inden han tager af sted?" spørger lægen venligt, mens hun forbinder min hånd.
   "Han er ikke min far," siger jeg, "jeg er hans kaptajn. Min hånd er god igen og nogle timer. Han insisterede bare på, at jeg kom herover."
   Hun stopper for en stund og ser op på mig. "Åhh... så du er en af de minnier jeg har hørt om," siger hun og smiler, "hvornår er sidste gang du har haft et fuldt eftersyn?"
   "En halv lønd," svarer jeg.
   "Ja, så har du næppe brug for et nu," siger hun og afslutter forbindingen, "ellers nogen problemer?"
   Skulle jeg spørger? Hun er jo læge, og har tavshedspligt. "Hvad betyder ... græde?" spørger jeg.
   Hun ser forbavset op på mig og siger, "det ... det er noget man gør når ... man er ked af det. Tårer løber fra dine øjne og du er trist."
   "Tårer," gentager jeg og ser frem for mig, "okay."
   Det forklare ikke rigtig noget. Det er tydeligvis ikke noget der kan forklares. Jeg går ud til Leo som sidder og læser et magasin. Tænk at de stadig findes i fysisk form. Han ser op og siger, "der er du. Vent, har du ikke fået en slikkepind?"
   "Det troede jeg ellers hun var for gammel til," siger lægen der også kommer ud, dog med en krukke med slikkepinde, "men du kan bare tage én."
   Selvfølgelig er jeg for gammel til det! Jeg er 13 kredsløb! Hvorfor skal alle behandle mig som et barn! Leo rejser sig og går over til lægen. Han tager en slikkepind. "Tja, hvis du ikke vil have den, så tager jeg den bare," siger han og begynder at åbne den, "den slags kan man aldrig blive for gammel til."
   Uden et ord går jeg tilbage, og må hoppe for at flå den ud af hånden på ham, ligesom han får papiret af. Jeg stikker den i munden og får et chok. Jeg tager den hurtig ud og smider den på gulvet. De to bryder ud i latter. Det var en ond joke! Det hele var en ond joke! Leo har holdt mig for nar!
   Jeg kan mærke noget. Noget ved mine øjne. Mit syn bliver sløret, jeg kan ikke kontrollere min stemme, eller vejrtrækning. Jeg føler mig så alene. Mere alene end nogensinde før. En der forsøgte at være min ven, viste sig at være min fjende. Jeg er bare så ydmyget.
   Jeg falder ned på hug og skjuler mit ansigt i mine hænder. Vand løber fra mine øjne og ned over mine kinder, og min mund kommer med klagelyde. Jeg ved ikke hvad der sker med mig. Jeg er bange og alene.
   "Luna, Luna," kalder Leo, "det ... rolig. Hvorfor græder du?"
   Er det her at græde?! Hvorfor skulle jeg nogensinde ville gøre det her igen!? "I gjorde nar af mig!" siger jeg med en stemme jeg ikke selv kan genkende, "hvad er der i den pind?!"
   Leo ser fra mig og over på slikkepinden. Han går over samler den op og stikker den i munden på sig selv. Efter lidt tager han den ud, og siger, "der er da ikke noget galt med den. Det er en helt almindelig slikkepind. Du så bare så sjov ud. Er det første gang du nogensinde har ... det er første gang du nogensinde har fået slik."
   Det sidste var en konstatering. Ja. Jeg har aldrig fået slik før. Det eneste jeg ved, er at den smagte mærkeligt. "Den er lavet af frugtsaft og størknet smeltet sukker," siger Leo og rækker den imod mig, "der er intet farligt ved den."
   Jeg ... jeg giver den endnu en chance, og når først bagefter at tænke over, at Leo lige havde haft den i munden. Ja. Den er sød og har en frugtsmag. Smagen overraskede mig. Jeg har aldrig smagt noget som det her før.
   "At sige det er frugtsaft er ... lidt forkert. Det er mere frugtsmag," siger lægen.
   "Der kan du se. Det er ikke så slemt," siger Leo med et varmt smil, "der er en milliard forskellig slags slik. Kunne du tænke dig at prøve nogle andre slags?"
   Jeg rejser mig op og tørre tårerne væk. "Hvor mange gange skal jeg sige, det? Jeg er ikke noget barn," siger jeg og går over imod døren.

Jeg kommer endelig til skydebanen. Jeg gider ikke tage mig af min hånd. At den er forbundet, gør den healer hurtigere, og at den bliver holdt mere på plads. Det er rart med noget bekendt som skydetræning.
   100 point. Jeg trykker på en knap så skydeskiven bliver rykket længere tilbage. Denne skydebane er mindre end på det sted jeg og de andre opvoksede. Den er allerede helt i bund. 100 igen. Det her er for let. Det ... det er også en af de eneste lege jeg nogensinde har leget.
   "Ups!" lyder det.
   Jeg hører noget rammer gulvet og et plasmaskud rammer mig i ryggen. Jeg ryger forover og ind på skydebanen. Ulykker på skydebaner sker, derfor er alle våben sat til langt lavere energi end de vil i kamp. Det er dog de samme våben som brugt i almindelig kamp. Den lavere styrke bliver brugt til at stoppe folk. Denne var bare ikke blevet indstillet. Sikkert én fra boreholdet der tager sit eget våben med ned for skydetræning.
   Min krop er lammet, men jeg lever. Den ramte ikke det værste sted, men smerten og skaden er sket. Selv med fuld rustning kommer man alvorligt til skade af sådan et skud. "Åh nej!" udbryder en stemme, som jeg har svært ved at placere, "hvad er dit problem!?"
   "Ja, undskyld det var et uheld," lyder en anden stemme, "hun overlever."
   "Jeg havde endnu ikke indstillet styrken!" udbryder den anden, "den var på fuld kræft!"
   Jeg er stadig ved bevidsthed, men stemmerne deroppe er stoppet. "Jeg var ikke her," siger en af stemmerne.
   "Det var jeg heller ikke," siger en anden.
   Jeg tror samtlige forlader rummet, uden så meget som at tjekke til mig. Jeg ligger i hvad der føles som timer. Ingen kommer ind. Jeg gør mit for at holde mig vågen, og håber min krop kan klare det. Mange af mine celler på ryggen er dræbt, og det er en udmattende process at udskifte dem. Jeg begynder langsomt at få følelsen tilbage i min krop og rejser mig op. Jeg klatre med besvær over kanten og ud på gulvet i skydebanen.
   Udenfor rummet på døren, står der rengøring. Før eller siden vil Leo opdage det, men til den tid, er det ikke til at finde den skyldige. Jeg kan vel kun gå tilbage til lægen. Håbe at hendes vagt stadig er i gang.

"Du godeste!" udbryder hun overrasket da hun ser min ryg, "hvis jeg var i tvivl før, er jeg bestemt ikke mere. Nogen er ude efter dig, og her var de lige ved at få dig. Lidt højere og du ville have været død."
   Jeg har ikke noget at sige. "Det var godt den ikke var på fuld kraft," forstætter hun, "ellers ville du have været død."
   Ja ... jeg er heldig. Jeg åbner og lukker min såret hånd nogle gange. Jeg har allerede taget alt af på min overkrop, så jeg sidder kun i underbukser. Lægen har taget en blodprøve og er i gang med at blande den op over en maskine, så den kan heale min ryg. "Jeg bliver vel nødt til at gå til militærpolitiet med det," siger jeg trist.
   At behandle dette som det er. Et mordforsøg på sin kaptajn, vil tvinge skibet til ikke at kunne flyve, og med antallet af besætningsmedlemmer, vil skibet nok være strandet i en hel lønd. Og det er en lønd de ikke vil blive betalt for. Lægen siger ikke noget.
   Det værste er at min uniform er ødelagt, og jeg må bestille en ny. De vil sikkert lave den mindre igen. Indtil da, må jeg gå i mit civile tøj.
   Jeg venter dog til efter, jeg har været over ved militærpolitiets afdeling, på stationen. Fordi jeg er kaptajn, kan jeg tale med politimesteren. "Okay ... Kaptajn ... Luna?" siger hun tøvende, "og hvad bringer dig så her? Er der nogen der har stjålet dine bukser?"
   "Ja, men jeg tvivler på at jeg kan anmelde Lord Sigmundur," svarer jeg, "jeg vil anmelde et mordforsøg. En fra min besætning har forsøgt at slå mig ihjel, og næsten lykkes."
   "Aha ... nogen beviser eller ideer om hvem?" spørger politimesteren.
   "Beviser," gentager jeg og vender eftertænksomt ryggen til, "jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på noget. Men nej, jeg ved ikke hvem, og er ude af stand til at give anmærkninger."
   "Det ... ser bestemt alvorligt ud," siger hun, "jeg vil sætte nogen til at efterforske sagen."
   Jeg bliver henvist til et andet kontor. Her sidder en mand og læser en bog på gammeldags maner. Han er godt oppe i årene. Nærmer sig sikkert pension. Jeg rømmer mig, for at få hans opmærksomhed, og roligt ligger han et bogmærke i bogen og vender sig imod mig. "Og hvad kan jeg så gøre for dig lille frøken?" spørger han.
   "Mit navn er Kaptajn Luna. Jeg blev sendt hertil af politimesteren. Du skal undersøge et mordforsøg på mig," siger jeg.
   Han ser på mig, med et blik der siger, at han ikke tror et ord jeg siger. "Morsomt," siger han bare, "okay. "Kaptajn" Luna. Hvad for et bevis har du?"
   Jeg vender ryggen til og peger. Den svedet plet på min frakke er tydelig. "Okay," siger han bare, "og hvor skete det så?"
   "På skydebanen, inde i Gustav," svarer jeg.
   Han sukker tungt, som om han virkelig ikke gider det her. "Aha. På skydebanen med Gustav," mumler han opgivende, "hvad får dig til at tro det ikke var et uheld? Drenge gør ofte dumme ting, når de prøver at få pigers opmærksomhed."
   Jeg ser forvirret på ham og siger, "Gustav er et skib i titan-klassen. Og det er fuldstændig ligegyldigt om det var et uheld eller ej. Jeg blev skudt i ryggen, og blev efterladt til at dø.
   Tag det her alvorligt, ellers må jeg tale med din chef!"
   Manden ser nøjer på mig og tænder så sin computer for at undersøge noget. "Det var Kaptajn Luna du sagde?" spørger han og jeg nikker, "okay du ... du er kaptajn? På skibet Gustav! Okay."
   Så det er først nu han tager det alvorligt. "Fortæl mig hvad der skete."

Jeg fører ham tilbage til skibet og op på broen. Jeg indstiller højtaleranlægget så han kan give en besked til alle om bord. "Besætning på Gustav. Jeg er special agent Emil hos militærpolitiet. Jeg er her for at efterforske et mordforsøg på jeres kaptajn," siger han, "indtil den skyldige er fundet, vil skibet være tvunget til at forblive på stationen, og ingen af jer må forlade den. Jeg kan forstå der er vidner. Træd frem og angiv den skyldige, eller I vil være medskyldige.
   Efterforskningen kan tage op til fem lønd. Og i den tid, vil I ikke modtage løn. Det vil heller ikke tælle som arbejdstid."
   Hårde regler, og præcis derfor vil der være langt større risiko for at den skyldige bliver fundet. At miste fem lønds løn er ikke noget de fleste soldater kan klare. Emil har slukket for højtaleranlægget. "Det bliver spændende at se, hvor hurtige de er til at komme frem," siger han.
   Det forstår jeg ikke, men ser det hurtigt. Tre kommer løbende ind. De fortæller alt der skete. Hvordan en fra besætningen med vilje slog et gevær ud af hånden på en anden, da den var i vinkel imod mig. Endda navnet på personen. De beder om tilgivelse og undskylder for ikke at gøre noget, for at se om jeg var i live.
   Den skyldige bliver fundet, og med militærpolitiet bliver hun ført til deres afdeling, jeg går med. "Vil du lade denne forbryder slippe med en anmærkning eller to?" spørger Emil.
   Det er den første ting denne soldat har gjort. Der har ikke været nogen anmærkning før. Men ... "Jeg er desværre ude af stand til at give anmærkninger," siger jeg roligt.
   "Nå ja. Den gamle Sociopat-ting," siger han og trækker sin pistol, "den lov er god for besætningen, men har ét hul."
   Til min overraskelse trykker Emil på aftrækkeren og skyder personen. Det havde jeg ikke forventet. En fængselsstraf eller en dikradering eller fyring, men henrettelse ... "Paragraf 34 stykke 4. Hvis en kaptajn ikke er i stand til at give en eller flere soldat'er flere anmærkninger, er det eneste tilbage henrettelse, for højforræderi," citere Emil, "jeres kaptajn kan ikke henrette jer, men kan altid komme til militærpolitiet og få os til det. Betragt dig, og hele besætningen som advaret, og det faktum at du har mistet tre lønds løn og din bonus de næste fem kredsløb."
   Personen sætter sig overraskede op. Styrken på skuddet var skruet ned. "Ja... javel," lyder det efter en pause.
   "Tilbage med dig," siger Emil roligt.
   Hun skynder sig op og ud. Jeg sukker lettet. "Det skulle gøre det," siger han roligt, "tro ikke du er den første. Mange gør det for at angribe deres kaptajn. Dette sætter dem på plads."
   Det håber jeg. "Tak," siger jeg og smiler til ham.

Da jeg går tilbage til skibet og imod min kahyt, er jeg en smule træt og skal tjekke, hvor mange der kommer i næste cyklus. "Er det sandt?" lyder det fra et hjørne tæt på mig.
   En ophidset samtale foregår der åbenbart. "Ja. Den lille tøs kan få militærpolitiet til at henrette alle der går imod hende," lyder det fra en anden.
   Jeg stopper for at lytte. "Men der er da brug for beviser," siger den første der sagde noget.
   "Tror du virkelig den lille luder har brug for beviser?" siger en kvindestemme hånligt, "har du overhovedet hørt hvad der skete på hendes første skib? Selv hendes gamle besætning kunne ikke lide hende. Så den eneste måde hun kan have fået den titel er ved at knalde sig til den."
   Eller have gode nok resultater og være trænet fra lille til opgaven. "Og det retfærdiggøre jeres opførsel? Brække hendes hånd, forsøge at dræbe hende?" lyder Leos stemme, "hvad bliver det næste?"
   Forsvare han mig? Men hvorfor? Jeg har gjort det klart at jeg ikke vil have hans hjælp. "Jeg har undersøgt hende. Den sag du snakker om, var at hendes tidligere besætning, nægtede at følge ordre. Kom ikke til broen til tiden, og endda myteræret," forklare Leo bestemt, "selv oven på alt det, klarede hun et slag, ved at lukke samtlige ude fra broen og flyve i kollisionskurs med et fjendtligt skib. De blev tvunget til at tage tilbage til deres pladser. Efter det, fik hele hendes besætning to anmærkninger. Hun blev midlertidig flyttet til et andet skib, så en mere erfaren kaptajn kunne lære hendes besætning hvordan man opføre sig, og hans besætning lære hende nogle fif."
   "Det store slag, vi var med til at rydde op på, ved du hvem der var skyld i at vi vandt?" fortsætter Leo, "vores nye kaptajn. Det var ved det slag, at hun vandt en hel stjerne."
   "Var det ikke Kaptajn Stump, der klarede det?" spørger en anden, "hun ... er hun Kaptajn Stump?"
   "Kaptajn Stump sagde, at hvis det ikke var for hendes taktik, så ville planeten være faldet," svarer Leo, "hun er en imponerende kaptajn. I skal bare give hende en chance." Han går tydeligvis væk, faktisk hen imod krydset så han kommer til syne for mig. Han stopper og vender sig om for at sige noget mere, "og hvis jeg finder ud af at I har gjort noget for at undermenere hende, så vil jeg personligt give jer en anmærkning hver!"
   Han vender sig om igen og begynder at gå ned af den gang jeg står i. Han har ikke set mig. Det opdager jeg da han går ind i mig, og vælter mig. "Hov," siger han og ser ned, "Kaptajn? Hvad står du her for?"
   "Det er da denne vej til min kahyt," siger jeg og rejser mig op, før han kan tilbyde at hjælpe.
   "Nej. Det her er en omvej til din kahyt," siger han forvirret og ser over på skiltene, "åh. Du kan jo stadig ikke finde rundt. Du lære det nok en dag."
   Han giver mig nogle få fif til hvordan jeg bedre kan finde rundt. Som han begynder at gå videre, har jeg af en eller anden grund dårlig samvittighed, så jeg stopper ham og siger, "det der ... vi kan vel godt gøre en eller to af tingene."

Sveden løber af mig. Det her er langt værre end jeg nogensinde havde troet. Jeg vil bare gemme mig eller flygte. Jeg klamre mig til Leo for at mindske det, og det virker, men ikke nok. Et skrig forlader mine læber.

Jeg kommer ud af mit private bad på skibet, dækket af et håndklæde. Jeg er stadig flov. "Dit tøj er vasket," siger Leo venligt og viser det ligger på sengen, "jeg går ud mens du skifter."
   Han går ud og jeg tager mit tøj på. Jeg går så efter ham og sammen forlader vi skibet. "Hvordan har du det?" spørger han og lyder bekymret.
   "Hvorfor vil nogen dog gøre det?" spørger jeg, "det var forfærdeligt. Aldrig igen!"
   "Nej, vi skulle nok have holdt os til den film jeg foreslog," siger han.
   En ting var at jeg koldsvedte, klamrede mig bange til Leo og skreg i biografen, men at jeg tissede i bukserne ... det var ydmygende.
   "Hvad ... skal vi så nu?" spørger jeg.
   Jeg lovede at gøre disse ting med ham. De ting han ville have gjort med sin datter, som tak. "Tjaa... det er problemet. Der stod zoo og forlystelsespark på listen, men intet af det er heroppe på stationen. Der er en hæderlig størrelse legetøjsbutik, men det tror jeg ikke er noget for dig, så ... hvordan har du det med vand?"
   Det var dog et mærkeligt spørgsmål. Han ved jeg lige har været i bad. "Hvad mener du?" spørger jeg.
   "Kan du svømme?" spørger han.
   "Nej," svarer jeg, "den slags træning var unødig for os."
   "Ja ... så er badelandet vel ikke en mulighed," konstatere han.
   "Badelandet?" Den slags har jeg aldrig hørt om. "Hvad er det?"
   Vi tager over så jeg kan se det. Det overrasker mig. Rutsjebaner og flere bassiner. Det er et stort sted. Hvorfor al det vandpjat på en rumstation? Det er dog ikke det der fanger min opmærksomhed mest. Alle render rundt i undertøj, undtagen nogle få i T-shirts.
   Jeg vender mig flovt væk og siger, "nej tak!"
   "Okay," siger han med et venligt smil, "så ... ved jeg ikke helt."
   Jeg kaster et blik tilbage og ser mange ... børn. Børn med deres forældre. Det er underligt for mig at se dem rande sådan rundt, men de virker glade. Er det sådan noget forældre gør med deres børn? Ville det være sket, hvis jeg var født og ikke skabt?
   Han ser på et kort over stationen og tænker åbenbart så det knager. Jeg ser en våbenhandel, til jagt ikke militær, overfor. Det gad jeg godt se lidt nærmere på.
   Jeg går over og ser på de mange interessante forskellige ting. Sælgeren kommer ud og siger, "det her er ikke noget for børn. Smut over til din far."
   Far ... jeg gør som han siger og går tilbage til Leo. Er det sådan vi ser ud? Far og datter? "Vi kunne prøve legetøjsbutikken," siger han, "eller hvad med parken?"
   Legetøj ... endnu et ord jeg ikke kender. "Lad os prøve legetøjsbutikken," svarer jeg.

Af alle sætninger jeg nogensinde har sagt. Var den nummer to. Nummer et var da jeg valgte vi skulle se en gyser i biografen.
   Nu ved jeg hvad legetøj er, og det er ufattelig barnligt. Falske våben i funklende farver, tøjdyr, og en masse ting i ... min størrelse. Den ting jeg studser mest over er en kaptajn uniform. Den ligner ikke helt dem jeg plejer at se, men tæt nok på. Den ser dog billig ud.
   "Du stod og manglede en midlertidig uniform, ikke?" spørger Leo.
   "Måske, men jeg er flad," siger jeg, "det har jeg sagt. Om den så kunne gå til bare talen i morgen, har jeg ikke råd, og jeg tvivler stærkt på den er pengene værd. Min gamle uniform vil fint gå."

Som vi forlader butikken, med én vare snakker han om, at vi nok bør finde et sted og få noget at spise. Jeg ved ikke hvad jeg skal føle om den ting han købte til mig. Et stort nix-tøjdyr der er ligeså høj som jeg, og så er halen ikke talt med. Hvis ikke det var fordi den er pakket ind, ville halen slæbe hen af jorden. Heldigvis bære han den for mig.

Da vi kommer tilbage til skibet og han giver mig pakken, går jeg lige i seng. Selvom jeg gerne ville sove, kan jeg ikke. Den gyserfilm hjemsøger mine tanker. Af en eller anden grund, tager jeg tøjdyret ud af sin pakke og op i sengen, så jeg kan bruge den til at forsvare mig imod det der gemmer sig i mørket. Hvilket er latterligt. Min pistol ligger ved sengen.
   Af en eller anden mærkeligt grund, sover jeg uden problemer efter.

Mit vækkeur ringer og jeg står træt op. Jeg tjekker først mine beskeder. Min forespørgsels har fået grønt lys, og en ny uniform vil ankomme om nogle timer.
   Jeg har en fuld dag foran mig og har derfor ikke tid til at ligge og sove. Jeg tager min gamle uniform på og går til messen, for at få noget at spise. Der er en del herinde der sidder og snakker. Jeg går over til computeren og bestiller noget morgenmad. Jeg tager den op til officersdelen af messen. Her er der ti stole på en række ved et bord. Til officererne og kaptajnens personlige gæster. Den anden officer kommer op og sætter sig ved bordet til højre for mig. Det er kutyme at overseeren sidder til højre for kaptajnen, men der kommer næppe noget godt ud af at nævne det.
   "Så mødes vi endelig kaptajn," siger han, "du er mindre end jeg troede."
   Han er en stor demus med sort hår, brune øjne og sorte læber. Det er vel kun noget han siger fordi han er større end gennemsnittet. Over to meter. "Godmorgen," siger jeg roligt, "Boringsmester."
   "Bare kald mig Karl," siger han roligt og ser på min morgenmad, "det var ikke meget. Er du ikke i voksealderen?"
   "Nej. Jeg er fuldt udvoksen," svarer jeg, "jeg har ikke vokset i tre kredsløb."
   "Nå ja. Du er et projekt ... noget," siger han, "hvad er det helt præcis det projekt gik ud på? Lave en hær så de pædofile også kan være med?"
   "Nej. At lave en hær der kræver mindre plads og mindre proviant. Altså en billigere hær," svarer jeg roligt, "og det fungerede godt. På papiret. Total omkostningerne var halveret."
   "Så bliver det næste vel en hær af spædbørn," siger Karl og ryster på hovedet, "ingen vil kunne tage en hel hær, på din størrelse alvorligt."
   "Og allerede der har vi en fordel," forklare jeg, "at skibet er mindre, hæver dens udholdenhed og fart, uden at sætte styrken ned. Jeg kan kun se et problem med det."
   Autoriteten. Hvis en kaptajn ikke kan vise autoritet ... er det en ulempe, hvis besætningen ikke gør som der bliver sagt. "Vel at ingen kan tage en lille lort som dig alvorligt," siger han og griner.
   Jeg kan nu ikke se det sjove. Ligesom jeg skal til at skælde ham ud eller prøve på det, kommer Leo over til bordet. "God morgen Luna," siger han venligt, "Karl."
   "Godmorgen," siger jeg og nikker.
   "Jeg hører du allerede har lagt billet ind, hos vores kaptajn," siger Karl, "det havde jeg nu aldrig troet om dig."
   "Må jeg være fri," siger Leo bestemt, "det er ganske platonisk."
   Hvorfor går denne samtale over hovedet på mig? Både direkte og indirekte. Lige meget. Jeg bliver nødt til at snakke med dem. Jeg rømmer mig og siger, "som I sikkert ved kommer der her om nogle timer de indkaldte. Vi får tyve. Og ingen af dem er frivillige.
   Jeg vil gerne have sat dem til arbejde så vi kan udnytte deres evner bedst muligt. Har I nogle forslag? Har I undersøgt de ankommende?"
   "Niks. Vi plejer at tage dem som de kommer," siger Karl, "og putte dem i jagere og sende dem ind først."
   Det er nok også det bedste, men ... "Jeg kunne nu godt tænke mig at se dem igennem, og finde ud af hvordan vi bedst udnytter deres evner," siger jeg, "men der er også en anden sag at drøfte. Vi skal have udvalgt en ny officer."
   Karl ser forvirret på mig, men Leo siger, "så vi skal have valgt en jagermeter. Fornuftigt. Det vil give os bedre taktikker og manøvre. Hvis jeg må anbefale, så lad piloterne om at vælge. De vil med garanti vælge Sandra."
   "Sandra?" gentager jeg, "hvorfor hende?"
   "Sandra er tidligere jagermester, men blev uenige med sin tidligere kaptajn og blev sendt hertil, hvor hun automatisk blev degraderet," fortæller Leo, "hun har vist store evner i de få slag vi har kæmpet og ... har flere gange måtte høre hende brokke sig over vores tidligere kaptajns valg og taktikker."
   "Og derfor tror du de vil vælge hende?" spørger Karl hånligt, "hvis du ikke ved det så er Vicky den mest populære blandt dem. De vil utvivlsomt vælge hende."
   "Vicky egner sig ikke til at være jagermester," siger Leo bestemt, "Maia vil være det bedste valg foruden Sandra."
   Maia. Gad vide om det er den samme? "Okay," siger jeg, "så ..."
   "Ja Maia er god, men hun flyver altid hovedkulds ind i slagene," afbryder Karl, "hun var heldig hun overlevende sidste gang."
   De fortsætter med at snakke over hovedet på mig. Denne gang bogstaveligt. Da jeg endelig er træt af det vender jeg mig imod Leo og rusker i ham. "Leo," siger jeg for at få hans opmærksomhed.
   "Hold nu op. De voksne snakker," siger han lettere irriteret, "Sandra er ..."