Sneen lå i et tykt lag på den frosne jord, og solen kæmpede en brav kamp med den stadig tunge vinter. I flere måneder havde den ligget som et mørkt tæppe over landet og holdt landbrugsfolket i et isnende jerngreb. Det lille gadekær var fuldstændig tilfrosset, og træernes nøgne grene var iklædt fine hvide kjoler.
   Men nu kunne folket fra den lille by højt mod nord endelig skue foråret i det fjerene. Forhåbentlig ville foråret have meldt sin ankomst inden næste fuldmåne, så bønderne kunne få deres dyr på græs, og få gang i såningen af vårbyg og vårhvede.
   Den lille by lå højt mod nord og der blev sjældent skuet mod denne del af landet. Kongen havde andre og vigtigere anliggender, end hvad der foregik i en lille nordliggende by som Ramenge.
   Det havde været en ualmindelig hård vinter. Den havde ikke været længere end normalt, men kulden havde været hård. Man sagde det havde været den koldeste vinter i 10 år, og både dyr og mennesker havde betalt med livet. Selvom folket højt mod nord var hårdføre og vant til kulde, havde denne vinter alligevel sat sig nogle usædvanlige spor. At lægge venner og familie i graven er aldrig en nem sag.
   Den lille pige sad og kiggede længselsfuldt ud af vinduet, og forsøgte at følge et enkelt snefnug i sin dansende leg mod jorden. Det var efterhånden blevet helt vindstille, så sneen dalede stille og roligt ned, og gjorde det allerede tykke snelag endnu tykkere. Det havde blæst skrækkeligt hele natten og formiddagen. Folk havde skuttet sig på gaden.
   "Kun en tåbe bevæger sig ud i den kulde", havde hendes far sagt med et smil, inden han gik og lukkede døren efter sig.
   "Hvornår mon han kommer tilbage?", tænkte Akinna og rynkede på næsen.
   Hun savnede stadig sin mor, så meget at det sendte knuder gennem maven på hende når hun tænkte på hende. En tåre trillede ned ad hendes kind og havnede i hendes mundvig. Hun smagte på den salte dråbe og snøftede. Hvorfor skulle hendes mor også forlade hende allerede? Hun var jo blot et barn og havde brug for sin mor. Sorgen blev fra tid til anden erstattet af vrede. Vrede over den uretfærdighed der havde ramt hende. En uretfærdighed hun skulle bære resten af sit liv. Endnu en tåre trillede ned ad hendes kind og banede sig vej ned til hagen, hvor den dryppede ned på vindueskarmen.
   Hendes mor havde forladt denne verden for to vintre siden, da Akinna var seks år gammel.
   Hun havde lidt af kraftig hoste og begyndte pludselig en nat at hoste blod op. Da hendes mor og far vågnede dagen efter, var puden plettet med blod og feber havde grebet hende. De næste dage fortsatte den blodige hoste og feberen forværredes. Om natten svedte hun og om dagen havde hun det så skidt og var så træt, at hun intet spiste. Hendes fingrer var blevet tynde som kviste og hendes ansigt var sygnet ind, så hun til sidst havde lignet døden selv. Huden var hvid og tynd som trommeskind.
   Til sidst kunne Akinna slet ikke genkende sin mor længere og hun brød sig ikke mere om at besøge hende på hendes sengeleje. Kun når byens præst kom forbi for at bede for den stakkels kvinde, havde Akinna gået med ind. Den sidste gang hun så sin mor, var den dag præsten kom for at give hende den sidste olie og sende hende afsted på den allersidste rejse i dette liv . To sølvmønter var placeret på hendes indsunkne øjne, og præsten havde hældt olie fra en lille flaske ud på hendes pande. Det var det mest forfærdelig syn Akinna nogensinde havde set, og billedet af hendes skeletlignende mor hjemsøgte stadig hendes drømme.
   Dagen efter var hendes mor blevet lagt i graven, indsvøbt i et hvidt ligklæde. Sneen havde dalet nøjagtig som i dag.
   Det trak ind af det utætte vindue og fik flammen fra det lille stearinlys til at blafre. Hendes far havde tændt det da han gik, og havde fortalt hende at han ville være tilbage inden det var brændt ned, men han var stadig ikke til at se og lyset var ikke mere end et par centimeter højt nu.
   Hun tørrede sine kinder og den lille pøl af salte tåre der havde samlet sig i vindueskarmen.