Tankerne fløj rundt og han forsøgte at få styr på dem, mens de gik ned gennem de labyrintiske gange i det dybeste af Aeroearth. Han mærkede hvordan luften blev koldere jo længere de bevægede sig ned, mens væggene ændrede karakter i et roligt tempo. De ændrede sig langsomt fra de glatte vægge af aluminium der udgjorde størstedelen af Aeroearth, til at ligne de mure man finder i en grotte, dybt nede under jorden. Han kunne høre Ossis hysteriske klynken blive kastet tilbage fra væggene, hele vejen gennem korridorerne. De var ledsaget af Peblinge, alle med ansigter der så ud som om de var hugget i sten. Forrest, med lange taktfaste skridt, gik Ashatorn, Voraya til højre for sig og Greid og Roderick til sin venstre. Bag dem skridtede Tainuleinen og Percha afsted, fordybet i en samtale der havde givet dem begge et enigmatisk udtryk i ansigtet.
   Hvert eneste fodtrin gav genlyd mod de nøgne vægge og fik ham til at føle sig omringet af gribbe. Gangen strakte sig i en uendelighed, og lyset blev svagere og svagere, indtil mørket havde lukket sig om dem. Rundt på de kolde vægge hang der, med afmålt mellemrum, stager med pulserende fakler der gav dem en smule lys. Liddy gik bag ham, hovedet hængende med blikket fast fikseret mod gulvet, mens hun med armene i groft bundet bandager og plastre på sårene i ansigtet, blev fulgt af to peblinge. Af og til hørtes små snøft fra hendes næse der fik Gebrials i forvejen plagede samvittighed til at føles endnu mere ussel. Ambulatoriet havde fået fikset Ossi og Definé på under en time, de brækkede ben som de begge havde fået pådraget sig efter styrtet var så godt som helet. Definé, der gik med stoisk ro, et par meter foran ham, haltede stadig en smule. Ossis ene lunge havde vist sig at være punkteret, og hans rallende åndedræt var det eneste der afslørede det. Gebrial gik med hænderne foldet bag på ryggen. Ashatorn holdt dem stadig i et stramt psykologisk greb, for at sikre sig at de ikke lavede mere ravage, nu hvor deres skæbne var forseglet og næste stop på mange måder var lig med den visse død. Selv hvis han havde haft frie tøjler og ingen i nærheden til at standse ham, havde han på ingen måde tænkt sig at gøre oprør. Han havde alt for mange tanker kørende rundt i hovedet til at han ville forsøge at stikke halen mellem benene og løbe. Hvor skulle han også løbe hen?
   De drejede skarpt om et hjørne, hvor lyset ikke havde kraft til at nå ind, og pludselig fandt Gebrial sig selv stående med ansigtet mod en todelt dør af et ukendt metal. Det der ramte Gebrial, som værende mærkværdigt var at denne dør manglede håndtag, og nøglehul. Selvom døren derudover lignede enhver anden dør man måtte støde ind i på Aeroearth, så gav det et sug i maven på ham da de i et par lange sekunder stod foran lige netop denne dør. Ossi var holdt op med at klynke, Definé var holdt inde med sin surmulen og Liddy hævede hovedet med et mystisk interesseret blik i de tofarvede øjne. Der var noget over denne dør som ramte dem alle fire. På den grove grottelignende væg, til højre for døren kom et stort nøglehul langsomt til syne, som begyndte det at brænde hul i den massive stenvæg. Foran dem famlede Mester Tainuleinen med noget i sin dragts lommer, mens han med jævne mellemrum sendte undskyldende blikke til de andre mestre der stod omkring ham. Gebrial mærkede en underlig brise komme fra dørens todeling. Det var en isnende kulde der fik ham til at skutte sig, så meget han kunne med hænderne på ryggen. En skælven spredte sig fra hans indre, og han lagde mærke til at Liddy ligeledes skælvede på samme måde. En tænderklaprende lyd kom fra Ossi, mens Definé ihærdigt forsøgte at skjule at hun også frøs.
   Tainuleinen fik omsider sine nøgler frem, og gik nu med bestemte skridt mod det lille nøglehul i væggen. Han stak nøglen ind og et lille metallisk, og alligevel blødt, klik rungede svagt gennem korridoren, da han med en kraftanstrengelse drejede nøglen. Et kort øjeblik troede Gebrial at noget ikke virkede. Døren rokkede sig ikke og alt var som det plejede at være. Pludselig skar en kraftig hyletone sig gennem den komplette stilhed der før havde været dominerende, og han faldt til gulvet med et hårdt bump. Han mærkede hvordan hans indre begyndte at vende sig og følelsen af en afsindig kvalme vældede op i ham. Ved hans side faldt Liddy, Ossi og Definé ligeledes sammen med deres kroppe lammet og deres øjne sammenknebet i ufattelig smerte. Definés mund var åbnet på vid gab og et lydløst skrig spredte sig. Den hysteriske hyletone steg til et niveau, hvor Gebrial kunne mærke hvordan hans hoved var på nippet til at flække. Hyletonen steg endnu engang i intensitet. Gebrials blik sortnede stødt, hvorefter han mistede bevidstheden.
   Da han vågnede igen havde scenariet ændret sig. Han blinkede med øjnene og følte en groggy fornemmelse skyde op i ham. Hans hoved hamrede stadig, og han mærkede blodet pumpe kraftigt i ørene. Hans øjne var tågede, men varierende silhuetter og nogle kantede omrids begyndte stødt at danne sig for ham. Han befandt sig et sted han ikke kendte, og han vidste ikke om han havde set det før. Rummet, de var i, mindede ham om hangarerne, hvor Eonskibene havde stået længe og samlet støv, syrlig lugt af benzin hang i luften og gjorde det ubehageligt at trække vejret. Han var placeret på en forhøjning med trapper til hver side der førte ned til et lavere niveau, og nogle vindeltrapper der ledte op ad. Det var et højloftet rum og han forsøgte at få øje på stedet hvor loftet var, men det var umuligt. Han forsøgte at røre på sig, men hans arme lystrede ikke, hans hovedet bevægede sig ikke og ej heller hans ben. Det gik først nu op for ham at han var spændt fast. Hans arme var bundet stramt, med metalkæder, til metalbåren han var placeret på, og ligeledes var hans ben. Han kastede paniske blikke om sig og fik øje på sine fløjs søskende i præcis samme situation. Til højre for, hvor han var, kunne han høre Liddys desperate forsøg på at komme fri, men trods sin ualmindelige styrke, var det et Sisyfos arbejde. Hver gang hun kom den mindste smule nærmere frihed og kæderne gav sig, blev de bare strammere og han hørte hvordan hun pev i smerte. Ossi havde opgivet og klynkede voldsomt forenden af rækken, mens Definé til venstre for ham, forsøgte sig med Liddys metode.
   En ildevarslende klikken fra højhælede sko gav genlyd mod de metalliske mure. Overmester Ashatorn og Rodericks høje silhuetter gled hen over muren forenden af rummet, og kort efter trådte de begge ind i rummet. De var fordybet i en mumlende samtale der knapt nok kunne høres, men korte sætninger der gav genlyd af en ubehagelig tilfredshed, nåede Gebrials ører og fik det til at løbe koldt ned ad hans ryg der allerede i forvejen var gennemvædet af sved.
   Rodericks klamme ånde lagde sig om Gebrial da mesteren stoppede nogle meter fra ham. Mesterens tynde fingre rakte ud et sted, få centimeter fra Gebrials kæbe, hvorefter et kort metallisk klik gjorde det muligt for ham at bevæge hovedet.
   Han kørte hovedet rundt for at få gang i blodcirkulationen, før han med et knusende blik stirrede Roderick direkte i de kolde, sorte øjne. Mesteren sendte ham et smil der emmede af en underlig blanding af afsky og triumf. Med beslutsomme skridt fortsatte han mod Liddy.
   "Vi har intet gjort, i skiderikker! " buldrede hun og sendte en spytklat i ansigtet på Roderick da han lænede sig ind over hende, for at løsne kæderne der holdt hendes hoved fast. Mesterens øjne lynede og han svarede igen med en lussing af dimensioner. Lyden hang længe i den klamme luft. Endnu engang mærkede Gebrial, hvordan følelsen af samvittighedsnag ramte ham som en knytnæve i mellemgulvet. Det var hans skyld at de alle nu var havnet i denne situation, og hvad der nagede ham endnu mere, var at han stadig havde en underlig følelse af at dette var det rigtige at gøre. På alle tænkelige måder.
   Roderick fortsatte processen på Ossi og Definé uden samme drama som med Liddy. Med hurtige skridt, der blev sendt retur fra de hårde vægge, gik han op ad den venstre af de to snoede vindeltrapper. Overmester Ashatorn stod der allerede, akkompagneret af Tainuleinen, Percha, Greid og en dirrende Ob'asis. Tainuleinen var stadig i en ivrig dialog med Percha. Greid stod fuldkommen stille, et skævt og skadefro smil nu og da synligt i det blege ansigt. Ashatorn lænede sig ned, da Roderick kom op ved siden af ham. De to mænd talte lavmælt til hinanden og kastede indimellem hurtige blikke mod Gebrial.
   Der lød et statisk bip efterfulgt af en kort skratten. Ashatorn rømmede sig kort, hvorefter den myndige stemme, mekanisk forstærket, buldrede ud i rummet.
   "Ossi Estworth, Definé Mellorie i er mærket efter de traditionelle Aeroearth prøver, og det efterfølgende kapløb, til at tilbringe resten af jeres dage på Myérain. Dertil, og i strid med hvad vi plejer at gøre, Liddy Ruskéa og Mr. Gebrial Brówn! "
   Hans stemme faldt med en mærkelig pludselighed ved Gebrials navn. Hans blik oppe fra podiet hvor han stod, blev med ét, underligt triumferende og uhyggeligt.
   "I to har brudt reglementet, nedfældet af Aeroearths Aspiranter i 6 året og sat i kraft i Aeroearths 7 år. I to straffes med samme brutalitet som dovenskab, dumhed og sløseri bliver straffet! "
   Han pegede med en benet finger, på Ossi og Definé der reagerede på vidt forskellige måder. Overmesteren bevægede sig langsomt væk fra kanten af podiet, hvor han stod, over mod et blankpoleret panel af skinnende aluminium. Gebrial hørte ham trykke på knapper og dreje på håndtag med en kort og beslutsom sikkerhed. Der lød en hvislende lyd, som når dampen forlader en kørende motor, og med et sæt satte båren, hvorpå Gebrial var spændt fast, i en langsom bevægelse bagud. Kort efter hørte han Definés båre ligeledes rulle bagud. For første gang brød den ellers så fattet Definé sammen, og han kunne høre, hvordan den dystre pige grædende rystede og kæmpede en forgæves kamp for at komme fri. Ingen lyde kom fra Ossi og Liddy, og han følte hvordan hans alt for korte liv, passerede revy for øjnene af ham.
   Han blev kørt ind i et mørkt kammer, hvor al lys forsvandt, da døren langsomt begyndte at lukke i. endnu et sug af ubehagelig anspændthed kom over ham, og hans åndedræt steg til han hyperventilerede. Med et rungende bump forsvandt det sidste lys da døren lukkede tæt og blev forseglet. Han kunne intet se, men en underlig lyd som et computerspil der blev genstartet, ramte hans ører. Uden forvarsel blev det nye rum oplyst, og han måtte lukke øjnene hårdt i for ikke at blive blændet. Overalt omkring ham var paneler med hundredevis af blinkende knapper der, hver og en afgav en langsom hypnotiserende summen. Det klaustrofobiske lokale mindede ham om en pilots cockpit, med den undtagelse at der intet rat var at se nogen steder. Et smalt vindue gav ham et udsyn over den kulsorte galakse, hvor tusinder af stjerner glimtede ildevarslende. Den tætteste stjerne, den Aeroearth kredsede om, ulmede med en orange glød der kun sporadisk blev afbrudt når planeterne lagde deres bane ind forbi. Gebrial sank en klump og ønskede at han var et andet sted.
   En skærende tone hylede ham ud af sin trance, og fik ham atter til at fokusere. Det var den samme tone som fortalte ham at lovprisningen startede.
   "10 sekunder til affyring. Vi beder Dem om at forholde dem i ro og spænde sikkerhedsbæltet. Tak for deres venlighed. "
   Gebrial fnøs irriteret ved den ironiske tone som denne mekaniske stemme formåede at tilføje hans allerede elendige situation. Han forsøgte endnu engang, af alle kræfter at komme fri, men gav op. Der var ingen vej tilbage. Et sted i det fjerneste af sin bevidsthed kunne han høre Coles stemme, som en kropsløs røst der fløj ind og ud af hans hoved.
   "... vær stærk Gabe... du er skabt til noget større end du aner... jeg vil altid være ved din side... altid... "
   Gennem de tykke, buede vægge kunne han fornemme hvordan de andre kæmpede en tilsvarende kamp med deres følelser.
   "Klar til affyring! " lød den mekaniske stemme over højtaleren, og med et gik et sug igennem ham da han med en voldsom hastighed blev skudt afsted. Endnu engang sortnede det for øjnene, da hans Minipod satte i rotation. Han fløj med en voldsom kraft gennem det sorte af galaksen, og i et virvar af farver så han hvordan Aeroearth forsvandt ud af syne bag ham. En kvalmende fornemmelse steg inde i ham, og han sygnede hen i en drømmeløs tilstand.