"Fem Klestre øl" Thorand gestikulerede med knyttet hånd til bartenderen. Omkring bardisken moslede halvberusede studerende der kæmpede sig vej frem for at drukne semesterstarten og virkeligheden for en stund. Han lænede sig op ad disken imens han ventede på sine øl og spejdede over skulderen rundt på den summende, halvt oplyste sal.
   "Det var da en tarvelig drik," Thorand så op og en høj herre i orange klædedragt skulede ned på ham med et halvt smil på læben.
   "Tja det er jo ikke alle der får fyrstelig hyre som Mentor" fnøs Thorand og slog fraværende blikket ned i disken.
   "Åh jeg er skam ikke Mentor"
   Thorand så op. Et lumsk smil gemte sig på den fremmedes læber men han skyllede det hurtigt væk med den sidste slurk af sin vin. "Du er Thorand Lurkt, søn af Malli Lurkt Den Store, er du ikke?".
   Thorand sukkede og vendte sig modvilligt mod den fornemt klædte mand. Det irriterede ham, at han var så insisterende på at have en samtale med ham, men det fangede dog alligevel hans interesse, at den fremmede kendte hans navn. Thorand kneb øjnene sammen, "Hvem spørger?"
   "Åh undskyld mine manerer, unge Hr" den fremmede mand bukkede nakken og strakte sin venstre hånd ud til Thorand. Thorand tog den og gav et fast tryk, "Jeg er Fravel Irrelsted, sendt af Krigsherre Lavriat Beald," introducerede den fremmede sig.
   "Sendt?" Thorand havde undret sig over den formelle tiltale, men taget i betragtning af hans mors status som Klanleder af Brammis og Krigsherre af Saed var det ikke fremmed for ham. Krigsherre Lavriat var overhovedet for alle klanerne og hans mor havde haft en direkte strategisk position iblandt hans rådgivere. Det var dog for det meste uden betydning for Thorand. Titler og positioner gik ikke i arv via blod.
   "Jeg er ikke min mor" indvendte Thorand og rynkede brynene.
   "Åh nej naturligvis ikke," indvendte Fravel i en perfekt imitation af forfjamsket underdanighed, men Thorand vidste bedre.
   "Nej den position gik videre til din kusine, ikke sandt?" Fravel tøvede, "Illien Lurkt, mener jeg hun hedder. Kan det ikke passe?" Thorand nikkede. Man skulle gøre sig fortjent til titler og når én døde, ville den næste kvalificerede tage over. For Brammis og hele Saed havde hans kusine, Illien Lurkt, udkonkurreret alle andre kandidater med flere mil.
   "Men det kom jo ikke som nogen overraskelse," mumlede Thorand og pillede fraværende ved bardisken.
   "Ja så?" Thorand havde ikke troet at Fravels stemme kunne blive mere skinger.
   "Ja, hun har jo stået i direkte lære hos min mor i mange år og var allerede Adept Tamran Magiker som 35 årig." Deres snilde for magi lå i familien.
   Fravel rynkede brynene og så ned. "Det havde mine kilder ikke fortalt" mumlede han så lavt, at Thorand ikke vidste, om det var meningen at han skulle høre det. Hvilke kilder? Hvorfor denne interesse?
   "Hvad rager det egentlig dig?" skummede Thorand. Hans udbrud kom lidt bag på ham selv, men hele samtalen irriterede ham. Han ville helst glemme alt om Brammis, hvis han kunne.
   "Hr Baeld var... nysgerrig," Fravel løftede et øjenbryn og betragtede Thorands blå klædedragt. Thorand rettede distræt på den, igen irriteret over ikke at være fuldblods Aspirant endnu og dermed kunne iklæde sig de røde dragter. Bartenderen stillede de første to øl foran Thorand og vendte sig hurtigt igen for at skænke de sidste.
   "På hvad?" Thorands stemme var gennemsyret af foragt nu. Han lænede sig dovent op ad disken uden at se på Fravel, i håbet om, at Fravel ikke ville opfange hvor meget han egentlig irriterede Thorand.
   "Sin investering." proklamerede Fravel uden videre og fangede den anden bartenders opmærksomhed med en kort gestik, "to glas Finis vin".
   "Et glas," buldrede Thorand. Han skulle ikke nyde noget af fremmedes generøsitet. Slet ikke når de fornærmede ham på denne måde. Fravel så ned på ham og løftede det ene øjenbryn, men Thorand var helt og aldeles ligeglad med, at Fravel Irrelsted var næsten tre grader over ham selv.
   "Jeg er en mand af humle, ikke druer" Thorand skulede op på ham.
   "To glas" insisterede Fravel og så på bartenderen, som nikkede kort og tog kurs mod vinene. Thorand mærkede sine kinder brænde af arrigskab.
   "Jeg sagde ikke det andet var til dig, gjorde jeg?" Fravels skingre stemme rullede ordene ud imellem dem, helt og aldeles upåvirket af Thorands åbenlyse tab af kontrol over sit temperament. At han kom og proklamerede at Thorand var Lavriat Bealds investering var én ting, men at formaste sig til også at gøre ham forlegen på denne måde ville Thorand ikke stå model til. Hans fortørnelse fik forløsning da de sidste tre øl blev placeret foran ham. Han smækkede fem mønter på disken og greb øllene. Han vendte sig for at gå, men tøvede.
   "Jeg ved ikke hvilken investering Baeld snakker om, eller hvorfor han er nysgerrig. Du kan fortælle ham, at han burde have sørget mere over min mors død." Thorand tog en dyb indånding og prøvede at styre vreden i hans dirrende stemme.
   "Han har tabt flere tusinder mænd og kvinder i Vinterkrigen i Blaek siden hun blev myrdet og han har intet gjort for at hævne hendes morder." Thorand indåndede dybt igen og mærkede vreden galopere i sit hjerte. Adrenalinen tudede hans øre fulde og han forsøgte at blinke fokus i sit slørede blik. Tårer pressede sig på i øjenkrogene.
   "God dag, hr Irrelsted." Thorand hankede op i øllene og masede sig ud fra disken uden at se Fravels respons. Han ville ikke høre på mere pladder om hans mor eller ham selv fra fremmede.

Klunk! Thorand sank sammen i sin stol, forbitret, vred og med svidende øjenkroge. Han vidste ikke, om han skulle gå eller om han kunne holde dem tilbage denne gang. Hans mor havde altid været et ømt emne, men efter at have sørget over hendes død for to år siden var det sjældent der fulgte tårer med.
   "Hvad er der sket?" Velor gjorde store øjne af Thorands åbenlyse ændring af humør.
   "Det er vel ikke det med Drilurgi, vel?" undskyldningen lå allerede på hendes læber og det irriterede Thorand. Velor antog altid umiddelbart, at hun bar skylden for andres fejl. Hun burde vide bedre. Hun burde vide, at hun næsten aldrig besad skylden, faktisk.
   "Jeg stødte ind i en vis orange herre i baren" Thorand så væk fra bordet og krydsede armene. Gad han denne samtale?
   "Hvad sagde han?" Insisterede Velor. Hun ville tydeligvis ikke lade det gå. Endnu én af Velors dybt irriterende træk. Når nogen var fortørnet, vred eller på anden vis alt andet end glad og tilfreds, stoppede hun ikke før vedkommende var glad igen. Nogle gange havde man bare brug for at sidde med sin vrede i stilhed og lade den bløde ud i sine venners sniksnak. Dog ikke hvis det stod til Velor. Alt skulle snakkes om. Løses. Udredes og interveneres.
   "Han spurgte ind til min mor" Thorand indåndede skarpt og mærkede igen sine øjne svide. En forræderisk tåre materialiserede sig i hans ene øjenkrog men den kunne lige vove at tage frit fald over hans kind! Han gled hånden igennem sit ru, halvlange hår. En manøvrer der også effektivt tørrede den lille tårer væk, uden andre lagde mærke til det.
   "Hvad sagde han?" Thorand så op og fangede Velors spørgende dådyr-øjne. Hun havde en forræderisk måde at pumpe information ud af folk. Thorand vidste ikke hvad der motiverede hende mest, nysgerrighed eller oprigtig interesse i alt hjælpe og forløse.
   "Jeg vil ikke snakke om det!" Thorands stemme rungede ind over bordet og de andre omkring bordet spærrede øjnene op. Thorand vidste at han havde overreageret og nu knugede panikken i maven på ham. Han tøvede og så rundt på dem.
   "Undskyld." Thorand slog blikket ned. Det tog al hans mod at sluge sin stolthed. Fralia flyttede sig i sædet og Brelen guflede en ordentlig slurk øl. Han så forlegent op på Velor, som gengældte med et lille smil.
   "Det er okay" næsten hviskede hun og rakte over Fralia for at give Thorand et opmuntrende klem i hånden. Stilhed bredte sig igen om bordet og flere tog en slurk af deres øl.
   "Øhm..." rømmede Kel sig, "Hvorfor var hans dragt orange?" hans spørgsmål endte næsten i en hvisken.
   "Ved du ikke det?" halvlo Brelen. Kels kinder blussede ildrøde og slog blikket ned.
   "Det er ikke en selvfølge!" irettesatte Fralia ham. "De fleste i Krid er Vatris magikere fordi Vatris Mastrinalen jo ligger der. Det har ikke samme klædedragter som Tamran i de højere grader." Kel kom fra det lille klanområde til nordvest, men var blevet overflyttet til Tamran Mastrinalen efter sin Debutant grad da hans forældre mente, at der var bedre fremtidsmuligheder for ham i en Tamran uddannelse.
   Velor så bebrejdende på Brelen, som rullede med øjnene og vendte sig mod Kel, "Undskyld" sukkede han. Det lød næsten overbevisende.
   Velor rettede sin opmærksomhed mod Kel igen, "som du jo ved, så er debutanterne gule og vi novicer er blå" Velor hev demonstrativt op i sin krave og Kel nikkede. " Aspiranterne er røde og -"
   "Hah! Ja det har du sku stadig til gode!" afbrød Brelen og puffede en albue i siden på Thorand. Brelen rettede stolt på sin krave da Thorand kvitterede med et dødt blik. Ikke nok med, at han ikke officielt kvalificerede sig til dragten endnu, var Brelen ikke for stolt til at hovere over sin egen, røde dragt.
   "Hold din mund" tugtede Fralia og så på Kel, "Så idioter som ham der" Fralia skød en finger i retning af Brelen, "burde gå i lyserødt" smilte hun selvtilfreds. At blive klædt som en babydreng var ikke ligefrem en kompliment. Brelen fnøs og rakte ud efter sin øl, som han endnu en gang forslugte sig i, så han måtte hoste og hvine øllet op af lungerne igen. De andre lo og han så forbitret rundt på forsamlingen. Hele misæren lukkede dog effektivt munden på ham, så Velor kunne fortsætte.
   "Nå men altså, Adept er jo så blå, også" hun så skarpt på Brelen for at tjekke, at han ikke ville afbryde igen. Brelen tog endnu en slurk, denne gang med succes.
   "Det er altså kun i de tre sidste grader Tamran og Vatris magikere adskiller sig. Herren som Thorand stødte ind i var således Discipel, altså 5. Grads Tamran magiker, hvor jeg mener Vatris magikere er grå." hun så spørgende på Fralia. Fralia var vokset op i en lille by tæt på grænsen mellem Krid og Vouliere og vare mere velbevandret i Vatris magi end Velor.
   Fralia nikkede, "ja og Eksperter er lilla her, hvor de er turkis i Krid" forklarede hun.
   "Altså Tamran Eksperter er lilla?" Kel så mistorisk på Fralia som nikkede, "hvorfor har jeg aldrig set en dem før?"
   "Hvad mener du?" Velor løftede et øjenbryn,
   "Altså jeg har set de orange dragter enkelte gange før, uden at vide hvem de var, men aldrig de lilla."
   "Det er faktisk ret ligetil," Thorand lænede sig ind over bordet, "Tamran Discipler er adjunkter på Mastri og mentorer for Makirer ligesom jeres, men Tamran magi er ikke brugbart i lige så vid omfang som Vatris magi. Så vores 6. grads lektorer bruger al deres tid på forskning og dokumentering."
   "De kommer sjældent ud," tilføjede Brelen og skævede over sin øl inden han tog endnu en slurk.
   "Aha" nikkede Kel og knep sin hage mellem to fingre, "Så vi stopper simpelthen med at udøve magi, hvis vi fortsætter som Ekspert?"
   "Hvis du sætter det på spidsen på den måde, så ja" Brelen viftede affærdigende med hånden.
   "Men Vatris vismænd er jo hvide som Vatris magi, vil det så sige, at Tamrans Vismænd er sorte?" Kel så rundt på flokken.
   "Ja om end hvor kedeligt det er," Fralia gav et skævt smil.
   Brelen knaldede sit glas i bordet ordenligt dunk og proklamerede at nu var det vist hans tur til at hente øl, selvom resten af flokken kun var halv igennem deres. Ingen protesterede og lod deres, allerede let berusede ven, valse hen over det rustikke trægulv og over mod trappen i modsatte side af salen.