Eliza.

Fast besluttet på at udforske Veldenhart og genforene mig selv med byen, vandrede jeg gennem dens gader og stræder. Trukket nær af den store hvide tre etagers victorianske bygning der ubesværet blamerede sin funktion og stod ud blandt alle de andre mindre butikker, med sine smukke udsmykninger, bevægede jeg mig over gaden. Jeg trådte ind i Tyros & Brimbles Books, lokket af blikfangs skiltet og den varme glød fra vinduerne.
   Støvet dansede i sollyset, der strømmede ind gennem de høje vinduer, og afslørede rækker af bøger, der strakte sig så langt øjet rakte. Duften af læder og gammelt papir omfavnede mig, og jeg følte mig hjemme, som blandt bedste venner. Udvalget af moderne bøger stod først fremme i butikken, deres farvestrålende covers skreg på opmærksomhed, men det var ikke dem der lokkede.
   En venlig kvinde bag disken hilste mig velkommen med et varmt smil, hendes nysgerrige hasselfarvede øjne undersøgte mig. Salt og peber strøet hår var samlet i en løs knold i nakken og omkransede et venligt ansigt med aldersrynker omkring munden og øjnene.
   "Lad mig vide, hvis du leder efter noget bestemt," tilbød hun med en syngende vokal.
   Jeg nikkede taknemmeligt. "Jeg ser mig lidt omkring."
   Mine fingre strøg over ryggene på utallige bøger, mens jeg vandrede mellem reolerne, alle med et udvalg af ældgamle værker, til ny printede bestsellers. Der var noget næsten magisk ved dette sted, en følelse af tidløshed og hemmeligheder gemt mellem siderne.
   Noget fangede min opmærksomhed i udkanten af mit synsfelt. Et svagt skær, næsten umærkeligt, tiltrak mig mod en bestemt hylde. Jeg rakte ud efter kilden til lyset, og i samme øjeblik mærkede jeg en underlig varme simre i mit bryst, da mine fingre nærmede sig bogens ryg.
   Hvorfor reagerede den på mig?
   Strømmen af tiltrækning blev afbrudt i det øjeblik mine fingerspidser strejfede det slidte læder, og jeg blinkede forvirret og trak hånden til mig.
   Var det bare min fantasi, der spillede mig et puds?
   Med den mystiske hændelse simrende i baghovedet, drejede jeg om et hjørne uden at se mig for og stødte direkte ind i noget fast.
   "Av!" udbrød jeg, bogen faldt ud af mine hænder og papirer sejlede gennem luften som konfetti ved en fest, jeg ikke var inviteret til, og da jeg så op, mødte jeg et par intense mørkeblå øjne.
   Manden foran mig var høj med brede skuldre, mørkt kort hår der var tilbageredt med gel og havde et udtryk, der ikke efterlod megen rum til tilgivelse.
   "Jeg burde vist have set dig komme," sagde jeg tørt. "Høj, dyster og det hele."
   Et svagt smil spillede om hans læber, næsten som om han var overrasket over min tørre kommentar, og han hævede sigende et bryn med et gennemløbende ar, der strakte sig til hårlinjen.
   "Jeg kunne også bare lade være med at stå lige der, hvor du skal gå," genmælede han og bøjede sig ned for at samle papirerne op.
   Jeg fulgte hans eksempel og begyndte at samle de spredte ark. Han duftede godt af sandeltræ, de søde, bløde noter med antydning af orientalske krydderier fik mig til at indsnuse et par extra gange. Jeg rakte ud efter et ark samtidig med ham, og vores hænder mødtes i et øjebliks berøring.
   En bølge af varme skød gennem min arm, og sigillet på mit håndled blussede op med en intens glød. I samme øjeblik så jeg et svagt skær under hans ærme. Vi frøs begge to, fanget i et øjeblik af chokerende genkendelse. Spændingen mellem os var næsten håndgribelig, en usynlig snor der trak os mod hinanden og mit hoved fyldtes med en hvirvl af hviskende stemmer.
   Jeg trak mig hurtigt tilbage, forvirret og en smule rystet over den intense reaktion. Manden foran mig så ud til at have det på samme måde, hans øjne var vidtåbne af overraskelse.
   "Du burde ikke være her," sagde han, hans stemme skarp og næsten anklagende.
   Jeg følte irritationen stige i mig. Hvem var han dog, at han kunne fortælle mig, hvor jeg måtte være?
   "Det er vel en offentlig butik, ikke?" svarede jeg spydigt. "Eller taler du altid sådan til andre kunder?"
   Han rynkede brynene, og jeg kunne se, at han kæmpede for at bevare fatningen. Uden et ord rakte han mig bogen, jeg havde tabt. Hans fingre dvælede et øjeblik ved omslaget, som om han overvejede noget, men kom på andre tanker.
   "Den dér... er ikke for alle," sagde han til sidst, hans mørke stemme blødere, men advarende.
   Hans tøven og mystiske ord gjorde mig kun mere nysgerrig. Tal om 180 graders vending. Det var forvirrende, for at sige det mildt. Jeg greb bogen og holdt den tæt ind til mig, fast besluttet på at købe den, uanset hvad han sagde, for hvis en bog gav mig denne følelse, var der ingen chance for, at jeg efterlod den.
   "Tak for advarslen," svarede jeg tørt. "Men jeg tror, jeg kan klare mig."
   "Alt ok her?" Vi vendte os begge om og så den ældre kvinde fra disken komme gående hen imod os. Hendes øjne glimtede af venlighed. "Jeg er Adelaide Brimble, medindehaver af butikken. Jeg kan se, du har mødt min partner, Elliston."
   Jeg nikkede høfligt, mens Adelaide kastede et sigende blik på Elliston. Jeg studerede hans ansigt et kort øjeblik, lod øjnene løbe langs den lidt skæve næse, som et vidnesbyrd om at den havde været brækket engang, til de syndigt fyldige læber.
   Hvorfor så han så godt ud? Det var da irriterende, når han var så uhøflig.
   "Det er en fornøjelse at møde dig," fortsatte Adelaide, vores opmærksomhed mødtes igen. "Har du fundet noget interessant?"
   Jeg tøvede et øjeblik, usikker på, hvordan jeg skulle håndtere situationen. Adelaide's venlige smil og Ellistons intense blik skabte en mærkelig atmosfære, som jeg ikke helt kunne tyde.
   "Ja, faktisk," svarede jeg og holdt bogen op. "Denne her fangede min opmærksomhed."
   Adelaide's øjne flakkede kortvarigt mellem bogen og mig, før hun nikkede anerkendende. "Ah, en interessant titel. Ikke mange finder vej til den sektion."
   "Jeg har altid været tiltrukket af det usædvanlige," sagde jeg med et skuldertræk.
   "Så er du kommet til den rigtige butik," pointerede Elliston mens han rettede på stakken af papir. "Vi har ikke andet end usædvanlige bøger."
   Han mødte mit blik igen og jeg smilede forsigtigt. Han havde en aura af autoritet, som om han ikke lod sig kue af, hvad som helst og selvom jeg ikke ville erkende det, var det ret tiltrækkende.
   "Du ser ikke bekendt ud," sagde Adelaide og jeg mødte hendes øjne. "Er du ny i byen?"
   "Tilbagevendt efter mange år."
   Hun hævede brynene i overraskelse. "Hvad hedder du?"
   "Eliza Dinesen," tilbød jeg og hendes øjne skød over på Elliston, hvis hoved hvilede på skå mens hans så intenst på mig. Det var altså lidt foruroligende.
   "Dinesen," efterabede hun, som om hun smagte på navnet. "Jeg kondolerer. Tabet af dine forældre tog hårdt på byen." Jeg nikkede med et lille smil som tak på hendes sympati. Adelaide smilede bredt. "Når du nu er her, hvorfor ikke tage en kop te med os? Vi har en dejlig lille læsekrog i alkoven derovre, og jeg er sikker på, Elliston ville elske at høre mere om vores nye gæst."
   Elliston ville tydeligvis protestere, men Adelaide sendte ham et blik, der effektivt lukkede munden på ham igen. Jeg overvejede tilbuddet et øjeblik. På den ene side var jeg nysgerrig efter at lære mere om denne mærkelige boghandel og dens ejere. På den anden side var Ellistons åbenlyse modvilje mod min tilstedeværelse en smule afskrækkende.
   Jeg fulgte Elliston til den hyggelige læsekrog i alkoven, mens en blanding af nysgerrighed og forsigtighed kæmpede inden i mig. Han satte sig i en højrygget lænestol på den ene side af et lille rundt bord. Tøjet sad som skræddersyet på ham, og den mørklilla skjorte hentydede om en god fysik under og en sølvkæde med en rund medaljon hvilede over brystbenet.
   Da mit blik uforskammet fortsat hvilede på ham, følte jeg et sug i maven. Jeg så hans aura, netop der. Helt ubesværet kunne jeg tydeligt se det gyldne skær omkring ham, hvor den stærkeste kerne lå over solarplexus. Det var både smukt og skræmmende på samme tid.
   "Er alt i orden?" Hans stemme trak mig tilbage til virkeligheden og jeg blinkede perplekst.
   Jeg nikkede hurtigt. "Ja, selvfølgelig."
   Elliston betragtede mig intenst, hans blik gennemborende. Jeg kunne mærke spændingen mellem os, tyk og kvælende som røg. Der var så meget, jeg ønskede at spørge om, så meget jeg burde sige om den mærkelige hændelse mellem os tidligere. Men hans afvisende holdning og kølige facade fik ordene til at fryse på mine læber.
   Adelaide kom anstigende med en bakke med tekande, kopper og småkager, hvorefter hun delte det hele ud på det lille bord.
   "Så, Eliza," begyndte hun, mens hun skænkede te op, aromaen spredte sig med syrlige og søde undertoner. "Hvad bringer dig tilbage til Veldenhart efter så lang tid?"
   Jeg tog imod koppen med et taknemmeligt smil, glad for afledningen. "Jeg følte, det var på tide at vende tilbage til mine rødder. Der er så meget, jeg ikke ved om min families historie her."
   En ravn kom susende hen mod alkoven, og dens opdukken overraskede mig. Den landede på den højryggede stol Elliston sad i, og han rakte op mod den og strøg den over brystet. Den nappede kærligt hans finger, og kurrede. Han vendte sine øjne på mig og det sugede i mellemgulvet.
   "Orr, Eliza. Eliza, Orr," præsenterede han os og jeg så på den store fugl. Den kurrede og klappede med næbbet, som om den hilste og lidt usikker på, hvordan jeg skulle håndtere situationen, nikkede jeg respektfuldt mod den.
   Jeg sippede forsigtigt min te, mens jeg betragtede Elliston og ravnen. Der var noget fascinerende ved deres samspil, en fortrolighed jeg ikke helt kunne sætte fingeren på, men det var tydeligt de havde et stærkt bånd. Ravnens intelligente øjne syntes at bore sig ind i mig, som om den kunne læse mine tanker, og lidt beklemt vendte jeg blikket bort.
   Adelaide brød stilheden, "du nævnte, at du søger information om din families historie. Er der noget specifikt, du leder efter?"
   Jeg tøvede et øjeblik, usikker på, hvor meget jeg skulle afsløre. "Jeg ved ikke rigtig," indrømmede jeg. "Der er så meget, jeg ikke forstår om min fortid, om mine biologiske forældre. Jeg håber at finde nogle svar her i Veldenhart."
   Ellistons blik var intenst og uudgrundeligt. "Veldenhart har mange hemmeligheder," sagde han lavmælt, hans dybe stemme alvorlig. "Nogle af dem er bedst tjent i det skjulte."
   Jeg fnøs let. "Det lyder ret dramatisk. Min egen holdning er nok lidt mere optimistisk."
   Et glimt af morskab blinkede i hans øjne, før det forsvandt bag den kølige facade igen. "Bare en venlig advarsel. Nogle gange er det bedre ikke at vide."
   "Og hvem bestemmer det?" udfordrede jeg. "Du kender mig ikke. Du ved ikke, hvad jeg har været igennem, eller hvad jeg har brug for at vide."
   "Det har du ret i, men du har været væk fra byen så længe, at jeg vil råde dig til at træde varsomt," sagde han. "Ikke alt er, hvad det synes."
   Jeg pillede ved hanken på koppen, dampen steg dovent fra den gyldne overflade, og jeg tog et øjeblik til at falde til ro. Hvorfor ophidsede de mig så meget? Jeg var sikker på de ikke gjorde det med skadefro og alligevel tirrede deres hemmelighedskræmmeri mig. Jeg løftede blikket og mødte Ellistons.
   "Jeg kender til magien. Jeg ved jeg er heks og jeg ved Dinesen navnet bærer betydning," fortalte jeg dem dæmpet, og udtrykket på Ellistons ansigt ændrede sig kortvarigt fra stoisk til forhåbningsfuld. "Jeg ved dog ikke i hvilket omfang."
   Adelaide og Elliston udvekslede et hurtigt blik, før Adelaide vendte sig mod mig med et varmt smil der tydeligvis dækkede over noget. "Det glæder mig, at du er bevidst om din arv, kære. Dinesen-navnet bærer virkelig stor betydning i vores samfund."
   Jeg mærkede en blanding af lettelse og spænding ved hendes ord. Endelig nogen, der måske kunne give mig svar på de spørgsmål, der havde plaget mig.
   "Kan I fortælle mig mere?" spurgte jeg ivrigt. "Om min familie, om magien her i Veldenhart?"
   Elliston rynkede panden let, men Adelaide nikkede forstående. "Selvfølgelig. Men først må vi være sikre på, at du er klar til at modtage denne viden. Magi er ikke noget, man leger med."
   Jeg mærkede en snert af utålmodighed. "Jeg har ventet hele mit liv på at forstå min fortid. Jeg er klar."
   "Bare det var så simpelt," sagde hun beklagende og jeg så bedende på hende.
   "Adelaide. Jeg er nødt til at starte et sted. Vendelhart er mit hjem, med hemmeligheder, intriger og alt."
   Adelaide nikkede anerkendende, et sympatisk udtryk i de hasselfarvede øjne. "Godt nok. Lad os starte med det grundlæggende. Veldenhart har altid været et tilflugtssted for dem med magiske evner," forklarede Adelaide. "Gennem århundreder har byen tiltrukket hekse, troldmænd og andre mystiske væsener på grund af de kraftfulde ley-linjer, der løber under vores fødder."
   Jeg nikkede, ivrig efter at lære mere. "Og hvad med De Ældste?"
   Adelaide smilede anerkendende. "Ah, De Ældste. De er vores samfunds vogtere og ledere. Et råd af de mest magtfulde og vise magikere i Veldenhart."
   "Deres primære funktion," indskød Elliston, hans stemme dyb, med en let hæs kvalitet, "er at beskytte vores verden mod opdagelse og opretholde balancen mellem det magiske og det mundane."
   Adelaide nikkede samtykkende. "Præcis. De Ældste er ansvarlige for at håndhæve vores love, sikre at ingen misbruger deres kræfter på måder, der kunne true vores eksistens."
   Jeg satte tekoppen fra mig. "Ja tak, jeg har fået advarslen af Madame Octavia."
   "Selvfølgelig," mumlede Adelaide. "Intet går hendes næse forbi." Jeg anede en undertone af utilfredshed, men den forsvandt hurtigt da hun slettede dets spor med et varmt smil.
   "Ville I have noget imod, hvis jeg kom igen og stillede spørgsmål?"
   Adelaide rystede på hovedet. "Du er mere end velkommen, kære. Hvis ikke jeg kan svare på det, kan Elliston, eller Avanka-vores bibliotekar og amatør historiker."
   Jeg rejste mig, klar til at gå, og Adelaid fulgte mig til disken, hvor hun pakkede bogen møjsommeligt ind i brunt papir og omviklede den med hørsnor. Mens jeg talte pengene op, skød en varm puls gennem mit håndled og bredte sig ud i mit bryst som et let kærtegn. Jeg gispede lavt, overrasket over intensiteten af fornemmelsen. Det var som om mit indre glødede, en blanding af komfort og uro der fik mig til at tøve.
   Hvad i?
   Mine øjne søgte automatisk mod Elliston. Han stod lænet op ad en reol, hans blik uvigeligt på mig. Udtrykket var uudgrundeligt, en maske af kontrolleret neutralitet, men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at han vidste mere, end han lod ane.
   "Er du okay?" spurgte Adelaide bekymret.
   Jeg nikkede hurtigt. "Ja, bare lidt svimmel. Jeg har glemt at spise frokost." Jeg tvang et smil frem, formanede mit hurtigt bankede hjerte at sætte farten ned.
   Adelaide afslog pengene da jeg rakte dem mod hende. "Bogen er allerede din. Det ville være en synd at bede om penge fra dig, når den tydeligvis ved, hvor den høre til."
   "Er du sikker? Jeg har ikke noget imod at betale."
   "Tag du den bare."
   Med en sidste akavet hilsen forlod jeg butikken, lettere fortumlet og med hovedet fuld af nye spørgsmål. Så snart jeg trådte ud på de brostensbelagte gader, følte jeg mig lidt mere i kontrol over mine sanser. Jeg trådte forbi kantstenen og noget fangede mit blik. Der, lige foran mine fødder, lå en lille medaljon. Jeg bøjede mig ned for at se nærmere på den. Den var smukt udformet med intrikate mønstre, der syntes at danse i sollyset.
   Uden at tænke over det, rakte jeg ud og samlede medaljonen op. I det øjeblik mine fingre rørte ved det kolde metal, følte jeg en umiddelbar forbindelse. Det var som om den kaldte på mig, hviskede hemmeligheder, jeg endnu ikke kunne forstå. Med en følelse af, at dette var mere end bare et tilfældigt fund, puttede jeg medaljonen i lommen. Jeg ville undersøge den nærmere, når jeg kom hjem.
   Gaderne i Vendelhart summede af liv, duftende fra den lokale cafe, pizzaria og bager blandede sig til en syndig symfoni af indtryk, der fik mine tænder til at løbe i vand, og min mave knurrede. Jeg måtte vist hellere få puttet noget mad i mig, og samtidig mindede jeg mig selv om, at jeg skulle handle ind på vej hjem.
   Jeg kunne ikke leve af nudler hver dag.
   Efter at have købt en pizzabolle og cappuchino fra cafeen, satte jeg mig nær den store eg, der stod midt i byen, som et hjerte der gav liv og energi til befolkningen. Byens arkitektur var en blanding af gammelt og nyt, med moderne bekvemmeligheder diskret gemt i historiske bygninger, og en lille flod snoede sig gennem byen som en årer. Veldenhart var omgivet af store grønne marker, landbrugsjord og den mystiske den skov, der emmer af gammel magi.
   Der var noget chamerende over en lille by, noget intimt og uforstyrret, og fordi Vendelhart var præget af magi i undervævet, var den så meget mere speciel.
   Så snart jeg trådte ind i mit hus, smed jeg mig i den bløde lænestol ved vinduet og åbnede forsigtigt bogen. Siderne var gulnede og skrøbelige, og en svag duft af gammelt læder og papir fyldte min næse.
   Mine øjne gled over de håndskrevne noter i marginen. Blækket var falmet, men stadig læseligt. En skitse af krydsende linjer fangede min opmærksomhed - ley-linjer, præcis som Adelaide havde nævnt. Ved siden af var der tegnet et symbol, der fik mit hjerte til at springe et slag over. Det matchede perfekt med sigillet på mit håndled.
   Medaljonen i min lomme føltes pludselig tung. Jeg fiskede den op og holdt den sammen med bogen. Et sus gik gennem rummet, og verden omkring mig blegnede.
   En skikkelse i en mørkegrå kappe materialiserede sig foran mig. Stemmen var dyb og melodisk, ordene på et sprog jeg ikke kendte, men alligevel forstod: "Nøglen til Chifferets Sidste Vogter ligger i blodet af de første."
   Synet forsvandt lige så hurtigt som det kom, efterlod mig rystende og forvirret. Det måtte være udmattelse, sagde jeg til mig selv. Min nylige magiske opvågnen spillede mig et puds. Men den nagende fornemmelse i maven ville ikke forsvinde.
   Jeg lukkede bogen med rystende hænder. Måske havde Elliston ret - nogle hemmeligheder var bedst tjent med at forblive skjulte. Men hvorfor føltes det så som om, at jeg allerede var viklet ind i noget større end mig selv?
   Jeg pressede mine øjne sammen og tog en dyb indånding. Det var bare stress og træthed, intet andet. Min hjerne prøvede at skabe mening i alt det nye - magien, byen, Elliston. Særligt Elliston. Hans intense blik dukkede op i mine tanker, og jeg skubbede det irriteret væk. Jeg tvang mig selv til at trække vejret dybt og roligt. Det var bare min fantasi der løb løbsk - resultatet af for meget kaffe og for lidt søvn. Jeg havde læst alt for mange fantasyromaner som barn. Selvfølgelig begyndte jeg at se syner, når jeg først accepterede idéen om at være en heks.
   Men da jeg lagde bogen på sofabordet, gik ud i køkkenet for at brygge en kop te, der måske kunne hjælpe med at berolige mine nerver. Fra min position i køkkenet kunne jeg se bogen ligge der, tilsyneladende uskyldig. Men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at den betragtede mig, ventede på at jeg skulle vende tilbage til dens hemmeligheder.
   Var det noget alle magiske bøger gjorde, eller kun min?