Osvek løb gennem skoven, pakket ind i pels, gennem knasende sne, over slibrige rødder, gemt i mørket og kun oplyst af månen. Til venstre for ham så han Esjas røde hår blafre som en flamme, idet hun lydløst gled frem mellem træerne. Til højre løb Komto, der på trods af sin størrelse eftergjorde Esjas ubesværede frembrusen.
   Ved skovbrynet gjorde Osvek tegn til hold og knælede i sneen. Et vindpust medbragte den velkendte duft af gran og jord. Komto kom møvende op på siden af ham. "Hva' så boss?" sagde han, så varm ånde fyldte den kolde luft.
   Osvek svarede ikke. Hvad kunne han sige? De vidste jo begge to, hvad der skulle ske.
   Foran dem strakte den bundfrosne voldgrav sig godt halvtreds meter bred. Halvdelen var badet i måneskin, resten lå i borgmurens skygge.
   Osvek spejdede op mod murtinderne. To fakler brændte i hænderne på to vagter. Faklernes flammer dansede forsigtigt i hver sin udkant af muren, inden de forsvandt. En... to... tre... begyndte han at tælle. Det var tid. Han tog sig til stumperne på højre hånd. Der hvor der for år tilbage havde siddet en lillefinger og en ringefinger. Det var stadig ikke for sent at vende om.
   "Boss?" sagde Komto utålmodigt.
   Osvek så over på Esja. Var det for tidligt af mig at tage hende med? Nej. Han så det i hendes blik. En viljestyrke. En luksus kun de unge nyder. Men hun er klar, og så vil jeg også være det.
   "Vi løber sammen," sagde Osvek. "Vi har ét forsøg."
   "Vagterne er jo væk boss," sagde Komto. Esja forblev tavs.
   Osvek lagde en hånd på Komtos skulder. "Du ved ligeså godt som jeg, at to vagter ikke kan være dem alle. Kom så!"
   De trådte forsigtigt frem til de sidste træer i skovbrynet. Stadig ingen flammer på muren. To vagter til at bevogte Cires mure, det virkede forrykt, men deres kilde havde været meget præcis. "De fejrer natten, før det kongelige Raungild begynder," havde den spinkle trall sagt. "Det er i år prinsen deltager. Hver en draug, hver en trall og hver en mand vil være i festsalen mens de unge snart-Hanner, inklusiv prinsen, skal være alene. "
   Osvek genkaldte trallen for sit indre blik. Hans kropsprog havde været forsigtigt, hans stemme nervøs. Ægte frygt. Frygt som kun en, der er ved at begå højforræderi føler. Desto mere trallen havde talt, var hans nervøsitet blevet udvisket og havde afsløret en vrede. En desperation. Et tordnende had, der kun gror i forældre, der har mistet alt og ønsker hævn. Som rekrutteringsmand for De Udvalgte var det ikke første gang, Osvek så sådan et blik.
   Manden havde talt ærligt, det var der ingen tvivl om. Om han så også havde ret, var en anden sag.

At tælle ned fra tre på sin trefingrede hånd, var for Osvek blevet lidt af et lykkeritual. Så det gjorde han, inden de løb. Dyreskind på fodsålerne gav et godt afsæt, og de behøvede ikke mere end få sekunder, før de nåede borgmurens skygge. Hjertet pumpede i brystet på Osvek, hvert sekund forventede han den syngende lyd af en pil, der skærer gennem luften og det efterfølgende stød, styrt og smerteskrig. Hvis pilen kommer, så lad den ramme mig. Darael forbyde at den rammer-
   Før han havde tænkt tanken færdig, stod han for foden af muren. Halsende, foroverbøjet med hænderne hvilende på knæene. Han lyttede afventende, men der var ingenting. Ingen alarmklokker eller råbende vagter.
   Komto smilede, "det var da... ikke... så slemt."
   Esja klukkede, Osvek følte deres lettelse, men delte den ikke. Det værste er først lige begyndt. Et hundrede og tretten... et hundrede og fjorten... et hundrede og femten...

At kaste en gribekrog ved en borg-stormning kan læres på få uger. At kaste den i nattens mulm og mørke kræver års træning. Det begrænsede lys gør det svært at bedømme afstand, og svært at sigte. Nattefrosten giver sløve muskler og stive fingre. Værst er dog kravet om stilhed, eftersom hver krog der skramler mod muren kan koste en livet. Af alle de krogkastere Osvek havde kendt gennem tiden, var Komto utvivlsomt den bedste. Han havde trods alt trænet hos kongens private garde, før han sluttede sig til De Udvalgte.
   Osvek iagttog ham udføre sit arbejde. Komto stod blot to meter fra murens fod, hvor han svingede den tunge krog næsten lydløst, imens han øjede murens top. Krogen hvislede gennem luften, indtil Komto gav det lange reb et ordentligt ryk og vendte sig med et tilfreds smil. "Så sidder den boss," sagde han lavmælt. "Stærk som en klippe." Esja rakte ud efter rebet, men Osvek skyndte sig at tage det.
   "Jeg klatrer først," sagde han. Sådan må det være.
   Imens Osvek bevægede sig op af muren, fandt han sig gennemgå alt, han før havde set gå galt ved en murstigning. En krog var skredet, et reb var knækket, manden Torok var blevet hugget ned ved toppen og kvinden Miraem var blevet taget til fange af en flok leende soldater, der havde stået og ventet på hende. Osvek skar en grimasse, Miraems efterfølgende skæbne lå stadig alt for friskt i hukommelsen.
   Jo nærmere toppen han kom, des mere syntes det uundgåeligt, at det også skulle gå ham ilde. Han greb fat i kanten og kiggede langs siderne, halvt forventende at stirre en vagt direkte i fjæset. Da der ingen var at se, slyngede han sig over.
   Osvek sikrede at krogen stadig sad og gjorde tegn til den næste klatrer. Et hundrede og femogtres... et hundrede og seksogtres... et hundrede og syvogtres... Stadig ingen. Godt.
   Esja kom over muren med et yndefuldt spring. Hun satte sig ved siden af Osvek, idet hun gjorde tegn til Komto. "Hvad siger tiden?" hviskede hun.
   "Rigeligt." Hvis alt er, som vi er blevet fortalt.
   Hun nikkede forstående. Efterfulgt af en kort pause spurgte hun: "Når vi finder ham. Gør vi så? Jeg mener.. Det bliver ikke let at-"
   "Vi gør, hvad der er krævet af os, Esja."
   Hun slog blikket ned. "Selvfølgelig." Der var mere på spil end nogensinde før, og det vidste hun også godt.
   Da Komto kom over muren, havde Osvek talt til to hundrede og fireogtredive, stadig i hvert fald et minut før vagterne dukker op igen. Imens Komto rullede rebet sammen, hev Osvek det kort frem, som trallen havde givet dem. Han måtte se det én ekstra gang.
   Esja tændte en glødepind, hvis glød var nok til at se en halv meter foran sig i bælgmørke, men stort set usynlig på længere afstand.
   Osvek sammenlignede omgivelserne med kortet. De var kommet op det rette sted. "Husk, vi går over staldbygningen," hviskede han og pegede på det nærmeste sorte tag. "Så videre til smedens tag, første gæstehus, andet gæstehus og kennelen, indtil vi når Ulvens tårn. Derfra har vi fri adgang til borgmurens østlige side. Og så klatrer vi."


...fortsættes