År 2115, Wellington, New Zealand.
...Ronald Davenport tog skridtet ud over tagkanten.
Direktør Richard Harrigan slukkede for skærmen og vendte sig mod det lille auditorium.
"Sådan endte den brilliante atomfysiker Ronald Davenport sine dage. Som en slagen mand. Dybt fortvivlet og med en retssag hængende over hovedet. Denne virtuelle rekonstruktion er baseret på hans faktiske tanker og oplevelser og er derfor yderst nøjagtig," tilføjede han stolt og fortsatte;
"Som I alle sammen ved, blev vores bureau oprettet med et eneste formål - at finde frem til den mest lovende, såkaldte fork, dvs. et punkt i fortiden, hvor en enkelt lille ændring vil få verdenshistoriens hovedlinje til at følge en helt ny rute. En rute som ikke fører til katastrofen i 2072. Det har i sandhed været en monumental opgave! Vi har gennemanalyseret flere tusinde potentielle forks, som vi kørte detaljerede simulationer på. Langt de fleste af simulationerne gav et negativt resultat. Hovedlinjen har vist sig at være overordentlig robust. Mange indgreb giver en midlertidig afvigelse, men efter forholdsvis kort tid har den det med at gå i sig selv igen og hovedlinjen bliver genoprettet. Enkelte indgreb, som har givet en permanent afvigelse, medfører desværre andre uacceptable udviklingsscenarier. Med hr. Davenport, har vi dog endelig identificeret en særdeles lovende potentiel fork. Alle simulationer viser, at hvis han får held med at give fusionsenergi sit kommercielle gennembrud på dette tidspunkt af verdenshistorien, vil det sætte en kæde af begivenheder i gang, som vil forhindre krigen i 2072. Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt bebyrde jer med en detaljeret gennemgang af vores beregninger og simulationer. Men enhver som har den nødvendige sikkerhedsgodkendelse, er mere end velkommen til at ansøge om adgang til alle relevante filer på bureauets netværk. Afslutningsvist vil jeg gerne sige, at intet af dette ville have været muligt uden verdens eneste Turing-klasse semiintelligente kvantecomputer, som vores specialister kærligt har 'døbt' BOB." Der lød spredt latter fra auditoriet. Harrigan smilede og fortsatte;
"Det videnskabelige akademi har givet os fuld råderet over denne unikke maskine. Kun en kvantecomputer kan beregne kaskadeeffekten af en enkelt introduceret forstyrrelse i hovedlinjen. Men ikke nok med det. BOB har også demonstreret helt unik kreativitet og kom med forslag, som kom bag på selv de bedste af vores specialister. Er der nogen spørgsmål?"
En af de tilstedeværende, en yngre kvinde med hestehale og store, runde briller i retrodesign på næseryggen, rejste sig.
"Dr. Helen Meyer, teamleder for Bureauets antropologistudier," præsenterede hun sig selv. "Hr. Direktør, alle ledende medarbejdere i Bureauet er bekendt med, at kvantecomputeren, hm.. BOB, har spillet en kæmpe rolle i vores projekt. Selv jeg, hvis faglige kompetencer ligger meget langt fra kunstig intelligens og kvantebit, kunne ikke undgå at høre om det. Til gengæld, er menneskelig intelligens et felt, jeg arbejder med. I denne forbindelse kom jeg til at studse over Deres betegnelse af BOB som semiintelligent. Men hvad vil det egentlig sige, at en computer er semiintelligent?"
"Nu er jeg ikke computerekspert," svarede Harrigan efter nogen tøven. "Så vidt jeg ved, betyder det, at computeren har bestået Turing-testen, heraf betegnelsen 'Turing-klasse'. Derfor reagerer den udadtil som, om den har menneskelig intelligens. Men fordi det er en kvantecomputer, kan det ikke lade sig gøre at analysere dens 'tankegang'. Den er som en sort boks. Vi ved, hvilke input den får, og hvilke output den giver. Men vi aner ikke, hvad der foregår inde i boksen. Fordi dens 'tankegang' ikke kan analyseres, ved vi heller ikke, om den reelt har en bevidsthed eller om den bare kører en avanceret simulation af en bevidsthed. Derfor klassificeres den som semiintelligent.
"Det lyder som lidt af en gråzone. Hvilken juridisk status har en semiintelligent computer? Har den f.eks. rettigheder eller pligter? Er den et redskab eller en ansat med kontrakt? Undskyld hvis jeg bevæger mig uden for emnet..."
"Hahaha!" Harrigan kunne ikke dy sig. "Det må være Deres spøg! Nej, selvfølgelig har vi ikke en ansættelseskontrakt med BOB. Selv om den er højt avanceret, har den ikke status af juridisk person. Men nu er det jo ikke ligefrem sådan, at en computer har behov for frokostpauser, sundhedsforsikring eller ferie, vel?"
Hele auditoriet brød ud i latter.
"Men én ting har De helt ret i," fortsatte han. "Dette spørgsmål ER uden for emnet for dagens briefing og, egentlig, også uden for min kompetence. Jeg foreslår Dem at rette henvendelse til Det videnskabelige akademi. Det er jo dem, der har udviklet BOB. Jeg er sikker på, at de har helt styr på såvel de tekniske som de juridiske aspekter. Er der flere spørgsmål?" flere tilhørere begyndte at tale i munden på hinanden. "En ad gangen, mine damer og herrer," lo Harrigan godmodigt.
Briefingen trak noget ud og det var allerede aften, da Harrigan vendte tilbage til sit kontor. Selv om hans stillingsbetegnelse var Direktør, var kontoret ganske beskedent indrettet.
Han kiggede ud ad vinduet og hans ellers ret gode humør sank et par grader. Ikke at der var noget nyt at se udenfor. Sceneriet havde faktisk været det samme i mange år. Han burde være vant til det. Men det havde altid virket deprimerende på ham.
Uden for hans vindue lå en trist grå spøgelsesby, beskidt og misligholdt. Mange af husene havde brædder slået for vinduerne og var forladte. Wellington havde mange flere indbyggere før i tiden. Byen var omkranset af lige så trøstesløse golde bakker. De frodige grønne skove var for længst væk. Kun en smule gulbrun vegetation klyngede sig desperat til livet. I horisonten kunne man skimte det blygrå hav. Og det var endda et af de mest beboelige steder på denne vansirede klode.
Harrigan sank tungt ned på sin kontorstol.
Må I brænde i helvede, I dumme svin! I, selvfede egoister, som kun gik op i profit og magt. Magt for enhver pris! tænkte han med afsky.
Det trøstesløse sceneri uden for vinduet var en direkte følge af den altødelæggende krig tilbage i 2072.
I 2060'erne var civilisationen stærkt udfordret af svindende naturressourcer, massiv forurening og ikke mindst den accelererende globale opvarmning, som gjorde store landområder i de tropiske egne uegnet til menneskelig beboelse. Store dele af verden var grebet af borgerkrige og kaos, og mange andre steder lurede kaosset lige rundt om hjørnet.
Disse udfordringer gik hårdt ud over nogle af tidligere tiders globale stormagter. De så deres hidtidige magtposition erodere væk sammen med den frugtbare jord, som forvandledes til støvet ørken, og kystbyer raseret af kategori-6 orkaner og oversvømmet af stigende vandstand. Men de havde ikke i sinde, sådan uden videre, at give slip på magtpositionen, som de havde nydt godt af i mange årtier. Derfor kastede stormagterne sig ind i kampen om Arktis, det sidste område på Jorden med endnu uudforskede naturressourcer. Og som alle ved, når der er stor trængsel på et lille område, kommer man uundgåeligt til at træde hinanden over tæerne.
Der er ikke meget information om, hvad der skete umiddelbart op til krigens udbrud, da mange optegnelser gik tabt under krigen.
Det står dog klart, at en amerikansk missilkrydser, under mystiske omstændigheder, sank i 2072 ved en af Ruslands flydende militærbaser i det nordlige Ishav. Amerikanerne anklagede russerne for at stå bag, og beskød militærbasen. Russerne svarede igen. Situationen kom mere og mere ud af kontrol.
Det vides ikke, hvem der først trykkede på knappen. Verden kunne bare se til med gru mens verdens største magter tilintetgjorde hinanden i et atomart inferno. USA, Rusland, Canada, Kina og det meste af Europa blev på blot én uge forvandlet til radioaktive ødemarker.
Ud af en befolkning på 9 milliarder omkom 2 milliarder øjeblikkeligt. Men dette var kun begyndelsen.
De tusinder af atomeksplosioner kastede enorme mængder aske op i atmosfæren. Asken blokerede for sollyset og, med ét, blev sommer til vinter - en vinter som kom til at vare i 20 år.
Det fik katastrofale følger for det vilde dyreliv, som i forvejen var under pres pga. den globale opvarmning og andre menneskelige aktiviteter. Det meste af plantevæksten over hele verden gik til grunde. Det fik hele fødekæden til at kollapse. Op mod 99 procent af alle højerestående dyrearter uddøde.
Mennesker gik det ikke meget bedre. Da bomberne holdt op med at falde var der stadig milliarder af mennesker tilbage i Nordamerika, Europa og Asien. Men de havde ingen steder at tage hen. Der var ingen mad, intet brændstof, ingen infrastruktur og ingen hjælp at få. Civilisationen var brudt sammen. Det eneste, der var masser af, var radioaktivt nedfald, som blev spredt med vinden og efterhånden forurenede det meste af landjorden på den nordlige halvkugle. Folk var fanget i en dødsfælde. Kun få havde 'held' med at flygte langt sydpå. Men de fandt, at også dér herskede der anarki og hungersnød. Overalt slog høsten fejl under den barske atomvinter. Desperate, sultende folkemasser, mere dyr end mennesker, løb stormløb mod og udplyndrede samfund, som stadig havde fødevarer tilbage. Kun nogle få af de mest ressourcestærke stater holdt den værste anarki fra døren gennem massiv bevogtning af fødevarelagre, hård rationering og drakoniske midler mod urostiftere og fødevarespekulanter. De tog, selvsagt, ikke imod nogen flygtninge.
20 år efter krigen, da asken endelig havde lagt sig, og den globale opvarmning vendte tilbage med fornyet styrke, var verden forandret til ukendelighed.
Nordamerika, Europa og Asien lå øde hen. En endeløs radioaktiv ødemark overstrøet med udbrændte, sodsværtede ruiner af engang sprudlende storbyer. De var livsfarlige for ethvert levende væsen at nærme sig på grund af den høje radioaktivitet. De knap så radioaktive områder lå hen som enten ufremkommelige sumpe eller golde sletter. Meget få levende væsener havde overlevet her. Til gengæld myldrede det med muterede mikrober, som var dødsensfarlige for enhver udefrakommende.
Længere sydpå i troperne og ved Ækvator var der ikke andet end tør slette eller brandvarm ørken. Væk var de engang vidtstrakte regnskove. Bukket under for kulde og tørke under den lange atomvinter. Den førhen frugtbare jord var eroderet væk og blæst ud over havene. Med den tilbagevendte globale opvarmning var der ved Ækvator stegende 65 grader midt på dagen.
Kun ved de tempererede sydlige breddegrader var der stadig højerestående liv at finde. Heriblandt det, der var tilbage af menneskeheden.
Kun fire af førkrigstidens stater lykkedes med at bevare en form for centralmagt og organisation. Dele af Chile og Argentina slog sig sammen under navnet Den Sydamerikanske Konføderation. En håndfuld bysamfund på Sydafrikas sydkyst forskansede sig bag høje mure mod hærgende bander længere nordpå. Og så var det New Zealand, som takket være sin isolerede placering var sluppet for det værste kaos og ødelæggelser. Det var de eneste steder på Jorden, hvor en højteknologisk civilisation endnu holdt stand.
Tilsammen havde disse civilisationens højborge en befolkning på godt og vel 80 millioner. Dertil kom nogle få millioner i form af omstrejfende stammer og bander i det nordlige grænseland. Det var, hvad der var tilbage af de 9 milliarder mennesker fra før krigen brød ud.
I år 2115, knap 25 år efter afslutningen af atomvinteren, var der ikke sket de store forandringer. Der var ingen befolkningstilvækst. Tværtimod, gik det langsomt ned ad bakke med det. De 3 'civiliserede' landes samlede befolkning gik ned fra 80 til 72 millioner.
Det var der flere grunde til. De 3 lande havde meget få ressourcer at gøre godt med og kunne, i forvejen, knap nok brødføde en sådan befolkning. Traditionelt landbrug var umuligt at drive. Landjorden blev hyppigt ramt af enorme orkaner og tyfoner, som øjeblikkeligt ville lægge afgrødemarker øde. Desuden, var der ingen insekter til at bestøve planterne. De var alle uddøde sammen med deres respektive planter under atomvinteren. Det store flertal af borgerne måtte leve af ensformig syntetisk mad lavet af alger, som blev dyrket i enorme underjordiske tanke. Og selv denne smagløse grød måtte rationeres. Ikke mange borgere kunne gå mætte i seng.
Det uforudsigelige, voldsomme vejr raserede gang på gang byer og anden infrastruktur. Efterhånden gik det op for myndighederne, at det var nytteløst konstant at poste deres få ressourcer i genopbygning af overjordiske byer. Et rent sisyfosarbejde! I stedet, var man godt i gang med at udgrave et storstilet netværk af underjordiske beskyttelsesrum. En stor del af bybefolkningen var allerede blevet flyttet derned. De overjordiske byer fik så lov at forfalde.
Der kunne ikke være tvivl om rationaliteten af denne beslutning. Problemet var bare, at mange mennesker havde overordentlig svært ved at vænne sig til livet under jorden. Mange blev ramt af depression og selvmordsraten skød op med raketfart. Myndighederne insisterede optimistisk, at det kun var en overgangsfase.
Uanset om de havde ret eller ej, var kendsgerningen i år 2115 den, at befolkningen var underernæret, demoraliseret og apatisk. Under disse forhold, var det et under, at befolkningstallet ikke var faldet endnu mere.
Det er et under, at befolkningstallet ikke er faldet endnu mere. Men det kan vi sagtens indhente, nu, hvor vi er ved at blive forvist fra jordens overflade! Hvem ved, om vi kan gøre rotterne kunsten efter og lære at trives i kloakker, tænkte Harrigan med dyster ironi.
Hans blik faldt på et gammelt billede på en hylde. Det viste en storsmilende mand iført en rumdragt. Han stod i en slags drivhus formet som en stor, gennemsigtig kuppel. Uden for kuplen lå der et rustrødt landskab under en orangegrå himmel. Manden var Harrigans bedstefar og billedet blev taget i 2050'erne på Mars.
De første mennesker ankom til Mars i 2031 og omkring 2070 fandtes der flere kolonier finansieret af forskellige stormagter. Sammenlagt rummede de op mod 3000 mennesker.
Men så kom krigen, og ikke engang denne fjerne civilisationens forpost kunne undgå dens vanvid. Nogle paranoide militærfolk begik sabotage mod flere habitater og livsvigtige fabriksanlæg. Sabotørerne blev fanget og fik deres fortjente straf. Men skaden var sket. Kolonien mistede evnen til at producere højteknologiske reservedele. I 20 år kæmpede kolonisterne indædt og bragte store ofre. Men efterhånden som livsnødvendigt udstyr blev slidt ned, måtte de indse det uundgåelige. De måtte vende tilbage til Jorden eller dø.
Harrigan var selv blandt tilskuerne, da et af rumskibene landede i 2094. Særligt én scene brændte sig dengang fast i hans bevidsthed. Kolonisterne blev, en efter en, båret ud af rumskibet og kørt væk i rullestole, da deres knogler og muskler var for svage til Jordens tyngdekraft. Han så deres ansigter helt tæt på. Uendelig træthed, tomhed og resignation stod malet i disse ansigter.
Harrigan bankede arrigt næven i bordet.
"Nu må du fandeme tage dig sammen!" snerrede han til sig selv. Han rejste sig med et sæt og vendte sig væk fra vinduet.
Ikke alting så sort ud. Der var også lyspunkter.
Den svære situation til trods, havde det newzealandske videnskabelige akademi gjort imponerende fremskridt inden for forståelsen af kvanteteori. Det gjorde det muligt at virkeliggøre to koncepter, der var som taget ud af science fiction bøgerne; Kommunikation på tværs af tid og menneskelignende kunstig intelligens.
Videnskaben har længe kendt til et pudsigt fænomen kaldet Quantum Entanglement. Fænomenet opstår, når et par elementarpartikler skabes under særlige forhold. Dermed bliver partiklernes kvantetilstande, f.eks. spin, ubrydeligt koblet sammen, eller med andre ord, 'sammenfiltret'.
Ifølge den klassiske kvanteteori, har en partikel ikke én bestemt kvantetilstand, så længe man ikke har målt på den. Indtil det sker, har partiklen, så at sige, alle kvantetilstande på samme tid.
Utroligt nok, viser det sig, at når man måler på én af de 'sammenfiltrede' partikler, bliver den anden partikels kvantetilstand fastlåst i samme øjeblik, målingen finder sted. Og det sker selv om de to partikler befinder sig tusindvis af kilometer fra hinanden. Det er som om, der sker en øjeblikkelig overførsel af information over vilkårligt store afstande og fuldstændig uafhængigt af lysets hastighed, som er den ultimative hastighedsgrænse for både elektromagnetisk stråling og stof.
Igennem mange årtier har dette fænomen ikke været andet end et kuriosum.
Men i 2099 skete der et afgørende gennembrud, da den brilliante fysiker Catherine Elwood indså, at information mellem to 'sammenfiltrede' partikler overføres ikke kun på tværs af afstand, men også på tværs af tid. Den tilsyneladende øjeblikkelige informationsdeling viste sig ikke at skyldes overlyshastighed, men at 'signalet' forskydes baglæns i tiden proportionalt med den tilbagelagte afstand. Hun beviste tilmed, at tid, i sig selv, er en kvantetilstand, som kan manipuleres.
Dermed lagde hun grundstenen for en ny videnskabsgren - Temporal kvantefysik.
Catherine Elwood omkom på tragisk vis i 2103, da en supertyfon jævnede det halve af Wellington med jorden. Men hendes forskning levede videre og snart bar frugt.
De nye teorier gjorde det muligt at konstruere en radikalt anderledes kvantecomputer med fænomenal regnekraft. Nogle forskere teoretiserede om, at den var i stand til at udføre uendelig mange parallelle beregninger i 5 dimensioner med tiden som en variabel. Men sandheden var, at ingen mennesker helt forstod, hvordan supercomputeren med det 'kærlige' tilnavn BOB bar sig ad med at gøre det, den gjorde.
Da det tilmed viste sig, at BOB også besad menneskelignende (nogle sagde overmenneskelig) kreativitet, kom det som et lyn fra en klar himmel for forskersamfundet. Ingen havde ventet det og ingen kunne forklare det. Det var som om, mennesker, ved et rent lykketræf, fik frembragt et stykke teknik, som hørte en anden og mere avanceret civilisation til. Nu stod forskerne i indhenterens rolle og kæmpede ihærdigt med at formulere en teori, som bare tilnærmelsesvist kunne forklare mysteriet, de var vidne til.
Tidens anden store bedrift kunne til gengæld fuldt ud forklares med den Temporale kvanteteori. Det blev bedriften dog, på ingen måde, mindre af. Da muligheden for at sende information på tværs af tid blev eksperimentelt bevist i 2109, skyndte myndighederne sig at hemmeligstemple hele projektet. Og med god grund! Det kunne få potentielt samfundsomvæltende konsekvenser, hvis den brede offentlighed fik nys om, at man kunne sende information til fortiden og ligefrem ændre den.
Forsøgene viste, at hverken stof eller stråling kunne sendes tilbage i tiden. Men der fandtes en uventet omvej. Det viste sig, at den menneskelige hjernes tankeaktivitet involverer 'sammenfiltrede' kvantetilstande. Tilmed, havde hver hjerne en unik kvantesignatur. Det betød, at man, med det rette udstyr, kunne spore enhver menneskelig hjernes aktivitet ikke bare i nutiden, men også i fortiden. Det krævede blot en DNA-prøve fra den pågældende person. Men vigtigst af alt, kunne det også lade sig gøre at påvirke en hjernes kvantefelt og, på denne måde, implantere nye minder i en hjerne på tværs af tid.
Det var så her, Richard Harrigans arbejdsplads med det uskyldigt lydende navn 'Bureauet for historiske studier' kom ind i billedet.
Bureauet blev oprettet på direkte ordre af New Zealands magtfulde Premierminister og fik status af strategisk projekt af allerhøjeste betydning. Det betød, at Bureauet nærmest kunne få alt, hvad det pegede på. Så længe det skønnedes, at det ville fremme Bureauets mål, og staten havde det til rådighed. Ubegrænset finansiering, de dygtigste forskere og ingeniører, forplejning efter VIP-klassen til alle højtuddannede medarbejdere... Ja, selv verdens eneste BOB fik Bureauet stillet til sin fulde rådighed.
Harrigan havde igennem et stykke tid spekuleret over, hvad årsagen til denne helt uhørte gavmildhed mon kunne være. Kunne det være, at den øverste ledelse vidste noget, som blev holdt skjult for ham og de øvrige borgere? Det kunne han kun gisne om. Én ting stod dog lysende klart for ham. Premierministeren måtte have haft MEGET tungtvejende grunde til at omdirigere en så stor del af samfundets begrænsede finansielle, teknologiske og intellektuelle ressourcer fra den vedvarende kamp for overlevelse i dagens fjendtlige omgivelser til dette ene projekt. Et projekt, der kunne betragtes som den ultimative, men også den allermest drastiske løsning på alle deres problemer. I Harrigans øjne lignede det en temmelig desperat satsning, en slags allersidste udvej. Men hvis hans mavefornemmelse virkelig var rigtig, så... Han turde nærmest ikke tænke tanken til ende. Det kunne kun betyde én ting. Premierministeren var overbevist om, at den kamp, de dagligt havde kæmpet i over 40 år, nok ikke kan vindes! At de sidste rester af menneskelig civilisation er dømt til at uddø!
Harrigan håbede inderligt, at han tog fejl og det projekt, han stod i spidsen for, blot var en plan B. Det var da også det, han gentagne gange fik at vide af regeringens repræsentanter.
Men nu, hvor Bureauet havde opdaget hr. Davenport og udarbejdet en strategi, som så ud til at virke, gav selvsamme repræsentanter ham pludselig et go-ahead til at føre planen ud i livet. Og så trænger et rationelt spørgsmål sig på; Ville man vælge at gå videre med plan B, hvis man tror på plan A?
Et videofonopkald 'reddede' Harrigan fra et nyt anfald af tungsind. Han famlede febrilsk efter sit headset på bordpladen. Af en eller anden mystisk årsag lå det aldrig, hvor han troede. Denne gang dukkede headsettet op hængende på siden af penneholderen. Harrigan knipsede det fast til øret og trykkede på modtag-knappen.
En skærm bygget ind i bordpladen lyste op og viste ansigtet på en midaldrende mand med stålgrå kortklippet hår.
"Kerrick her," brummede headsettet.
"Ja, kom indenfor Ted," svarede Harrigan hurtigt.
Han hev en gammeldags mappe op af skuffen og lagde den på bordpladen. På mappens omslag var der påklistret en etiket med påskriften 'Plan U-395'.
Kerrick gik ind ad døren og kiggede spørgende på direktøren.
"Værsgo' og sæt dig Ted," sagde Harrigan og nikkede mod en stol på modsatte side af skrivebordet. "Tak for, at du fandt tid til at kigge forbi. Jeg ved godt, hvor fandens travlt du og dit team har det lige nu."
"Dette er vist en underdrivelse," svarede Kerrick med et skævt smil.
Harrigan åbnede mappen og tog et par mathvide, papirtynde plastikark ud. Hvert ark var helt tomt bortset fra et lille kryds i øverste venstre hjørne. Han trykkede sin tommelfinger mod krydset og samtidigt rettede blikket mod en cirkel, der dukkede op i midten af arket. Et par sekunder senere livede arket op med meddelelsen 'Nethinde- og fingeraftryk-ID bekræftet. ID-72059LK Richard Harrigan. Sikkerhedsniveau 5. Adgang bevilget.'
De to ark samt dem, der stadig lå i mappen blev med ét fyldt med tekst og diagrammer. Det øverste ark viste desuden et en face- samt et profilbillede af en mand med halvlangt, gråsprængt hår. Under billederne stod der 'Ronald Davenport. År 2041.'
Harrigan stirrede i nogle sekunder på dette ansigt og kiggede så op på Kerrick.
"Umiddelbart inden du ankom, sad jeg og spekulerede over noget ved den forestående operation. Hvad tror du, det var?"
"Hmm... Hvis jeg skulle gætte, tror jeg, du brød dit hoved med, hvad det ville betyde, hvis operationen skulle mislykkes."
"Ha! Godt gæt, gamle ven!" udbrød Harrigan. "Nærmere bestemt, tænkte jeg på alle de ressourcer, regeringen har postet i vores projekt. Ofte på bekostning af andre, livsnødvendige projekter. Det giver stof til eftertanke, ikke?"
"Du mener, at regeringen har en meget tungtvejende grund til at prioritere, som den gør?"
"Ja, præcis! En særdeles tungtvejende grund!" Harrigan løftede det ene øjenbryn. "Jeg tror, vi er på bølgelængde, Ted."
"Det tror jeg, vi er, Richard. Jeg har selv grublet lidt over det. Specielt efter vi fik et go-ahead for operationen."
"Så er du klar over, hvad der står på spil. Vores projekt MÅ IKKE mislykkes! Det tog os flere år at finde frem til hr. Davenport og det var et utroligt held, at vi kunne fremskaffe hans DNA-prøve. Det kan meget vel være, at han er vores eneste chance! Så, hvor sikre kan vi være på, at operationen bliver en succes? Hvis der er nogen, der ved det, er det jo dig!"
"Mit team har, rent ud sagt, knoklet røven ud af bukserne over de sidste 3 måneder. Alle parametre er blevet dobbelt- og trippelchecket. Simulationer giver en sikkerhed på 99 %. Det er så højt som det kan blive. Vi har haft god tid til forberedelse. Jeg kan forsikre dig om, at vi er så velforberedte, som vi kan være. Men, Richard, hvis der er nogen i dette land, der virkelig ved, om det bliver en succes, er det ikke mig. Det er BOB! Du ved jo udmærket, at uden BOB ville vi ikke have haft noget projekt! Vi kan køre simulationer. Men hvem er det, der har udviklet dem? Det er BOB! Lad os kalde en spade for en spade! Det er BOBs projekt. Vi andre, inklusive undertegnede, er ikke meget andet end dens assistenter! Og BOB er jo, som bekendt, lidt af et mysterium, selv for genierne, der har bygget den!"
"Den pokkers sorte boks," mumlede Harrigan. "Nu siger du vel ikke, at I ikke har nogen mulighed for at kontrollere dens output?"
"Jo, da! Vi har en hel hær af landets dygtigste IT-specialister og temporalfysikere, beskæftiget med at regne efter og analysere data. De forsikrer mig om, at det hele stemmer. Der er bare nogle aspekter ved simulationerne, som kun kan regnes ud af en kvantecomputer. Det ville have taget millioner af år med konventionelle computere. Det er derfor, jeg siger, at uden BOB ville vi ikke have haft noget projekt. Så, altså, vi tager måske en chance med BOB, men vi har ikke noget valg. Uden den ville vores chance for succes være et stort rundt nul! Og nu har vi jo lige snakket om, at projektet ikke må mislykkes!"
"Ja, ja. Jamen, så må vi jo satse på, at BOB er på vores side," grinte Harrigan nervøst.
"Tja, hvis side skulle den ellers være på?"
"Netop. Nå, Ted, jeg vil ikke opholde dig længere. Der er sikkert en masse ting, du skal nå i aften. Lad os krydse fingre for, at alt går efter planen."
"Ok. Operationen starter i morgen tidlig. Der vil vi implantere ny viden om fusionsprocesser i hr. Davenports hoved, mens han sover, en gang i år 2038. Når han vågner, vil han tro, han har fået en åbenbaring, haha! Så, om alt går vel, vågner du i en ny verden i morgen!
Med disse ord gik Ted Kerrick ud ad døren.
Harrigan blev siddende ved sit skrivebord, mens han stirrede ufravendt på billedet af Davenport på plastikarket foran sig.
"Om alt går vel, vågner du i en ny verden i morgen", gentog han Kerricks ord. Du er en optimist, Ted, tænkte han med et skævt smil. Om alt går vel, bliver det et helt andet menneske, der vågner op i morgen. Et menneske, som i allerbedste fald, kun vil have sit navn til fælles med mig. Det samme vil ske for dig, Ted, og alle andre. Men det er nok en pris, vi er nødt til at betale.