Det velkendte omrids af bostedets midlertidige vagttårne dukkede op i horisonten. Dyreskind fra tidligere byttedyr var spændt som kunstig hud, ud over det tørre skelet af træ. Tunika- og skindklædte personer stod, med spyd og buer i de to tårne der rejste sig fra hvert hjørne af facaden ud mod dem. Bostedet var placeret mellem to enorme klippefremspring, og lå i læ op ad en ubestigelig bjergskråning, der dannede en naturlig beskyttelse mod udefrakommende. Annabella genkendte den kraftige mand, der sad tilbagelænet op ad de spidsede træmurer, og holdt vagt ved den lukkede port. Hun mærkede hvordan modet i hende, langsomt sivede ud af kroppen. Mandens navn var Yulric, og hans hjemlige ansigt var udtryksløst og kantet. Hans hår var naturligt fedtet og gråsprængt, men små totter af kulsort hår sprang fra de høje tindinger, skæg og de buskede øjenbryn. Som mange andre vagter i bostedet, var han iklædt en sandfarvet tunika, et brunligt læderkyras der knapt kunne lukkes grundet hans store mave, samt et langt spyd.
   Små trækninger føg over den brede mund idet han fik øje på dem.
   "Hvem der! " råbte han bryskt mens han med besvær kom op i en mere ærefrygtindgydende position. Den grove, kommanderende stemme nåede dem som en kærkommen påmindelse om at det var forventet at de denne gang havde proviant med.
   "Culrim Malton, og Annabella Noriendha! Sir! " kaldte Culrim tilbage til manden, mens han holdt fast i seletøjet på Equ. Annabella kunne høre en klikken fra portens spil der langsomt begyndte at kører, da Yulric gav signal til de to vagter på broen om at porten skulle åbnes. En lettere brændt aroma spredte sig i det porten blev åbnet, og hun kunne se et buldrende bål frem for sig. 'Skønt, de har allerede tændt op til festmåltid' tænkte hun irriteret, mens hun forsøgte at finde en brugbar forklaring på hvorfor de ikke havde formået at få bytte med hjem.
   Inden de kunne nå at få Equ ind slog portvagten en massiv arm ud og blokerede deres videre færd. Annabella sank en klump og straks begyndte de værste scenarier at flimre for øjnene af hende. Trækninger i Yulrics mund steg i antal og de små borende øjne glimtede ildevarslende.
   "Jeg skal se jeres last børn. " hans stemme gav ingen tid til bortforklaringer, og Culrim så også ud til at han allerede på forhånd havde opgivet at prøve på det. Modvilligt ledte de ham om bag Equ, og viste ham lasten. Et ubehageligt grin spredte sig på det kantede ansigt, og fik ham til at se 10 år yngre ud, da han så de fire personer. Han tog en slurk af sin lommelærke, tørrede munden i det brune ærme, hvorefter han klaskede en hånd på Annabellas skuldre. Hendes ben der allerede i forvejen var afkræftede, var ved at give efter da det kraftige klap ramte.
   "Jamen dog, jamen dog, " Den varme og fugtige ånde stank af billig spiritus, og hans gang var lettere slingrende da han gik rundt om lasten, for at få alle vinkler med. "Godt nok har mange af os ik' spist i flere dage, men kannibalisme er endnu ik' en mulighed... i hvert fald ik' for mit vedkommende. " han sluttede med et højt, buldrende grin før han med en viftende hånd gav dem lov til at fortsætte ind i bostedet.
   "Han er sådan en satan, og med den mave er han desværre nok den sidste af os der stiller træskoene. " sagde Culrim tørt, da de med trætte skridt gik ind på bostedets forsamlingsplads. Yulrics personlighed var ikke just noget der gjorde ham populær blandt bostedets indbyggere, men han havde et omdømme der strakte sig mange år tilbage, og adskillige slag havde formet manden der var kendt som en dygtig kriger, om end en endnu dygtigere pralhals. Annabellas forældre havde kendt Yulric i mange år og stolede fuldt og fast på at denne drukkenbolt, med hang til yngre kvinder stadig kunne placere en proper næve i ansigtet på fjenden, hvis tiden skulle være given. Hun kastede et sidste blik over skulderen på Yulric der havde travlt med at få de to vagter til at lukke porten igen. Eder og spydige bemærkninger føg fra hans mund, og hun rystede opgivende på hovedet.
   De frigjorde båren hvorpå de fire personer stadig lå. Hun tjekkede hurtigt efter en puls hos dem, før hun forsigtigt begyndte at trække båren hen mod Gelucias hytte. Culrim tog Equ ved seletøjet og ledte den trætte hingst mod staldene i bostedets fjerneste hjørne. Båren gled let henover det tørre sand og hun fik tid til at kaste blikke rundt på bostedets arealer. Galon, den kraftige smed stod, svedende og udmattet ved de store blæsebælge, og hamrede på et stykke mat jern der med tiden skulle blive et glinsende sværd, hvis lige ingen i bostedet før havde set. Det var i hvert fald hvad han plejede at sige om hvert af de mange stykker våben han fremstillede, men som altid kom til at ligne hinanden. Manden var en jovial ældre herre, hovedet glatbarberet og et tykt fuldskæg der nåede den veltrimmede mave, gav ham en aura der fyldte et helt rum ved hans bare tilstedeværelse. Hans smedje lå ved udkanten af bostedets forsamlingsplads, klods op ad Orians rhinstensdekorerede alkymitelt. Alkymiteltet var vigtigt for de ældre indbyggere i bostedet og mange besøgte stedet når deres kære var syge eller døende. Orian selv, en kultiveret midaldrende mand sad i dette øjeblik i en højrygget stol ved teltets åbning. De tynde ben lagt over kors og med en lang træpibe i et stykke udskåret træ hængende fra den halvåbne mund. Den spidse hat, med de små kugler i forskellige hængende fra skyggen, sad på sned over hans øjne så han kunne slumre i fred, uden at blive forstyrret af den bagende sol. Annabella havde altid haft fornemmelsen af at kuglerne indeholdt noget som Orian holdt skjult for de andre. Engang svor hun at hun havde hørt ukvemsord komme fra nogle af dem.
   Bostedets nordlige enden bestod af tre midlertidige telte. Det midterste var stedet hvor folkene mødtes og udvekslede historier fra dagen over et krus lunken mjød. En gang imellem optrådte en omrejsende trubadur, men efterhånden var det en velsignet sjældenhed. Teltet var det største og ragede op over toppen af de omkransende mure. Til højre var garveren Toms lille lurvede telt der virkede unaturligt lille ved siden af krostuen. En syrlig lugt spredte sig fra det gule telt, og Annabella skimtede manden i fuld sving med at garve dyreskind inde bag teltflappen. Det sidste telt var det hun søgte. Gelucias telt var, størrelsesmæssigt, en mellemting mellem krostuen og Toms garvertelt. Alligevel virkede det uendeligt meget større, og uanset hvor mange folk der var der inde virkede det aldrig trangt. Det nærmest udvidede sig alt efter nødvendigheden for mere plads. Annabella hev i den lille klokke der hang ude foran teltet. Lyden dinglede i luften og hun mærkede pludselig en snigende hovedpine. Hun fornemmede hviskende stemmer inde bag den lukkede teltflap, og stole der, med skrabende lyde, blev skubbet ud. Duften af aromatiske blade og lyden af kogende kedler, udgjorde det mentale billede hun havde pålagt Gelucias telt, og det var et billede der var det samme uanset hvor de valgte at slå lejr. Teltflappen blev med et flået til side, og bostedets leder, Benrian, en enorm bredskuldret mand sidst i sin kropslige storhedstid og et flettet overskæg, marcherede ud af teltet efterfulgt af en lille rynket kvinde med blålig hud. Gelucia, bostedets åndelige leder, shaman og krønikefortæller. Benrians vejrbidte ansigt lynede af indestængt raseri og Annabella flyttede sig resolut for ikke at blive trampet ned af manden på hans vej ud.
   "Jeg siger bare at vi endnu ikke har set det værste Gelucia, endnu ikke det værste. Flere ting vil ramme os, først denne ulidelige tørke og manglen på vand og mad. Hvem ved hvad det næste bliver?! "
   Han vendte ansigtet mod det sted Annabella stod, fastfrosset og med vejret holdt stramt tilbage i struben.
   "Jeg går ikke ud fra at du bringer gode nyheder, kvinde... "
   Han lod sit beregnende blik hvile en rum tid på de fire personer, og udstødte et hidsigt fnys der fik overskægget til at blafre.
   "Det ser i hvert fald ik' såen ud. "
   Hun havde lyst til at svare igen, men manden der tårnede sig op foran hende, som en kolossal klippe, fik hende på bedre tanker. I stedet lod hun blikket falde mod den tørre jord foran hende.
   "Nej, Benrian, heller ikke i dag... " ordene hvislede ud mellem hendes sammenbidte tænder, og hun kiggede forsigtigt op på Benrian, med et ætsende blik. Han så ikke ud til at have opfattet hendes udfordrende tonefald. Han kastede et sidste brændende blik tilbage mod den ventende shaman, før han med tromlende skridt gik mod forsamlingshuset, den lange røde kappe af skind, blafrende efter sig i den varme vind.
   "Der er intet ved den mand der kan skade dig min pige, det meste ligger i munden. "
   Gelucia havde ladet sit blik hvile på Annabellas vrede blik der, med intensitet fulgte Benrians vej mod forsamlingshuset. To vaskekoner blev næsten trampet ned da han som et vredt næsehorn, kom marcherende mod dem.
   "Vi har gjort alt hvad vi kan Gelucia, der er stort set intet tilbage derude som vi kan leve af, " hun vendte sig mod shamanen og pustede opgivende.
   "Og det virker som om Benrian også selv ved det. "
   Gelucia kom nærmere, og åndede tungt.
   "Han har ingen ret til at overfuse dig på den måde, min pige, jeg er udmærket klar over at du og Culrim gør jeres bedste for at skaffe de nødvendige ting til bostedet her. " Indskød shamanen og placerede sine rug hænder på Annabellas skuldre og trykkede dem kærligt. De grønne øjne afgav en familiær gnist der fik den ældre kvinde til at virke yngre.
   Hun smilede bekræftende til Annabella som om hun ville forsikre hende om at det hele nok skulle ordne sig. Gelucia var shaman og krønikefortæller, velbevandret i, hvad fremtiden ville bringe, så mon ikke hun vidste noget Annabella ikke vidste noget om? Det sidste tænkte hun lidt over før hun kom i tanke om hendes grund til at være her.
   "Gelucia, Culrim og jeg fandt dem ude i dalen. " hun bevægede sig hen til båren og fjernede lærredssækkene, hun havde lagt over som beskyttelse mod den brændende sol. De sov alle stadig som sten. Hun gav Shamanen et spørgende blik, men Shamanens ansigtsudtryk havde ændret karakter. Den blå farve var forsvundet fra hendes rynkede ansigt og havde efterladt det med en askegrå kulør.
   "Hurtigt, min pige, dæk dem til igen, hurtigt! " Gelucia viftede hurtigt med de små hænder, mens hun sendte bekymrede blikke rundt i bostedet. Et næsten skræmt udtryk var pludseligt gledet over det milde ansigt, og forsvundet ligeså hurtigt igen. Annabella rynkede panden. Det var ikke just sådan en reaktion hun havde forventet fra Shamanen, men hun gjorde hvad der blev sagt og dækkede dem til igen.
   "Lad os få dem ind i mit telt ". Gelucia tog fat i kanten af båren og signalerede til Annabella at hun skulle tage fat i den anden side. Med lidt besvær fik de gelejdet den brede båre gennem teltets smalle dør. En tung aroma hang i luften, og en lille gryde med lilla væske, boblede lystigt over et glødende ildsted i midten af teltet. Teltet var rodet, og rundt omkring stod skabe og små borde, næsten umulige at komme til uden at træde på et eller andet. Hver eneste overflade kunne knapt nok skimtes under de mange ruller pergament og nedbrændte vokslys i alle mulige farver. En højlydt tuden hørtes fra et massivt jernbur der var ubehjælpsomt placeret til højre for teltets indgang. En ugle på størrelse med et barn sad på en knortet gren der sad på tværs i buret. Uglens øjne lyste i skæret fra de tændte stearinlys der var placeret rundt om i teltet, og de ulmende gløder fra ildstedet.
   De lagde båren op langs teltets vestlige væg, hvorefter Gelucia gav sig til at røre i den lilla væske over ildstedet. Hun havde stadig et udtryk som om hun tænkte uafbrudt over noget meget vigtigt.
   "Kan du fortælle mig en gang til hvor i fandt dem? " Gelucia fjernede ikke blikket fra væsken, da hun tiltalte Annabella. Der lød indimellem små skarpe knald fra grydens indhold.
   "Ude i Saltdalen, vi så nogle stjerneskud og sporede os frem til hvor de var landet. " Annabella gik et par skridt frem så hun stod helt oppe ved siden af Shamanen.
   "Er der noget jeg bør vide Gelucia? " spurgte hun forsigtigt. Shamanen virkede ikke til at opfatte noget, men noget så ud til at nage hende. Annabella gav op, og lod blikket hvile på den store fugl der var faldet i en urolig søvn. Udenfor teltet hørtes ophidsede stemmer og børn der legede vildt. Gelucia rev nogle stykker linned i aflange stykker, dyppede dem forsigtigt i væsken og gav sig til at forbinde de såredes dybe sår. Der føg nogle trækninger over deres ansigter der fik Annabella til at håbe at smerten ikke var for voldsom.
   "Der er noget du skal vide min pige... " begyndte Gelucia mens hun møjsommeligt fik placeret de gennemblødte stykker stof, men hun blev afbrudt af Culrim der med en voldsom bevægelse åbnede teltdugen.
   Annabella rejste sig op og sendte ham et undrende blik, mens Gelucia rettede sig op efter at have sørgede for de såredes sår. Der var et særligt udtryk i Culrims ansigt, noget der fik ham til at virke yngre. Han kiggede rundt i teltet og væmmedes da han så den lilla væske der boblede tykt og ildevarslende.
   "Benrian vil se os alle på forsamlingspladsen inden 5 minutter... " han rynkede brynene da Gelucia langsomt fjernede de blodige forbindinger fra de sårede, "... han siger at det er vigtigt at alle er til stede. "
   Han lukkede teltdugen til og forsvandt ud på pladsen lige så hurtigt som han var kommet. Annabella kastede et blik mod Gelucia der stadig stod og sikrede de friske forbindinger, før hun fulgte efter Culrim.
   Folk var samlet i en stor flok. Lugten af varme spredte sig gennem luften, og hun mærkede en kvalm følelse stige op inde i hende. Alle fra hele bostedet var samlet omkring en forhøjning i hård sandsten i midten af den ovale forsamlingsplads. På forhøjningen stod to totempæle, nydeligt skåret ud af en kraftig træsort hun ikke genkendte. I mellem de store pæle stod Benrian. Hans udtryk havde ikke ændret sig synderligt siden hun var stødt på ham foran Gelucias telt. Han havde stadig et bistert ansigtsudtryk der fik ham til at minde om en arrig bjørn, og de massive arme lå afventende over den store brystkasse. Folk hviskede indbyrdes mens de fandt de bedste pladser, børnene rendte rundt og legede diverse lege og bedsteforældrene forsøgte forvirret at holde styr på hver og en. Culrim var gået i forvejen og havde fundet de bedste pladser, hvor de havde udsyn til Benrian og hans unge tjener der perplekst stod ved hans side og så ud som om han, trods sin alder af 25, lignede en på 10 ved siden af den store leder. Den unge tjener trådte nogle forsigtige skridt frem da alle var samlet foran højen. Med en sagte bevægelse løftede han begge hænder og forsøgte at mane folket til stilhed. Det tog adskillige larmende sekunder før den sidste mund var lukket, og folket stod med interesserede miner, og nysgerrige blikke mens de vendte på hvad Benrian havde at sige.
   Benrians mørke øjne skulede ud over den store forsamling, og Annabella havde en følelse af at det han havde at sige umuligt kunne være godt. Men Benrian havde sjældent noget godt at sige.
   "I morgen når solen er oppe begiver vi os hjemad, " Hans stemme buldrede gennem folkemængden, og hist og her kunne hujende stemme langsomt høres. " Jagten har på ingen måde været tilfredsstillende, og de skyldige er udmærket klar over at de har fejlet... " De gennemborende øjne fikseredes øjeblikkeligt på Annabella og Culrim der begge følte en stille vrede blusse op. Gelucia var ankommet. Klædet hun tørrede hænder i var sporadisk plettet af den lilla væske og blodet fra de fire personer. Hendes ansigtsudtryk var forvirrende for Annabella og hun følte ikke at hun kunne tyde de grublende folder i det ældre ansigt.
   "Desuden kan jeg informere om at Eminias budbringere har underrettet mig om en kosmisk forstyrrelse, " Benrian lod sine massive hænder pege ned bagest i folkemængden. Folks hoveder, inklusivt Annabellas, drejede som marionetdukker og blev mødt af et sjældent syn. 2 høje, slanke og mistænksomme kvinder, begge iført støvet blå kapper over matchende tunika samt posede mørke bukser, stod lænet op ad Benrians lerstenshytte. Budbringere fra Eminias fjerntliggende heder var et sjældent syn i Belaliens ørken og Annabella kunne ikke undgå at føle sig heldig. Begge kvinder havde langt rødligt hår der nærmest glitrede i den nedgående sols sidste stråler. Begge lignede de en eksakt kopi af den anden og ingen af dem virkede synderligt påvirkede af bostedets folk og deres skeptiske blikke.
   "Vi er endnu ikke vidende om hvad denne forstyrrelse er, eller om den vil have nogen indflydelse på os og vores leveveje. "
   Annabella opfangede et par skældsord fra nogle af de ældre mænd i flokken og vendte sig for at finde kilden.
   "Kan de ik' bare tage hjem til deres 40 retters måltider og lade os vær' !? " Manden der havde ytret sig i store vendinger trådte frem fra mængden. Hans lange, gråsprængte hår var kunstfærdigt flettet omkring hans svedige hoved, og øjnene glødede ildevarslende fra det markerede vejrbidte ansigt.
   "Tro mig, Ashal, jeg er ligeså modvillig overfor disse udlændige, som du er, men... "
   "Jeg mistede begge mine sønner, til deres klinger! Jeg forlanger at de med det samme bliver ført for en domstol! "
   Den gamle og krumbøjede mand, ved navn Ashal, nærmest spyttede ordene ud, og hans stemme dirrede af tydelig indestængt vrede. Rundt om ham stod hans ligemænd, alle gamle og visne efter mange års hårdt fysisk arbejde. Alle havde de det samme bistre udtryk i de furede ansigter, og alle var tydeligvis af samme holdning som Ashal. Han tog et skridt frem, og lod blikket hvile på Benrian. Den ældre mands himmelblå øjne sendte lyn mod bostedets leder, der stod uden at fortrække en mine.
   "Det virker som om nogle er ved at miste grebet om tingene heromkring... "
   Han spyttede på jorden foran Benrian, hvis ansigt forblev uændret, før han vendte om og gik mod sit telt. Folkene omkring ham gjorde plads for manden som om han var en båd der brød vandoverfladen.
   Der var stille og det eneste der rigtigt kunne høres var den sagte vind der føg over pladsen. Selv Benrian stod stille, men Annabella var ikke i tvivl om at den store høvding ligesom mange andre var blevet smerteligt mindet om fortiden. Mindet om det livslange fjendskab mellem de to store fyrstedømmer. Eminia, langt mod vest, på den anden side af Det Frådende Hav, og Belalien, langt mod øst. Benrian tog sig til det skaldede hoved, og strøg det buskede overskæg med den anden hånd, tydeligt frustreret.
   "Jeg vil lade budbringerne fra Eminia tale, " begyndte høvdingen træt, men de to budbringere var allerede på vej op på forhøjningen. Den ene af dem havde et ubehageligt, nærmest arrogant blik i de smaragdgrønne øjne, og hun var tydeligvis den af dem der førte ordet. Hun stillede sig frem mod den urolige mængde, men før Annabella kunne høre ordene fra den fremmedes smalle mund, mærkede hun et fast tag i sit ærme.
   Gelucia stod ved hendes side, de tørre læber formede lydløst en sætning der bad hende følge med. Hun vendte sig om og tog fat i Culrim, der tydeligvis var forblændet af de fremmedes øjne, og trak ham med sig. Culrim faldt ud af sin trance, men han mumlede utydelige ukvemsord hen for sig da de ubemærket gik mod Gelucias telt.
   Luften var stadig tyk, og lilla røg fra kedlen fyldte hendes øjne med en svidende fornemmelse. Hendes lunger kæmpede for ikke at bukke under for luften. Hun følte pludselig øjne på sig, og hun kæmpede med et for ikke at gispe af ren forskrækkelse.
   De fire fremmede var vågnet og sendte hende lige nu omtågede blikke mens de, på rad og række sad på Gelucias halmstoppede seng.