De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gyldent sollys og klædt i hvide kjoler. Der er glorier over deres små hoveder. Lilla glorier.
   "Se lyset," siger den mindste af pigerne.
   "Ja, det er pænt," siger Jenny.
   "Vil du have det?" spørger den største af pigerne.
   Så fanger pigen solen. Fanger den med en lilla istap og rækker den frem mod Jenny.
   Den stråler. Funkler. Knitrer. Varmer.
   Gløder springer frem mod Jenny. Angriber hende. Brænder hende.
   Hun skriger. Af smerte. Af afgrundsdyb rædsel.
   Og vågner med et hjerte, der hamrer som om det vil bryde ud af sit fængsel i hendes krop.

Mørket er ikke tæt. Det er endnu ikke nat, men solen er på vej ned. Et mat skær fra dens sidste stråler trænger ind gennem sprækken mellem skodderne for vinduet. De svøber alt i toner af gråt.
   Der er koldt i kammeret, men Jenny sveder, Hun har gemt sig i sin vinterdyne; det er vel derfor, men også fordi hun nu igen har haft det underlige mareridt med de to piger.
   Hvordan ser de ud? Bortset fra det lyse hår?
   Hun prøver at se dem for sig. Men nu - i nogenlunde vågen tilstand - kan hun ikke. Håret er langt, tror hun.
   Jo, begge piger har langt hår, er hun næsten sikker på. Og de er ikke særlig gamle.
   Men hvad skal den drøm dog betyde? Hvis den altså betyder noget og ikke er noget fra en eller anden fortælling. Eller en glemt oplevelse. Noget fra barndommen?
   Men hun er jo ikke lyshåret. Ingen i landsbyen er lyshårede. Mange har sort hår, nogle har rødt hår. Andre har gråt eller hvidt hår; det er de gamle. Og så er de nogle, der har brunt hår. Hendes eget hår er rødbrunt. Og kraftigt med en smule krusede bølger. Far siger sommetider at hendes hår er som Siwas-flodens bølger.
   Lige nu er det udslået. Om dagen som regel flettet, for hun er jo endnu ikke en gift kone.
   Det er ikke fordi hun ikke vil, men nogen skal jo tage sig af far, som er gammel og af Travis; hendes bror, der er krøbling. Og så er der jo de små efternølere, Bobby og Jarvis..
   Hendes yngre søster er allerede gift og venter et barn. I en anden landsby. En dagsrejse borte.
   Pyyh, som her er varmt. Væk med den dyne. Hun bliver jo kvalt i den.
   Et øjeblik føles det rart. Så isner sveden og hun folder armene om sig. Ryster af kulde, selvom natsærken er ulden og det ikke er vinter endnu.
   Pakker sig ind i dynen igen. Må vel hellere sove. Hun gik jo tidligt til ro, fordi hun følte sig skidt tilpas.
   Hun lægger sig ned. Ligger godt. Venter på søvnen.
   Bag de lukkede øjne står de på lur.
   Holder hinanden i hånden. Den lille rækker hende solen med sin frie hånd. Den store græder.


***

På vej mod planeten Sakuriusses koldeste steder kastede den gamle orange sol sine stråler i favnen på Siwas, planetens længste flod. Den nye sol, den lilla, var endnu for svag til at varme vand, jord og liv.. Men lyse kunne den og tydeligst så det i skyfrie nætter.

Et sted var floden smal og vandet løb stille. Sagte slog de rolige krusninger mod sten og siv. Og det lød som musik i ørerne på Jenny, der stod på bredden. Efter drømmen om pigerne kunne hun ikke finde ro og var derfor listet ud af huset.
   Himlen var sortblå med purpurskinnende skyer. Og hvor skyerne veg, sås stjernerne; de mange lys som gudinden Urzulga havde sat til at lede sømænd og andre, der skulle finde vej gennem mørket.

Jenny trak kåben tættere omkring sig. Floden sang stille for hende og en brise legede med noget af hendes hår, der havde sneget sig ud af den hestehale, hun hurtigt havde bundet. Tørklædet, som hun burde have på, lå i lommen; der kom vel næppe andre her ved floden i denne sene aften.
   Så hørte hun det.
   Først var der bare en rislen mellem sivene. Den brød ind i bølgernes melodi. Kom fra den anden bred.
   Hun stivnede.
   Det for gennem hende: "Er det der pigerne gemmer sig?"
   Men det var selvfølgelig noget vrøvl. Det var vel bekowaner eller andre dyr, der gik mellem sivene.
   Ja, måske var det bekowaner og måske far så skød nogle af dem, så hun kunne få en blå pelskrave på sine slidte kåbe. Det kunne varme så dejligt og se pænt ud. Og måske kom der så en fremmed og så, hvor godt klædt hun var ...
   Nej, det gik ikke. Der var jo far. Og brødrene. Og hønsene. Og koen, der skrantede. Og gamle Becky. Og ...
   En gren knækkede. En stemme brummede. Muligvis noget med: "Pokkers."
   Mørket var blevet tættere. Dybere.
   Der lød plask. Og stemmer. Helt klart stemmer.
   Og vrinsken.
   Ryttere.
   Og nu var de lige foran hende. Et lys flaksede mod hende fra en staldlygte. Et fjæs kom tættere på, for en rytter lænede sig frem langs en hests hals.
   I skæret fra det pludselige lys bag glas virkede ansigtet grotesk; en stor kroget næse og et vippende, strittende skæg under en bredskygget hat.
   "Hvad har vi så her?" lød en stemme bag den første rytter.
   Jenny behøvede ikke høre svaret. Det lå i stemmen, hvad rytteren var ude på. I sit snart 22-årlige liv, havde Jenny hørt en del lignende om end nok mindre groft.
   Nu var det om at komme væk. Bare væk.
   Hun måtte advare de andre. Far. Brødre. Dem alle. Kunne hun nå det? Eller skulle hun gemme sig?
   Sivene snoede sig om hendes ankler. Lænkede hende.
   Og de kom nærmere, mens Jennys tunge forvandlede sig til en sandorm, der ingenting kunne.
   Nu stoppede de. Der var mange. Flere end en hånds fingre.
   "Godaften," hilste den skæggede og lettede på hatten.
   Måske var der ingen grund til at være bange? Måske var de venlige?
   ""Godaften," hilste hun derfor og tilføjede ikke; "Urzulga være med jer," for folk havde så mange forskellige religioner nu om stunder.
   "Er du helt alene?" spurgte en mand. Det måtte være ham, der havde talt tidligere. Hans stemme var klæbrig af noget indestængt, der ville ud.'
   Væk, jog det gennem Jenny.
   Og omsider lystrede hendes ben hende.
   Hun for af sted. Ind mellem nogle buske. Brombærkrattet. Hun stak sig, men her kunne de vel ikke trænge ind.
   De lo.
   De var tæt på.
   Alt for tæt på.
   "Kom nu ud, lille du," smiskede den væmmeligste af dem.
   "Jeg så hende først," grinede en.

Jenny løb længere ind i krattet. Ligeglad med, at det blødte fra de mange torne. Løb bare.