Jeg stiller mig tættere på. Tøver inden jeg sætter mig ned på knæ foran træet, lige der, hvor noget hev fat i mig i nat. Mit hjerte hamrer derudaf. Jeg lukker mine øjne og siger "Jeg er klar". Jeg laver en grimasse, måske jeg er ved at miste forstanden.
   "Kom med." siger Stemmen.
   Jeg kan mærke en hånd i min. Den føles kold men rar. Jeg bliver trukket nedad og jeg kan mærke min krop ramme trærødder og jord. Jeg tør ikke åbne øjnene.
   Da jeg lander på min bagdel, kan jeg mærke med hænderne, at jeg sidder på jorden. Hvor er jeg, og hvad skete der lige? Jeg åbner forsigtigt øjnene. Det giver et sæt i mig og jeg trækker mig lidt bagud. Der sidder noget foran mig. Det ligner en mand. Kroppens opbygning, er helt som et menneske, men det der gør mig mest chokket, er at hele hans krop er lilla. Hans øjne er venlige men helt sorte, som gik iris og pupil i et. I stedet for bukser, bærer han et slidt brunt stykke stof.
   Han rækker tøvende hånden hen mod mig, mens han vedholder hans venlige øjenkontakt. Jeg ved ikke om jeg har mest lyst til at skrige eller tage hans hånd. Det er som om halvdelen af mig brænder for at lære mere om ham, og den anden halvdel er skræmt og chokket. Jeg tøver, følger den dragende del af mig, og tager fat i hans hånd. Han hjælper mig på benene, mens han rejser sig stille op.
   "Er du okay?" Spørger han. Hans stemme er behagelig og rolig.
   Jeg føler mig helt rundt på gulvet, og ved næsten ikke hvad jeg skal svare ham.
   "Jaae, det tror jeg. Men.. Hvor er jeg?" Siger jeg med rystende stemme.
   Jeg kigger mig omkring. Her er dunkelt. Der hænger trærødder og grene ned fra hvad der ligner en jordhule. Der kommer en lysstråle ned mellem os. Jeg kigger op, og der mellem trærødderne, kigger solens lys stråler ned. Det må være der, vi er kommet ned.
   "Du er i Trenga." Svarer han, og ser afventende på mig.
   "Det forstår jeg ikke." Jeg rynker brynene og kigger mig omkring. Længere henne kan jeg se lys, fra hvad der ligner hulens udgang. Jeg begynder at gå derhen af.
   "Vent!" Han griber fat om mit håndled. Jeg kigger tilbage på ham, han ser bekymret ud. "Der er ingen, der ved at du er her."
   Jeg forstår ikke hvad han mener, eller hvor jeg er. Jeg er så forvirret, at jeg slet ikke ved hvad jeg skal starte med at spørge om.
   "Hvorfor hev du mig herned?" Spørger jeg.
   "Jeg måtte bare tale med dig. Jeg har lagt mærke til dig flere gange, når du har været i skoven." Svarer han.
   "Men hvorfor er du ikke kommet op i stedet?"
   "Det kan jeg ikke." Svarer han, og ser ned på sine bare lilla fødder.
   Jeg skal lige til at spørge ind til hvorfor, men bliver afbrudt da det giver et sæt i hans krop. Jeg kan høre nogle mennesker snakke henne fra hulens udgang. Han ser bekymret ud, måske endda bange. Han tager igen fat i mit håndled og trækker mig med om bag nogle store trærødder, mens han kigger på mig og tager pegefingeren op til hans læber, som et shhhh. Imens vi står der i mørket fra de store trærødder, kan jeg mærke han kølige hud tæt ved min. Han har stadig ikke sluppet grebet om mit håndled, og jeg trækker stille hånden til mig. Hvad var det der skete her. Hvem var han, og hvorfor havde han hevet mig herned?