Det gik to dage, hvor Cora burede sig inde i sit kammer. Hun nægtede, at lade hverken sin moder eller fader ind, lige meget, hvor meget de råbte og kaldte. De måtte blive ude og lade hende være i fred.
   Grev Arvel kom den aften og han var så slesk som altid. Han havde endda den frækhed, at spørge om hendes hånd foran hendes forældre. Hun så det i hans smil. Alle de ugerninger, han ønskede, at påføre hende. Desværre, afholdte det, hverken hendes moder eller fader fra, at svarer for hende.

(i)Giftes med grev Arvel...(/i)

Det var en skræmmende tanke. For at gøre alt værre, ville bryllupper stå om blot nogle få uger. Hendes forældre var hurtige til, at gifte hende bort og Cora kunne ikke være hurtigere til, at lade være. Hun ønskede kærlighed og det eneste hun ville få fra grev Arvel ville være ulykke og smerte.

" Miss. Turner, Mrs. Brown og Mr. Brown er her for, at se dem", Mellys stemme brød igennem Coras tårer og ubehagelige tanker. Melly var en tjenestepige på de tredive år. Hun var en sort kvinde, slave og en enke, der mistede sin mand af sygdom, da de ankom til London.

"Jeg kommer. Fortæl dem, at de skal vente i haven ved det lille bord og så vil jeg være der, om nogle få minutter", Hun hørte et svagt 'ja madam' og fodtrin, der forsvandt ned af den lange, hvide gang. Selvom mrs. Og mr. Brown var hendes kæreste og bedste venner, ville hun ikke ligne en lidende kvinde. Det var helt klart udelukket.

Cora pudrede sig let under sine smaragdgrønne øjne. Hun kneb i sine kinder, ved sine skarpe kindben og fugtede sine lyserøde læber, så de så klarer ud. Hun redte sit blonde, næsten hvide hår, igennem med sine slanke, blege fingre og flettede det. Det måtte have været lang tid siden, hun sidst havde været udenfor. Det var godt, at det var der, hun skulle hen nu. Alle i husholdningen vidste, at hun ville blive syg, hvis hun ikke kom ud, mindst en gang om dagen. Hendes forældre kaldte det for en sygdom, hvor hendes to ældre søstre kaldte det for et venskab med naturen. Cora, så det mere som en forbandelse.
   Hun rejste sig fra sin hvide, bløde stol, der stod foran hendes sminkebord. Hun glattede sin hvide og sorte kjole og smilte. Hun ville til, hver en tid, komme ned og hilse på Elisabeth og Elliot Brown. De var der altid, i medgang og modgang. Hun ville for pokker, hellere gifte sig med dem end med grev Arvel. Hun forlod sit kammer, i al hast så hun kunne komme hurtigt derned. Hun vidste allerede godt, at hendes forældre ville give de 'gode' nyheder og at både Elisabeth og Elliot måtte lade som om det glædede dem, selvom de holdte med Cora i dette. De vidste i forvejen, at hun hadede grev Arvel og at hun slet ikke ønskede, at gifte sig med ham.

"Elisa, Elliot!" Cora løb ud i haven og over til bordet, der stod midt i haven. Haven var stor, med masser af egetræer, rosenbuske og blomsterbede rundt omkring. Der var også en sø, fyldt med fisk og frøer, og en gyngebænk, man kunne sidde ved, hvis man ville slappe af. Så var der også et hvidt, rundt bord lavet af sten med fire stole omkring, i samme design.

"Cora, det er så godt, at se dig", Elisabeth Brown rejste sig fra en af stolene og lagde armene om sin veninde. Hun krammede hende hårdt og agede hende, henover håret som ment i en trøst. Elisabeth Brown var en ung kvinde i alderen af toogtyve med glat, sort hår, der gik til under numsen og grønne, skæve øjne. Hun var halv japaner og halv amerikaner. Hendes moder var originalt fra Tokyo, hvor hun boede med sin store familie, der gjorde hende arveløs, da hun giftede sig med Elisabeths fader, der originalt var fra New York.

"Det er også godt, at se jer", Cora slap Elisabeth og gav Elliot Brown et kram. Han var en ældre ven end Elisabeth var og Cora elskede ham. De havde været bedste venner, siden de var helt små babes. De mødte først Elisabeth, i en alder af otte og ti. Elliot var en meget flot mand. Han havde sort hår, altid i en hestehale, kastanjebrune øjne og to skønhedspletter, et under højre øje og et over læben. Han gik ofte klædt i mørkeblå klæder, Cora syntes klædte ham mærkværdigt.

"Cora, vi hørte nyheden", Elliot kiggede med rynket bryn på hende og sukkede. Det ubehagelige emne fyldte luften. Ingen af dem havde lyst til, at nævne det, "jeg beklager virkelig".

"Det er okay, mine venner. Jeg har en plan", natten til i dag, fik Cora en ide. Hvis hendes forældre virkelig havde tænkt sig, at gifte hende bort til en ækel mand som grev Arvel af York, måtte hun forsvinde. Hun måtte forsvinde og aldrig komme tilbage. Hun var endda sikker på, at hun ikke ville savne sine forældre, det mindste.

"Cora, dit blik gør mig bekymret. Nu gør du vel ikke noget dumt?" Elisabeth lagde hænderne på Coras skuldre og gav dem et klem. Hendes bekymret blik, sagde alt. Hun vidste godt, at Cora havde noget i tankerne og at det kun kunne ende galt.

"Det skal du ikke bekymrer dig om, Elisa. Jeg klarer mig, som jeg altid har", og det var et faktum. Cora havde altid kunne klare sig selv. Der var ikke nogen, der redede hende fra de fare, der nogle gange lurede. Hendes fader, grev Charles, havde endda været så bekymret, så han havde efterladt hende til, at træne med vagterne, så hun lærte lidt selvforsvar. Selvfølgelig, var der ingen, der kendte til det da det kunne ødelægge deres sociale stand, men det var sket og det skete endda stadig, nogle gange.
   "Så længe du ved, at der-"

"Åh Cora, elskede!" Grevinde Henriettes stemme, afbrød Elisabeth og tvang deres opmærksomhed over på den ældre kvinde, der kom gående mod dem med et irritabelt blik.

"Moder, hvad er der?" Cora holdte sin tone høflig, men følte sig ligeså irriteret som hendes moder så ud. Det var dog også utroligt, hvor træls hun kunne være. Hun vidste, at Cora ikke ville giftes, men tværede det alligevel ud i ansigtet på hende.

"Denne have er ikke for dig, datter, du burde gå indenfor og få noget te", grevinde Henriette løftede blikket fra den mudrede grund med blomsterne og kiggede skarpt på Elisabeth og Elliot, "ah, mrs. og mr. Brown".

"Grevinde", de bukkede begge og smilte imødekommende. De brød sig heller ikke specielt om hendes moder, men fandt sig i hende og hendes opførsel, fordi hun var, trods alt, deres venindes moder.

"Hvad syntes i om kjolen? Jeg overvejer, at tage den på til te med grev Arvel i dag", Coras øjne blev store og et pres, lagde sig om hendes hjerte som lænker. Det trak hende ned og irritationen blev til sydende vrede.

"Moder, du har ikke nævnt, at vi skulle have te med ham", Cora vidste ikke om vreden var tydeligt i hendes stemme, men det håbede hun lidt. Hendes moder havde virkelig gået over stregen.

"Åh... Det må jeg have glemt", intet beklager, intet undskyld. Hendes moder syntes virkelig, at hun havde god grund til, at invitere manden. Den mand, hendes datter ikke kunne fordrage. Den mand, hendes datter hadede og afskyede, "Lige meget med det. Hvad syntes du om min kjole?"

Cora lod sit blik køre henover sin moders kjole og skuttede sig. Var det hende eller hendes moder, der skulle forføre manden? Hendes moder havde klædt sig meget fint på i forhold til, at det blot var te. Hun var klædt i et ulasteligt klæde, guld og med sorte broderier. Hendes blonde, næsten hvide hår krøllede naturligt og var blevet sat op i en knold, der sad perfekt. Cora havde rigtigt nok sit hår fra sin moder, men hendes øjne, grønne og kraftige, var fra hendes fader.

"Fint, moder", Hun kiggede hen på sine venner, der begge så dybt forlegne ud. Hendes moder, ydmy-gede hende virkelig og det måtte stoppe, "Må jeg blive undskyldt fra teen?"

"Nej selvfølgelig ikke, dit fjollede barn. Du skal bruge lidt mere tid med din kommende mand og te er perfekt til den slags socialisering", en svag kvalme rørte sig i Coras mave og hun lagde forsigtigt en hånd på sin oprørske mave. Måske kunne hun undskylde sig for, at være syg?

"Javel moder", hun tvang sin kvalme ned og tog en dyb indånding. Noget, der var virkelig unaturligt for Cora var, at adlyde ordre. Det var bestemt ikke hendes stærke side og hun havde aldrig prøvet, at ændre det selvom det var hendes moders store ønske. Flere etikette timer og mange lærer senere, og Cora havde stadig ikke lært det. Ikke som hendes moder ønskede det i hvert fald. Henriette forlod haven og kaldte ekstatisk på sin mand mens hendes datter forblev udenfor. Cora undrede sig over, om hun kunne nå, at hænge sig selv inden teen. Det ville være en befrielse, hvis hun blot kunne. Hun satte sig ned på stolen med et tungt suk.

"Jeg kan se, at din moder er begejstret", Elisabeth tog Coras hånd henover bordet og gav den et blødt klem, "det er jeg ked af, Cora".

"Ja, ingen af os bryder os om den mand, men i det mindste kan han give dig penge og komfort", Elliots ord gav mening, men det stoppede ikke skrækken fra, at dele sig til hver en del af hendes krop. Måske ville han give hende alt det, men for hvad til gengæld?

"Elli! Jeg kan ikke tro, at det er min mand, der siger sådan noget", Elisabeth kiggede forfærdet på sin mand, der kiggede undskyldende tilbage. Ikke at han tog megen fejl, hvad det angik.

"Men det er jo sandt, min skat. Cora ville få et meget godt liv med de ting, han kunne give hende. Og hun ville bestemt stige endnu mere, i de sociale ranker", og endnu en gang, havde Coras gamle ven, en pointe. Hun ville stige og med hende, ville hende forældre følge. Hun følte sig som et soldt dyr, klar til slagtning, "ikke fordi jeg ønsker, at du skal tilbringe dit liv med ham!"

"Det er okay Elli. Du snakker din sag godt og måske skulle jeg prøve, at dæmpe afskyen", Cora vidste godt, at hun ikke ønskede at gifte sig med ham, men måske, skulle hun give grev Arvel en chance og se, hvor det førte hen.


Klokken slog hurtigt tolv og teen var blevet gjort parat. Det lange bord, der lå i spisestuen var dækket med en fin, hvid dug og var dækket til syv mennesker. Til Cora, grevinde Henriette, grev Charles, til Elliot og Elisabeth Brown, og til grev Arvel af York og hans fader, sir. Valdemar, den gamle greve af York. Et stort teselskab, som Cora helst ville slippe for. Hun ville hellere ud og ride, og rode rundt i mudder.

"Grev Charles, grevinde Henriette, sir. Theodor og grev Arvel af York er ankommet", Melly bukkede og forlod atter spisestuen, hvor Cora og hendes forældre allerede sad og ventede. Grevinde Henriette var begejstret og blev ved med, at rette på sit hår, der nu så endnu mere puffet ud end før. Grev Charles, Coras fader, læste i sin sædvanlige avis og var stille. Han rettede, hverken på sit grå hår, sit grå overskæg eller prøvede på, at ændre sin facon. Han var som han var og holdte sig til det.

"Cora, lad være med, at krydse dine ben! Det er ikke dameopførelse", Henriette rettede på sin datters facon, for hvad føltes som tusinde gang, før de blev afbrudt af en stemme, der tilhørte en ung mand. Cora vrængede diskret og prøvede, at sætte et falsk smil på.

"Ah, grevinde Henriette og grev Charles af London, en fornøjelse, at se dem igen", grev Arvel pustede sig rigtigt op og bukkede dybt. Han kyssede Coras moders hånd og smilte charmerende. Det var tydeligt, at han forfalskede det og han gjorde det skam godt, bare ikke godt nok til, at vinde Cora over, "og Cora!"

Cora smilte venligt og lod grev Arvel kysse hende hånd, selvom hun mest af alt, havde lyst til, at trække den hurtigt til sig. Hans kolde, våde læber på hendes hånd... Den skulle renses, godt og grundigt. Og det faktum, at han sagde hendes navn! Han var jo en gående forfærdelse.

"Grev Arvel, tak fordi de ville komme", Cora nejede pænt og holdte sit blik trænet på ham. Hun ville ikke gøre sin moder mere utilfreds end hun allerede var og hun havde lovet sig selv, at prøve i det mindste. Det var heller ikke fordi grev Arvel var grim, tvært imod. Han var en ganske normal mand. Han havde sort hår, der lå slikket tilbage, normale, brune øjne og en stærk kæbe, og så lå der et lille overskæg, som en snegl på hans overlæbe. Han var klædt i en ganske normal, hvid skjorte, hvor de forreste knapper var åbnet, en mørkeblå jakke og matchende, mørkeblå bukser, strøget og rene.

"Selvfølgelig. Alt for min forlovede", hans læber nærmede sig hendes kind, men hun trak sig diskret væk og satte sig tilbage på sin stol, ved siden af Elisabeth. Hun virkede forfærdet over hans direkthed og Cora kunne ikke være mere enig. Han var bestemt, alt for direkte.

"Grev Arvel, hvordan har deres forretninger gået for tiden?" Coras moder tog med det samme styringen, i samtalen og spurgte ind til hans forretninger. Cora havde aldrig interesseret sig for dem og det gjorde hun heller ikke nu, "ej, hvor spændende. Er du ikke enig, Cora?"

Cora glippede hurtigt med øjnene og fjernede blikket, fra sin tallerken. Først der, lagde hun mærke til, at grev Arvel havde sat sig ved siden af hende og at alles blikke var på hende.

"Jo, meget moder", grevinde Henriette begyndte straks, at undskylde for Coras stilhed og det faktum, at hun slet ikke viste Interesse for ærligt arbejde, eller noget. Alt imens grev Charles gradvist blev mere snaksalig overfor sir. Valdemar.

"En dag, vil du kun lytte til mig og ikke din moders uendelige snakken", hans stille hvisken i hendes øre og den hånd, han så frit lagde på hendes lår gjorde hende dårlig. Dette var ikke sådan en gentleman opførte sig og hun kunne ikke have det.

"Vil du så fjerne din hånd!?" Cora greb hårdt fat i den, og borede sine negle ind i den. Han bandede og fjernede sin hånd, og kiggede morderisk på hende. En vis tilfredshed, lagde sig over Cora da hun lagde mærke til de røde neglemærker, der prydede hans hånd. Det havde han fortjent.

"Bare vent til vi to er alene! Så skal jeg lære dig, hvordan man behandler manden i huset", hans stemme lød næsten mere truende end det blik, han lige havde sendt hende, men Cora kunne ikke være mere ligeglad. Hun havde fået nok. Hans uendelige snakken om arbejde, hans konstante upassende berøringer og det faktum, at han troede, at han kunne bestemme over hende.

"Dette er ikke dit hus og det vil det aldrig blive!" Vreden voksede kun i hende, da hun så hans smørrede grin. Grev Arvels smil ville have været pænt, med de søde smilehuller, hvis ikke han altid var så ubehagelig.

"Åh bare vent. Efter vi to er blevet gift, så skal jeg nok vise dig, hvor meget jeg faktisk ejer", hans lovende tone gav Cora gåsehud og det føltes som om hendes hjerte frøs. Hvorfor havde hun troet, at hun nogensinde ville kunne acceptere ham, som ægtemand og som livspartner? Han var blot endnu en sløset mand, der gerne ville 'eje' alt og alle.

"Nu er det nok!" Cora rejste sig op, med et lille råb og vandt alle ved bordets opmærksomhed. Hendes moder og endda fader stirrede forbløffet på hende. Elisabeth og Elliot kiggede nysgerrigt med, med et lille glimt af stolthed og sir. Valdemar stirrede også med, "Jeg beklager moder, fader".

Cora løftede sin fine kop, pyntet med lyserøde blomster og hældte den-nu kolde-te udover grev Arvels fint redte hoved. Hans høje gispen og stolen, der væltede bag ham da han rejste sig, fik næsten et smil til, at bryde frem på Coras læber. Det havde hun haft lyst til, at gøre siden hun mødte ham første gang. Dengang han troede, at han kunne charmere mamelukkerne af hende.

"Cora Margaret Turner!" Hendes fader, Charles, rejste sig forbavset fra sin stol og stirrede vredt på sin datter, før han gik hen til sir. Valdemar. Han havde været stille, under hele te selskabet, men ikke læn-gere. Nu stod han op, i gang med at diskutere højlydt med sir. Valdemar. Henriette var i fuld gang med, at tørre grev Arvel af, mens han lignede en rasende tyr.

"Cora, jeg tror, at det ville være en god ide, at skynde sig væk nu", Elisabeth greb blidt fat i Coras skørte og trak i hende. Hun nikkede til sin venindes ord og løb med hende til de store, egetræs døre, der stod mellem spisestuen og den enorme gang, de havde. Cora stoppede op, midt i døren, med Elisabeth og Elliot ved sin side og sagde.

"Grev Arvel", han kiggede op med øjne, der lyste i raseri, "de er en forfærdelig, slesk, selvoptaget, gusten, lille mand og jeg vil ikke gifte mig med dem! De kan gifte dem med min moder, for mig får de ikke".

Coras moder lignede en, der var klar til, at besvime på stedet. Hun begyndte, at vifte sig selv med det hvide lommetørklæde. Hendes fader så ikke ligefrem overrasket ud, men vred var manden. Sir. Val-demar holdte sig stille, dog vidste Cora godt, at det ikke ville vare ved og grev Arvel begyndte med det samme, ordene havde forladt hendes læber, at bande som gjaldt det hans liv.

Gid det gjorde, tænkte Cora. Det ville gøre hendes liv, så meget nemmere. Altså; indtil hendes forældre fandt hende en ny, måske endda en der var bedre.

Elliot greb fat i sin gamle venindes håndled og begyndte, at trække hende med sig. De skyndte sig op på Coras kammer og da de var inde, smækkede de døren i og låste den. Nu ville, hverken grev Arvel, Coras moder eller fader, kunne komme ind og forstyrre dem.

"Hold da op, ved gud din moder lignede et spøgelse. Tror du, hun besvimede?" Elisabeth morede sig gevaldigt. Hun havde heller ikke kunne lide Henriette, siden hun nævnte Elisabeth var dum, på grund af hendes baggrund.

"Det ville ikke overraske mig!" Cora og Elisabeth faldt sammen, ned på Coras bløde og rene seng. De holdte sig om deres maver og grinte højlydt, så hele huset kunne høre dem, "min moder har altid været lidt svag i knæene".

"De damer, var det virkelig nødvendigt med sådan en afsked? Og kunne i, i det mindste, ikke lade som om i var kede over jeres opførelse?" Elliot lignede ikke en, der morede sig. Han havde altid bekymret sig og passet på de to piger foran sig. Han nægtede, at se dem blive såret og han opdragede nogle gange på dem, så de kunne have lyst til, at hænge ham i galgen.

"Elliot, min elskede, du ved godt, at jeg elsker dig mere end noget andet på denne jord, men du bliver nød til, at lade være med, at være så overbeskyttende", Elisabeth havde rejst sig fra sengen og gået hen til sin mand, der hele tiden havde en panderynke visende. Hun lagde armene om hans nakke og trak ham ned til sig, så deres læber mødtes. Det var et langt, dog sødt kys, der fik Cora til, at rødme og fnise stille. Hun vidste godt, at gifte folk kyssede og at Elisabeth og Elliot, ikke var meget anderledes, men at se dem kysse hinanden, og så på den måde endda, gjorde hende genert og en smule jaloux. Mon hun nogensinde ville få sådan noget, med en mand?

"Åh beklager, Cora", Elisabeth fniste stille og kiggede på Elliot, der rødmede. Han var meget genert og dette kys havde tydeligvis taget ham, på den forkerte fod. Elisabeths kultur var jo også en anden og det skulle han vænne sig til, selv efter fire års ægteskab...


Desværre for Cora, måtte Elisabeth og Elliot tage hjem. De holdte sig dog på hendes værelse til solens sidste stråler kunne ses igennem hendes vindue. Hun vidste godt, at de havde et hus, at tage hjem til, men en tanke forblev hos hende. Når de var væk, hvem skulle så stoppe hende fader fra, at disciplinere hende? Alle vidste, at fædre disciplinerede deres døtre, når de ikke adlød, men de gjorde det ikke når der var gæster. Som om, at det ville være upassende, selvom alle allerede vidste, at det skete en gang imellem. For nogle, flere gange. For Cora var det faktisk ret ofte.

Det bankede pludseligt på hendes dør og et spjæt gik igennem hende. Cora vidste godt, at det var hen-des fader, selv inden hun åbnede døren, men da hun åbnede døren fik hun sig en overraskelse. Hendes fader, grev Charles Turner, var fuld! Cora havde aldrig set sin fader fuld og hvis hans slag kunne være slemme normalt, turde hun knap trække været for, hvad der ville ske nu.

"Jeg finder dig, en god og rig mand, der virkelig kan tage sig af dig og i stedet for, at betale mig med taknemmelighed, et godt bryllup og børnebørn, fornærmer du ham, hans navn og nægter, at gifte dig med ham!" Grev Charles stod ved Coras seng, lugtede af alkohol og tobak, og lignede en ulykkelig mand. Hans råben skræmte hende, men bæltet, der hang i hans hånd, skræmte hende mere.

"Fader, du må forstå, jeg-", men Cora fik ikke lov til, at snakke færdig. Hun fik ikke lov til, at forklarer, hvordan grev Arvel i virkeligheden var, for hun var en kvinde og en svag en, i hendes faders øjne.

"Kom her hen, nu", Coras fader pegede fingeren mod det gråbeklædte gulv, lige foran sig. Han dirrede nærmest af raseri og hendes straf ville være smertefuld, så meget vidste hun. Åh, hvor hun ønskede, at hendes venner var her, så hendes fader ikke ville gøre dette mod hende, "Cora Margaret Turner, her nu!"

Cora gik med langsomme skridt, hen til hendes fader, med hovedet holdt højt. Hun nægtede, at bukke sig. Det var hun alt for stolt til. Hun vidste godt, at hun skulle sætte sig på knæ, foran sin fader og und-skylde, men i dag, af alle dage, nægtede hun og det kunne kun skaffe hende, en endnu hårdere straf. Hun satte sig på gulvet, med knæene under sig og kiggede op, med trods i blikket, på sin fader.

"Du ved godt, hvorfor jeg gør dette, ikke?" Hans stemme var så forræderisk blid og hun kunne ikke tage det. Hun ville så meget hellere have de forbandede slag end skulle høre på ham og hans uendelige lektioner i, hvordan man opførte sig. "Du burde være overlykkelig for, at jeg fik overtalt grev Arvel og hans fader til, at tage dig tilbage".

Cora kiggede forfærdet op og begyndte, at ryste. Ligesom hun havde troet, at hun kunne slippe fri fra grev Arvels greb blev hun trukket tilbage og det var ved hendes faders hånd. Da grev Charles løftede sin hånd med bæltet i, rørte hun sig ikke. Da det første slag kom og rungede ud i hendes sovekammer, sagde hun ikke en lyd. Hun stivnede, ja. Hun følte en skarp, umenneskelig smerte, ja. Og tårerne faldt, uundgåeligt. Hver eneste slag, der faldt og ramte hendes arme, hendes bryst, hendes ryg, fik hende til, at stivne og var umådelige smertefulde. Trods det faktum, at hun havde en kjole på, kunne hun mærke, hver eneste slag, som var det direkte på hendes hud.

"Fader, så er det nok!" Valerie Hansen, Coras ældste søster på syvogtyve, kom løbende ind og lagde sig henover Coras rystende krop. Hun kiggede rasende på deres fader og da han ikke rykkede sig, blev raseriet forstærket. "Jeg tror, at Cora har lært sin lektie, fader, men jeg tvivler på, at grev Arvel vil blive glad for en kone, der er med masser af ar".

Det var som om et lys blev tændt i Charles øjne og han slap bæltet med det samme, så den gav genlyd i sovekammeret. Han havde slet ikke haft sin kontrol og nu lå hans yngste datter, blodig og rystende på gulvet, der ikke længere rigtigt var gråt. Han tog en dyb indånding og hastede ud af sovekammeret, sikkert for at finde Melly, så hun kunne ordne Coras sår.

"Åh Val, jeg vil ikke mere", først nu, lod Cora sig græde rigtigt. Hun faldt ind mod sin søsters bryst og hulkede alle sine sorger ud. Hendes søster, der godt kendte til Coras dilemma, aede hende blidt på ho-vedet og holdte hende tæt ind til sig.

"Jeg ved det godt Cora, jeg ved det godt", Valerie blev ved med, at ae Cora og blev ved med, at holde hende ind til sig. Hun var først lige kommet hjem, men da hun så hendes moder drikke et glas Brandi, vidste hun godt, at det var fordi Cora var faldet i ballade, igen. Henriette drak kun, hvis hendes mand skulle afgive en straf til en af hendes døtre. "Se, nu kommer Melly".

Og rigtigt nok, der kom Melly, med en masse klude og en skål fyldt med varmt vand. Melly satte sig på hug ved siden af de adelige, dyppede en klud ned i vandet og rørte let ved Coras arme. Cora hissede og klemte sig mere ind til sin søster. Sådan fortsatte det til Cora var ren og blodet ikke længere kunne ses.

"Melly, vil der være nogle ar?" Valerie kiggede med bange anelse ned på sin søsters arme, der lige nu ikke så, så gode ud. Hun kendte skam godt til grev Arvel og vidste, at han aldrig ville tage en grim kone og selvom Cora var skønheden selv, ville han ikke tage hende, hvis hun havde flere ar. De gamle kunne ikke tages tilbage, men der skulle ikke komme nye.

"Nogle stykker, mam, men ikke mange og slet ikke nok til, at grev Arvel vil nægte Cora et ægteskab", Valerie åndede lettet ud og nikkede så. "God dag, mam, madam".

"jeg beder dig, så lad fader fortsætte, så længe jeg ikke skal være med den forfærdelige mand til grev Arvel!" Coras ord ramte Valerie, virkelig hårdt. Hun tyssede hårdt på hende og vuggede hende i sin favn.

"Sådan noget må du ikke sige, Cora og slet ikke foran tjenestefolkene! Du ved, hvordan de sladre og grev Arvel har et godt bekendtskab med dem", det fik blot Cora til, at lukke øjnene i og bide tænderne sammen. Hun skulle for evigt, bruge sin tid med en mand, hun ikke elskede og knap kunne holde ud. Hun trak sig ud af sin søsters favn og tørrede sine tårer bort. Hun følte sig udmattet, såret og beskidt. Ikke som sit normale, glade selv. Det var alt sammen, hendes forældres skyld. Hadede de hende så meget, så de ville tvinge hende ned af alteret med en pisk?

"Jeg blev tvunget til, at gifte mig med Matteo og selvom jeg ikke elskede ham dengang, elsker jeg, ham nu", Cora fnyste og rystede på hovedet. Det var ikke det samme, siden Matteo Hansen var vidunderlig og behandlede Valerie med stor respekt og kærlighed.

"Det er ikke det samme. Matteo er fantastisk og fortjener bedre end nogen anden", hun sagde det ikke for, at såre Valerie, men det passede. Han var så perfekt som de kom og Cora var virkelig jaloux over Valerie fik ham og det gode liv. Matteo var søn af en rigmand, men trods det, tjente han sine egne penge og var ikke afhængig af sin fader. Han arbejde indenfor stof og andre handelsvarer. Det var en god forretning og han tjente godt på det, hvilket også gjorde Valerie og deres tvillinger rige.

"Det har du desværre ret i", Valerie kantede noget af sit brune hår bag sit øre og smilte, med sine søde smilehuller. Hun havde altid været så smuk, syntes Cora. Valerie havde lysebrunt hår, der gik til lige over hendes numse i frie og naturlige krøller. Hun havde også smukke, pulserende, grønne øjne, der fangede de flestes blikke. Hun havde kurver, alle de rigtige steder og selvom Cora ofte fik af vide, at hun var den smukkeste af de tre søstre, kunne hun ikke selv se det. Ikke på samme måde, i hvert fald.

"Valerie, jeg har brug for din hjælp", Cora kiggede desperat op på sin søster. Valerie kiggede undrende ned på hende og nikkede så. "Vil du hjælpe mig med, at flygte?"

Et stille gisp forlod hendes læber og hun ruskede hårdt op i Cora. Det gjorde en smule ondt, men hun for-stod sin søsters hårdhændede behandling. Det endte aldrig godt for piger, der flygtede fra deres familier og alle kendte til historierne. Man så dem ofte i horehuse, hvor de afsonede deres tid fordi de havde brugt penge, de ikke havde. Deres forældre kom aldrig og redede dem. De skulle leve med den ydmy-gelse, resten af deres liv.

"Cora, sådan noget siger man altså ikke! Du kan da ikke flygte. Moder og fader ville blive rasende", Valerie aede sin søster på håret og lagde det bag hendes øre. Hun kiggede bedende på hende, som om det ville skifte Coras mening.

"Forlader du huset?!" Et højlydt, glad gisp fangede Cora og Valeries opmærksomhed og de kiggede forskrækkede hen på deres yngste og mest irriterende søster, Kathrine Turner.

"Åh gud nej", hviskede Valerie. Kathrine kom nærmest hoppende ind, glad og uden bekymring. Hendes lysebrune, næsten gyldne hår svang rundt bag hende og hendes blå øjne skinnede. Hun var glad og det kunne kun være skidt. Den tøs var kun glad, hvis andre led. Hun var selvoptaget, selvglad og forkælet, som bare fanden.

"Åh, vores storesøster har ret. Fader og moder ville blive meget sure på dig, Cora", Kathrine kiggede smilende på Cora. Hendes blå øjne var kolde og det så ud som om nogen faktisk havde frosset dem. "Måske ville de endda ophæve dit giftermål med grev Arvel og lade mig få ham".

Det mest irriterende ved Kathrine var, at hun blot var femten, men hun opførte sig som om hun var nitten eller syvogtyve år gammel. Hun var virkelig jaloux over, at Cora fik grev Arvel fordi hun selv var forelsket i ham. Det var faktisk det værste. Deres forældre kunne give grev Arvel til Kathrine, men de valgte i stedet Cora, som om hun ønskede det.

"Hvad skal du have for, at holde munden lukket?" Snerrede Valerie. Hun havde heller aldrig brudt sig om den yngste. Ikke siden hun prøvede, at forføre Matteo.

"Coras gamle værelse og din bedste kjole. Du ved, den med de smukke sølvbroderier", Valerie snerpede munden sammen i en vred mine, men nikkede alligevel. Et lettet suk forlod Cora, før hun kunne stoppe det. Det var lige før hun faktisk troede, at Valerie ville nægte.

"Godt, når-", Kathrine satte sig på kanten af sengen og grinte glad, "-lad os komme i gang".