Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvinde i halvtredsårsalderen og deres to børn på henholdsvis 13 og 14 år. Mørke i løden og med sort hår. Det var Danny Keily og hans hustru Rosita, (kaldet Sita). Børnene var døbt Barbara og Kenneth, men de blev næsten altid kaldt Bubi og Kenny.
   Hele sommeren havde de rejst omkring til markeder, hvor børnene gøglede, Rosita spåede og Danny solgte skind.
   Nu så de Kløverborg Kirkes tag og Danny satte en tung kurv fra sig, tørrede sig over panden med en småsnusket klud og sagde: "Nu er vi snart hjemme."
   "Ja og hvordan går det mon?" tænkte Sita højt.
   "De har det sikkert godt alle sammen," sagde Danny men han frygtede det modsatte.
   Der var en del mennesker på vejen denne dag, både gående og folk, der agede med stude. Et enkelt hestekøretøj overhalede dem og en hund for hen over en af de nypløjede marker, så de nærmeste måger, skader og perikornfugle skræppende fløj op. En kone kom traskende med en mager horngris i et slidt hampereb og en mand med en stor bulet hat baksede med en tung kærre. Det lod ikke til, at nogle af dem lagde særligt mærke til dem. Og dog? Hen imod dem kom en mand gående. Omkring ham flagrede en sort kappe, og han satte pludselig farten op.
   "Goddag og Guds fred," hilste han, da de kom tættere på hinanden.
   Manden var af middelhøjde, noget plump og med en kartoffellignende næse. Han var i tøj af godt solidt stof og gik med kappe. Fødderne plantede han solidt mod brostenene og det klang i de solide fedtlæderstøvlers jernbeslag.
   "Godaften," svarede Danny klart og tydeligt.
   "Daniel Keily?" spurgte manden i det fornemme kluns, som om han ikke var helt sikker på, han talte til den rette,
   Danny nikkede. Daniel var hans døbenavn, men få brugte det.
   "Jeg må bede jer følge med til sir John," sagde han så, i et yderst formelt tonefald.
   "Er der sket noget med nogen?" hørte han sin hustru spørge og tænkte ved sig selv, at det var der jo sikkert. Der skete så meget med folk og det behøvede jo ikke dreje sig om nogen som helst de kendte.
   "Herren sagde blot, at det er af yderste vigtighed," snappede manden dem af.
   "Så kunne han gerne være kommet selv," sagde Sita surt og Danny fangede en snert af frygt i hendes stemme. Danny så sig om. Konen med den magre gris så efter dem, men da hun mærkede, de også så på hende, halede hun af med dyret.
   Ungerne så på hinanden
   "Jamen så kommer jeg da selv, Rosita," lød en stemme.
   Manden med kærren var nået op på siden af dem. Han lettede på sin bulede hat og lindede på det tørklæde, han havde for underansigtet.
   Det var sir John af Kløverborg. Det fjæs genkendte Danny nemt, for han havde voldt dem så meget besvær, både på den ene og den anden måde.
   Danny undlod at bukke og selvfølgelig nejede Sita heller ikke, men ungerne gjorde nogle bevægelser, der kunne ligne de forventede høflighedsbevægelser. Danny kvalte et suk.
   "Hvorfor alt det hemmelighedskræmmeri?" spurgte han så.
   "Årh," sagde sir John, "ikke for andet end at bonden Siggismund er syg og ikke kan bringe mig mit tiende i roer - og folk bør vel ikke vide, jeg så selv bringer mig det."
   Et smil lyste på hans alt for kønne fjæs med de regelmæssige aristokratiske træk og det glimtede næsten muntert i de alt for blå øjne,
   "Du havde vel ladet dem vente på mig, Peter," sagde han til manden med det fine kluns og røbede dermed hans navn.
   "At De driver sligt skalkespil," udbrød Peter med upassende forargelse.
   " Lad os nu blot gå ind ad porten. Broen over vindebroen er jo nede. Som den har været endnu en dag."
   "Jo, men det får kanske en ende, hvis der kommer krig med nakkedonierne," sagde Peter.
   "Ja måske. Vi får se."
   Det muntre forsvandt fra sir Johns ansigt.
   "Der er vel også en anden slags krig," bemærkede Danny.
   "Ja," sagde John, "og det er derfor, jeg har et forslag til jer. Vil i nu komme med indenfor?"
   "Du kunne vel ikke sige det her?" spurgte Daniel. Han længtes virkelig efter at komme hjem og se hvordan det stod til.
   "Lad os i hvert fald gå indenfor porten," sagde John.
   "Skal jeg meddele fruen, at I endnu ikke er kommet?" spurgte Peter og rynkede på sin store næse, men en smule munterhed og vist nok en form for indforståethed lurede i krogene af hans røggrå øjne. Han var sikkert en trofast mand. Hvad så hans stilling eller embede egentlig var.
   "Ja, gør det, Peter, så er du en god mand."
   Ordene lød noget nedladende, men tonefaldet bekræftede Danny i at de stod på ganske god fod.

Kort tid efter stod de i laden. Roerne var læsset oven i en stor dynge med andre roer. Der var ingen folk; de var vel gået til aftensmad. Børnene trippede lidt og for første gang siden mødet, sagde Bubi noget:
   "Ih hvor har De altså mange roer og meget halm," sagde hun.
   "Jeg har også mange dyr, Barbara," sagde sir John.
   "Nå, De kender mit døbenavn," sagde Bubi og smilede prøvende. Det var et af hendes lidt generte smil, men det generte var delvis påtaget og de let nedslåede øjne var også noget, hun vidste virkede. Rødmen i kinderne var derimod nok ægte, for det var jo ikke ligefrem hver dag tøsen stod og sludrede med en adelsmand i en lo.
   "Vist gør jeg det," sagde John, "jeg kan ikke lade være med at følge med."
   "Er det fordi du er far til min halvbror?" plumpede det så ud af Bubi. Hun bed sig forskrækket i underløben og derfor vidste Danny, at hun havde talt uden at tænke først.
   Sir John rynkede brynene. Så hævede han dem igen og så hen på Sita:
   "Hun er frimodig som sin mor," sagde han.


"Det er altså lidt underligt, at De er så rig, når Deres ene søn næsten slet ingenting har," fremturede Bubi. Og for en sjælden gangs skyld, ønskede Danny, han kunne krybe i et musehul. Sådan noget sagde en fattig pige bare ikke til herremanden. I hvert fald ikke på herremandens område.
   Han skulle lige til at fremmumle en undskyldning, da sir John sagde: "Du har ret, men det er ikke så ligetil som du måske tror."

"Lad os nu høre dit forslag, John," sagde Sita.
   "Nuvel," sagde sir John og bukkede ganske let for Sita, mens han slog ud med armene i baskende bevægelser. Sikkert for at drille hende, men måske der alligevel var noget mere i det?
   Danny fik mere og mere lyst til at kvæle manden, men nu rømmede han sig, spradebassen - og kom omsider til sagen; sådan da.
   "Du er jo en glimrende skytte, Danny."
   Danny nikkede, og tænkte nervøst på de dyr, han havde skudt i den del af skoven, der tilhørte sir John.
   "Derfor vil jeg foreslå, at du bliver skovfoged," sagde sir John
   "Øh bøh," sagde Danny. Det forslag havde han absolut ikke ventet. Skovfoged? Ham? Skulle han så fange såkaldte krybskytter og føre dem til tugthuset? I Kløverby len blev man ikke hængt for krybskytteri, men det var ingen svir at sidde måneder i tugthus.
   "Hvis du vil, kan du få dokumentet straks. Nå ja, lige om lidt. Det befinder sig på herreværelset.
   "Hvor - æh - skulle jeg så bo?"
   "Samme sted som nu, men som skovfoged er det nemmere, at unddrage sig mistanke om trolddomskunstner i sin bolig.
   Danny så på Sita og sir John fulgte hans blik:
   "Ja, det er vel hende, der bestemmer," smålo han.
   "Vi må vel tænke over det?" sagde hun.
   "Joeh, men tag nu dokumentet med. Det kan blive nyttigt. Måske meget snart. Ja, I har vel hørt, at man her i landet forstærker kampen mod det, man mener er det onde?"
   Både Sita og Danny nikkede. Bubi så ud som om, hun ville sige noget, og Danny håbede, hun ikke gjorde det. Almindeligvis var han stolt af sin datter, der var klog og modig - og som havde sine meninger, men lige nu stod han og ønskede, han havde belært hende lidt bedre om hvordan man varer sin mund i visse menneskers selskab.
   "Mor gør da meget for at bekæmpe det onde," erklærede Bubi.
   Sir John så på hende. Der var ingen munterhed i de blå øjne. Derimod glimtede det fugtigt i øjenkrogene, da han sagde: "Ja, det har jeg ladet mig fortælle, men der er nok flere meninger om, hvad og hvem, der er de onde."
   Bubi så tænksom ud. Kenny stirrede ned i gulvet og pirkede til en roestump med sin ene træsko.
   "Det er der vel," sagde Bubi så.
   Danny skævede til sin kone. Han havde en anelse, der nu blev bekræftet. Hendes øjne funklede mod sir John. Det glødede i dem. De lyste af kærlig betagelse og Danny fik lyst til at slå manden ned i gulvet, så hans blod blandede sig med halm og roestumper. Åh, han vidste det; hun elskede stadig den stymper, der var far til hendes blåøjede horeunge
   Hvordan mon det for resten gik med ham?
   Danny kradsede sig på låret, så lidt ned i gulvet og fik styr på sig selv.
   "Har han holdt sig i ro, omtalte fattige søn?" spurgte han i et tilstræbt henkastet, tonefald.
   "Åhe jo såmænd, så vidt jeg, men om han er igodt selskab er en ganske anden sag. Man siger, at jeres nabokone - er det for resten ikke din storesøster, Sita? - denne Serafina, er en vederstyggelig og ganske magtfuld hesk, og at hun holder heksesammenkomster, blandt andet sammen med en prinsesse fra et mystisk land hinsides de blå bjerge. Jeg har en formodning om at du kender hende, Danny? En rødhåret, skarptunget prinsesse,"
   "Prinsesse?!" udbrød Bubi.
   Og omsider sagde Kenny også noget.
   " Far kender sgu da ingen prinsesser."
   "Åhe jo," sagde sir John," Har din far ikke underholdt dig med sine røverhistorier?
   Adelsmanden skævede til Danny, der irriteret registrerede, at han stod og trådte sig selv over fødderne. Han var irriterende langt fra sit gamle selv; en nervøs fæstebonde og ikke nogen hårdhudet sørøver.
   Sir John snakkede videre, nu henvendt til Bubi:
   "Jeg har tænkt på noget andet, Barbara . Kan du lide børn? Jeg har to små døtre, der godt kunne bruge en barnepige med fantasi, mod og forstand, Hvis du vil og må for din mor, så kan du begynde her til oktober."
   "De hedder Constance og Henrietta, gør de ikke?" sagde Bubi og vibrerede med næseborene. Sådan gjorde hun, når hun ikke vidste, hvad hun skulle mene om noget. Danny havde tit tænkt, at det mindede om de blå bekowaners adfærd,
   "Jeg er vist ikke den eneste, der holder mig underrettet," fastslog sir John og smilet vendte tilbage i hans øjne.
   Bubi smilede også, og Danny syntes, hun var den kønneste datter i hele verden, når hun gjorde det.
   "Jeg vil gerne tænke over tilbuddet," sagde hun så.
   "Det forstår jeg," sagde sir John, men han trak lidt på ordene og vædede sine læber før han fortsatte:
   "Dokumenterne kan komme jer til stor nytte. "
   "Så tager vi da i mod dem," bestemte Danny og tænkte, at de jo kunne rives itu, hvis de fortrød.