Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år havde den stået der. Støt og roligt blev den højere og bredere for hvert år der gik, og mens de fleste andre vækster bukkede under, så klarede den sig. For den var en heldig bjergfyr.
   Freddy kunne knapt ane de små i deres "slot" af kogler og tætte grønne fyrrenåle, og når han overhovedet så dem, skyldtes det at Para og Himstra stak deres små næser nysgerrigt frem.
   "Deres majestæt - jeg kommer for at... " sagde Freddy og ville bruge ordet "forhandle," men kunne ikke finde ordet på dæmonalfesprog.
   Og så kom han i tanke om, at der var langt op til de små i forhold til hvor langt deres hørelse rakte. så det var bedre at udstøde kaldesignalet. Freddy spidsede munden og lyden tonede op mod generalen, som imidlertid allerede var på vej ned mod ham, fulgt af den ivrige Para.
   Nærmest refleksmæssigt havde Freddy bredt den ene håndflade ud, og her landede de to alfer. Nu var det enkelt at løfte dem op mod ansigtet og tale med dem.
   Han gentog indledningen fra før, og ønskede, han havde en af Angus' særligt slebne glas, der kunne forstørre alt, for så ville han jo bedre kunne se de smås mimik.
   "Tal," sagde generalen.
   "ER du den dreng, der åbnede porten?" spurgte Para.
   "Det er jeg - og jeg skal nok tale," sagde Freddy og kom til at smile. Han kunne jo forstå, hvad de sagde, og de små forstod ham. Men han havde også øvet sig.
   "Jeres hær hjalp mig mod -" Freddy gik lidt i stå fordi han hverken kunne komme på ordet "græshopper" eller "folkesoldater." han vædede sine læber og fuldendte sætningen med ordene "De onde."
   "Ja, og nu vil vi have vores land," sagde generalen.
   " Tager du orkerne med i din hær?" spurgte Para.
   "Der er et andet land," sagde Freddy og mærkede et sug i maven. Det dukkede op sammen med ordene. Han var sikker på, det her var godt, men hvad mente de små? Og hvad mente de menige? Hvad mente alfefolket?
   "Snyder du os?" tordnede generalen, så det hvislede gennem Freddys øregange.
   "Hvilket land?" ville Para vide.
   "Krystagonien," sagde Freddy.
   Der blev stille.
   "Det findes ikke mere," sagde generalen.
   "Jo, det gør. Det findes igen," sagde Freddy.
   "Et land hvor sortelverne lever frit. Hvor der er nektar for os. Hvor ..."
   Para og Himstra talte i munden på hinanden og udmalede Krystagoniens frodighed og fordele.
   Freddy fik ikke fat i det hele og ville forsigtigt indskyde, at helt så skønt var det ikke. Endnu. Men det var i gang.
   "Er der langt?" kom det så fra Para.
   "Næh," svarede Freddy, "hvis I følger med over til - til den store troldmand, kan I se det på et kort. Jeg - jeg kan sende nogle med jer, hvis I vil."
   "Du er den store troldmand," sukkede Para.
   "Der er en, der er større," svarede Freddy.
   Var det virkelig så let?
   I hvert fald virkede de to opsatte på at undersøge sagen nærmere.

Da han gik tilbage mod slottet summede det bag ham. Flere alfer var kommet frem. Foran ham fløj generalen og Para.
   Folk så efter ham, da han kom gående midt i den summende flok.
   "Skal jeg klaske de insekter?" var der en enkelt der spurgte, men da Freddy rynkede brynene og svarede:"NEJ," trak manden sig, mens han brummede noget om en komplet skør troldmandslærling og en pokkers, alt for ung generalløjtnant. Han brummede meget lavmælt, men Freddy fangede det meste. Han smilede til manden, fordi han ikke slog efter de små.

Alferne virkede lidt forvirrede over at flyve indenfor og nogle tjenere trykkede sig forfjamskede ind mod væggene. En af dem tabte den bakke, han stod med "Undskyld, " sagde Freddy, " men mig og alferne skal tale med Angus."
   Tjeneren var ung. Freddy kendte ham af navn. Han hed Calvin. Og han mumlede noget om, at nu blev general Hayes sur.
   "Sig at det kan han glemme," sagde Freddy, "Hils bare fra mig."
   Heldigvis var Angus i tronsalen hvor han huggede løs på den statue han var i gang med.
   Alferne slog sig ned på en bænk, og fyldte ikke ret meget på den.
   "De vil gerne vide, hvor Krystagonien er," forklarede Freddy.
   "Jeg er lige i gang med ..." begyndte Angus og bed sig så i tungen.
   "Selvfølgelig," sagde han og var lige ved at slå sig på panden med mejslen. Kom dog på at lægge den fra sig og bukkede for general Himstra, der tronede på Freddys skulder.
   "Lad os gå over i mit ydmyge studerekammer," sagde han.
   "Jeg må hellere komme tilbage til Cessie og ungerne," sagde Freddy.
   "Det går ikke," sagde Angus og så på ham med store, næsten skræmte øjne, "jeg kan ikke deres sprog."
   "Så må jeg vel gå med," sagde Freddy - en smule opgivende, men selvfølgelig måtte han være med til at løse den konflikt, han havde rodet sig ud i.

Det var mørkt, da han omsider forlod kammeret med de mange støvede og for nogles vedkommende mugne gamle bøger. De havde studeret kortene, og havde vandret på det, der var særlig stort. Og de havde talt med sortelveren Vanius, der heldigvis havde opholdt sig i gæstehuset og var blevet hentet af en stalddreng, der ikke lod sig skræmme af fremmedartede væsner; han var endda glad over at slippe for hestestrigleri og følte sig betroet. Der var dog ikke andre, der kunne strigle de heste. Alle havde travlt, så Freddy måtte love at gøre det, når krigene mellem alferne var afblæst. Eller senest samme aften.
   Og det var han nødt til at oplyse kongen om, for det var nemlig hans heste.
   Heldigvis fik han prinsesse Laura til at sige det til sin far. Hun stod meget belejligt og beundrede et næsten nyfødt føl, der stod på tynde usikre ben.
   Det hel var nogenlunde på plads. Og det var en lettelse.
   Men så var der jo lige det med de heste, der skulle strigles.
   Og bag panden hamrede oplysninger om andet, han burde have foretaget sig i dag. Han skulle se til den lille, forbrændte dreng på sygehuset og til et par stykker, der havde fået nogle mærkelige betændte bylder. Han burde måske også have set, hvordan det gik med fangerne; om folkene behandlede dem rimeligt. Og -
   han skulle jo have været lidt mere sammen med Cessie.
   Hvorfor havde han dog også lovet at strigle de heste?
   Han var genralløjtnant. Og troldmand. Sagde de. Så han kunne vel have beordret en eller anden til at gøre det, efter at han eller hun havde ordnet sine andre pligter? Han behøvede ikke tage hensyn til deres: "Jeg har så meget - jeg skal lige - fruen siger -" Laura havde vist også grinet af ham, da han sagde; "Skidt, så gør jeg det selv."

Han snuppede en af de evigt brændende fakler, der stod uden for hestestalden. Snuppede også en staldlygte og fik ild i lyset derinde. Der var lunt og roligt. Men snart gav en hest sig til at vrinske og en begyndte at skrabe i halmen. De undrede sig vel over forstyrrelsen.
   Der var mange heste. Flotte ridedyr. Arbejdshestene stod i en anden stald.
   Ved siden af de kongelige dyr, Grålyn, Trollie og Kongis stod Klinky, hans trofaste, aldrende mulæsel. Det skrydede. Han gned den på mulen og ønskede han havde et æble at give den. Eller i det mindste nogle gulerødder.
   Gid dyret stod i en mindre stald. Sammen med køer, grise og måske et par får eller geder. Og kaniner. Bare en lille stald. En der var hans. Og Cessies. Og nå ja - også ungernes.
   Han greb striglen, Klappede Trollie på halsen. Det var en høj, slank, sort hingst med en hvid blis i panden og hvis den ikke var så kongelig havde den sikkert heddet Blis.
   Mens han striglede dyret, tænkte han videre over det med stalden. Der skulle naturligvis også være et hus, de kunne bo i. Som en lille famillie. Og Allan havde jo sagt, han kunne få en lille gård, hvis han ville. Calebs var ledig, for Caleb var jo flyttet langt væk. Taget med et skib, gik han ud fra. Og hans familie var flyttet ind til konens søster. Så der kunne de bo. Hvis de da ikke ville vente og være med til at bygge en hel ny hytte med stald, en helt ny og god lille gård.
   Det måtte han tale med Cessie om. Mon ikke hun blev glad. Altså hvis hun ville leve sammen med ham, leve som mand og kone?

***

"Har du spist?" spurgte Cessie, da Freddy trådte ind på hendes værelse. Ungerne sov, og hun havde sat sig ved bordet for at skrive.
   Han så en smule overrasket ud. Og forresten også noget træt. Så gled en skygge af bekymring over hans ansigt: "Det har I vel også?" spurgte han.
   "Ja, vi har fået maden bragt, så det er jo som at være kongelige."
   "Nyder du det?" spurgte han.
   "Det er da ganske rart," svarede hun og tilføjede: "Men det kan jo ikke blive ved. Kan det?"
   "Jeg tror da ikke, vi bliver smidt ud," sagde Freddy og satte sig på sengen.
   Stolen skrabede mod gulvet, da hun havde rejst sig og drjede den lidt for at kunne se ham uden at vride nakken af led.
   "Men..., Sagde Cessie og tøvede lidt med det: " Nu hvor børnene er her, så var det rart om vi boede for os selv - sådan som en famillie, men jeg ved ikke ..."
   Hun stoppede, for hun vidste virkelig ikke, hvad det var hun ville ønske. De havde det jo godt her. Med bøger og gode senge. Hjem til smedien kunne hun jo aldrig mere komme, nu hvor hun var enke.
   "Mener du sådan bare dig og ungerne?" spurgte Freddy og pillede ved sengetæppet.
   "Det ved jeg ikke," sagde hun og prøvede at sætte bedre ord på de tanker, der havde rumsteret i hende her i dag, ligget og luret bag den skrøbelige følelse af lykke over at være sammen med begge sine børn.
   "Jeg..." begyndte Freddy og så ned i gulvet, mens han stadig pillede ved det tæppe, der lå småkrøllet hen over dynen.
   Det lignede ham da ikke at være genert. Tavs eller kortfattet måske, men da ikke sky.
   Han rejste sig igen. Trippede lidt. Havde ål i den ene sok.
   " Jeg vil gerne bo sammen med dig og børnene på en lille gård," sagde han.
   "Hvor?" spurgte Cessie og kom til at se på den blækklat, hun var kommet til at lave, da Freddy trådte ind.
   "Måske kan vi bo hos min bror, men hans kone og mig er nu ikke så gode venner - og der er en gård, der står tom. Den kan vi nok få lov til at bo i."
   "Dig og mig? Og børnene?"
   De havde jo sådan set boet sammen før - dengang i hans mors og stedfars hytte, men det var jo fordi hun skulle holde lidt øje med ham. Nu huskede hun det. Det var blandt de mange minder, der efterhånden var faldet på plads. Dengang var han jo kun en stor dreng.
   Var han en mand nu?
   Hun så på ham: Der var dun på hagen. Ikke stride skægstubbe. Der var også en bums. En lille gul en. Ansigtstrækkene var ikke et barns, men på en eller anden måde heller ikke helt en voksen mands.Og så alligevel. På en måde virkede han næsten gammel eller i hvert fald moden. Hun kunne ikke helt forklare det og skulle jo heller ikke. Ikke for nogen, men gerne for sig selv.
   Han havde vist nikket, men hvad skulle hun sige? Hendes mund føltes tør.
   Han lagde sine arme om hende. Forsigtigt. Blidt.
   "Du kan jo tænke over det," sagde han.
   " Frier du til mig, Freddy?" spurgte hun.
   "Det gør jeg vel," svarede han.
   "Men sørgetiden er jo ikke ovre," sagde Cessie.
   "Det behøver jo heller ikke være lige nu. Vi kan bare bo sammen. Altså hvis du vil?"
   Han slap favntaget og satte sig i stedet på knæ foran hende.
   "Jeg har ikke nogle blomster. Jeg ville vente med at spørge, men nu har jeg jo gjort det."
   "Hvordan gik det med de der alfer?" spurgte hun.
   Skyggen gled igen over hans ansigt, men den lettede igen og han svarede med et lille smil. "De gik med til at flytte til Krystagonien."
   "Hvorfor lugter du af stald?"
   " Fordi jeg har striglet heste."
   "Hvorfor har du det?"
   "Fordi - jo, hør nu lige. Jeg skal nok fortælle dig det hele. Og så kan du fortælle, hvad I har lavet."
   Han satte sig på sengen igen. Smed hovedpuden op mod væggen og lænede sig mod den, mens han fortalte om sin dag.
   Han var ikke nogen blændende fortæller, så hun stillede en del spørgsmål. Han blev ikke irriteret, men besvarede dem roligt,
   Uden at tænke over det satte hun sig ved siden af ham i sengen. I skrædderstilling, for det faldt hende naturligt, Sådan sad hun ofte. Helt uden at tænke over det.
   Lidt efter vendte hun sig og han vendte sig også.De så på hinande og hans øjne var lige så blå som de plejede at være. Strengt taget kunne hun ikke se hans øjenfarve klart i det flakkende skær fra bivokslysene i messingstagen med de fire arme.
   Hun kendte den bare.
   Så blev det hendes tur til at fortælle. Og måske fortalte hun heller ikke på en spændende måde, for han spurgte også en del.
   Og så kom hun til det med Sita og hendes John. Busede bare ud med det.
   "Din mor siger, at hun vil leve sammen med din far."
   "Har hun også sagt det til dig?"
   Freddy kløede sig på hagen og trykkede vist lidt på den lille bums, som ellers skjultes af det svage lys.
   Så sagde han: "Jeg henter ham til hende, men det bliver snart vinter, så det må vente."
   "Du kan da ikke bare hente din far. Din rigtige far. Han er jo herremand og alt muligt."
   "Jeg tror nu godt, jeg kan," sagde Freddy.
   "Du tryller ham måske bare her til dalen?" for det ud af Cessie, før hun fik tænkt over det med at han faktisk lige havde sagt at den hentning måtte vente til det blev forår.
   Han rystede på hovedet og rynkede sikkert brynene lidt som han plejede at gøre, når han følte sig en lille smule såret.
   "Så god en troldmand er jeg jo slet ikke, Cessie," sagde han.
   "Nåeh nej, men hvordan vil du så hente ham?"
   "Jeg tager nogle af mine mænd med og så snupper vi ham. Så kan Richard overtage Kløverborg, og vi giver ham nogle nye fogeder og en god rådgiver, for han er vist ikke så god til at styre."
   "Har du virkelig tænkt dig at gøre det? Hvad nu hvis han ikke vil med?"
   "Det vil han nok. Og ellers - Cessie, Allan har alligevel tænkt sig, at vi skal have indflydelse i Kløverby og omegn."
   "Allan? Åh ja, det er kong Atkar, du kalder for Allan?"
   "Ja, det - det er en vane."
   Og Richard - han er din halvbror. Er det rigtigt?"
   "Ja,"
   "Det er altså lidt indviklet."
   "Det er det vel."

Freddy snakkede ikke mere om det med at de måske skulle gifte sig. Ikke den aften. De snakkede om meget andet. Og så prøvede hun at lære ham at skrive sit navn lidt pænere end han havde kunnet det i hytten. Han holdt så kejtet på fjerpennen at hun måtte lægge en hånd over hans hans, men så blev skriften endnu værre. Det lo de lidt af. Hun læste lidt for ham af det hun havde skrevet. Nogle flere minder. Mest om tiden med Martin. Han lyttede. Spurgte ikke om så meget.
   Og så faldt de i søvn. Hun med ryggen mod ham. Og han med armene om hende.
   ,
   Næste dag stod de så foran den forladte lille gård. Hånd i hånd. Cessie og Freddy. Cessie med Keith i hånden. Freddy med Julies hånd i sin.