Vinden hvisker om forandring,.
   Ikke alle i Tydanien kan høre det, men der går rygter fra mund til mund. Vejfarende har fortalt og kongens sendebud har læst en proklamation op på torvet.

Bag de tykke mure på herregården Kløverborg spekulerer sir John .
   Det er endnu ikke daggry, men vinden har vækket ham. Den hviskende vind.
   Den brændende rapsolie syder svagt i lampen.John sidder ved sit brede skrivebord af arotaktræ. Trommer lidt med fingrene. Ser på almanakken, der er slået op på maj 1687. Og skæver til skudsmålsbøgerne, han skal skrive i.
   Så gnubber han sig på panden. Sukker. Synes slet ikke, det er nemt at være herremand. De to tjenestefolk, der nu vil forlade gården, har været noget sløsede, men skriver han rent ud, hvordan de har dovnet, har de jo ikke mulighed for at få tjeneste noget andet sted - og måske trænger de bare til et nyt sted, måske nye pligter. Han sukker igen og griber efter fjerpennen. Drontefjer, Lidt stive i det. Fint spidsede.
   Pennen bliver hængende over papiret.
   Et skingert skrig trænger ind til ham, Hvad mon Nellie, hans hustru nu hviner over? Er der sluppet en mus ind i hendes gemak?
   Støvler tramper. Nogen råber.
   Det handler vist ikke om en mus.
   Vinden hvisker ikke længere. Drontefjerspennen falder på gulvet.
   Og det banker på døren.
   Tre hurtige slag - tre langsomme og igen tre hurtige.
   John væder sine læber. Synker en klump, mens hjertet planlægger en flugt ud gennem ribbenene.
   De kan ikke komme nu. Han er jo ikke klædt på. Sidder her i sin natsærk af fin silke og med en rødvinsplet. Fin årgang. Fra Warmirien. Altså rødvinen.
   De kunne have ventet til daggry. Det er da almindelig skik og brug.
   Det banker igen.
   De braser ikke bare ind, så måske kan der forhandles.
   Forhåbentlig har de ikke gjort hans børn eller noget af tyendet fortræd?
   Han må mande sig op. Han er jo ikke en kylling eller en blegfed oldsag. Han er et mandfolk på 36.
   "Jeg er ikke klædt på, så det er på eget ansvar, hvis I træder ind," meddeler han myndigt og med et strøg af sær humor, der overrasker ham selv.
   "Så bliv det, for det er tid til duel. Jeg har ventet længe," svares der og døren går op.
   Spæde solstråler mødes med olielampens skær og kaster et sælsomt lys hen mod den slanke, brune mand, der nu står i døråbningen.
   "Godmorgen, Niku," hilser sir John og har rejst sig op. Det er for at sent at gøre noget ved det latterlige indtryk, han sikkert gør på sin ikke ligefrem velkomne gæst. Det er også meget vigtigere at få hold på, hvor mange "djævle," de er, om der er ikke-mennesker med og om nogle i hans husstand er sårede eller ...nej, det ord, vil han ikke tænke. Forhåbentlig er der heller ikke nogen fra hans stand, der har dræbt nogen.
   "Du husker mig altså," konstanterer den unge mand, der er i rød kjortel med en broderet djævel, der griner med glasperletænder. Benklæderne er mørkebrune og ender i et par solide støvler. Sømbeslåede. I det brede bælte, der strammer kjortlen ind om livet, hænger det kararkteristike lidt korte, men skarpe djævlesværd.
   "Jeg kunne ikke stoppe ham," kvækker sir Johns kammertjener, der ellers plejer at være så slagfærdig.
   "Nej, det forstår jeg, Jasper," siger sir John og fortsætter med tilkæmpet værdighed; "Måske tillader vores gæst, at du ledsager mig til mit private gemak, hvor jeg kan klæde mig mere standsmæssigt på. Og måske du, Niku Keily, vil oplyse os om, hvor mange I er. Du har vel ikke medbragt hele Djævlehæren for at få din duel?"
   "Det turde jeg vel ikke have nødig," siger Niku og de fine ord klinger så pudsigt, at det er lige før, sir John komemr til at smile. Heldigvis får han kvalt smilet, inden det former hans læber. Der er jo faktisk ikke noget at smile af. Det er bare så overrumplende. Føles lidt som en dum drøm.
   Niku Keily haler en handske op af den ene lomme og kyler den hen på skrivebordet, hvor den vælter bægeret med drontefjerpennene.
   "Før jeg tager den op, vil jeg gerne vide, hvor mange I er og om I har til hensigt at foretage jer noget ud over vores duel," siger sir John og taler med den rolige myndighed, der plejer at gøre stort indtryk på folk.
   "Rolig nu. Vi er kun en snes stykker og vi vil såmænd bare overtage herregården her og alle dens skatte," griner Niku.
   "Har I dræbt nogen?"
   "Næh, for det må vi ikke for min lillebror."
   " Så er han altså med?"
   Niku nikker.
   Det giver et sug i sir Johns mave.
   Hurtige glimt af fortiden trænger sig på, men der er ikke tid til at dvæle ved dem.
   "Hvis du er i gården om en halv time, klar til duel, kan du blive den eneste, der dør i dag," siger Niku.
   "Jeg tænkte nok, det var meningen, men har du tænkt på, at DU kan blive den, der dør?"
   "Det kan tænkes, men jeg tror det næppe," siger Niku og hans læber bæver en anelse, Øjnene glipper lidt, men så bliver hans brune ansigt en maske af rolig kulde.
   "Sir - De har vel ikke tænkt dem at duellere med den taterdjævel der?" gisper Jasper.
   Sir John samler handsken op.
   "Det bliver jeg vist nødt til," siger han.
   Jasper protesterer. "Sir, med forlov, De tror da ikke, at disse djævle rider bort, hvis det lykkes dem at dræbe djævlen der i en duel?"
   Johns tunge er tør som sandpapir, og der er også et eller andet med benene. De er urolige.Prøver at få ham til at dejse omkuld, men det skal blive løgn. Han synker en klump og frembringer et skævt smil, før han svarer: "Nej, Jasper, det tror jeg ikke, men jeg tror, at de så vil lade mine børn og mit tyende leve, når de overtager gården. Folkehæren er jo til hofbal eller hvad de nu laver hos kong Leopold, så hvem skulle forhindre dem i det?
   "Helt dum er du ikke," siger Niku.

I et lille kammer sidder to unge piger og stirrer på hinanden. En lys og en mørk. Begge er seksten år.
   "Her er altså nogen," siger den lyse.
   "Det kan jeg godt høre," svarer den mørke og tjatter til en tot af sit krøllede, sorte hår.
   "Måske er det nakkedonierne i harniks og med ildsprudlende øjne," gisper den lyse.
   "Det hedder harniSK," retter den mørke og den lyse himler med øjnene over at veninden tænker på korrekt udtale lige nu. Hvad bilder hun sig egentlig ind, den tatertøs," tænker hun ved sig selv, men varer sig for at sige det højt. Bubi kan nemlig godt finde på at slå og rive i hår. En gang sparkede hun endda. Og de andre griner bare, når hun gør det, for de synes alle sammen, hun er så yndig. Af en tatertøs at være, tilføjer de tit, men får sådan et mærkeligt udtryk i fjæset, især drengene og karlene. Selv unge hr. Richard, glor efter hende, og har pjattet med hende. Og han kalder hende Barbara, som hun påstår, at hun er døbt.
   Alt det farer gennem den askeblonde, buttede Ruth, som hastige glimt, før hun igen tænker på, hvem der er brudt ind og hvad de måske vil gøre ved dem.
   "Det kan godt være krigere i det der harnisk," fastholder hun og stemmen ryster lidt
   "Det kan også være fæstebønderne, der endelig har fået nok af ridefogeden, det lede svin," mener Bubi.
   "Han er da ikke så slem som ham over på Flueborg," mener Ruth.
   "Det er fordi sir John ikke vil have det," siger Bubi, "men han er ond i smug, er han. Og han ville gerne være ondere endnu."
   "Skal vi ikke gemme os," foreslår Ruth.
   "Hvor?" spørger Bubi og afviser ikke helt forslaget, men ser sig om. Der er den seng, de deler, en komode, de også deler og en gammel stol, de ofte slås om at sidde i.
   "Under sengen," foreslår Ruth.
   "De hiver os da bare frem," siger Bubi og nulrer sine løber. Hun ser lidt bange ud.
   "Det kan også være Djævlene," gyser Ruth.
   "Så gør de os ikke noget," siger Bubi og ser helt lettet ud.
   "Jo, for de kan finde på alt muligt. De har brændt kvinder og børn, har de. Og de stjæler kvindernes - ja, du ved - og sprætter dem op. De er udyr, er de."
   "Årh, de er sgu da ikke værre en nakkedonerne eller folkesoldaterne eller præsten og alle de dumme folk, der gør, hvad præsten siger, de skal. De brænder også kvinder og børn. Og de tager deres penge og deres køer og ..."
   Bubi er hoppet ud af sengen og har krænget natsærken af sig. Med øjne, der skinner i daggryets tiltagende sollys, rækker hun ud efter sin brune arbejdskjole.Med sin frie hånd prøver hun at løfte en flig af madrassen. Den er tung, så hun gisper. Ruth hopper lidt tilbage i sengen og hjælper. Øjeblikket efter står Bubi splitternøgen med en kjole i den ene hånd og en dolk i den anden.
   Døren flyver op og en stor dreng braser stakåndet ind af den. Ruth gennemr sig under dynen, mens drengen sophidset fortæller: "Duel. Der er duel i gården. Kom og se."
   "Uf, vær glad for, det bare er dig," siger Bubi.
   "Jeg går ud igen, men skynd jer, at blive klædt på. Måske dør sir John. Jeg tror Djævlene vil overtage herregården.
   "De må ikke slå Richard ihjel," udbryder Bubi.
   Det siger drengen ikke noget til. Han går ud af døren og lukker den forsigtigt.
   "Tror du han glor ind af nøglehullet?" hvisker Ruth.
   "Nej, det er jo bare min dumme lillebror," vrisser Bubi.
   "Jamen, jeg er ikke hans søster," mumler Ruth og er så rød i hovedet, at Bubi kommer til at fnise, trods det alvorlige, der sker lige nu.
   "I må ikke gå der ind," lyder en drengestemme udenfor døren.
   "Hvorfor ikke?" dræver en mørk stemme.
   "Nej, for de har ikek noget tøj på."
   "Jamen så må vi netop derind," lyder en anden mandestemme. Ikke så mørk som den første.
   Bubi krænger kjolen over sig og knuger om dolken.
   Djævlene vil nok ikke gøre den noget. Det må de ikke. Men hvis de alligevel prøver, skal de få det betalt.
   Døren går op. Igen. I døråbningen står to grinende djævle.