Regnen piskede mod hans ansigt og brølene fra kampen nede i landsbyen rungede højt over den tætte skov. Hans øjne fangede alle detaljerne fra hans skjul under busken på bakken. De brutale skaldede mænd der slagtede hans hjem, hans familie og hans liv ned. Malkekoen der stod bundet fast til stolpen ude foran gården og brølte højt af angst. Hvordan der næsten kun var hvidt at se i dens øjne, mens ilden fra taget slikkede ned omkring den.
   Vinden bar den ramme stank af røg, blod og angst med sig. Den lille landsby var blevet et mudret virvar af kroppe, opsprættede lig og mænd der gjorde... ting... ved de få overlevende kvinder.

Han var blevet liggende længe efter der var blevet stille. Til kun gløderne var tilbage i de opstikkende lægter på de nedbrændte gårde. Som ribbenene på store døde dyr, der glødede i mørket. Han listede sig derned i mørket. Famlende sig rundt i mudderet. Gled i unævnelige ting. Holdt næsten konstant vejret, af frygt for at det knugende skrig, der trykkede inde i hans bryst, ikke skulle slippe ud. Tvang sig selv til at kigge på hvert et dødt menneske han fandt. Kunne genkende hver eneste en af dem. Men de var ikke hende. Han måtte bare vide med sikkerhed at hun var væk. Med en febrilsk søgen tvang han sig til gang på gang at undersøge hvert eneste et af ligene.
   Hun lå lidt bag ved deres gård. Han genkendte hende med det samme. Det fine lyse hår, der havde fået en kvalmende rødlig nuance. Hun lå på maven. Han måtte vende hende om. Vidste at han havde behov for at vide det. Vide at hun var væk.

Hendes øjne var det værste. De var stadigt åbne. Vidtåbne. Skræmte. Og helt døde uden liv at spore. Stirrende ud i den mørke himmel over dem begge. Han lænede sig ned for at lukke hendes øjne. Og et kort øjeblik, et kort sekund som for altid ville sidde i ham, følte han de kiggede ind i ham. Anklagende. Som om de ikke var klar til at gå bort endnu. Som om han skulle have gjort noget. Og... han ser sin hånd dækket i blod og mudder, række ud efter hendes øjenlåg. Lige inden fingerspidserne rører øjenlågene med de fine lange øjenvipper han altid havde beundret, drejer hendes hoved umærkeligt og han ved, han bare ved, at hans mor vil sige noget til ham. Og skriget der havde siddet i hans bryst, kan ikke længere holdes tilbage. Det vil ud. Det skal ud. Ellers vil han sprænge i luften. Og han skriger og skriger og skriger...

Han vågnede af sin drøm. Som han har gjort i mange år. Altid det samme sted i drømmen. Mindet. Varslet. Hvad det nu var. Han kigger sig rundt.
   Tåge.
   Heden lå indhyllet i det. Oplyst af en kold blålig måne lå tågen som et levende istæppe - pulserende i en langsom, kvælende rytme.

Det bål han havde tændt tidligere, brændte stadigt svagt. Forsigtigt, som om det godt vidste det ikke hørte til, men ikke kunne gøre for det. Mens tågen modvilligt trak sig tilbage fra varmen fra bålet.
   Han vidste de ville komme igen i nat. Det havde de gjort længe nu. Der var ingen grund til at gemme sig. Han kunne næsten fornemme konturerne af dem, på vej igennem tågen. Med ham som fikspunkt. Bålet gjorde ingen forskel for dem. Det var udelukkende for hans egen skyld. Et holdepunkt for ham i hans vandring igennem det endeløse landskab.

Arrene på hans overarme filtrede sig ind i hans tatoveringer. Gav dem liv, mens han slog kuskeslag for at få varmen tilbage i kroppen. Kiggede ned på den bredbladede økse, der havde fulgt ham det meste af hans voksne liv. Runerne glødte et svagt blåligt skær det matchede månens golde lys. Den var tørstig. Den ville smage blod. Og han skulle nok sørge for den fik rigeligt igen i nat.

Hylene lød ildevarslende over heden. De var kommet tæt på. Han kunne endnu ikke se deres røde øjne, men det kunne ikke vare længe endnu. Han tog sig selv i at forbande sig selv endnu engang for ikke at have lyttet til rådene i landsbyen. Men han var hvad han var. En vandrer. En vejfarer. Han kunne ikke være andet end hvad han var. Altid i bevægelse. Altid på vej væk fra et sted. Aldrig på vej et sted hen. Kun i søvnen blev han hjemsøgt af fortiden.

Med et nærmest umærkeligt skuldertræk skubbede han tankerne væk fra sig. Ingen grund til at dvæle i fortiden, når hans fremtid lige nu var usikker. Han skulle være fokuseret. Han skulle være klar.
   Han smed nogle ekstra kævler på bålet. Rejste sig op i sin fulde, frygtindgydende højde og løftede øksen, hvis runer ikke længere lyste svagt, men strålede deres kolde stålblå lys. Han gjorde sig klar, mens flere sæt røde øjne begyndte at gøre deres tilstedeværelse kendt i tågens pulserende mørke.

Ud af mørket sprang den første. Hans økse mødte den. Og den næste. Og den næste...

Imens samlede tågen sig som en dyne omkring bålet og kampen. Heden var gammel. Heden havde glemt mere end den huskede. Denne kamp var bare endnu en af mange. Heden tog alt fra dem som vovede sig ud i den. Heden tog alt og gav aldrig tilbage.