Vejret er skønt. Nu må jeg altså ud, og gå en tur, i det dejlige solskinsvejr. Jeg kan lige nå en tur i skoven, og slappe lidt af, med en god bog, inden arbejde på caféen i eftermiddag.
Der er kun 10 minutters gang til skoven. Solen varmer på min hud. Fuglene pipper, og det gør mig bare i et fantastisk, overskuds humør.
Lige der, ved det store egetræ, hvor solen stadig kan kigge ind mellem bladene, det er et godt sted. Det medbragte tæppe bliver bredt ud, og jeg sætter mig godt til rette op af træet.
Bogen, er en min bedste veninde, har anbefalet mig. Så den må have en chance. Bogen handler om en dreng, som bor ude i en skov med hans forældre. Han kender ikke til den virkelige verden. De jager og forsyner dem selv.
Pludselig er der en underlig lyd. Den kommer over fra et af de andre træer, ved siden af mig. Jeg sidder helt stille og lytter. Der var den igen. Det lød, som noget kravlede i de visne blade i skovbunden. Det må være et pindsvin eller en lille mus.
Jeg læser videre, men pludselig synes jeg, at jeg kan høre en stemme. Det lyder som en dreng - eller en mand. Det kommer henne fra det andet træ, hvor bladene puslede. Men jeg kan ingen se. Det var underligt. Jeg må pakke sammen nu, ellers når jeg ikke på arbejde til tiden.
Der er travlt i caféen i dag. Det er alt for varmt, i vores uniform. Vi skal have sorte lange bukser på, og så er der en hvid skjorte og et rødt forklæde på arbejdet til os. Men når der er så travlt, og 28 grader udenfor, er det næsten ulideligt, at have alt det tøj på.
"Anna? Hej!" Det er Emma, min bedste veninde, der tit kommer forbi og siger hej, når jeg er på arbejde. "Skulle vi lave aftensmad sammen i aften?"
"Hej skønne! Ja, mægtig gerne. Kommer du hjem til mig ved en 19.30 tiden?"
"Ja, det kan du tro." Emma giver et kæmpe kram. Vi smiler til hinanden. Hun løber glad ud af caféen, og jeg skynder mig videre med arbejdet.
Dagen flyver afsted, og endelig har jeg fri. Jeg skynder mig at klæde om. Mens jeg går hjem, kommer jeg til at tænke på den underlige stemme, jeg hørte ude i skoven. Jeg kan ikke forstå, hvis det kun var i mit hoved. Det lød så virkeligt.
Emma står allerede henne foran min dør og venter, da jeg kommer gående rundt om hjørnet. Jeg vinker til hende. Skal jeg fortælle hende om den mærkelige stemme? Hun vil sikkert tro jeg er tosset.
"Hej Anna, jeg har handlet ind. Hvad siger du til kyllingesalat?" siger hun begejstret.
"Det lyder da bare mega lækkert!"
Vi går ind i min lejlighed, sætter noget 90'er musik på, og begynder på maden. Emma skråler med på Jeg vil la' lyset brænde, mens hun skærer salat. Jeg rører i kyllingen på panden, men mine tanker bliver ved med at falde tilbage i skoven. Jeg må bare derned igen.
Da jeg ligger i min seng til aften, kører mit hoved rundt. Jeg overvejer helt, om jeg skal tage ned i skoven nu.