Kapitel 17

Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag han summede de små irriterende alfer og han syntes, han mærkede elverens ånde i nakken.
   Angus, for ham var det, så ret bister ud.
   "Det er noget værre noget, du går og roder dig ud i," sagde han og Freddy undlod en bemærkning om at han skam stod stille, måske bortset fra en urolig trippen, som Angus sikkert så. Der var ingen grund til at prøve på at være morsom. Det var jo dumt at han havde ladet dæmonalferne angribe oberst John Edwards.
   Så Freddy nikkede bare.
   "Ja, du havde vel ikke ligefrem inviteret dæmonalfehæren?"
   Fredy rystede på hovedet. Det var rigtigt. De var faktisk bare fulgt efter ham. Som Slikoran sagde:
   "Far har sendt nogle af sine små hjælpere," havde Slikoran sagt, da Brazil havde hentet ham.
   Han kunne godt have fortalt, at de små regnede med at få et landområde til gengæld.
   Freddy strøg sig over panden. Slikoran havde ikke sagt det. I hvert fald havde han, Freddy, ikke hørt det. Men nu måtte han have styr på, hvad det var for et landområde, det drejede sig om. Det lå sikkert ikke så langt væk, for de små lysalfer var vel ikke flere generationer om at rejse der til.
   "Kan du tale deres sprog?" spurgte han.
   Nu var det Angus, der nikkede. Han tilføjede dog: "Ikke så godt, men jeg tror jeg kan gøre mig forståelig.
   Og så forsøgte Angus Den Vise sig. De lave, men alligevel skingre lyde, han frembragte lød sære i hans mund. Mens han udstødte dem strakte han sin håndflade frem.
   Freddy vendte sig om igen. Han måtte jo se på de små og på lyselveren.
   Af lyselveren så han kun ryggen. Et ganske pænt stykke væk. Nogle af de små fløj bag ham, men en gruppe var blevet. Små stemmer svirrede. De talte vist sammen om, hvad de nu skulle gøre.
   Så skilte en af dem sig ud fra flokken. Og landede på Anguses håndflade. Der plantede den noget, der mindede om et scepter.
   Et "Av," undslap Angus. Og Freddy så nærmere på den lille alf. Jo, han havde en rød kappe om skuldrene, og om hovedet havde han en glimtende ring, der vel skulle gøre det ud for krone.
   Alfekongen sagde en masse. Angus havde løftet ham op så han nu var ganske tæt ved Anguses ene øre.
   Freddy gik lidt tættere hen til den vise mand. Måske var sproget ikke meget anderledes end dæmonalfernes? Det ændrede sig lidt fra måned til måned, der jo var meget lang tid for de små, men det sprog kunne han da så nogenlunde.
   Den lille konge talte vist om et land, der hed " Pirillia" eller noget i den stil. Mon Angus vidste, hvor det lå? Måske var det med på hans store kort?
   Kong Fille her kan ikke lide dig," sagde Angus, Og sendte ham et blik, der opfordrede ham til at fjerne sig lidt.
   Det gjorde han så. Tog et par skridt. Skulle han gå videre? Opsøge Slikoran og Brazil, som han jo havde tænkt sig?
   Nej, de var sikkert godt på vej til Ny-Belkivonien. Og om lidt vidste Angus vel i det mindste lidt mere.
   Freddy satte sig på en stor sten.

Julie sov til middag på Freddys seng. Keith lå på gulvet og flyttede rundt på nogle malede sten. Han havde vundet dem i et eller andet spil, han havde spillet med de andre børn..
   Hvordan mon Keith havde det lige nu. Det måtte være overvældende pludselig at være her på slottet.
   "Savner du morfar og mormor?" spurgte hun.
   "Ikke så meget."
   "Er du glad for at være her?"
   "Billy er en prins, ikke også. Men Johnny er bedre at lege med."
   Det var godt, Keith havde en ven.
   "Johnny er også en prins," sagde hun og mente ikke noget bestemt med det.
   "Ja men det plejer han ikke at være," sagde Keith og skød en grøn sten hen over gulvet, så den strejfede en rød sten.
   "Da jeg var barn havde jeg nogle lerkugler," sagde Cessie.
   "Havde du?"
   Keith så interesseret på hende.
   "Spillede du så "Hug land"?"
   Cessie tænkte sig om. "Det tror jeg ikke," svarede hun så, "hvad går det ud på?"
   "Man laver nogle lande. Tegner dem i jorden med en pind eller sætter noget op som hegn. Det er svært, men Johnny hjalp mig. Og jeg tror nok at Alex også hjalp mig lidt. Han er stor og han siger ..."
   Keith stirrede hen mod hylden med bøgerne, Som om svaret stod der, tænkte Cessie, men blev straks efter sikker på, at han ikke ville fortælle, hvad drengen Alex sagde.
   Nogle af de efterhånden alt for velkendte imaginære sommerfugle baskede i Cessies mave og hun havde ikke lyst til at høre, hvad denne Alex sagde. Da hun hentede Keith havde hun nemlig genkendt ham som drengen, der kastede sten mod Freddy.
   "Måske kan vi bruge bøgerne som hegn," foreslog hun så.
   "Må vi det?"
   Drengens øjne strålede, da Cessie svarede: "Ja, hvis vi passer godt på, at de ikke bliver ødelagte."

"De små orange kan få det land, der ligger i Krystagonien," sagde Freddy og stod med nogle små sten i sin ene hånd.
   Cessie og Keith havde slet ikke hørt ham komme, så de stivnede og så på ham med munde, der åbnede sig i samme takt.
   " Blev I forskrækkede? Det var ikke meningen."
   "Har du stået udenfor døren og lyttet?" udbrød Cessie og smilede for at vise, hun ikke var sur over det.
   "Kun et øjeblik, men det fik mig til at tænke på noget."
   "Ja, nemlig at de der små orange kan få land i Krystagonien," sagde Keith og tilføjede: "Hvem er de små orange og hvor ligger Krystagonien?"
   "De små orange er dæmonalferne," var Cessie klar over.
   "Krystagonien ligger i Womballaskoven," oplyste Freddy.
   "Det er en stor skov," fastslog Cessie og så på stenen i sin hånd. Den var gul og hun havde været lige ved at placere den i et land, hun og Keith havde døbt Ønskeland. Men var jo så blevet afbrudt af Freddy. Nu kunne han godt komme til sagen og fortælle, hvor i den store skov, han havde tænkt sig de små bæster skulle bo.
   "Lysalferne bor i nærheden af lyselverne. Dæmonalferne vil gerne have det land, men det er da bedre, de bor i nærheden af sortelverne, synes jeg."
   "Synes DE også det?"
   Det var igen Keith, der var hurtig med et spørgsmål. Den dreng var ikke dum, tænkte Cessie og så beundrende på sin søn, der ligesom voksede en tomme.
   Freddy satte sig på sengen, før han svarede: "Jeg tror alfekongen er villig til at give afkald på deres udvalgte land, hvis han får et bedre tilbud."
   "Men hvem skal så give ham det tilbud?" tænkte Cessie højt.
   Keith så fra den ene til den anden
   "Det er nok mig," sagde Freddy.
   "Ved du da, hvor han er?" spurgte Cessie. Da han gik anede han det jo ikke og han havde slet ikke fortalt, hvad han havde fået ud af at lede efter Slikoran og hans sønner.
   Freddy nikkede; "Jeg traf nogle lysalfer og de vidste det."

Freddy rejste sig fra sengen, strøg lidt hår væk fra panden og gabte.
   "Går du igen?" spurgte Cessie og kendte svaret, men undrede sig kort over, hvorfor han var kommet her forbi, hvis det hastede sådan med at opsøge de små hornede væsner.
   Så brød et varmt smil frem på Freddys trætte ansigt og han sagde: "Hvor er det godt, jeg har jer."
   Og først ved de ord, gik det rigtigt op for Cessie, at det var deres leg, der havde givet Freddy svar på, hvad han skulle sige til alferne for at mægle i den alvorlige konflikt mellem dem og lysalferne.
   " Må jeg komme med hen til alferne?" spurgte Keith.
   Freddy lod de små orange sten glide mellem sine fingre. De var faktisk meget små, som perler eller grove sandkorn - og lå snart som en lille bunke mellem Biblen og en almanak.
   "Det er nok ikke så godt, " svarede han på drengens spørgsmål.
   "Hvornår kommer du så igen?" spurgte Cessie og ville også gerne vide, hvor de små sten egentlig kom fra. Og ville slet ikke have at han gik.
   Men han gav hende et knus. Knugede hende ind til sig, så hun mærkede hans ånde som et varmt pust.
   Derefter rakte han et øjeblik armene ud mod Keith, men da drengen blev stående, løftede han bare den hånd til en hilsen:
   Det varer nok ikke så længe."

Døren lukkede sig bag ham. Skridtene fortonede sig.
   "Feddy-far!" kaldte Julie fra værelset ved siden af.
   Men væk var han.
   Julie kom op. Hun forstod ikke legen. Var våd og surmulede.
   Cessie gav hende tørre uldbukser på og et af de æbler, som en en eller anden havde sat ind til dem.
   Havde det været hjemme i smedien eller ude i hytten, ville det være på høje tid at tænke på aftensmad. Der ville sikkert også have været noget tøj at reparere eller andet at ordne.
   Men her var rent og ordentligt. Og maden kunne hun og børnene få bragt eller de kunne spise den i tronsalen.
   Hun var sammen med begge sine børn. Hun havde det som en prinsesse.
   Hun burde være lykkelig. Havde jo aldrig brudt sig om huslige sysler.
   Men hun følte en kriblende rastløshed i hele kroppen.


***

Den vrede lille alfekonge havde fortalt Angus Den Vise, at dæmonalfehæren havde søgt til området omkring Jacobs høj. Det område kendte både Angus og Freddy. Og der havde en større flok af de hornede alfer bosat sig.
   Omkring hulen i bakken blomstrede nu djævleurt i massevis. Deres nektar var velsmagende efter alfernes mening. Og i tilgift var den meget nærende. Derfor befandt de sig ofte inde i en blomst og ofte om morgenen inden blomsterne åbnede sig.
   Vinden havde ført nogle frø af djævleurt, som menneskerne kaldte disse blomster, med sig til landsbyerne, der lå i området omkring skovkanten. Og nogle af dem havde blomstret. Hist og her havde små klynger af alfer derfor opført deres små huler af kviste, hø, græs og hvad de ellers fandt egnet, i beboede egne.
   Nu var altså de fleste af dem samlede i det, de kaldte "Den gamle tids land."
   Her ventede de små på, at deres leder, den store høvding Himstra skulle vende tilbage fra de fjerne bjerge, uendeligt mange dagsrejser borte.
   Himstra befandt sig nemlig omme bag gæstehuset. Her havde han sammen med sin familie, sit øverste råd og nogle få betroede alfer slået sig ned.
   De havde bygget en bolig i et træ og for det uvidende øje lignede det en rede eller en besynderlig svampevækst, for ydermurene var af mos og hærdede svampe.

"Det er utroligt som det vrimler med hvidvinger," sagde Hamstra til sin general og livsledsager Para.
   Hun rettede sine røde, knappenålshovedstore øjne mod ham og gned sine rødbrune vinger så det knitrede.
   "De sværmer omkring den unge lyselver - som din hær sværmer om mennesket, Slikoran har sagt dig, er udvalgt af Belkin," sagde hun så.
   "Det er han!" udbrød Høvding Himstra, for det troede han helt og aldeles på; hans far, farfar og oldefar havde kendt dette menneske og hans farfar havde fortalt, hvordan mennesket åbnede porten fra det underjordiske Belkivonien.
   "Så siger vi det, Men vil han også sørge for at vi får det forjættede land? Og er der overhovedet noget ved, at vi får det?"
   Para havde hørt de samme historier; hørt om hvordan der i det forjættede
   Pirillia vrimlede med de her så sjældne beziraller, små søde bær, der smagte endnu bedre end livsurterne (som alferne kaldte djævleurterne) og hvordan der var frodig jord og plads til alle. De blev jo bestandigt flere. Ja, de var jo nu så mange, at flere i små flokke søgte ind på menneskegiganternes områder. Og selvom der var nye tider på vej, var det stadigt meget farligt at være i nærheden af mennesker, disse giganter havde en gang for længe siden næsten udryddet dem alle. Mennesker var de værste af alle de giganter, der fandtes. Så hvorfor i alverden havde dog den ældste af de allersidste blåtrolde valgt et menneske som sin udvalgte.
   Det havde Para tænkt meget over. Og hun tænkte også tit over den historie, der ofte var blevet fortalt i hendes slægt; historien om lykkedyret, der var blevet fanget i en rød sten.
   I den historie optrådte der en menneskedreng, men der optrådte også en beviaktrold.
   Nå, Para vidste ikke, hvorfor hun nu igen spekulerede over den historie. Det var sikkert bare et eventyr, sådan som hendes bror, Noia, tit havde sagt.
   "Para, nu falder du igen hen i tanker," afbrød hendes leder og elskede mage. Og så ledte han hendes tanker tilbage til sagen om hvor de skulle bo i fremtiden - hvor deres børn og børnebørn kunne skabe sig trygge hjem og ikke evigt være på rejse.
   "Hvorfor skulle der ikke være noget ved at nå til Pirrillia?" spurgte Himstra skarpt. Det havde været hans drøm siden han i sin kokon tænkte sin første klare tanke.
   " Når vi bor der er vi jo tæt på giganter, der kan magi. Og de bryder sig ikke om os."
   "Du mener lyselverne. De skal naturligvis udryddes eller jages bort. De er onde og grusomme. Værre end disse besynderlige mennesker."
   "Jo, men - " begyndte Para.
   "Der står en gigant neden for vort slot," udbrød Himstra.
   "Det er HAM!" gispede Para.