Da roen havde sænket sig over sovesalen, mødte Lupinas bare tæer de kolde sten nedenfor sengen. Hårene begyndte at stritte på hendes arme, som når en kat rejste børster. Hun tog hurtigt tøj på og afsluttede med en varm uldsweater.
   Månen kastede sine stråler ind gennem et blyindfattet vindue, der lukkede himlen ude. Skyggerne tegnede tremmer på opslagstavlen med tarotkortene.
   Hun listede rundt om den skillevæg, der var mellem hendes og "nabo-pigens" private område, der sov på den anden side. Alle pigerne i det store soverum havde hvert deres eget lille område, som var afskærmet ved hjælp af skillevægge. Det var også en af disse skillevægge, der fungerede som opslagstavle i Lupinas private bås. Hendes andre skillevægge var beklædt med citater og grafiske fremstillinger fra punk-rock-verdenen.
   Lupina var ikke en typisk beboer på klosteret. Hun var dybt fascineret af det mystiske. Hun havde endda - i al hemmelighed selvfølgelig- fået lavet en tatovering af en heks i silhuet foran en fuldmåne. Den kristne tro var fremherskende på klosteret, men eftersom Lupinas ophold skyldtes hun var forældreløs, betød hendes personlige overbevisning ikke noget. Først når hun blev myndig som 18-årig, skulle hun vælge mellem det fromme liv på klosteret eller at flytte for at skabe sit eget liv uden for klosteret.
   Hun listede gennem labyrinten af båse med sovende piger med sine støvler under armen, så hun ikke vækkede dem.
   Den tunge dør fra sovesalen ud til gangen knirkede altid, som knogler i et gammelt legeme. Men denne nat var den tavs som graven. Det var som om den stiltiende gav Lupina lov til at liste ud.
   Hun satte kurs mod udgangen. Billedet af "De Elskende" på tarotkortet blev ved med at hjemsøge hende. Hun havde ikke lyst til at komplicere sit liv med en kæreste eller affære, eller hvad det tarotkort nu kunne betyde.
   Efter noget tid da hoveddøren langsom lukkede sig, faldt hendes blik på det øverste trappetrin. Hvorfor? Klikket fra døren, der faldt i hak puffede hende videre; ud af tanken før den blev født og ned af klosterets trappe. Fødderne havde deres egen mening om, hvor de ville hen, så Lupina fulgte dem langt hen ad vejen. Hun vidste, at hun ikke burde snige sig ud på denne måde, men til tider virkede klosteret for indelukket - klaustrofobisk. Det virkede helt tosset, når det nu var så stort. Lupina havde det bedst med den åbne himmel over sig, så der var plads til store tanker.
   Der var jo også den sandsynlighed, at det slet ikke handlede om kærlighed. Hun genoptog sin grublen vedrørende tarotkortene. Hendes hjerne slog krumspring, men hendes hjerte havde føringen. Selvom hun blev ført ud på det oplyste fortov, var hendes tanker mørke.
   Hun havde lidt et stort tab, da hun blev forældreløs. Savnet var som et monster i hende, som kun bestod af mund og spidse tænder. Nogle gange slumrede det, men bestemte begivenheder fik det altid til at vågne og gnave løs. Som for eksempel når hun havde fødselsdag. Det gjorde hullet større hver eneste gang. Hun havde ufrivilligt mistet sine forældres kærlighed. Hvis hun først forelskede sig og gav sig fuldt og helt hen til en anden person, ville hun være fortabt, hvis dét nære bånd også skulle blive brudt.
   Den knasende lyd af grus under hendes støvler gjorde hende opmærksom på verdenen omkring hende. Der lå enkelte spredte huse med lukkede øjne. Grusvejen førte ind gennem et krat med buske, som så småt var ved at vågne af sit vinterhi. De nyfødte blade føltes bløde. Krattet ændrede karakter og voksede højere og tættere. Buskene erstattedes af træer, og under hende hørtes de døde blade, der havde dækket skovbunden siden sidste efterår. Nogle lignede et fint spindelvæv, hvor kun de kraftigste årer var tilbage. Andre var indtørrede og sprøde eller smattede som de nederste tættest på jorden.
   Hun gik rundt i skoven og forsøgte at være nærværende i nuet, og lade tankerne sove for en stund. Hun havde erfaret, at naturen gav hende meget ro. Det stod ligesom i kontrast til byen og al den ståhej, der formede hendes liv på godt og ondt. Oftest søgte hun det stille vand ved søen på klosterets grund, men idag havde hun været meget opslugt af tanker, og var endt i skoven, hvor hun kun havde været én gang før. Da havde det været dag og ikke nat. Hun bevægede sig dybere ind i skoven.
   Det hvide månelys kom ned gennem kronerne som magiske lyssværd. Hun vidste ikke hvad klokken var, men det måtte være i nærheden af midnat. Skoven havde lange høje birke og fyrretræer, og hist og her et ungt bøgetræ eller en eg. Det gav et fascinerende kig langt ind i skoven, der havde væg til væg tæppe af blade. Et stort gammelt egetræ fyldte rummet med sin tykke stamme, de krogede grene og den store krone. Lupina nærmede sig træet på støvler, der var mudret et godt stykke op over den sorte hæl og de nederste nitter. Hun satte sig ned ved den store egs knoldede rod og drak grådigt af forårsnatten. Hun borede fingrene med de blå negle ned gennem bladene og videre ned i den sorte muld.
   Månelyset farvede alt i skoven sølvhvidt og spøgelseblåt. Også hendes hånd så næsten ligbleg ud i kontrast til det sorte muld. Spøgelseslyset virkede som om det voksede og indhyllede hende og træet, som hun hvilede ved. Hun følte sig fredfyldt.
   Men lyset fortættedes langsomt og materialiserede sig som en tæt tåge foran hende. Hun kastede sig forskrækket tilbage men blev stoppet af den tykke, arede bark bag sig. Over hende svævede nu en kvindeskikkelse. Skoven kunne tydeligt ses igennem hende.
   "Hjælp", kom det svagt fra kvinden i lyset. Lupina lukkede munden og gloede mere forundret end bange på kvinden efter det magtesløse ord. Kvinden svævede flimrede. Hun så forvirret ud.
   "Hvem er du? Eller skulle jeg spørge: hvad er du?", hviskede Lupina.
   "Jeg-..." Kvinden kiggede ned af sig selv. Hun stirrede på sine hænder, som om hun aldrig havde set dem før. "Jeg ved det ikke." Hun kiggede fortvivlet på Lupina, som om det var hende, der havde svarene.
   "Er du et spøgelse?" Lupina rakte frem mod lyset, der strålede kraftigt i og omkring kvinden. Hendes hånd gik direkte gennem kvinden, som var hun kun luft.
   "Er jeg?" Kvindens stemme lød som suset af vinden gennem træerne, og Lupina havde svært ved at høre hende. Lupina tog sig ubevidst til halssmykket, der altid hang på hendes bryst. Kvinden blev hurtigt mere gennemsigtig. "Hjælp mig!", gentog hun desperat.
   "Hvordan?" Lupina kom på benene, men kvinden var allerede forsvundet. Hun kiggede i alle retninger, men der var intet spor af det syn, hun lige havde haft. Havde det bare været en drøm, eller var det virkeligt sket? Det virkede ikke som en drøm, men det kunne da heller ikke være et spøgelse? Det var jo helt absurd! Hun tænkte tilbage på de tre kort, der hang på hendes opslagstavle. Måske var det alligevel ikke så utænkeligt? Måske var det magisk? Det første kort havde jo været magikeren!


"Hvad med hende der?", spurgte Periwinkle og nikkede for 117 gang hen på endnu en intetsigende kvinde ved et af de mange borde. Cobalt nedværdigede sig ikke til at svare eller overhovedet kigge. Det var en fejl at komme her. Der var ingen, der kunne aflede hans tanker i nat. Han skulle have øvet sig på snedige dødsstød i stedet for dette tidsspilde.
   Pigen fra Centeret blev ved med at hjemsøge hans tanker. Isterningen i den gyldne væske flød rundt og rundt efter hans vilje. Han kastede glassets indhold ind i munden, sank væsken og knuste isterningen mellem sine tænder. Efter en kort øjenkontakt med bartenderen kom et nyt glas susende hen til ham. Den stoppede i hans håndflade, der stod som en mur på baren.
   Periwinkle var ved at fortælle om en opgave, han havde været på. Cobalt kunne ikke være mere ligeglad. Han kradsede i glassets kant. Der var et skår. Døren gik op, og eftersom Cobalt og Periwinkle stod på deres sædvanlige plads, havde de æren af at se hende først.
   Hun måtte være gået forkert, var Cobalts første tanke. Han forstod ikke, hvordan hun var kommet ind i baren. Der var strenge regler, om hvem der havde adgang. Mennesker havde selvfølgelig ikke adgang, men hende her var heller ikke et menneske, det ville alle i baren kunne lugte langt væk. Hun var heller ikke den typiske gæst her, hvor det mest var de hårdkogte Unaturlige, der opholdt sig. Så langtfra. Hun var så god som ny. Hun strålede som en engel i sit hvide tøj.
   Periwinkles blabren var forstummet til Cobalts lettelse. Alle andre var også stoppet med at snakke og kiggede nu på den nyankomne. Hun var kun lige kommet ind på måtten, før døren tungt hamrede i bag hende. Hun gav et sæt og begyndte i det samme at bevæge sig mod baren... Musikkens bas blev pludselig uhyre høj. Man kunne nu høre højttalernes dårlige lyd. For meget bas, ingen diskant, og en næsten tavs sanger.
   Alle i baren var forundrede over pigens ankomst, og de ventede spændt på at se, hvad der nu ville ske. Hun havde nok ca. 300 øjne hvilende på sig som pigge fra et pindsvin. Cobalt slog blikket ned på sine hænder, der omfavnede det kolde glas. Hans mundvige krøllede op i den ene side.
   "Hvad så med-..." Periwinkle nåede ikke at sige mere, før Cobalt havde affejet ham med hånden og rejst sig fra barstolen.
   "Tag plads.", bød han den nye gæst og pegede på sin stol, som var den eneste ledige ved baren. Hun kiggede op på ham. der var adskillige centimeter forskel i deres højde. Hun kunne lige akkurat vippe sin popo op på stolen, og hendes fødder stod så meget på spidsen, at de hvide sko havde sluppet taget om hælen.
   "Jeg leder efter en Assasin, som hedder Cobalt Spectrum. Han skal hjælpe mig med en opgave." Hun lagde trykket på "opgave", og ingen var i tvivl om, hvad hun mente. Hun krammede sin hvide taske.
   "Hvilken 'opgave'?", spurgte Cobalt og smurte smilet på, mens han lænede sig ind over baren med front mod hende. Han havde bestemt ikke en assasin-opgave i tankerne, mens han tog den hvide kjole af hende med øjnene. Måske kunne netop dette smukke væsen blæse tankerne om pigen fra storcenteret væk. Ja, ja. Hvis han skulle løse en opgave for hende først, så gjorde han da gerne det. Måske det endda ville hjælpe lidt på gejsten i sidste ende. Han kløede sig med hånden i bukselommen.
   "Jeg vil gerne drøfte det privat med Hr. Spectrum selv, mange tak." Hun løftede hagen og forsøgte at se ned på Cobalt på trods af højdeforskellen. Han pakkede sit grin ind i et host.
   "Jeg er Cobalt." Han iagttog hendes øjne blive store, og hun så på de andre personer, som om de skulle redde hende fra dette uhyre. "Ja, den er god nok.", fortsatte han. Du kan spørge hvem som helst her. Periwinkle nikkede ivrigt. Resten i lokalet skulede kun.
   "Okay. Jeg må så tage dig på ordet. Er der et sted vi kan tale privat?"
   "Vi kan gå udenfor?", foreslog han. Han tænkte, at det uhumske unisex toilet ikke lige var stedet for en som hende i sit kridhvide outfit. Hun nikkede og hendes fødder smuttede ned i skoene igen og satte kurs mod døren.
   "Held og lykke!", råbte Periwinkle bag Cobalts ryg, da de gik ud af døren. Cobalt ignorerede ham.

Det viste sig, at den smukke kvinde hed Verena, og hun var Retfærdighedens og Visdommens Gudinde. Deraf den næsten skinnende aura omkring hende.
   Tre af hendes tilhængere var gået fra at tilbede hende, til at tilbede en ond kvinde, hvis intentioner endnu var uvisse. Nu søgte Verena retfærdighed over de tre, som havde vendt sig fra at tjene det gode til nu at tjene det onde. Cobalt øjnede straks op til flere egoistiske belønninger, hvis han hjalp denne gudinde. Så han påtog sig straks opgaven.
   "Hvor finder jeg disse folk?" Han fik at vide, at de befandt sig på et lille lokalt bibliotek ikke langt fra baren. Cobalt tjekkede, at han havde kastestjernerne med i jakken, sin lange kniv og lidt andre våben, som han dog ikke regnede med at få brug for til denne simple opgave. "Gå du ind og bestil en drink på min regning", sagde Cobalt og åbnede døren ind til baren, så en eventuel afvisning ville være akavet. "Jeg er snart tilbage." Han blinkede til hende i klar forvisning om, at hun ville være dybt taknemmelig og meget glad for ham, når han vendte tilbage.
   Han forsvandt rundt om hjørnet, hvor han stødte hårdt ind i et menneske! Han skulle lige til at spørge fyren, hvad han lavede her, ved baren for de Unaturlige. Han kom i tanke om, at menneskene jo ikke vidste andet, end at det var en klub kun for medlemmer. Hvordan man så blev medlem, var for menneskene en gåde. Cobalt gik med fuldt overlæg ind i fyrens skulder, da han gik videre. Igen kyssede muren fyren på kinden. Cobalt grinede højt, men i sit stille sind, havde han en fornemmelse af, at han måske havde set fyren før.

Cobalt havde ikke svært ved at finde det omtalte bibliotek. Udenfor holdt et par søjler det flade tag oppe, og over taget lå en tæt grå tåge. Den var usynlig for menneskeøjne, men de fleste Unaturlige ville straks kunne se den.
   Han gik op til døren, som naturligvis var låst. Gennem et vindue så han en kvinde i sort kappe med hætte stå ved et alter. Omkring hende havde tre spøgelser manifesteret sig.
   De måtte være døde på en meget brutal måde, vidste Cobalt. Ellers ville de ikke være blevet til spøgelser, og var det ikke for den enorme mængde skyldfølelse, de måtte have følt i dødsøjeblikket, ville de heller ikke være så så tydelige.
   Deres skikkelser var så fortættede, at man næsten ikke kunne se igennem dem. Her var tale om meget stærke spøgelser. Det kunne meget vel være dem, som Verena havde talt om, blot havde hun ikke vidst, at de var døde og blevet til spøgelser.
   Cobalt fandt et vindue, hvor han kunne snige sig ind. Det neutrale interiør i rummet vidnede om, at det måtte være et kontor i biblioteksbygningen. Sikkert ved siden af flere ens kontorer. Døren lod en sprække afsløre, hvad der var på den anden side. Og rigtigt nok. Det samme grå tæppe. De samme intetsigende akvarelmalerier.
   Månelyset viste vej gennem en række ovenlysvinduer ude på gangen, så Cobalt havde ikke svært ved at se. Han åbnede en massiv dør for enden af gangen. Han fornemmede, at den førte ind til det store rum med de Unaturlige.
   Kvinden stod og messede et eller andet ved alteret, og han kunne se hendes kappe blafre lidt, som om alteret gav vind fra sig. Han vidste instinktivt, at hun var ved at fremmane noget. De sorte lys og hendes sorte kappe tegnede ikke godt. Han erindrede, Verena tale om at de havde vendt sig fra det gode til det onde. Dette sceneri bekræftede kun det udsagn.
   Cobalts opgave var gået fra at være et kill på tre-fire mennesker - alt efter om fremmaneren havde modtage magiske kræfter fra sin Herre- til at være eliminationen af tre-fire Unaturlige. Måske også en dæmon eller Hvem-Ved-Hvad, hvis kvinden havde held til at få sin mester fremmanet, inden Cobalt nåede at dræbe hende.
   Der var ingen tid at spilde. Hvis nogen kunne klare denne opgave alene, så var det ham! Han var Cobalt! Den bedste assasin i Cykics historie!
   Alle tre spøgelser drejede hovedet med et ryk og stirrede direkte på Cobalt, da han forsøgte at snige sig ind på dem. I næste nu lå han flere meter længere væk fra dem dækket af et læs bøger, der var faldet ned over ham fra en bogreol.
   To af spøgelserne kom hen imod ham. Den sidste blev tilbage for at beskytte kvinden. Alle tre klynkede uhyggeligt, så det løb Cobalt koldt ned af ryggen, men han lod sig ikke så let skræmme.
   Han rejste sig op og greb efter sine våben inde under frakken. Da hans fingre kærtegnede sine kastestjerner, vidste han, at han havde problemer. Han kunne ikke bekæmpe disse spøgelser med almindelige våben. Han havde heller ikke nogen magiske våben på sig. Det var ikke faldet ham ind, at han skulle bekæmpe spøgelser!
   De kom nærmere, og han vidste, at hvis de først rørte ved ham, ville han langsomt miste sin styrke, hvilket kunne medføre en langsom pinefuld død.
   Han halede sig på benene, og humpede over bag nogle andre bogreoler. Spøgelserne fortsatte lige igennem dem. De var nu endnu tættere på end før.
   Han ændrede taktik og fiskede en lang line op fra en af jakkens mange lommer. Han fæstede hurtigt en robust krog for enden - fra en anden lomme- og kastede den op mod en lysekrone i nærheden. Den fik fat i første forsøg. Linen gnavede i Cobalts fingre, da han halede sig op. Han sparkede en bogreol ned over spøgelserne. Det havde så godt som ingen effekt. Reolen gik lige igennem dem, og de fortsatte jagten på ham, som om intet var hændt.
   Cobalt svedte af anstrengelse ved at holde sig oppe i den tynde line. Han kunne mærke den skære sig vej gennem huden og ind i kødet. Han fokuserede alle sine sanser væk fra sin krops råb og skrig af smerte og over på fjenden. Nu hang han lige over kvindens beskyttende spøgelse, der Uuhu'ede så højt, at Cobalts krop nærmest instinktivt begyndte at gå i panik. Pokkers evne, de skide spøgelser har, tænkte han og forsøgte mentalt at lukke af for ørerne.
   Han fik linen til at svinge, og i samme nu, sprang han hen over hovedet på det sidste spøgelse, trak sin kniv fra armhulens skjulte lomme og pressede den dybt ind i den messende kvinde bagfra. Den monotone lyd stoppede, og hun sank sammen på gulvet, hvor en blodrød plamage foldede sig ud som en rose.
   Spøgelserne blev væk, i samme øjeblik, som kvinden døde. Hvilket var tegn på, at det var hende, der havde frarøvet dem deres jordiske hylstre. Han kiggede sig rundt i rummet og fandt resterne af de tre tilbedere i et hjørne. Hensynsløst ofret for at blive mere kraftfulde beskyttere.
   Han kunne endelig trække vejret dybt og fjerne den angst, som spøgelserne havde påvirket ham med. Han hadede den slags udøde, for de fik ham altid til at føle sig lille, sårbar, magtesløs!
   En lille røgsøjle hvirvlede stadig rundt i midten af de tegn, der var brændt ind i det hjemmelavede alter. Nok var alteret primitivt, men derfor kunne det alligevel godt tilkalde en farlig dæmon eller det, der var værre.
   Cobalt snappede et hurtigt billede med sin tekniske device. Hans hjerne vred sig som en sur karklud, mens billedet dryppede som støvregn ned i det limbiske system, hvor hans minder gemte sig. Han vidste, at han havde set tegnene før, men han kunne ikke huske hvor eller i hvilken forbindelse. Hvem havde været årsag til hele denne række hændelser?
   Han smadrede alteret med sin tunge støvle, og den lille røgsøjle forsvandt. Kvinden havde været tæt på at lave en åbning ind til en anden dimension. Det var godt, han ikke var kommet en dag senere. Han tog sig ømmende til hovedet, hvor reolen havde ramt ham, og hvor bøgerne efterfølgende var faldet ned som et vandfald. Små roser blomstrede nu på hans fingerspidser