Alene Itafe var der til at tage afsked med dem.
   Fordi ingen andre end Insyah regnede med at de to fremmede ville leve længe nok til at kunne fortælle andre om Det Skjulte Land, gik ingen længere op i at give dem bind for øjnene.
   Shem så forundret på Jem-Sepat. Udadtil lignede det bare en klippe. Ingen ville have troet at det var en fæstning, endsige en hel by, medmindre de vidste hvad de skulle se efter. Og selv da, var det ikke helt nemt at få øje på de spalter, hvorfra lyset kom ind i byen.
   "Det glæder mig at se at det også kan imponere jer byboer," sagde Itafe. "Som en af de få der har været uden for skovene, har jeg erfaret at I sydlændinge nogle gange regner os for barbarfolk, på trods af vores nære slægtskab."
   "Det ville jeg aldrig gøre..." sagde Shem kækt - og tilføjede "... mere" i sit stille sind.
   "Fader?" spurgte Insyah. "Hvorfor har du egentlig aldrig fortalt om hvad du oplevede derude?"
   Itafe så skrækslagen ud.
   "Der er intet at fortælle," sagde han lavmælt. "Der er intet derude, der er værd at dø for. Det eneste jeg
   lærte, var at ægte mod ikke handlede om at sætte sit liv på spil."
   Insyah stod der bare, og tog imod ordene.
   Det var tydeligvis en akavet afsked for dem begge.
   "På gensyn, fader," sagde Insyah så.
   Så begyndte han at gå, uden på noget tidspunkt at se sig tilbage.
   Shem bad. De skulle nok klare sig. Alt andet ville være uretfærdigt. Og Gud var retfærdig.
   ... var han ikke?

***

Insyah talte meget om det kolkitiske udstyr i løbet af de første par timer.
   "Fordelen ved vores jægerdragter," forklarede Insyah "er at trådene er så fint spundne, at de yder en lige så god beskyttelse som Shems rustning. Uden at være særligt tunge, kan det faktisk tage de værste af slaget fra en ... lad os sige ..."
   Insyah nævnte navnet på et dyr Shem aldrig havde hørt noget om. Da Insyah så hvor forvirret Shem virkede, studsede han kun et øjeblik, og fortsatte:
   "... eller et hvilket som helst stumpt våben eller slag. Hvad som helst der ikke spidder én."
   Shem tænkte sig om. Nu han tænkte over det, var det faktisk kun deres egne spyd og pile der spiddede. De fleste andre brugte deres våben til at hugge eller pande ned med. Så dét kolkiten sagde, lød ikke blot imponerende - det lød næsten for godt til at være sandt. Alligevel virkede jægeren lidt fraværende mens han talte, som om han hele tiden tænkte på noget, som han prøvede på at slå ud af hovedet ved at fortælle om sit folks frembringelser.
   "Hvordan har du det med våben-brug, Benu?" spurgte Insyah.
   "På det område er jeg vist ret hjælpeløs," svarede forhandleren.
   "Det er meget uhensigtsmæssigt vor vi skal hen," sagde Insyah. "Vi kan ikke tale os ud af angreb fra monstre. Så hvis det sker, forventer jeg at du slår så meget fra dig som du kan! Er det forstået?!"
   "Naturligvis," sagde Benu, og fik det vitterligt til at lyde som det naturligste på hele Verdens overflade. "Min daggert er kun til selvforsvar - men selvforsvar omfatter selvfølgelig os alle tre."
   Så lagde Insyah noget stort og tungt på bordet.
   Shem anede allerede hvor værdifuldt det var, på det purpur klæde det var viklet ind i. Men han var stadig ikke forberedt på synet.
   Dét Insyah tog frem, var et langt våben af gråligt metal, længere end en arm. Nej, længere end to arme. Bare ved at se på det, anede man dets vældige styrke. Både på grund af hvor tungt det måtte være, men også det utrolige at der var blevet brugt ét helt stykke metal til det.
   "Profetens Arm," sagde Insyah. "Det har ikke drukket fjendeblod i en generation. Men det kommer det til."
   Shem sank.
   Hvis blot Insyah ville lade være med at ønske sig kamp! Hvem vidste hvornår Gud havde tænkt sig at tage jægeren på ordet?
   Insyah foldede klædet sammen, og lagde våbnet ned i et langt hylster af læder, med en snor til at have det over skulderen.
   Derefter foldede han et grønligt stykke stof ud.
   "Se nu godt på disse kofter. Mærk efter på voksen," - han gjorde tegn til at Shem skulle gøre som han sagde - "det er den som beskytter mod nedbør."
   Han så lidt irriteret ud, da Shem ikke straks gjorde som der blev sagt. Forlegen, skyndte Shem sig at stryge hånden over kofterne.
   "Det skal nok også blive nyttigt med disse pelse," sagde Insyah. "Det har været et usædvanligt koldt forår."
   Pelsene var et sted mellem brune og røde. Shem kunne ikke afgøre hvilket dyr de stammede fra.
   Derpå holdt Insyah nogle uformelige sorte klumper op.
   "Dette er en lørk."
   Alene ordet fik det til at vende sig i Shem. Klumpen lugtede ikke af noget, men den så slem nok ud som den var.
   "Det er den bedste langtidsholdbare proviant vi har," forklarede Insyah, "men vi bliver nu nok nødt til at fælde noget bytte på vejen alligevel. Det er svært at sige hvad der er at leve af, nord for skoven. Men hvis der var særligt meget at leve af, ville der bo flere mennesker der."
   Shem holdt tæt med sin mening om de sorte klumper. Hvis det var dette udstyr de skulle klare rejsen med, måtte han vel affinde sig med det.

***

Allerede i det den første dag gik på hæld, fandt Shem ud af at det ville blive smertefuldt overhovedet at nå nogle steder hen - Insyah insisterede nemlig på at de løb i "jægertråd", hvor man hele tiden skiftede mellem at løbe halvtreds skridt, og så gå halvtreds skridt. Han savnede bestemt ikke sin tunge udrustning mere, selv om han først havde tigget Insyah om at få det med. Han var rædselsslagen ved tanken om at tabet ville blive pålagt ham, men Benu lovede at han som Shems ejer nok skulle dække det.
   Det første lange stykke tid af rejsen talte de ikke meget sammen, men efterhånden blev Shems nysgerrighed nærmest ubærlig for ham. Hans erfaring med skove, var at de var det revl og krat der lå mellem landsbyer og byer, hvor deres dyr kunne løbe omkring og supplere deres kost op med hvad man kunne finde - hvis man da ikke huggede det til brænde for at få nytte af det. Med andre ord, var skove de steder hvor man ikke kunne dyrke ordentlige planter. Ikke at han kunne finde på at sige den slags til jægeren, men han var utroligt nysgerrig over hvordan tingene overhovedet kunne se ud som de gjorde her.
   Og bevares - der var vel egentligt også store skove i Det Sorte Land, eller i de lande som folket beherskede. I det mindste havde han hidtil syntes at de var store. Men der fandtes ikke træer der strakte sig så langt i vejret, med så tykke stammer som her. Og så var der slet ingen stier i denne skov.
   "Hvor mange bor I egentlig her ude?" spurgte Shem.
   Insyah trak på skuldrene.
   "Jeg mener i, og uden om, Jem-Sepat."
   Insyah tænkte sig godt om.
   "Måske ét tusinde, hvis alle de små hi også tælles med, samt de få der lever alene herude. Men vi føler os nu alle godt hjemme i Jem-Sepat. Alle har deres eget rum der. Vi ligger utrolig fjernt, selv for en stad i Det Skjulte Land. Som regel bliver folk gift med nogen med langt væk fra..."
   Shem kunne mærke, at det var vigtigt at han undlod at kommentere det, at dømme efter bitterheden i jægerens stemme.
   "Virkelig? Så mange?" spurgte Shem, for at aflede tankerne. "Jeg mener... det er utroligt at I kan overleve ved at jage og samle!"
   "Det gør vi heller ikke. Vi har marker."
   "Men... det er en skov," protesterede Shem.
   "Ikke hvis markerne ligger under jorden. På den måde undgår vi at brede os ud over hele verdens overflade. Hvor tror du at vores mad kommer fra?"
   Shem kløede sig i nakken.
   "Det er stadig utroligt."
   "Vi har skam rigeligt," sagde Insyah med sit folks vanlige stolthed. "Det bliver kun vinterår hvis nogen bryder riterne."
   "Det er virkelig usædvanligt koldt for årstiden." sagde Benu pludselig.
   De vandrede videre i stilhed.
   "Hvor langt er vi egentlig nået nu?" spurgte Shem ud i det blå.
   "Hvis han bare havde en anelse..." tænkte Insyah.
   "Femogtyvetusinde, fire hundrede og tre skridt," sagde Benu automatisk.
   Insyah og Shem så begge to hinanden i øjnene, i gensidig vantro.
   "Det er noget af et ... talent I har," sagde Insyah rystet.
   "Det er min gave," sagde Benu. "Hvert menneske har sin."
   Insyah så over på Shem.
   "Det har jeg nu svært ved at tro på."
   Shem fangede noget i jægerens ansigtsudtryk som han virkelig ikke brød sig om, selv om han ikke helt kunne sætte fingeren på det. Nå... det var nok bare noget han bildte sig ind.
   "Her er faktisk smukt," sagde Shem, om ikke andet end så for at muntre sig selv op - og hvis det også virkede på de to andre, så var det så meget bedre.
   "I ved... faktisk har jeg sjældent noget så smukt før. Altså, den måde løvet er farvet på. Det er så... sundt. Ligesom de tykke stammer. Selv mosset virker der liv i. Og..."
   "Jeg tror at vi har forstået," afbrød Insyah ham.
   Shem syntes nu stadig at han kunne finde mere at se efter. Grenene svang sig op over de tykke stammer og den mosdækkede skovbund. Træernes kroner tillod nogle få stråler af lys at bade skoven i et svagt gyldent skær.
   Men så greb Insyah pludselig godt fat i begge sydlændingene, og skubbede dem ind i et krat. De lå så stille de overhovedet kunne, imedens de meget tydeligt kunne høre noget stort lunte forbi. De kunne mærke dets tunge, hvæsende åndedrag.
   Efter lang tid kunne de endelig rejse sig op igen.
   "Gud bevare os... nu har vi snart gjort dét, en gang i timen!" sagde Shem " - og jeg har faktisk ikke fået så meget som ét glimt af dyrelivet endnu!"
   "Og hvorfor skulle vi også ville dét?" spurgte Insyah. "De fleste af dyrene løber væk eller gemmer sig - og det er kun naturligt, i betragtning af at vi har for vane at spise mange af dem. Men resten af dyrene - de er ude efter os. Det er for øvrigt kun godt at vi bliver dækket med mudder fra skovbunden - det gør det sværere for dem at lugte os. Husk på: Her klarer alle sig selv."
   "Undtagen os," sagde Shem, hvilket han fortrød så snart han overhovedet havde sagt det.
   "Kan I se den bakketop der stikker op i mellem træerne derovre?" spurgte Insyah, og pegede mod nord. "Vi skal derop før det bliver mørkt. Det er den eneste måde vi kan danne os et godt overblik på."
   "Det ser ikke så slemt ud," sagde Shem. "Jeg mener ... det virker ikke særlig stejlt. Det er godt."
   "Det er lidt dét der er problemet," sagde Insyah. "Hvis den var stejlere, så ville det ikke virke som om det bare gik opad og opad, i én uendelighed. Bare vent og se."
   Næsten en halv dag senere, kun akkurat lige før solnedgang, gav Shem ham ret. De trådte ud af trægrænsen ved enden af åsen, og ud til et bjergtagende syn.
   Træerne rakte stadig næsten så langt som øjet rakte, men det var tydeligt at det tyndede ud mod nord. Derudover gik terrænet stort set også ned ad bakke resten af vejen, indtil de nåede til foden af de Det Stejle Lands bjerge.
   "Det er utroligt," sagde Shem.
   "Jeg har løbet nogle dyr ud over denne skrænt nogle gange før," sagde Insyah. "Men om jeg så det tusinde gange, tror jeg stadig at det ville fylde mig med ... lykke. Hvem skulle have troet at Verden var så stor?"
   Han rakte de to andre nogle af den tørrede mad fra kældrene.
   "Fortæl mig om jeres hjemland," sagde han, medens han spejdede ud over terrænet.
   Shem begyndte:
   "Øhm... Det er ikke ligefrem mit land, men... Det Sorte Land er i hvert fald en del fladere... men... nej... hvad er der egentligt at fortælle? Bare ... Marker så langt øjet rækker. Flodveje. Pramme. Det virker aldrig som så meget når jeg tænker over det, men det har alt hvad hjertet kan begære."
   "Begær..." sagde Insyah i et tonefald som Shem ikke kunne finde ud af var foragt, almindelig undren, eller ligefrem jalousi.
   "Jeg har kun hørt om jeres byer fra hvad vores ældste fik fortalte fra deres ældste."
   "Øh... hvad sagde de da?" spurgte Shem, selv om han udmærket kunne forestille sig hvad jægeren mente om dem.
   "Støjende, overfyldte. Et frådseri med plads, hvor der kunne være træer."
   "Det er en ganske god beskrivelse af Men-Nefer," sagde Benu tonløst. "Hovedstaden er ikke hvad den har været."
   Shem havde ikke lyst til at sige sin herre imod - men hvad var nogensinde hvad det havde været? Men-Nefer var ikke halvt så gal som mange sagde. Derinde kunne man næsten glemme at man ikke var fri - især når øllet flød frit til de store fester.
   "I det mindste er maden i hovedstaden god," sagde han så.
   "Men det er ikke halvt så godt for jer som lørk," sagde Insyah. "Man kan leve næsten udelukkende af dem."
   Shem tog en bid af én.
   "Det ... tror jeg gerne..." sagde Shem, og prøvede at synke uden at smage. Den smule der kom i berøring med hans smagsløg, gav mindelser om bark som geder havde knubbet sig op af. Ikke at han nogensinde havde prøvet at spise den slags.
   De så mod solnedgangen.
   "Det er snart nattetide," sagde Insyah, hvilket selvfølgelig var en fuldkommen overflødig bemærkning. Men det hjalp ham med at bevare overblikket.
   "Vær på vagt," fortsatte han. "Der er væsener herude, som ikke engang jeg ved hvad er."
   En dyb tuden rungede over skoven.
   "Gud være med os," hviskede Shem dæmpet. Det lød som sjakaler, men det måtte komme fra noget der var langt, langt større.
   Insyah satte sig ned.
   "Pak jer godt ind," sagde han, "nætterne her er kolde uden bål."
   Shem så forvirret på ham.
   "Uden bål? Vi kommer da ikke til at mangle brænde..."
   Hans blik gled over træerne, der stod meget tæt omkring dem.
   "Nå ja... jeg glemte helt..."
   "Der er virkeligt intet der undgår en skarpsynet sydlændings opmærksomhed," sagde Insyah irritabelt.
   "Vi bliver nødt til at dele natten op i vagter, hvis vi skal kunne sove trygt... og rigeligt," sagde han. "Shem, tag den første vagt. Jeg tager den anden - og længste - og Benu den tredje."
   De satte sig ned, og begyndte at vikle de medbragte pelse om sig.
   "Jæger? Ved du hvad?" spurgte Shem pludselig.
   "Nej," sagde Insyah. "Og vi kender ikke hinanden godt nok til at tiltale på den måde."
   "Lige meget," sagde Shem. "Jo. Jeg forstår. Hvis d... I var fra Det Sorte Land, ville I være højbåren."
   Jo mere Shem tænkte over det, des bedre stemte det. Der fandtes gamle slægter begge steder - der gjaldt bare nogle helt andre regler for Insyah. Han havde ingen tjenere, ingen slaver, ingen kone, ingen til at hjælpe sig med sin opgave. Men til gengæld havde han arvet det frygtindgydende våben.
   "I har ret," sagde Insyah. "Min linje har været den mægtigste og mest talrige blandt beskytterne."
   "Røde Måne, søn af den Store Leder," sagde Shem langsomt på Det Sorte Lands tungemål, og derefter sit eget.
   "Skulle det nu være så morsomt?" spurgte Insyah.
   "Nej ... nej" sagde Shem. "Selvfølgelig ikke! Det er bare sjovt at jeres navn virkelig betyder noget!"
   Shem pegede op på himlen.
   "Se deroppe... Den flotte skive deroppe. Røde Måne. Forstår I hvad jeg mener?"
   "Ja," sagde jægeren. "Det er rigtigt. Når den en sjælden gang viser sig på himlen, nøjes vi med at bemærke at den er der - og det er hurtigt glemt hvor den kommer fra, at den har en fortælling bag sig. Sådan går det vel alle."
   Insyahs grønne øjne lyste meget klart i mørket, idet han stirrede på Shem.
   "Jeg gad godt vide om mit navn betyder noget," sagde Shem.
   "Det gør det," sagde Benu, just som de begge to havde glemt alt om ham. Så udtalte han langsomt Shems navn på Det Skjulte Folks sprog.
   "Det betyder at I er en vogter," sagde Insyah.
   "Virkelig?" spurgte Shem.
   "Men strengt taget betyder deres ord nu ikke 'rød', ikke på den måde vi kender det," sagde Benu. "Det betyder blod."
   Der blev ikke talt mere den aften.