Har jeg mon nu husket det hele? Jeg ser på den proppede kuffert. Der er i hvert fald ikke plads til mere, så jeg skal have fundet en ekstra taske, hvis jeg skal have mere med.
   Jeg kaster et blik på min huskeliste. Alt er afkrydset bortset fra de sidste toiletsager, som jeg skal bruge i morgen tidlig. Tøjet ligger klar på kontorstolen og rygsækken med min bærbar står ved siden af.
   Nervøsiteten sidder som en anstrengthed i min krop. Ikke så meget at det gør ondt, men nok til at jeg spænder i musklerne.
   Jeg drejer hovedet rundt og ruller med skulderne for at forsøge at løsne op. Velvidende at det ikke hjælper det store. Hvis jeg er heldig, bliver det en god start på sommerskolen i morgen, så jeg hurtigt falder til. Ellers risikerer jeg at gå med anspændtheden hele sommeren, og så vil jeg med garanti være nødsaget til at bruge nogle af mine penge på en omgang massage, selvom jeg virkelig godt kunne bruge de penge på noget andet.
   Det er for tidligt at gå i seng, selvom jeg skal tidligt op i morgen, og med den rastløshed som er i kroppen, så vil jeg alligevel ikke kunne falde i søvn. Jeg kigger på klokken. 21.37. Måske jeg skulle gå en tur.
   Nogle gange hjælper en gåtur med at få styr på tankemylderet, så kroppen kan falde lidt til ro. Det er forsøget hver. Jeg finder en strik frem og trækker ned over hovedet.
   "Mor. Far. Jeg går lige en tur." Jeg stikker hovedet ind i stuen, inden jeg går ud i entréen.
   Mens jeg er ved at tage sandaler på, dukker mor op i døråbningen mellem stuen og entréen.
   "Er du nervøs for i morgen?"
   Jeg ser op på hende. Der er ingen grund til at lyve.
   "Ja."
   "Kom og sæt dig kort," siger hun og sætter sig på det nederste trappetrin op til 1. salen.
   Jeg sætter mig ned ved siden af hende.
   "Jeg var også nervøs dengang, jeg skulle afsted for at bestå prøven. Men det er også en fantastisk tid, så prøv at nyde den."
   "Men hvad nu, hvis jeg ikke består? Hvis jeg nu ikke kan finde ud af at gennemføre forvandlingen?"
   "Tag det roligt, skat. Husk på, at I kommer til at gennemgå det hele og skal bestå en teoretisk prøve, inden I får lov til at forsøge jer med selve forvandlingen."
   "Du har altid fået det til at se så nemt ud," sukker jeg.
   "Jeg har også øvet mig i mange år. Men faktisk er det slet ikke så svært."
   "Bare du har ret."
   Mor smiler beroligende til mig.
   "Husk, at Tessa også er der, så du kommer ikke til at være alene."
   "Du har ret."
   Tanken om, at Tessa også er der, lægger faktisk en lille dæmper på min nervøsitet. Vi har hinanden at støtte os til undervejs, hvis det bliver uoverskueligt. Jeg kan altid gå til hende.
   Jeg rejser mig op. "Tak, mor."
   "Det var så lidt. God gåtur."
   Vi giver hinanden et knus, inden jeg går ud af hoveddøren.
   Varmen hænger stadig i luften, og jeg overvejer et kort øjeblik at tage striktrøjen af igen, men vælger at beholde den på. Jeg vil ikke risikere at blive syg.
   Mens jeg går ned langs vejen, kan jeg høre fuglene synge i haverne og begynder selv at nynne en lille melodi. Foran mig kaster solnedgangen de flotteste farver på aftenhimlen. Selvfølgelig skal jeg nok bestå prøven. At være formskifter ligger i mine gener. Det bør ikke kunne gå galt.