Regnen stoppede med at falde, da døren til kareten, trukket af påfugle, blev åbnet. Eyia satte sine fødder på det gule, slatne græs, der straks blev grønnere, mens blomsterne foldede sig ud. Fuglene sang for hende, da hun gik gennem skoven. Træerne flyttede sig lidt, så solens stråler kunne nå hendes fagre skikkelse. En ræv krydsede hendes vej og standsede brat ved synet af hende, tabte underkæben, så kaninen landede på jorden med et bump og helt glemte at løbe væk fra rovdyret. Så iøjefaldende var hendes skønhed, at hverken jæger eller bytte, kunne slippe hende af syne. Hun lo og samlede kaninen op, for at putte den ind til hendes varme, svulmende barm. Ræven gloede efter hende, da stien drejede og ledte skønheden hen mod en lille lysning, omringet af tætte, hvide træer.
Eyia trak kaninen tættere til sig, da hun fik øje på ham. Hans aura strålede omkring ham i sine blå og grønne farver. Keyon stod i midten af gudekredsen og ventede. Hans grå øjne lyste næsten ligeså stærkt som hans livskraft. Et smil havde formet sig i hans korte, velredte brune fuldskæg. De var alle samlet den dag. Hun fik øje på Sjurd, der stod ved siden af Keyon, uden at kaste nogen skygge. Hans tjærefarvede, skulderlange hår, var det eneste der havde beholdt sin sorte farve fra hans liv som en skygge. Den dag de to gudegruppe mødtes i et mægtigt slag, havde himlen grædt, så stjernerne faldt i flammende kugler. Jorden havde skælvet og opslugt dødelige såvel som dyr.
"Blodet havde flydt og flydt, indtil der ikke var mere blod tilbage," havde Rahve fortalt hende, der havde set kampen, mange tusinde kilometer væk. Hun huskede, hvordan hans hviskende stemme havde lokket hende med en viden som ingen anden end han kendte til. Eyia havde ikke været sen til at lægge mærke til denne blege mand, som dengang, først for nyligt, havde sluttet sig til dem. Hans brune øjne, der var så mørke at de næsten var sorte. Som om de gemte på en mørk hemmelighed og alligevel blev hendes skød vådere, da hun fangede hans blik. Hun stivnede og så over på Rahve. Hvad nu hvis han havde hørt hende? Men hans strålende blik, skarpere end den skarpeste sol, hvilede på Uxi, der rakte noget til Sjurd og Gefn. Hendes tanker rejste tilbage til sommeren, hvor Rahve indvilligede i at fortælle hende om Sjurd, til gengæld for ni nætter. Hver nat havde hun delt hans seng og sådan blev Den Usete Kærlighed til.
"Åhhh," havde hun sukket og kravlet ned fra Rahve, hvis hænder havde klemt hendes baller. Hans øjne havde ulmet som kul øjeblikket før sæden løb ned af hendes lår.
"Fortæl mig nu, hvad du ved," havde hun krævet og lagt en hånd på hans bryst. En skælven løb gennem hende i det hun genkaldte sig Rahve's stemme:
"Jeg husker tydeligt deres kroppe. De afhuggede lemmer, blodpletterne der dækkede alt. Dråberne der stadig faldt, da en skygge, sortere end nogen anden skygge, snoede sig ind mellem de stive, blodige kroppe, hvor den i et stykke tid sad bøjet over det ene lig efter det andet. Med et ryk satte den sig pludselig op. De lysende, røde øjne farede frem og tilbage, i et ansigt så mørkt, at selv jeg ikke kunne set dets træk. Efter noget tid, vendte skyggens opmærksomhed tilbage til ligene og endnu engang lød der en slurprende, smaskende lyd i det bakkede, hårde landskab. Solen var på vej ned, da skyggen tog form af en mand."
Eyia vendte tilbage til nutiden og hendes blik faldt atter engang på Sjurd igen. Et lille smil gemte sig i hans mundvige. Hun rettede på sit gyldne hår og indså først nu, at hun stod stille. Eyia begyndte at gå igen, da han, uden at nogen bemærkede det, gik ud af lysningen og trak hende ind til sig. Deres korte, hastige kys, lyden af hendes blå kjole der blev flået i stykker, hans hænder om ballerne. Det brede træ, som han pressede hende op af. Hvordan hans kys bevægede sig ned af hendes hals, mens hendes ben foldede sig rund om hans ryg. Eyia blinkede og rystede på hovedet.
"Nej," udbrød hun. "Jeg elsker Keyon!" Luften omkring hende flimrede, som på en rigtig varm sommerdag. Eyia spærede øjnene op, da en skikkelse tog form foran hende. Til noget, nej en kvinde der lignede hende og så alligevel ikke.
Langt, bølgende hår, der var rødere end nogen rose, faldt ned over hendes struttende bryster. Håret var ikke pyntet med blomster, i stedet var de prydet af tidsler og torne. Ørneblikket der mødte den faste kærlighed, som hun fremover ville blive kendt som, fik Eyia til at træde et skridt tilbage. Kvinden lo højt, før hun vendte ryggen til sin anden halvdel og forsvandt af syne. Men ikke uden at kaste et kort blik på Sjurd, hvis smil pludselig var væk.
Eyia smilte og trådte ind i lysningen, hvor alt snak forstummede ved hendes tilstedeværelse. Hun betragtede sin kommende husbond og så aldrig, hvordan Sjurd's bryn trak sig sammen. Hans læber som før var et smil, var nu en tynd, stram streg. Deres datter, Ceres, forlod Rahve's side og stak sin arm ind under sin mors. Den grønne stamme Keyon stod foran var højere end nogle af de andre træer der stod omkring det. Hvilken farve dets frugter og blomster havde, vidste ingen, for kronen forsvandt op i skyerne. Sjurd på venstre side og Mottull på højre side af ham. Den eneste blandt dem, trods Gefn foryngende magi, der havde gråt hår og dybe rynker i panden. Håret på hver side af hans hoved, var hvidt. Eyia så op og fik øje på hans sølvfjerdrede ugler, som holdte øje med dem i trækronerne. Mottull's røst lød og for en stund var alles blik på taleren:
"Højguder og småguder, med Den Store Verden som vidne, er vi bragt sammen her i dag, for at forene Keyon og Eyia, hvis kærlighed for hinanden overgår alt andet."
Eyia så ind i Keyon's øjne, der greb hendes hånd. Bag ham stod hans bror Gerrit og smilte fra øre til øre. Hvor han dog mindede om sin bro og så alligevel ikke. Ligesom Keyon var der en aura omkring Gerrit, men denne var helt anderledes end hans brors. Gule, gyldne og orange farve, kom bølgende ud fra hans skikkelse, i stadigt stærkere farver. Eyia kunne ikke helt lade være med at stirre, da Djoni trådte en meter væk fra ham. Hans mørke, brændte hudfarve, vidnede om hans tid i Vulkanen Før Alle Andre Vulkaner. Dem til højre for Gerrit, stod flere meter væk fra ham og alligevel var deres klæder gennemblødt af sved.
"Sværger i at elske hinanden gennem tidsløse tider?" Spurgte Mottull parret.
"Ja," sagde de i kor. Gefn trådte frem og gav en guldfarvet ring til Eyia, mens Sjurd rakte en sølvring til Keyon. Hans smil nåede aldrig helt øjnene, der virkede mørkere end ellers. Tårerne løb ned af hendes kinder, da ringen kom over langefingeren. Snart havde den anden ring også fundet sin plads. Før Livet og Døden, kunne bede dem om det, havde Keyon taget Eyia's ansigt i sine hænder. Deres læber mødtes i et tæt kram til skue for guder og skoven.