Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmerne vækkede Freddy og Raja. Så lå de tæt sammen. Freddy så på Bedste og hendes gæst. Og så hviskede han til Raja, om hvor langt eller kort hår gæsten havde, hvor stor næsen var og al den slags. Det var tit en, som klagede sig og havde ondt. Så gav Bedste dem urter eller eliksir og miksturer. Nogle gange fik de ikke noget, men hun trykkede dem på panden eller lagde en hånd på deres skulder. Det hjalp mod meget, for Bedste var god til at få det til at holde op med at gøre ondt. Mange af nattegæsterne gav også Bedste gaver: salt, mel, høns, tøj og en gang fik de en kanin, som de kaldte Stampe; den var lille og hvid, med røde øjne.
   Raja vågnede som regel også og så hviskede Freddy til hende, hvordan gæsten så ud. Det var rart at ligge tæt sammen og hviske ind i hinandens ører. Det var ikke altid de kunne se gaven, for mange lod den stå udenfor. Så hviskede de sammen om, hvad de mon nu fik og overgik hinanden i vilde ønsker.
   En nat fik Bedste en mærkelig gave.
   Raja puffede til Freddy og hviskede:
   "Der er kommet en kone."
   Freddy var næsten vågen allerede, så han gned sig i øjnene og satte sig halvt op, for at kunne fortælle, hvordan gæsten så ud:
   "Hun er lille og lidt tyk. Hun er brun og har sådan en stor vorte ved sin mund."
   I det samme rejste den lille, tykke kone sig op og vendte sig mod dem. Det gibbede i Freddy. Ikke så meget, fordi hun vendte sig, men fordi hun så vred ud. Freddy satte sig op i sengen og glemte helt at fortælle Raja, hvad der skete.
   På et øjeblik var konen henne ved skabet og der, i krogen, løftede hun noget op. Det var vist tungt, for hun stønnede og gispede.
   "Ikke vil - ikke vil," brølede det, hun nu stod med. Det var altså noget levende. Mon det var en trold?
   "Du skal!" befalede konen og vendte sig en gang til. Og så anbragte hun væsenet hos dem.
   Det var et grimt og arrigt barn.
   Det krøb ned i fodenden og trykkede sig op af væggen. Mens konen tændte alkove-lyset gloede det på dem, med sine store nat-sorte øjne. Det havde langt, filtret og sort hår. Det sad med et stykke brød i hånden og havde krummer om sine læber. Det sagde ikke noget nu, men slog med sin lille klumpede hånd i madrassen.
   "Hvad hedder du?" spurgte Raja venligt.
   Ungen kylede den fortyggede brødskive i hovedet på hende og surmulede.
   "Fyh," udbrød Raja vredt, "sådan noget gør man ikke."
   Hun lagde sig på maven og strakte forsigtigt en hånd ud for at mærke, hvor lille han var og måske for at finde ud af, om han havde mere 'kasteskyts'.
   "Wa - ah," hylede ungen omgående.
   "Hvad hyler du nu for?" snerrede konen og hev ungen op til sig.
   Der hang det væmmelige barn, med armene om konens hals. Det var nok hans mor.
   "Hende slå mig," løj barnet.
   "Han rækker tunge," hviskede Freddy til Raja.
   "Hun ville mærke ham," forklarede Freddy.
   "Her skal ikke mærkes nogen!" brølede konen, så hårdt at Freddy fik ondt i ørerne. Det føltes næsten som om en pil fløj ind gennem det ene øre og ud af det andet. Tuang! Av. Og konen så skrækkeligt ond ud ; med sammenknebne øjne og udspilede næsebor, gloede hun på ham, mens hendes øjen-kugler gled omkring i alt det hvide.
   Som den fortidsskygge erindringen var, viste Danny sig - i et glimt - fra sin værste side. Kun et glimt. Men det var nok. Et skrig sad fast i hans hals, mens noget varmt og vådt rislede ned af lårene.
   "Kan I nu være søde ved lille Pablo," formanede Bedste, som pludselig stod ved siden af konen og også så på dem. Han trak dynen om sig, så de ikke skulle opdage, hvad han var kommet til. Han var jo fire år nu og alt for stor til at tisse på madrassen. Bedste havde fået en rynke mere i panden og hendes øjenlåg blinkede meget. Det kunne Freddy ikke lide.
   "Hvem er dog den lille krudt-ugle?" spurgte den væmmelige kone
   "Det er Sitas dreng," oplyste Bedste og stirrede på den blafrende flamme i vægstagen.
   Nu så konen endnu mere væmmelig ud.
   "Da vel ikke..." begyndte hun og gnavede på sin underlæbe med sine store lysegule fortænder.
   Freddy prøvede at gøre sig lille og trykkede sig tæt op af Raja; bare de begge to kunne forsvinde helt ind i væggen og først komme frem, når konen og hendes arrige barn var væk igen.
   "Jo," sagde Bedste surt, "I kommer ikke og ser til jeres gamle mor, vel? Jeg er gammel, halvblind og fattig, men jeg må leve af min lille plet jord og almisser fra tåbelige folk, der tror jeg er en heks. I kommer ikke og hjælper; komme på besøg og snakke lidt - det gider I ikke engang, men komme her med jeres unger, det kan I...""Ja ja, mor - men Pablo er rask og sund. Han er også ÆGTE - kan jeg gøre for at en lungebetændelse tog min mand fra mig? Kan jeg det? Du skal jo kun have ham, til jeg får en god plads. Ikke som ham dér..." Med en dirrende pølsefinger pegede hun på Freddy og tilføjede: "Bring ham hellere til klosteret, for du magter vel ikke at prygle det onde ud af ham. Han skal nok bringe dig ulykke."
   Freddy forstod ikke alt, men han forstod, at Bedste var sur og at konen ikke kunne lide ham. Det var væmmeligt. Og det blev værre.
   Noget vådt og klistret fløj gennem luften og landede på hans næse, mellem øjnene. Langsomt gled det ned ad næsen. Hun havde spyttet på ham. Og han vidste godt, at det gjorde man kun, når man syntes nogen var rigtig, rigtig dumme. Bedste sagde ikke noget. Raja sagde heller ikke noget. Freddy åbnede munden for at sige noget rigtigt grimt til konen, men han turde ikke alligevel. Pludselig var det hele så ondt og farligt. Han stivnede, ville ikke røre spyttet - ville ikke røre noget og ikke røre på sig. Ville bare forsvinde. Og så var det med ét, som om han forsvandt.
   Han var uden for hytten, måtte være blæst gennem brædderne og langt væk skimtede han et ansigt. Det var lidt utydeligt, men to runde, gule øjne lyste imod ham. Så var det som om ansigtet blev pustet bort af et vindstød, lige som en sommersky og han kunne se i gennem det: se Bedste, der forskrækket greb ud efter en stivnet drengekrop med en dyne om sig og vidt opspærrede øjne.
   "Var din mund, Liv," skældte Bedste på kvinden og holdt om Freddy med sine varme, gode hænder, "ungen her er god nok og jeg lærer ham om verdenen. Tag du din egen unge til klosteret, eller lad ham blive, men bliver han, så må han dele med både Raja og Freddy."
   "Hm. Ja ja da," sukkede konen.
   Freddy hørte hendes skridt over gulvet og så sad hun henne på bænken og vrælede, selvom hun var voksen.

Pablo var to år og deres fætter. Hans mor var nemlig lillesøster til Freddys mor, Sita og også til Rajas mor, der hed Nina. - og nu boede han hos dem. Bedste kogte vand til at vaske ham i . Først ville han ikke, men da han fik lov til at lege med Freddys træskib, så ville han godt. Han lånte selvfølgelig kun det grimmeste af de to skibe Freddy havde - det hvor masten var knækket - men han var glad og kunne godt se, at det lille brændestykke, med de afskårne kanter, var et flot skib.
   Da han var blevet vasket så han sød ud, men han var en pyllergris. Han skreg og vrælede, mens Bedste redte hans hård med sin store træ-kam.
   Pablo kom ikke med ud efter æg eller ud at hente kartofler og trække ukrudt op. Han skulle bare lege og det var rigtig uretfærdigt, var det. Og så kunne han ikke engang finde ud af det. Han proppede sten-køerne i munden og rykkede blade af kartoffelplanterne og hovederne af de fine morgenfruer, så Bedste måtte hele tiden tage sig af ham.
   Freddy så en flot sommerfugl. Han fortalte Raja om den, men Bedste skulle også se den. Det var ikke en hvid eller gul en; den havde blågrønne vinger, der funklede og glitrede og den fløj ind i skoven, med yndefulde bevægelser, som om den dansede. Måske var det en lille pixi-alf? Bedste skulle se den, inden den forsvandt helt. Men hun havde ikke tid.
   Kunne Bedste alligevel bedre lide Pablo?
   Da de sad og spiste frokost sparkede Freddy ham over benet. Bedste så det slet ikke. Ungen vrælede i vilden sky og Freddy så interesseret på ham. Han blev helt kokrød i ansigtet og svarede slet ikke, da Bedste spurgte, hvad der dog var i vejen.
   "Han er bare så hidsig," digtede Freddy, men det ville den lille ikke finde sig i. Han snappede efter luft, snøftede og klynkede: "Ham slå med fod."
   "Vel gjorde jeg ej," forsikrede Freddy, mens han prøvede at se artig ud.
   Bedste tog den vrælende unge op. Øv, nu fik den dumme unge igen opmærksomheden. Og det skulle han ikke have, så Freddy sagde:
   "Jeg sparkede bare lige så stille. Han er en pyllergris."
   Blev hun nu sur og grim i sit ansigt? Han lurede på det og så tegnene; de rynkede bryn, de lynende øjne. Så nu vankede der skæld-ud og han fortrød, at han havde indrømmet sin dårlige opførsel.
   "Ti nu stille," sagde Bedste til pyllergrisen og han hikstede, snøftede og puttede sig ind til hende. Øv. Bedste så på ham med sin hvasse øjne og hans hjerte dunkede.
   "Dit lille fjols," sagde hun til ham og glattede brynene ud, "jeg kan stadig lide dig - og også Raja, men vi må passe på Pablo. Han er jo så lille og hans mor er væk."
   "Ligesom din," blandede Raja sig.
   "Min mor er bare ikke så dum som Pablos," tænkte Freddy højt.