Et eller andet sted dybt inde havde Cedric egentlig altid vidst det. Tanken havde i hvert fald strejfet ham mere end én gang. Nej, hvis han skulle være ærlig overfor sig selv - og det skulle man jo helst - så havde det være mere end bare et strejf af en tanke. Det havde været end nagende idé, som havde groet i det skjulte som en svamp under træets rod, siden kimen til tvivl engang var blevet sået i hans sind. For det er som med tanker som med svampe; I årevis kan de holde sig skjult under jorden, og kun ved den rigtige påvirkning fra naturens luner bryder de frem. Hvis en tanke gang på gang modsiges og forkastes som tåbelighed, så gemmer den sig, den må undertrykkes og fortrænges. Det er de færreste, der i længden udholder at tro på det stik modsatte af, hvad alle andre gør. Dog ligesom med svampen er denne tanke ikke forsvundet, selvom den er skjult. Den vokser og vokser og stjæler næring fra alt omkring sig, til intet andet længere kan vokse der.
Cedrics tvivl havde fået næring. Små, tilsyneladende ubetydelige, ting, der dog alle flettedes sammen i hans rodnet af tvivl. Den dag som ganske lille, da en af naboens drenge havde spurgt ham, hvem hans rigtige forældre var, huskede han ganske tydeligt. Det var første gang han mærkede den tanke. Cedric var kommet til sine forældre med spørgsmål, der dog med det samme blev slået hen. Cedric var sine forældres, Brihn og Jennas ægte barn, blev han eftertrykkeligt fortalt. Alt andet var nonsens og barnligt drilleri, som han burde være for klog til at lytte til. Han havde spurgt igen et par gange, men hver gang med det samme svar, og til sidst holdt han op med at spørge. Som han blev ældre, viste tvivlen sit ansigt i spejlet. De blå øjne, som mødte ham der, havde hverken hans fars grønne glimt eller hans mors venlige, gyldenbrune blik. Hans hud var lys og ren, ikke plettet af fregner som hans mors, eller gylden i solen som hans fars. Hans mors hår var gyldent med et rødligt skær, hans fars var næsten sort, men Cedrics hår var glat, blankt og lysende hvidt som nyslåede platinstykker. I spejlet begyndte han med tiden at kunne genkende sin fars træk i sit i eget ansigt; næsen var der, kæbelinjen og noget omkring smilet, men øjnene under de lyse øjenbryn og alt andet forblev helt forkert, og der var intet at genkende fra hans mor. Hans bror, Morin, lignede begge deres forældre. Cedric kunne sommetider se mors ansigtstræk så tydeligt hos sin bror, kun forstyrret de grønbrunlige øjne, der tydeligt bar fars karakter, ligesom det mørke, pjuskede hår. Morin havde også arvet fars stærke fysik og evner i kamp, som Cedric desværre ikke var blevet forundt, da guderne delte egenskaber ud. Netop hans bror gav også næring til tvivlen. Cedric var den ældste af de to, men der var kun et års forskel mellem dem. Ét år. En dag lærte Cedric, at en kvinde måtte vente sit barn i 9 måneder, før hun fødte. Det var længe, når man tænkte på, at deres mor dermed kun havde haft tre måneder fra Cedrics fødsel, før hun var blevet med barn igen. Han havde aldrig direkte spurgt sin mor om det, men han havde alligevel indirekte forsøgt at undersøge, om det overhovedet kunne lade sig gøre. En dag havde han til sin store fortrydelse spurgt lærerinden om, hvor længe der gik fra, at en kvinde fødte, til hun blev frugtbar igen. Lærerinden, en spinkel, midaldrende dame med et langt ansigt, var blevet bragt helt ud af fatning over det upassende spørgsmål og havde efterfølgende ytret, om han ikke var for ung til at interessere sig for den slags. Hun havde åbenlyst troet, at han var ude på narrestreger, og Morins latteranfald havde ikke hjulpet på det. Cedric havde aldrig indviet sin bror i sine tanker, og denne lod til aldrig selv at have bemærket noget påfaldende. Sandt at sige brød Cedric sig heller ikke om at tale direkte om det, og han var for længst holdt op med at plage sine forældre med spørgsmål. Hans mor blev altid så ked af det og så på ham med et blik, som om hun var bekymret. Hver gang tanken igen trængte sig på, som når et eller andet ubevidst mindede ham om det i hverdagen, fik han en uro i maven og tvang sig selv til at tænke på noget andet. Som tiden gik, blev hans tvivl igen mere og mere fortrængt til et ekko, der nu kun meldte sin ankomst som en skygge i sene nattetimer, når han ikke kunne falde i søvn. Sandheden var ikke andet end det, man troede på, fortalte han sig selv. Ligesom at Dronningen af Sendall ikke kunne regere landet, hvis ingen havde tiltro til hende, så kunne en ting ikke være sandhed, hvis man ikke troede rigtigt på den. Det samme gjaldt for tvivl. Tvivlen havde kun den magt, som man selv gav den, ligesom ondskab og frygt. Måske var tvivl skabt af det samme mørke stof som disse ting. Hvad var det i det hele taget, han søgte? Der var mange andre ubesvarede spørgsmål i verden; Hvis guderne har skabt verden, hvem har da skabt dem? Er mørket fraværet af lys eller lyset fraværet af mørke? Han fandt en form for tryghed i Verdens store mysterier, og lod næsten til at acceptere, at spørgsmål om hans egen eksistens var i den lavere kategori. "Du ser sådan ud, fordi solen skinnede den dag, du blev født, og du fangede noget lyset i dit hår." Sådan havde hans mor fortalt ham, da han var lille, og måske var det ligeså god en forklaring som enhver anden.
Der var gået langt tid, uden at han havde skænket sine gamle grublerier en tanke. Man skulle næsten tro, at han virkelig havde glemt det, og forglemmelse er som bekendt det eneste, der rigtigt formår at slå en tanke ihjel. Det var først i hans femtende år, at de igen for alvor blev genkaldt fra dybet, den dag, da han første gang opdagede sine magiske evner. Cedric var gammel nok til kende til magi, som i Sendall ikke var hverken forbudt eller unormalt, men det var noget andet at forstå alvoren i pludselig at kunne fremkalde den selv. Han kunne ikke engang forklare, hvordan han gjorde, men en dag havde han bare følelsen af noget rigtigt, som om dele af et puslespil pludselig fandt de rigtige pladser, eller som om han pludselig huskede den sidste tone i en melodi, han havde haft i hovedet længere. I starten havde han selv opfattet det som små, morsomme tricks. Han ville overraske sin mor og spurgte hende en aften, om hun ville se et trick til at tænde lys.
"Ikke, hvis det involverer løbeild i stuen," havde hun sagt med skepsis, men da hun vendte sig om fra væven, stod Cedric med et lysende stearinlys i hånden. Et stearinlys, der lyste uden en flamme. Hun blev, ganske som forventet, meget forskrækket, men også lidt vred, da hun først troede, han havde stjålet lyset fra en troldmand.
"Jeg har selv lavet det!" Havde han stædigt fastholdt, og mor havde rystet opgivende på hovedet og hentet far for at få hjælp til afgørelse i sagen, men allerede, da far dukkede op, var lyset forsvundet, og stearinlyset så ganske almindeligt og slukket ud. Da Cedric efterfølgende ville bevise sin påstand for dem begge, kunne han imidlertid ikke huske helt præcist hvordan det skulle gøres og endte med at frembringe et lys i luften i stedet for. Ikke et stearinlys, men en lille, svævende kugle af lys, der fik mor Jenna til at udstøde et gisp af forskrækkelse og se næsten forfærdet ud, men i det mindste kunne hun ikke længere anklage ham for at snyde. Far havde haft en langt mere behersket tilgang til optrinnet og kun et strejf af forbavselse udtrykt med hans mørke bryn. Ja, sådan noget burde man næsten have forventet, havde han ment. Når nu Cedric ikke var kriger, måtte han jo være noget andet.
Cedric følte sig mere hel end før. Han havde aldrig rigtig troet, at han manglede noget, men efterhånden som han udforskede sine evner og blev mere sikker på at bruge dem, blev han også mere sikker på, at han netop før havde været en ufuldstændig person. Da tvivlens skygge igen gjorde sit besøg, var det ikke kun med fornyet styrke, men med et helt andet udtryk. En følelse af vished. Den idé, der havde spiret i hans sind, var ikke længere sløret af tvivl og forvirring. Den var et sammenhægende net af rødder knyttet sammen til sandheden om den løgn, alle omkring ham synes at klynge sig til; Knyttet sammen til visheden om, at han ikke var sine forældres søn. Han lignede dem ikke, og de ansigtstræk, han syntes at kunne genkende fra sin far, var måske ren og skær indbildning, skabt af et ønske om at høre til. Hans alder i forhold til Morin virkede usandsynlig - og hans alder i forhold til, hvornår hans forældre blev gift, var endnu mere usandsynlig. De havde aldrig kunnet give ham et utvetydigt svar, når han prøvede at stille spørgsmål i den retning, og når han forsøgte at regne sammen og tælle år, passede det ikke sammen. Hans fars rejser og alle de eventyr, han havde hørt så meget om, hans mors tjeneste hos Dronningen og fars indvielse i livgarden - de dannede billede, hvor hans egen tilblivelse ikke kunne findes en plads. Til sidst var der hans magien. Selvom Cedric dog havde læst i en bog, at magi i blodet ikke nødvendigvis var nedarvet gennem familien, så var det mere reglen end undtagelsen, og, sammenholdt med alle de andre indicier, var det endnu en brik i det puslespil, han prøvede at samle. De eneste, der lå inde med de sidste brikker, måtte være hans forældre - og hvis de ikke ville komme til ham med forklaringen af sig selv, så måtte han konfrontere dem.
Jeg ved, at jeg ikke er jeres søn. Fortæl mig sandheden. Han gentog det mange i sit hoved, men ordene lød for hårde til, at de kunne bryde gennem hans læber. Han brugte lang tid på at samle sig mod, men der var ingen god måde eller et godt tidspunkt at sige det på. Han var ikke bange, fortalte han sig selv, han var fuldt ud parat til at høre sandheden, han kendte den jo i forvejen, så hvordan kunne det skræmme ham at skulle høre den talt fra sine forældres mund? Det ville være en lettelse, som at få løftet et åg fra sine skuldre. Han var i hvert fald helt forberedt. Et eller andet sted havde han jo altid vidst det, ja, så han havde haft 15 år til at forberede sig på denne dag.
Da Cedric satte sig ned foran sin far i en stol ved kaminen, var det imidlertid ikke på eget initiativ. Alligevel var der en stemning, en trækning over hans fars ansigt eller en tyngde i luften, der gav ham en gisning om, hvad hans far ville tale med ham om. Det var yderst sjældent, at hans far havde noget alvorligt på hjerte, og endnu mere sjældent, at han trak det ud til efter aftensmåltidet, sad alene i stuen foran kaminen og ventede på sin søn. Dog følte Cedric sig nu mindre forberedt en nogensinde før på det, han i al den tid havde ventet på at blive fortalt. I stedet for at føle sig parat til at modtage sandheden, følte han sig parat til at rejse sig og gå derfra så snart, han havde sat sig ned. En klump voksede i maven, og han ønskede sig tilbage til en time forinden, da han ikke sad her og frygtede de ord, der måske om lidt ville forlade hans fars læber: Du er ikke min søn. Cedric rejste sig dog ikke. Han sad der i tavshed og så på sin far rode op i det knitrende brænde i kaminen, indtil han endelig fik mod til at løse knuden på tungen og tale, som om alt var ved det normale:
"Far, hvad var det så, vi skulle tale om?"
Hans far forblev tavs et øjeblik, nikkede og stillede så ildrageren fra sig. Han samlede hænderne og vendte sig om i stolen mod Cedric.
"Du kender historien om mine eventyr," Begyndte han roligt. Cedric nikkede. Hans sind var et kaos af ængstelse, men uden på formåede han på en eller anden måde at holde sine følelser i ave.
"Du kan huske, at jeg rejste med en person fra Det Gyldne Ar og her til?"
Cedric sank en klump. "Vitea?" Spurgte han. Den historie havde han hørt mange gange.
Hans far nikkede. "Vitea, ja. Jeg rejste med hende længe, og kom til at kende hende... Godt. Også bedre, end jeg måske har fortalt jer i mine historier." Der kom antydningen af et beklagende smil til syne under faderens velholdte, mørke skæg. Cedric nikkede igen, ganske tom for ord og så ind i ilden, mens hans far fortsatte: "Og derfor er der noget, som jeg må fortælle dig...- "
Længere nåede Brihn ikke, før den knugende fornemmelse, Cedric havde samlet i kroppen, med ét tvang sig fri i utålmodighed og fik ham til at afbryde.
"- Far..?" Han snappede næsten efter vejret, da det uden forbehold fløj ud af ham: "Er jeg din søn?"
Brihn knep øjnene sammen og drog et dybt suk. "Ja," Svarede han. "Du er min søn." De grønne øjne, oplyst af skæret fra ilden, åbnede sig og så alvorligt på sønnen i stolen overfor.
"Og du er din mors søn. Hvis ikke af blod, så i hvert fald af ånd."
Cedrics hænder rystede om grebet på stolens armlæn, det glatte, udskårne træ fugtigt under hans håndflade. "Og Vitea," Spurgte han med en så fast og beslutsom stemme, som han kunne. "- Er min mor af blodet?"
"Ja," Nikkede faderen blot. Han virkede ikke sønderligt forbavset over, at Cedric tilsyneladende havde gættet det hele.
"Ville hun ikke have mig?" Spurgte Cedric.
Faderen trak på skuldrene. I hans pande mellem de mørke bryn kom en rynke af vemodighed til syne. Brihn var ikke en mand af et melankolsk eller ængsteligt sind, så hans triste mine gav et stik i hjertet på Cedric.
"Det virker ikke sådan." Lød det beklagende svar.
Cedric rynkede brynene og anstrengte sig stadig for ikke at slippe sine følelser løs på overfladen, da han ikke vidste, om det ville få ham til at græde, råbe eller tage flugten ud af den nærmeste dør.
"Talte du ikke med hende?" Spurgte han.
Faderen satte hænderne på armlænene af den store stol og rejste sig op.
"Nej."
Cedric fulgte ham med øjnene hen til det store chatol af mørkt, udskåret træ med alle de mange skuffer, der stod langs væggen i den anden ende af rummet. Der rakte han op bag en af de udskårne figurer i toppen og fremdrog en lille nøgle, som passede til en skuffe i midten - den eneste af alle skufferne, der havde lås. Cedric tænkte, at den nøgle nok havde ligget gemt deroppe, siden han var lille. Han havde aldrig skænket det en tanke, hvad der var i den låste skuffe. Selvom han nok havde tvivlet på sine forældre, var det aldrig faldet ham ind at rode i deres private ejendele for at finde svar. Det ærgede han sig næsten over nu. Fra skuffen fremdrog faderen et ganske lille brev og noget, der lignede en bog, før han gik tilbage til kaminen og satte sig ned.
"Kort tid efter at din mor - Altså Jenna - og jeg var flyttet ind her, blev du afleveret, ikke mere end et par måneder gammel og kun med denne lille note." Han rakte Cedric brevet, en konvolut ikke større end hans håndflade. Til Brihnath Adhain af 'Lynildets Løver' stod der med sirlig skrift, tydeligt en kvindes hånd. Inden i lå en note med den korte besked: Denne her tilhører dig. Underskrevet med "V."
Cedric følte næsten en kulde i kroppen ved at læse den sparsomme opmærksomhed, hans mor havde tildelt ham. Som når man vågner om natten ved vintertid, hvor himlen er dunkel og stjeneløs uden en vind, mens alt i huset stille og mørkt, og mørket kommet krybenden langsomt i tavse skygger fra alle hjørner - den slags kulde følte han. Det var en tavs og usynlig kulde, der kun fandtes indeni.
"Hun underskrev sig ikke engang med sit navn," bemærkede han og genkendte til sin fortrydelse den tydelige skuffelse i hans egen stemme.
"Hvordan kan du vide, at det er fra hende?"
Cedric fik dernæst bogen i hånden.
"Hun havde også vedlagt denne her. Jeg tror, den er tiltænkt dig."
Det lignede en notesbog, indbundet i sort læder med slidte kanter og to læderstropper til at lukke den med. Tiden havde været hård ved omslaget, der var plettet af skjolder og bar præg af at have været vådt og tørret for hurtigt, da det virkede sejt og mørt. Den lugtede svagt af brænderøg, læder og støv. Havde det været hendes, hans rigtige mors, bog? Det var næsten urovækkende at sidde med noget af hendes, når han aldrig havde kendt hende. Den lyshårede troldkvinde havde været en figur i mange af hans fars beretninger fra eventyrene i hans ungdom, men Cedric havde svært ved at forestille sig hende som en rigtig person. Svaret på hans undren kom dog ganske kort efter, da han endelig åbnede bogen og genkendte den samme håndskrift fra før på første side:
Tilhører Vitea Lestari, stod der i toppen. Under dette var tilføjet med blæk, der havde en svag anden tone: Eller en af hendes blod.
Midt på siden var der malet et tegn, som Cedric på ingen måde genkendte. Det var I samme stil som de andre magiske tegn, han før havde set, men han havde aldrig lært at læse magiske runer. De andre sider i bogen var ganske uberørte, blanke og hvide. Han bladrede hurtigt gennem bog et par gange og vente den om for at se, om der faldt noget ud, men der var intet at få øje på.
"Der står intet," Bemærkede han undrende, og hans far trak igen beklagende på sine skuldre og kørte en hånd over skægget.
"Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig, hvad hun har ment med at give dig den, søn." Sagde han. "Men jeg aner lige så lidt, som dig. Måske er der noget her, jeg ikke kan gennemskue."
Cedric lukkede bogen og holdt den mellem begge sine hænder.
"Men far," Begyndte han, "Dig og mor - I løj for mig."
Det var tydeligt at se på faderen, at han ikke brød sig om at høre den sætning. Han lukkede igen øjnene, drog et suk og nikkede langsomt, som man gør, når man anerkender sin egen fejl.
"Ja, søn, og det håber jeg, du kan tilgive mig for."
Cedric var tavs.
"Vi gjorde det, vi mente var bedst. Du var lille. Mor og jeg ønskede, at du skulle være en del af familien, og mor ønskede at være din rigtige mor, ikke din plejemor. Jeg ville vente med at fortælle dig det, til du var gammel nok."
"Jeg har været gammel nok i lang tid." Lød det fra Cedric, hvis stemme gav et svagt knæk. "Jeg har vidst det hele tiden."
"Den slags kan man ikke altid selv sige, hvornår man er klar til." Fastholdt hans far roligt, men Cedric kunne mærke vreden stige i ham som bobler i kogende vand. Den vrede, som han mange år havde gemt bag sin tvivl og usikkerhed, men som voksede i takt med hans frustration over at føle sig holdt for nar. Den var hurtig til at forvise kulden fra før.
"Hvad med Morin? Ved han det også?"
Hans far nikkede. "Vi talte med ham i går."
Cedric knugede bogens omslag og mærkede neglene bore sig ind i læderet. Vreden var eksploderet i ham, og et øjeblik frygtede han, at den magiske ild ville springe fra hans fingre, som den havde gjort et par gange, når han ikke havde kunnet kontrollere sig selv. Den eneste ild, der brændte, var dog den i kaminen og den symbolske ild fra det brændende blik, han så på sin far med.
"Så alle har vidst det ud over mig?" Udbrød han. "Det er ondt! Hvor dum tror I, jeg er? Har I nogen idé om, hvordan det er bare at vide, at noget er forkert - leve i visheden om, at man bliver udelukket fra sandheden, som om man er offer for en eller anden sammensværgelse?!" Han råbte næsten.
"Cedric..." Faderen løftede en hånd for at få ham til at falde ned, det var en typisk gestus, men Cedric lod ham ikke bestemme denne gang.
"Nej!" Råbte han. "Far, du har altid opdraget os til, at vi ikke må lyve. Og alligevel gør du det selv, lyver om den vigtigste ting, der nogensinde er sket i mit liv? Du har sagt, at hvis man er nødt til at lyve omkring en ting, så er det sikkert fordi, det er forkert at gøre. Er det den måde, du ser på mig og min oprindelse? Som noget, der er forkert?!"
Faderen begravede hænderne i håret.
"Nej, Cedric," Kom det næsten opgivende fra ham.
"Men holdt du måske af min mor?"
Hans far så igen op på ham. "Ja, på en måde gjorde jeg," Indrømmede han. "Men.."
Cedric dirrede at raseri, men tårene holdt hans stadig tilbage. "Og hvis du kunne gå tilbage til dengang, ville du så have gjort det samme?"
Ordene faldt tungt til jorden og bragte en kortvarrig stilhed med sig.
Faderen lænede sig frem i stolen, hans blik havde et mørk, alvorsfuldt strejf.
"Cedric, det spørgsmål kan jeg ikke svare på, og det vil jeg heller."
"Jo, svar!" Forlangte sønnen ubetinget.
"Nej, det kan ikke stilles op på den måde."
"Hvorfor ikke? Det er da så simpelt, som noget kan være." Insisterede han. Nu havde han afholdt sig så længe fra at stille spørgsmål af respekt, frygt eller tvivl, og nu, hvor han endelig fik chancen, skulle hans far ikke benægte ham noget.
"Jeg kan godt klare at høre det." Bedyrede han. "I har holdt så meget skjult for mig, du kan ikke være bekendt ikke at svare mig! Du begik en fejl dengang, men i stedet for at stå ved det - som du ellers altid har sagt til os, at vi skal - valgte du at holde sandheden skjult for mig, fordi du ikke selv kunne acceptere den, men den er en del af mig, far, jeg er nødt til at acceptere den!"
Nu blev det endelig for meget. Brihn rejste sig op og så på sin søn med et blik, der var både hårdt og bestemt, men samtidig virkede en anelse såret. Cedric kendte det fra alle de gange, han var gået over stregen på en eller anden måde.
"Nej, det stopper nu." Sagde faderen med en myndig, men stadig behersket stemme. Det var han god til.
"Jeg vil ikke finde mig i, at du fordrejer mine ord på den måde, Cedric. Jeg troede, du var parat til at forstå det, men det er du måske ikke alligevel." De grønne øjne gennemborede drengen i stolen, der næsten krympede sig under sin fars blik, selvom trodsigheden ikke helt falmede fra de blå øjne.
"Din mor har elsket dig fra begyndelsen, som var du hendes eget kød og blod - Ingen af os ville undvære dig for noget i verden, det ved du, og du kan lige vove på at tro noget andet. Forstår du det?"
Cedrics læbe dirrede ligesom resten af hans krop, det føltes som om hans kinder glødede varmere end ilden fra kaminen ved siden af. Han følte sig tom, så tom, som man kun kan være, når vreden fylder sjælen helt ud og så brat forsvinder uden at efterlade noget som erstatning. Han så ned på sine hænder, der havde efterladt mørke mærker af fugt på bogens omslag. Så rejste han sig op. Den lille seddel, Vitea engang havde efterladt som det eneste budskab til hendes afkoms fader, gled ned af hans ben og landede for fødderne af ham. Han løftede blikket til , der stadig var noget højere end ham, og så ham ind i øjnene.
"Jeg har brug for at være alene." Sagde han tonløst. Derpå vendte han sig om og gik derfra, hurtigt, så hans far ikke kunne nå at standse ham, gennem det mørke hus og helt ud i haven, hvor halvmånen lyste blegt og apatisk ned over træernes silhuetter, helt uforandret, næsten som for at håne ham med sin almindelighed. En kold efterårsvind slog ham i møde, men tårerne brændte glødende hedt på hans kinder.