"At de vover!" fnyste Kenric og kastede et blåt blik på bondehæren. Den unge, lyshårede prins sprang af sin hingst og rakte tøjlerne til en tjener. Han sprang ned ved siden af kaptajnen, der ligesom resten af hæren bar glitrende ringbrynjer, runde træskjolde og korte, brede sværd. Deres hjelme skinnede i solen, som lyste over den mudrede, klumpede mark. Prinsen trak sit sværd op af skeden i en hvislen. Bladet var længere, men smallere end resten af soldaternes våben og en guldtråd var viklet rundt om skæftet. Kun bønder og tjenere, tænkte den ranglede prins for sig selv og betragtede bønderne, viftende med stegepander, leer, brændehuggerøkser og høtyve.
   "På tide at give dem en lærestreg, mænd," råbte Prins Kenric og nikkede til kaptajnen.
   "Affyr en salve," brølede den lave, brede mand, der var bygget som en okse, til bueskytterne på bakkerne. En susen lød fra de to runde bakker, før en sværm af pile dykkede ned over deres fjender.

Prinsen smilte. Det skulle nok få dem til at vende om og gå tilbage til gøre det de skulle. Hans smil blegnede, da de fleste af pilene, stivnede i luften, lysende et blåt lys.
   "De har i en magiker i deres midte!" Råbte Kenric, lige får en usynlig kraft, sendte pilene tilbage til deres ejermænd, der sank sammen i græsset, mens blodige vandpytter bredte sig. Kenric's hånd rystede, ligesom stemmen gjorde, da han udstedte ordrer. De havde en magiker.
   Og hvad så?
   Vi har trænede soldater.
   Han kunne ikke tabe. Dette var en chance for at bevise sig selv overfor sin far, Kong Henry af Skarnvælde.
   "Fremad!" Råbte han og hævede sit sværd. Bønderne brølede og så kun endnu vildere ud af at de var beskidte, var klædt i lasede klæder og havde strittende fuldskæg. Hærene stødte ind i hinanden og eder og forbandelser blev kastet gennem luften i selvskab af sten og køkkenredskaber. Prinsen's hjerte sprang næsten op af halsen på ham, da en le blev svunget gennem luften. Han nåede kun lige at trække hovedet til sig. Den tandløse, gråhårede mand grinede. Hans slørede øjne så på ham. Han gik vaklende nogle skridt frem og svang endnu en gang leen, men Kenric hoppede til siden, så det buede blad borede sig ned i jorden. Han løb hurtigt hen til manden, der hostede blod op og stirrede på sværdet, som prinsen jog gennem hans bryst.
   "Morder!" Råbte den gamles søn bag ham, der brølede og sprang på ham. Prinsen tabte sit sværd og landte hårdt på jorden med drengen ovenpå sig. Hans øjne bulede ud ved synet af kniven, ført af stærke, bugtende overarme. I næste øjeblik blev hans sølvfarvede ringbrynje og røde kappe gennemblødt, da kaptajnen kom ham til undsætning. Sværdet blev svunget, et bump lød og stråler af blod sprøjtede op fra drengens skuldre. Prinsen trak vejret hurtigt, hvis hjerte bankede så højt at alle måtte kunne høre det.
   "Er de uskadt?" Spurgte kaptajnen og blokerede et høtyvestik med sit skjold. Han svang sit våben, der snittede angriberens mave op, så indvolden kom til at hænge ud.
   "Dan ring omkring prinsen!"
   Anført af kaptajnen stillede soldaterne sig ryg mod ryg, rundt om prinsen, der langsomt kom på benene. Hans famlende hånd samlede sit sværd op, mens hans tænder ikke ville holde op med at klapre. Kenric så op, da noget skar ham i øjnene. Han spærede øjnene op, da en blinkende, lysende ildkugle fløj gennem luften. En eksplosion lød i et virvar af flammer, mens ham og adskillige andre blev kastet tilbage.

Kenric stønnede, da han rullede hen af den våde jord. En bonde løftede sin høtyv og stak ud efter ham. Han nåede lige at rulle til siden og undgik på et hængende hår de spidse pigge. Kenric sparkede ud med sin fødder, der var dækket af brune skindstøvler. Bonden gryntede i det hans offer ramte ham under bæltestedet. Han kom på knæene og stak klingen gennem bondens mave, lige over navlen. Prinsen trak sværdet til sig og svang det endnu engang, så mandens hals blev åbnet. Han hev efter vejret og blinkede hurtigt med øjnene. Han ville råbe, men en klump holdte hans ord fangen. Skrig lød fra dem der var blevet ramt af ildkuglen, mens de forvildet løb gennem slagmarken, indhyllet i slikkende flammer. Nogle meter fra den sodne jord var kaptajnen ved at rejse sig op. En høj, solbrændt kvinde svang en kagerulle, der fik ham til at sluge mere jord. Hendes forklæde var ikke længere hvidt, men farvet af de faldnes blod. De æblefarvede kinder glødede, mens en vind fangede den tykke, sorte fletning. Kaptajnen vred sig under slagene, der efterlod en del buler i hans hjelm. Rødt blod sivede langsomt ud under ham. Hendes grønne øjne fandt prinsen, der gav et piv fra sig og trådte nogle skridt tilbage.
   Mottull tage hende, tænkte han og løb alt det han kunne. Han kastede et blik bagud og nåede at se en fyldig barm hoppe op og ned. Kvinden smilte et hvidt smil i det han så fremad igen. Så kastede hun kagerullen, som hvirvlede gennem luften. Kenric hylede, da den ramte ham i baghovedet. Alt blev sort.