Ragna

Ragna smækkede døren ind på Rugls kontor efter sig, så hængslerne rallede.
   "Du brugte magi på mig!" skreg hun.
   Hele kroppen dirrede af et inderligt ønske om at lange ud. Ruske Rugl til hun forstod hvad hun havde gjort. Den anden virkede rolig i kroppen, men Ragna lugtede frygten.
   "Hvor kunne du få mig til at sværge et løfte?!"
   "Jeg reddede dit liv," bed Rugl ind og så skarpt op på hende: "Du spyttede Dronningen i ansigtet, du er heldig at hun ikke tog din tunge som eksempel."
   "Reddede mig?" Ragna spyttede ordene ud: "Jeg kom her for dig, ikke for at slavelægge mig til en snobbet, selvoptaget kælling, til et snobbet og røvsygt land!"
   "Hvad mente hun med arret?" Rugl skød kjolerne til side og blottede det tredelte ar på siden.
   Ragna så væk. Skam skyllede en kold bølge over det kogende blod. Varmen i kinderne skiftede oprindelse. Hun fulgte sprækkerne i gulvet. Håbede at finde et hul stort nok til en kakerlak.
   "Det var derfor jeg skulle væk," mumlede hun, knyttede næverne og samlede modet til at se Rugl i øjnene: "Jeg gav dig mit løfte og jeg kom tilbage! Jeg ville aldrig gøre dig fortræd!"
   Rugl satte sig og krydsede knæene så det sårede lår lå øverst. Hun gestikulerede til stolen på den anden side af skrivebordet. Ragna løftede den let over bordet og satte den ved siden af veninden. Hun satte sig på kanten med hænderne flettede mellem knæene. Af alle ting, hvorfor var det angrebet Rugl skulle mindes om?
   "Jeg ville ikke have forladt dig," hun fastholdt øjenkontakten uden at blinke, hvert ord flød fra hjertet: "Jeg ville jo passe på dig. Jeg har arbejdet hårdt for at nå så langt her, du har ingen anelse..."
   Rugl veg tilbage i sædet med et rynket bryn.
   "Ingen anelse?" prustede hun: "Den sidste cyklus er alt jeg husker, tror du at den har været let for mig? Jeg kunne ikke sproget, jeg havde ingen venner og jeg vidste ingenting. Ingenting!" hendes stemme forvandlede sig til en hvislen, og øjnene kneb sammen til to smalle sprækker: "Det er dig, der ikke ved hvad jeg har været igennem. Jeg gjorde hvad jeg blev nødt til for at overleve."
   Ragna rakte ud efter Rugls hånd, men veninden trak den til sig. Hun holdt ryggen rank og løftede hagen, så hun så på Ragna over næsen. Ragna lagde hånden på hjertet i stedet og lænede sig frem så hun så opad i stedet for ned.
   "Jeg holder intet imod dig. Intet," hun kæmpede med at holde knuden i halsen tilbage: "Din overlevelse er alt jeg tænker på. Det eneste der holdt mig i gang. Din glæde er alt jeg ønsker," hun forsøgte sig med et smil, men fik intet tilbage: "Jeg elsker dig," hviskede hun.
   Den anden rynkede mistroisk brynene. Ragna mistede pusten.
   Hvad har byen gjort ved hende?
   Ragna rakte forsigtigt hånden ind og lagde den på Rugls. Den lille hånd dirrede svagt under hendes. Ragna smilede igen. Kulden i Rugls ansigt gik ikke længere ind end huden.
   "Jeg ville aldrig lyve for dig. Du mærker det, gør du ikke?" Ragna klemte blidt om hånden og åbnede sit sind frit: "Jeg er ked af at jeg råbte ad dig. Jeg deler gerne min krop med dig. Jeg kan være lige hvad du ønsker. Bare sig det. Vi er venner, som vi altid har været. Jeg forlader dig ikke igen, det sværger jeg."
   Rugl sank en klump. Ragna så uforståenheden i øjnene, såvel som tårerne i krogene.
   Jeg skal nok få dig til at huske mig. Vi hører sammen.
   Veninden åbnede munden og sugede luft ind med dirrende underlæbe. Så vendte hun sig væk, trak hånden til sig og gnubbede den med den anden. Ragna trak sig en anelse, men forblev med hovedet i samme højde som Rugls. Hendes hjerte bankede heftigt. Hun ventede spændt på den andens reaktion.
   "Jeg bliver nødt til at rejse. Det hørte du til mødet."
   "Så tager jeg med," Ragna nikkede indforstået.
   "Nej," Rugl rystede på hovedet og tørrede øjnene med en spinkel finger: "Det er bedst hvis du bliver her."
   "Hvorfor?!" Ragna fløj tilbage i stolen, før hun huskede at hun ville være forsigtig og krøb sammen igen: "Hvorfor må jeg ikke komme med? Jeg kan gemme mig i en anden form, hvis..."
   Rugl rystede hovedet igen.
   "Det duer ikke. Det kræver meget mere end en anden form at agere sig med de folk."
   "Så lær mig det."
   "Det tager lang tid at lære. Tro mig, selv på den hårde måde. Jeg er ikke væk så længe. Kun en månevending."
   "En månevending?!" måbede Ragna.
   "Måske et par dage mere, hvis vejret ikke er med os," Rugl nikkede.
   "Det kan du da ikke mene?!" Ragna blev nødt til at rejse sig.
   "Chancerne er, at de ved at Glymadrek har benådet en formskifter, før vi når frem til Torad. Hvis vi tager dig med, vil vi aldrig kunne nå frem til fredelige forhandlinger. Ragna," Rugl lænede sig frem: "De har erklæret deres løsrivelse fra Glymadrekisk styre, det er mit arbejde som dronningens Officielle vasal, at sikre sig at de indser hvor idiotisk en ide det er."
   "Hun vil bare have dig med fordi du er forfader," Ragna begyndte at traske frem og tilbage: "Du hørte hende, Vrisk står for forhandlingerne. Du er der bare for at lukke handelen på grund af din titel, og give svinet magt på grund af dit blod."
   En mørk sky gled over Rugls ansigt.
   "Det er rigtigt," hun smilede ondsindet: "Men jeg skal vise dem, at jeg fortjener mine titler, at jeg ikke bare er til pynt. Det her er min store chance, Ragna. Lad mig have den."
   Ragna skar tænder. Hun kunne ikke modsige sig ønsket. Ikke efter alt det hun lige havde lukket ud. Men de havde lige fundet sammen igen! Sådan noget rod. Hun gnubbede panden, som lå svaret gemt lige bag skallen. Så sukkede hun højlydt.
   "Hvad med at jeg tager med i forklædning som livvagt? Så er der ingen der ved bedre."
   Rugl rystede på hovedet igen.
   Tågerne tage den skide hovedrysten!
   "Hvorfor ikke?"
   "Livvagter er ikke tilladt ved forhandlingerne, heller ikke de krigere der følger os. De er kun med for at beskytte os på rejsen."
   "Så kan jeg rejse med dem."
   "Ikke tale om. Gør nu bare som jeg siger og bliv her."
   Ragna åbnede munden, men blev stoppet af sin egen maves knurren. Den brummede som havde den ikke spist i dagevis. Rugl spærrede øjnene op og gloede på den. Så brød hun ud i latter, der klukkede rundt på kontoret. Ragna mærkede sig selv smile. Det var længe siden hun sidst hørte veninden grine. Alt for længe siden.
   "Lad os få noget at spise," Rugl smilede overbærende: "Flik står uden tvivl lige udenfor døren. Bed ham om at servere i spisesalen, jeg kommer lige om et øjeblik."
   "Fint, så kan vi snakke om det bagefter," Ragna tog i dørhåndtaget.
   "Der er ikke mere at snakke om."
   Ragna knugede messingkolben og tvang sig til at blive stående. En dyb knurren kradsede sig vej op gennem halsen, men blev igen afbrudt af maven. Hun slugte spyttet med stiv hals, åbnede døren langsomt og trådte ud.
   Grævlingen stod rigtig nok klar på den anden side.
   Selv hvis ordbindingerne ikke virker, så talte vi vores modersmål. Held og lykke med at afkode det. Hun så ned over hans appetitlige krop. Lugten af hans livskraft gemte sig lige under grævlingens stærke dunst, og fik hendes mund til at løbe i vand.
   "Mad," lykkedes det Ragna at sige på jordtungen, før tænderne kvaste sammen igen.
   Skynd dig, eller jeg æder dig i stedet.
   Manitaren hoppede på stedet og fik gang i sine små poter, som kunne han tankelæse hendes intentioner. Ragna fulgte ham sultent med blikket, men forholdt sig i ro. Hele kroppen sitrede af forventning om en fuld mave. En følelse hun vidste, hun aldrig mere ville få.
   Jeg behøver ikke hendes tilladelse til noget som helst. Jeg kan rejse hvor jeg vil, når jeg vil. Ragna rankede ryggen og løsnede sin stive nakke med et par knæk. Når hun ser hvor diskret jeg kan være, vil hun helt sikkert skifte mening i fremtiden. God plan.