Da jeg vågner er jeg i fuld hopla. Jeg er spændt, og kan ikke komme hurtig nok ned til skoven. Jeg danser ud og børster tænder, og danser videre ind og tager tøj på. På vej ud af døren griber jeg et æble og afsted det går. Jeg kan mærke hvordan sommerfuglene igen suser rundt i min mave. Vejret er skønt, og jeg er i et fantastisk humør. Folk kigger på mig og smiler. Jeg må se ekstra glad ud i dag. Mon han også glæder sig til at se mig igen?
   Endelig er jeg ved skoven. Jeg laver små gadedrengehop ind i skoven. Her er øde som altid. Fuglene pipper og jeg fløjter med. Der er det store egetræ, som jeg efterhånden kender så godt. Jeg stiller mig helt hen til trærødderne og kigger ned mellem dem. Jeg kan skimte hullet ned til hulen. Jeg fejer bladene til side og kravler lige så stille ned i hulen. Mon han er dernede?
   Der er helt stille hernede. Hulen er dunkel og jeg må misse med øjnene for at se noget. Han er ikke at se nogen steder. Jeg skubber nogle rødder til side, som hænger ned fra loftet, mens jeg forsigtigt går hen mod lyset ved hulens udgang. Jeg kan høre nogle tale uden for hulen, jeg stopper op og holder vejret. De går videre, og jeg lister forsigtigt videre mod udgangen.
   Jeg stopper op lige ved hulens udgang og kigger forsigtigt ud. Wauw! Jeg er helt paf. Det er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Udgangen fører ind til en virkelig stor hule med trærødder hængende ned fra loftet i massevis, og små bakker af jord og rødder på jorden. Hist og her mellem alle rødderne er der de smukkeste, lysende, gule blomster der glimter magisk. De lyser lige nok, til at intet andet lys er nødvendigt hernede.
   Uden at tænke nærmere over det, træder jeg forbi nogle rødder og hen mod den nærmeste lysende blomst. Jeg knæler ned mod den, og sidder der et øjeblik og nyder synet. Men bliver brat afbrudt af nogen der tager fat i mig. Jeg bliver hevet ind til siden mellem nogle trærødder, da jeg kigger tilbage opdager jeg, til min store lettelse, at det er ham. Jeg smiler og vender mig om mod ham.
   "Hvad laver du herinde?!" spørger han lettere panisk.
   "Jeg måtte se dig igen, og du var ikke inde ved hulens udgang, så jeg ville lede efter dig." svarer jeg og smiler blidt til ham.
   "Jeg har stadig ikke fået fortalt dem om dig." svarer han og jeg kan se han tænker lidt. "Måske vi bare skal tage hen og snakke med dem sammen?" siger han og kigger spørgende på mig.
   "Øh, okay?" tøver jeg.
   "Kom!" siger han, og tager mig i hånden. Ikke sådan et fast greb, nej sådan rigtig kæreste kærligt. Det giver et sug i min mave, min puls stiger og jeg kan mærke jeg rødmer.
   Jeg følger med ham gennem den store, smukke, mystiske hule. Mens vi går dukker flere og flere lilla folk op mellem rødderne, og de kigger med store øjne vores vej. De fleste ser meget undrende ud, og nogen af dem ser endda rasende ud. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg klemmer hans hånd i min og kigger ned i jorden, mens jeg lader ham følge mig afsted.
   Han stopper brat op, og jeg kigger forsigtigt op. Vi står foran en kæmpe stor hule af trærødder, der mest af alt ligner et underjordisk slot. Trærødderne snor sig i smukke mønstre og de gule lysende blomster pryder rødderne.
   Jeg kigger op på ham og han kigger ned på mig. Han giver min hånd et lille klem, og jeg kan mærke, at jeg stadig holder et fast greb i ham.
   "Er du klar?" spørger han.
   "Hvad er det helt præcist der skal ske?" spørger jeg tilbage.
   "Vi skal ind til mine forældre og fortælle dem om os." svarer han og smiler forsigtigt til mig. Jeg kan fornemme at han er nervøs.
   "Hvad hedder du?" spørger jeg. Jeg må vide hans navn inden vi skal igennem det her sammen.
   "Fle, og du hedder Anna" svarer han imens han smiler.'
   Hvor kender han dog mit navn fra. Hvordan kan han vide så meget om mig, vi har jo kun mødtes kort, og det var ikke fordi vi nåede at snakke ret meget sammen. Trods jeg intet ved om ham, udover hans navn, føles det bare rigtigt. Det gør mig tryg når han holder mig i hånden, og jeg vil gerne lære mere om ham og hans verden.
   Jeg smiler kærligt til ham, og tager en dyb vejrtrækning.
   "Nu er jeg klar." siger jeg så selvsikker som mulig.