"Ja mine damer og herrer, så er det Manuellas Havnefront, og denne karet køre ikke videre!" Kuskens raspende stemme skar sig vej gennem droschens tynde vægge, og gjorde Gebrial lettere irriteret.
   Han vidste, at kusken kun prøvede på at være sjov, og hvem kunne bebrejde ham det? Turen havde været smuk de første 100 kilometer. Et okkerrødt landskab der bølgede malerisk afsted med duske af gylden vegetation og dyrearter han aldrig havde set magen til før. Nu og da kunne han, i horisonten skimte takkede bjerge med nyfalden sne på de ujævne toppe, og tårnhøje træer der strakte sig helt ind i de lavt hængende skyer der så ud som var de blevet malet med en orange glød. Det var utroligt smukt, men selv det smukke blev efter adskillige timer, i en lummer karet, trivielt og kedeligt for ham. Annabella havde siddet ved hans side, hænderne foldet i skødet og hovedet vippende i takt til karetens bumlende færd. Liddy var faldet i søvn siddende med hagen hvilende på sit bryst, mens Definé sad med sit analytiske blik, rettet ud mod landskabet. Nu og da greb han sig selv i at tænke på, hvad Ossi mon lavede, og om han kunne håndtere de opgaver som Gelucia havde lovet ham. Han kunne heller ikke lade være med at tænke på Zarkoin. Der havde været noget over ham, som gav ham en dårlig smag i munden. Ganske vist havde han givet dem husly, men han havde langtfra været den ideelle husvært. Og hvad var det for noget med en stjerne med syv takker? Og det faktum at han pludselig havde stået ansigt til ansigt med to mestre fra Aeroearth der havde fortalt ham at de ikke var så slemme som han havde troet... der var så mange ting han pludselig skulle forholde sig helt anderledes til. Tanken alene fik en hovedpine til at spire frem bag øjnene.
   Med et pludseligt ryk stoppede droschen, og kuskens tilfredse stemme hørtes i det han højlydt komplimenterede hestene. Nysgerrigt stak Gebrial hovedet ud af vinduet for, at indtage en smule frisk luft. Det var en tør luft, der bar en snert af det nærtliggende havs salt.
   Med et elegant hop, fra sin plads på det lille sæde bag hestene, der udmattede vrinskede om kap med hinanden, landede kusken ved droschens dør. Det høje klik fra dørens håndtag, fik Liddy til at vågne med et sæt. Hendes hår var uglet og en tråd af savl løb ned til hagen. Med en knyttet hånd fjernede hun søvnen fra øjenkrogene, gabte højlydt og missede i det stærke sollys. "Er vi allerede fremme?" sagde hun søvnigt, mens hun strakte sig.
   Da han havde begge fødder plantet på det rødlige grus, lagde han for første gang mærke til området de befandt sig i. Havnefronten, som Annabella minutiøst havde fortalt ham om, var den del af Manuella, hvor handlen med de andre provinser udgik fra. De var stoppet foran en forhøjning, hvorpå et fint hus i røde mursten knejsede majestætisk op i 5 etager, med udsigt til de mange omkringliggende huse. Det mindede Gebrial om en konge der veltilfreds skuede udover sit kongedømme. Taget var belagt med mørke plader i skifer, og adskillige fugle havde i løbet af den tid huset havde stået, brugt dette flotte tag som toilet.
   "Stedet har uden tvivl set bedre dage, men I finder ikke mere behagelige senge i hele Belalien, kan jeg fortælle jer." Kusken stod med et smil om den brede mund, og et drømmende udtryk i de tætsiddende øjne, som om han mindedes sine bedste dage på stedet. Med et suk lod han sit blik indtage det enorme hus.
   Ved den dobbelte dør der ledte dem ind i huset, stod et nymalet skilt, hvorpå der med svungne kobberrøde bogstaver stod skrevet:
   Manuellas Havnefront, Skibsklarer og Beværtning.
   Nedenunder, med samme sirlige håndskrift, stod tilføjet:
   Opført anno 2040 II aart. Afrodus Kellan og Døtre.
   Så snart de alle var ude af droschen, lød et brag fra den dobbelte dør i det den blev slået op. To unge drenge iklædt lurvede klæder tumlede ud, tilsyneladende i vild flugt fra den midaldrende mand der kort tid efter kom ud. Han stønnede og prustede som en gammel arbejdshest, og spejdede med vilde øjne efter drengene, der begge nu var flere meter nede af en kroget sidegade. Han bukkede sig ned mens han støttede sig til det nymalede skilt. Da han så de to drenge slå om et hjørne for enden af den snoende gade, viftede han opgivende med den frie hånd.
   Da han havde fået luften tilbage rejste han sig op i sin fulde højde, og fik først nu øje på de nyankomne. Han var en mand af anseelig størrelse. Det runde ansigt, med oppustede træk var indrammet af voldsomme bakkenbarter og et brusende gråt hår, der fik ham til at ligne en overvægtig gammel løve. Øjnene sad tæt og lyste af den form for glæde der kommer når man har mange penge, og ikke mangler noget. Han var iført gevandter der afslørede hans status på den sociale top, og farverne var nogle Gebrial aldrig i sit liv havde set på en mand. Den alt for lille vest var i støvet pink, mens de lange bukser var i kridhvidt stof. Over vesten bar han en sort uldjakke der gik helt ned til jorden. Udover det bar han et bredt bælte med et gyldent spænde der forstillede en galoperende hingst.
   Ved Gebrials side havde kusken taget sin hat af og kørte den nu nervøst rundt mellem de hærdede hænder.
   Manden, der var kommet ud fra huset, udbrød glædeligt da han fik dem set nærmere.
   "Ah! Frk. Percha har fortalt mig alt om jer! Hvor dejligt at i alle er til stede!" Hans stemme bragede gennem luften, mens han gik frem mod dem med åbne arme. "Men sig mig, mangler vi ikke en?" Han talte dem, mens han holdt en finger ud foran sig. "Jeg fik at vide at i ville blive 5..."
   "Hr. Morrell, disse unge mennesker har brug for et sted at overnatte inden det næste skib afgår." Kusken trådte frem med udstrakt hånd. Modvilligt tog Morrell imod den udstrakte hånd. Han var tydeligvis ikke begejstret for at blive afbrudt i sin monolog.
   "Og I er kommet til det rette sted mine damer og herrer." Morrell sendte dem alle et sleskt blik, hvorefter han klappede højlydt. Ud af døren kom to unge piger trippende. De havde begge støvet brunt hår der var sat op, væk fra de triste øjne, med et hvidt bånd over panden og begge var ligeledes iført sorte kjoler med pufærmer. Begge stillede de sig ved Morrells side. Ranke som små, stumme lakajer.
   De få ting som han og de andre havde haft med fra Hjertstaad, havde Gelucia hurtigt pakket ned i to slidte kufferter, der var blevet fastgjort bagpå droschen. Med en metodisk rutine, fik de to piger hurtigt taget en kuffert hver, og var ligeså hurtigt på vej tilbage til huset igen.
   "Forsigtig med den!" råbte Liddy efter den ene af pigerne, men ingen af dem lod til at høre hende.
   "Tillad mig at vise jer op til vor bedste værelser" Morrell slog hænderne sammen og gav dem alle et glitrende smil. Væk var hans indignation over kuskens afbrydelse. "Kan jeg byde på en opkvikker inden De tager afsted?" tilføjede han henvendt til kusken. Med et kort ryst på hovedet, iførte kusken sig hatten.
   "Jeg siger mange tak Hr, men jeg lovede at komme tilbage så snart de unge mennesker her var blevet leveret til Deres beværtning." Det var hans sidste ord, før han let og elegant hoppede op på kuskesædet, satte hestene i gang med et svirp fra tømmeret og trillede ned ad gaden, for til sidst at forsvinde bag de mange skæve huse.
   Morrell spildte ikke tiden. Kuskens vogn var knapt nok væk før han vendte om og med raske skridt, skridtede mod sin beværtning. "Vi har mange værelser her, men kun et til nogle som jer." sagde han lystigt, mens de kæmpede for at følge med hans raske skridt.

De mærkede alle, hvordan temperaturen pludselig ændrede sig da de trådte ind gennem døren. Udseendet udefra havde snydt dem alle. Hallen som de befandt sig i, var over dobbelt så stor som de havde regnet med og fyldt til randen med forskellige mennesker. Nogle stod ved en reception hvor de udvekslede samtaler på et gurglende sprog, mens en håndfuld ældre herrer iklædt lange snehvide gevandter og et enkelt udført diadem i blåt metal, sad ved et par små runde træborde. Også de førte samtaler, mens de med mellemrum bappede på lange krogede træpiber der tilføjede en røget duft til det i forvejen indelukkede rum.
   "Det er Mesirer fra Orenio," Annabella havde puffet ham i siden, og hviskede ivrigt i hans ører. "De er de bedste magikere der findes i området, men ingen af dem kommer sjældent så langt sydpå. Man siger at de er indelukkede og meget..." En af de ældre herrer, en mand der var iført adskillige lag af hvide gevandter, og et skæg der var så hvidt at han næsten lyste rummet op, havde afbrudt sin samtale med en yngre mand med opstoppernæse og korngult hår, for at vende sig mod dem. Blikket i de stålgrå øjne fortalte tydeligt, at han havde hørt, hvert et ord der blev hvisket. Styrken i blikket havde fået Annabella til at lukke i som en østers og sætte farten op. Gebrial lagde mærke til, hvordan hendes ansigt rødmede.
   I midten af det store rum stod den største vindeltrappe Gebrial i sit liv havde set. Han lagde nakken tilbage for at se hvor den endte, men det var nyttesløst. De flot udskårne trin og gelænderet i slidt træ, forsatte op og op, indtil den var ude af syne.
   Morrell ledte dem op af denne vindeltrappe, mens han nynnede stille for sig selv, i takt til den usynlige musik der svævede gennem rummet. Hver etage så forskellig ud. Folk gik frem og tilbage mellem de mange døre der på hver side af en lang korridor, ledte ind til forskellige gæsteværelser. Indimellem hørtes stønnende lyde inde fra værelserne og Gebrial vidste med det samme, hvad Morrell, udover mad og drikke og hvile, tjente penge på.
   "Ja, så siger i bare til, hvis der er noget I mangler." Morrell havde ledt dem op til husets øverste etage. Gangen var lavloftet og alle måtte de stå bøjede for ikke at støde hovederne mod loftet. Det var en mørk gang, der fortsatte på hver side af trappen. Et stort blyindfattet vindue overfor trappen var den eneste kilde til dagslys. Det, og så de små tællelys der var placeret på små borde mellem, hver værelsesdør. Morrell klappede energisk med de store hænder, hvorefter to stuepiger dukkede op. Gebrial og Annabella blev hurtigt ledt ned af den højre gang, mens Liddy modvilligt fulgte med ned ad den venstre sammen med Definé der, med udsigt til at skulle dele værelse med Liddy, mest af alt lignede en tordensky.
   Værelserne var sparsomt indrettet, selv for Gebrial der var vant til at leve med en enkel seng, et natbord og et lille skab til sine ejendele. Der var et lille støvet vindue der sørgede for lidt lys, to træsenge samt en lille kommode til deres ting. Selvom det var allerøverst oppe hang der alligevel en lugt af mug i luften. Morrell havde lovet dem værelser der var en konge værdig. Hvilken konge havde der været tale om? havde Gebrial tænkt da stuepigen havde åbnet døren til værelset. Stuepigen der havde fulgt dem til deres værelse stod nu mut i døren med hænderne pligtopfyldende samlet bag på ryggen. Annabella, der var væsentlig mere indforstået med de gængse normer på stedet, placerede en sølvmønt i brystlommen på pigens uniform, hvorefter hun nikkede stift og forsvandt ud på gangen.
   "Du vil ikke vide hvad han udsætter de stakkels piger for." Annabella stod med blikket rettet ud mod gangen hvor pigen var forsvundet. Hun havde et næsten sørgmodigt udtryk i ansigtet, et udtryk der fik hende til at virke ældre. "Hvis bare jeg kunne hjælpe dem..." Hun stoppede op før hun nåede at gøre sætningen færdig, og vendte blikket mod Gebrial der stod ved vinduet. Det var et sisyfosarbejde at forsøge at se noget ud af de støvede ruder
   Det tog ikke lang tid for dem at pakke ud, og før de vidste af det sad de bænket i beværtningens spisesal, omgivet af personer der førte højlydte samtaler og andre der sad bøjede over et spil kort. De var placeret i hjørnet af salen, med udsigt til den travle bar, og døren de var kommet ind af. Lyset havde ingen mulighed for at komme ind i deres hjørne, så selvom det stadig var lyst udenfor virkede det som om nogen havde slukket for lyset omkring dem. Morrell havde fået køkkenpigerne til at lave ekstra store portioner af grov byggrød til dem mens han selv, personligt havde lavet de hårdeste stykker mørk brød Gebrial nogensinde havde fået.
   "Percha har fortalt mig så meget om jer." Morrell havde slået sig ned hos dem, og efter hvad Gebrial kunne se, så havde han fået en del at drikke. Den blege hud var blodsprængt og næsen, der sad dominerende i hans ansigt, var svampet. De store hænder holdt om et enormt trækrus, på samme måde som et barn holder en sutteflaske. Han drak dybt og længe, tørrede munden før han snøvlende fortsatte: "Jeg må nu indrømme, at jeg er en smule skuffet over, hvordan i ser ud!" Han sendte dem hver og én et skævt smil. Den varme, sprittede ånde ramte Gebrial i ansigt og fik det til at vende sig i ham.
   "Hvad mener du med at du er skuffet!" udbrød Liddy pludseligt. Hun rykkede nærmere Morrell, med et udfordrende blik i øjnene. Morrell så ikke ud til at fortryde, hvad han havde sagt, og efter han havde fået kontakt med en af pigerne bag baren for at få en ny drink, fortsatte han:
   "Jeg mener, både Percha og hende Shamanen, omtalte jer som en vigtig del af en eller anden profeti. Jeg har været forskellige steder henne i mit liv, set krigere og andre folk der menes at have været en del af noget større, og ærlig talt, så ligner i nogle der kun lige akkurat er blevet færdig med mors bryst." Han kluklo lidt over sin egen vittighed, hvorefter han rejste sig og med usikre skridt, bevægede sig op i baren.
   "Hvad bilder han sig ind." Liddy lød som om nogen havde fornærmet hende groft. Hun skulede ondt mod Morrells brede ryg i baren, mens hendes næsebor udvidede sig i indestængt vrede. "Jeg mener, hvad ved han..."
   "Shh!" Gebrial jog en albue i siden på hende. Hun skulle til at protestere, men fik hurtigt øje på det der havde fanget Gebrials opmærksomhed.
   Manden var indhyllet i støvede, mørkeblå gevandter der hang løst på den afmagret krop. Han var stoppet op og stod i beværtningens dør, hvorfra han metodisk gennemgik lokalets indhold. Manden var høj, mørklødet og der var noget over ham som fik Gebrial til at føle at denne mand havde oplevet alverdens ting og sager. Hans fedtede hår glinsede i det sparsomme sollys der kom ind gennem vinduet over døren. I det han kørte en hånd gennem de fedtede lag, afslørede han et dybt ar der havde efterladt ham skaldet i den ene side af ansigtet. Efter at have gennemsøgt lokalet sjoskede han træt over mod et ledigt sæde i baren, hvorfra et glas rutinemæssigt blev placeret foran ham. Det var først da han havde sat sig, og taget den første slurk, at det gik op for Gebrial at en tyk stilhed havde lagt sig over gæsterne. Selv de mest larmende gæster der hyggede sig på de overliggende etagers svalegange var blevet stumme.
   "Hvem tror du han er Gabe?" hviskede Liddy nysgerrigt, mens hun lod sit blik finkæmme, hver en del af den nyankomne.
   "Ingen anelse, men han kan ikke være herfra egnen, jeg mener det ar kan han umuligt have fået af at vandre op og ned ad gaderne..."
   "Hans navn er Aidolaf," Annabellas stemme var lavmælt og en skeptisk tone var at spore. Fra sin plads helt inde i hjørnet havde hun overblik over beværtningens gæster. "Han er en af Manuellas bedste kaptajner, eller det var han i hvert fald." Hun nikkede mod Aidolafs foroverbøjede ryg der rystede krampagtigt efter hvert glas af hvad det nu end var han drak. Et par af stuepigerne valsede forbi dem, med tallerkener balancerende på armene. Aidolafs tilstedeværelse havde givet dem alle et endnu mere tynget udtryk i øjnene.
   "Han plejede at komme forbi Hjertstaad og handle med de specialiserede købmænd der, men hans druk tog efterhånden overhånd." Hun holdt inde for at tage imod den skål med boblende grød som Definé rakte hende, hvorefter hun fortsatte. "Derudover havde han et skænderi med min far om et eller andet." En trækning ved Annabellas øjenkrog fangede hans blik, men før han kunne gøre noget skar Definé ind.
   "Jeg synes nu, at han ligner en der forsøger at drukne et eller andet ubehageligt..." Det var første gang i lang tid at Definé havde sagt noget. Hendes ansigt henlå i krogens mørke, men det var som om at hun på en eller andet måde forstod Aidolafs problemer. Der var ingen af dem der vidste, hvad de skulle svare. Liddys blik var vandret videre til en forsamling af unge mænd, der alle sad og studerede en åben bog. Hver af de unge mænd havde den samme karakteristiske mund med fyldige læber, og et fokuseret udtryk i deres smalle ansigter. Han kastede et sidste undersøgende blik mod Aidolaf, hvorefter han spiste det sidste af grøden der efterhånden var blevet kold.

Da de havde spist færdig, og nydt godt af den varme te som Morrell serverede i massive ler krus, gik de op på etagen ovenover. Selvom det kun var en etage over de støjende fyldebøtter der sad i baren, var det som om lyden ikke helt nåede derop. Faktisk var det som om det var en helt anden beværtning de havde bevæget sig op i. Morrell, der nu var tydeligt beruset, bad dem alle tage plads i en af de mange polstrede sofaarrangementer der fyldte hele etagen.
   "Percha fortalte mig at i mangler en til at få jer til Orenio," Begyndte Morrell hikkende, da de alle havde sat sig. En tjener stod pludselig foran dem, med en bakke balancerende på armen. Velduftende kager og endnu flere boblende varme drikke i trækrus, blev møjsommeligt placeret på kaffebordet foran dem. Tjeneren bukkede kort da han havde placeret det hele, hvorefter Morrell med en utålmodig mine, viftede ham væk. Han kvalte en bøvs, hvorefter han ufortrødent fortsatte: "Jeg har kigget mig omkring, og der var kun en der accepterede opgaven med at få jer sikkert afsted. Vi lever jo i ubehagelige tider med de forbandede Jernbjørne rendende omkring i alle provinserne..." Han lænede sig veltilpas tilbage i den polstrede sofa, der knirkede og knagede under hans vægt.
   "Hvad er der helt præcist med de der bjørne?" Liddy lagde undrende hovedet på skrå og kiggede intenst på Morrell. Morrell så et øjeblik ud som om han ikke vidste, hvad han skulle svare, men kort efter lænede han sig ind mod Liddy med et ivrigt blik i de slørede øjne.
   "Fortæl mig ikke, at Percha har undladt at fortælle jer historien om Jernbjørnenes seneste bedrifter!?"
   Liddy vendte sig mod Gebrial der ligeså havde lænet sig frem for, at høre om Jernbjørnene. Folk var begyndt at samles omkring dem, og flere havde fundet sammen i små klynger ved de små borde. Deres samtaler gjorde det svært for nogen af dem at høre hvad Morrell fortalte. Han tog endnu en lang slurk af sit trækrus, hamrede det tilfreds ned i bordet da han var færdig, hvorefter han fortsatte:
   "Altså, de bjørne har altid været nogle værre ballademagere, efter min mening, men her de sidste par måneder har de virkelig oppet sig." Han lod sit blik køre dramatisk over, hver og en. Fra Definé der sad tilbagelænet i hjørnet af sofaen, over Annabella der lyttede intenst, til Liddy og Gebrial der begge havde lænet sig indover bordet for bedre at kunne høre, hvert et ord der blev sagt. "Der går rygter om at de har dræbt hele Aleo'Rocias royale familie! Selv den yndige prins Cezara!" En grum latter forlod ham, mens et par musikere gik i gang med et stykke musik på ustemte harper. Sangerens sjælløse stemme, mindede Gebrial om maskinen der kaldte til messe tilbage i Aeroearths gange. Han kom i tanke om, hvordan Percha havde reageret da hun omtalte Aleo'Rocias prins.
   "Men hvem er de helt præcist? Jeg mener, der er da ingen der slår en hel familie ihjel, bare sådan lige?" Liddy knipsede med to fingre for at understrege sin pointe.
   Morrell fugtede sine læber.
   "Nej, deri kan du have ret. Nogen siger at de er hævngerrige dæmoner, fremmanet af Harpyrah. Vores dødsgud," Tilføjede han kort, da han så Liddys undrende blik. "Personligt mener jeg selv, at de bare er en forbarmet flok som kongen i alt for lang tid har brugt som sin egen personlige dørmåtte..." Morrell stoppede op. Aidolaf, kaptajnen fra baren, stod overfor dem, nær trappens øverste trin.
   "De ville tale med mig, Morrell?" Nu, hvor han stod overfor dem, virkede han om noget endnu mere frygtindgydende. Det var først nu, Gebrial lagde mærke til at manden var omkring to meter høj og ligeså bred over skuldrene. Hans stemme føltes som en brummen der fik ens indre til at vibrere, og de blodsprængte øjne sad så langt inde i det afmagret ansigt, at de nærmest forsvandt fra omverden.
   Et øjeblik sad Morrell nærmest og vurderede manden, men efter nogle sekunder svarede han:
   "Ja det ville jeg vidst. Mine damer og herrer, tillad mig at introducere jer for Kaptajn Aidolaf Adlan, den bedste Kaptajn i hele Belalien. Ingen anden er mere egnet-" Aidolafs behandskede hånd skød frem fra hans overkappe, med en overraskende hastighed. Morrell klappede i som en østers.
   "Spar mig for salgstalen Morrell, jeg gør det kun på grund af guldet du skylder mig." Han gik langsomt nærmere Morrell, der så ud til at krympe sig i sofaen. "Og for din egen skyld vil jeg håbe at du har det når jeg kommer tilbage." Morrell sagde ingenting, men det var tydeligt at han var bange for den vilde mand der tårnede sig op foran ham.
   Aidolaf hev en stol frem og satte sig tungt ned i den. Hvis han var påvirket af de mange glas han havde drukket forinden, så kunne det ikke ses. Øjnene var faste og rettet mod Gebrial og Liddy.
   "Er det disse børn jeg skal fragte til Orenio?" En lille vrissen trækning trak i hans mundvige, men ellers var hans ansigt som skåret i sten. "Det skal vi nok kunne klare. Min besætning er vant til at håndtere langt farligere sager end det." Han tog en cigarstump frem fra inderlommen i sin mørkeblå frakke, stak den imellem de sprukne læber, men undlod at tænde den. Hans blik var stadig rettet mod Gebrial, der følte sig ubehageligt til mode med kaptajnens blik hængende over sig.
   "Det er vigtigt for Percha at de kommer frem til Verlaand uden en skramme, Aidolaf. Hun var meget specifik omkring det punkt." sagde Morrell efter at have rømmet sig.
   "Morrell, der er ikke det jeg ikke ved om at håndterer vigtigt gods, og hvis jeg ikke vidste bedre så ville jeg mene at du forsøger at lære mig noget om det." Han sendte Morrell et dræbende blik. "Eller også vil du bare gøre et godt indtryk på det stive bræt af en dame" tilføjede han tørt, hvorefter han vendte sin interesse mod Gebrial og de andre.
   "Allerførst skal vi ha' en ting på det rene." En tung svedig lugt ramte Gebrial i ansigtet, da Aidolaf rykkede nærmere. "På mit skib er det mine ordrer der gælder, og skulle jeg fange en af jer i at ignorere dem eller selv give ordrer, ja så vil jeg håbe at den lille mytterist kan svømme." Et modbydeligt smil trak hans ubarberede mundvige opad og fik arvævet til at skinne i det gule skær fra tællelyset på bordet. "Har i forstået?"
   Gebrial nikkede hurtigt. Han kastede forsigtigt et blik til sin venstre side og så at de alle gjorde. Selv Definé og Liddy der plejede at være uenige om alting, nikkede synkront og med det samme skræmte skær i øjnene. Aidolaf bevægede hovedet veltilfreds og tændte cigarstumpen med et lille gyldent fyrtøj.
   "Så mødes vi i salen præcis klokken 6 i morgen tidlig, og ikke et sekund senere. Min første ordrer vil være at i alle går i seng nu og får sovet igennem." Han sendte en røgsky i hovedet på dem alle og lo hult.
   "Hvad venter I på? Afsted!" Tilføjede han tydeligt irriteret.