Tuk-tukken brød sammen umiddelbart før de nåede frem til paladsets port. Der opstod en konfliktsituation, idet tuk-tuk-føreren krævede benzinpenge plus hjælp til reparation af det sammenbrudte køretøj. Da de hånligt nægtede dette, råbte han, at de var nogle forbandede fedtsyle, og at de fortjente en endefuld og en mavepuster. Havenes kolossale Beskytter sagde, at han bare kunne komme an, men Valius, der var en fredens mand, forhindrede den truende skærmydsel ved gavmildt, at tildele den ophidsede chauffør en dejlig glinsende fedtsten, hvilket sikrede den fortsatte fred.
   Idiot, sagde den vældige.
   Idet samme hørte de ovre fra porten en stemme, de straks genkendte som tilhørende den lystige: Af banen, af banen, her ser I bananen. Og der stod han og jonglerede med tre bolde. Vær ved godt mod, for jeg er skide god! råbte han.
   De gik over til ham. Han havde en kasket på med en snurrende propel på toppen. Hans hund lå ved siden af og sov en rus ud.
   Fed hat! kommenterede Valius fornøjet.
   Ja, sagde den lystige, min første tanke var at tage klaphatten på, men det er sådan en dejlig dag, så propel-kalotten egner sig bedre til lejligheden. Desuden er jeg på vej ind i paladset for at søge en opslået stilling som hofnar. Og der er hatten jo lige sagen.
   Opblæste kødhoved, sagde beskytteren.
   Sure røvhul, svarede den selvbevidste verdensmand.
   Mens de stod og kævlede fik de øje på en mørkklædt herre, der med stormskridt nærmede sig fulgt af en ydmyg mand med en kost.
   Hvad dælen, udbrød Valius, der kommer jo pastoren og pedellen. Vær hilset gode svende. Søger I også den vakante stilling? Jeg troede såmænd ikke, at du var af den festlige slags, pastor. Og iøvrigt heller ikke den lavstammede koste-virtuos.
   Præsten ænsede ikke de tre underlødige herrer, men gik direkte til porten, hvor han blev standset af to forvoksede skældrenge der fungerede som vogtere. Disse var bevæbnede med antikke hellebarder som de spærrede porten med.
   Vi skal til jobsamtale hos kejseren, sagde Valius med eftertryk. Ja, sagde humørsprederen, gå væk, gå væk, eller der vanker smæk for jeg er jo kæk.
   Nuvel, sagde de skællede og hævede hellebarderne i sky. Men hunde er ikke velsete i kejserens domicil.
   Hul i det! Den har en ordentlig skid på, som den kan sove ud her hos jer. Og inden de kunne protestere, var selskabet gået ind.
   De trådte ind i gyldne haller og blev af smudsige skældrenge vist ind i kejserens audienssal, hvor regenten tronede på en diamantbesat strålende trone.
   Kejseren var en lille forpjusket person, iført korte bukser med seler og en matrostrøje, hvorpå der var hæftet en iøjnefaldende medaljon fra de danske søspejdere.
   Halløj halløj, sagde han hjerteligt med høj, lys drengestemme. Søger i stillingen? Jeg håber, I er sjove. Dejlig hat forresten, sagde han henvendt til humørbomben. Skal vi bytte, jeg har en smart pinocciohat, som du kan få. Den lystige smed uden nærmere overvejelse hatten op til kejseren.
   Så kan I godt begynde, sagde kejseren lunt. Hvem vil først?
   Mig naturligvis, sagde præsten med tordenrøst. Jeg er seriøs i modsætning til det resterende ros.
   Her startede en tordentale om synden og guds retfærdige straf over synderne, om legemet der rådnede i graven og gødede kirkegårdens hellige jord, mens de retfærdiges sjæle for til himmels, og syndernes til helvedes flammende ovn.
   Nej, det er søreme for trist, sagde den milde kejser mut. Og med skinger stemme råbte han på sin livgarde.
   Denne kom fluks og viste sig at bestå af de notoriske fiskere nordenfjords der allerede var stangdrukne og yderst negative.
   I kommer desværre nok til at udvise denne mørke herre. Han gør mig deprimeret.
   Som sagt, så gjort, fiskerne bar den missionske ud på fortovet, hvor de til de forbipasserendes store moro, gav ham olferter, sherifstjerner, hestebid og gnubbende skipperbryst. Til slut trak de bukserne af den ydmygede gudelige mand og lossede ham i røven, så han trillede hen af fortovet. I mellemtiden havde den lystige udført sit nummer med gadegøgl og vittigheder og var blevet efterfulgt af den triste pedel der forsøgte sig med stand-up comedy på dårlig thysk.
   Nej, sagde kejseren medfølende, den går vist ikke med dig. Men jeg kan tilbyde dig et dejligt fejejob i mit skønne palads.
   Det er fint med mig, tilkendegav den livstrætte pedel.
   Hvad så med jer? sagde kejseren henvendt til Havenes Beskytter og Valius Helium. Hvad kan I divertere med?
   Vi er ikke kommet her for spille klovn for dig! Jeg er Havenes vældige Beskytter, og jeg har tænkt mig at styrte dig af den trone, du fuldstændig uretmæssigt sidder på. Jeg er havenes chef.
   Valius, der ikke kunne lade være med, med en vis rædsel at tænke på de aggressive fiskere, forsøgte at gyde olie på vandene ved at sige, at det hele var for sjov, at beskytteren blot ville spøge.
   Gu vil jeg da ikke nikke nej, sagde havmanden.
   Den lystige unge mand reddede nu hele situationen ved at sige til kejseren, at han havde hørt, at denne besad et legeværelse, spækket med alskens legetøj fra hele verden. Hvad om vi alle gik derind og legede.
   Den lille kejser klappede henført i hænderne, sprang adræt af tronen og fór gennem salen idet han råbte: Kom med kære venner, nu skal vi more os!
   (FORTSÆTTES)