Hjulene rumlede og vinflaskerne klirrede. Dunsten af frugt hang tungt i luften. Og Maikor sad med lukkede øjne.
   Kareten var et helvede. De bløde læderpuder klistrede sig til hans krop. En dråbe sved løb ned af hans pande, og landede på de hvide silkebukser, der matchede hans skjorte.
   Men Maikor modtog sine fysiske lidelser med glæde, for de fik ham til at glemme hans ubærlige tilværelse. Det som han var på vej til at gøre. Grunden til hvorfor at han var klædt i hvidt.
   I de tredive år han havde levet, havde hans sjæl aldrig gjort så ondt.
   Bylten bevægede sig i hans hænder. Hvorfor ville den ting ikke bare ligge stille? Hvorfor skulle den hele tiden minde om ham om dens tilstedeværelse?
   Den eneste glæde var at den sov. Så ville den måske ikke vågne når ritualet skulle udføres.
   Hvorfor skulle han også voldtage den slave? Hvorfor sendte han hende ikke bare væk, dengang han opdagede at hun var gravid? Hvorfor ventede han?
   Maikor sukkede, og fortrød det umiddelbart efter, for han vidste at hans kone kiggede på ham. Selv med lukkede øjne kunne han mærke hendes fordømmelse. Hendes stirrende øjne og smalle læber.
   "Du ignorerer altid problemerne frem for at løse dem," havde hun sagt.
   "Du er svag, " havde hun sagt.
   Og det passede, for Maikor vidste, at han inderst inde var en blød sjæl. Et kærligt hjerte han forsøgte at hærde ved at tage de unge piger og mishandle deres mænd hvis de protesterede.
   Men under sin hårde overflade skammede han sig. Og inden længe skulle han kaste et spædbarn mod Skaberens varme klipper. Han skulle høre dens knogler brække, dens kranie flække. Han skulle se dens blod danse i luften og blande sig med den stank af død der allerede var der. Han skulle bevise sin tro, og dermed sit værd. Men kunne han? For det var jo ikke ham at gøre sådanne gerninger. Hvert fald ikke mod et spæd - hans eget blod.
   "Skal du nu til at flæbe igen?"
   Hendes stemme var hård og skarp.
   Han åbnede sine øjne, og mødte hendes blik. Netop som han så tit havde øvet. Samtidig forbandende han sit ansigt for at have røbet den klump han havde i halsen.
   "Nej Kavia, det er bare varmen," svarede han med rolig stemme.
   "Nå, jeg troede du skulle til at fortryde."
   Kavias stemme var giftig, men Maikor kunne ikke bebrejde hende. For selv efter flere års ægteskab havde hun ikke formået at give ham en arving. Og han vidste, at det pinede hende endnu mere, at en sjælløs slave kunne give det de begge ønskede, efter blot en enkelt akt.
   Det havde skabt en kløft imellem dem. Og for hver dag der gik, virkede kløften bredere.
   Måske ville dette forbandede ritual genskabe det som de engang havde, men Maikor tvivlede. For nu var ham og Kavia blot to mennesker som levede under samme tag - skygger af den lidenskab der engang brændte i begge deres hjerter. Han savnede de morgener hvor han vågnede og mærkede hendes fromme krop mod sin. De nætter hvor hendes kaskader af mørkt krøllet hår omkransede hans ansigt, mens hendes store bryster vuggede langsomt mod hans.
   Han savnede de øjne der kunne være så lyse og smilende bag de runde kinder. Han savnede at kysse hendes lille næse, at høre hende grine, at ligge i hendes favn, og at kærtegne hende.
   Men nu var kærlighed blot et skyggespil. Et eventyr som kun kunne livnes med en grusom gerning.
   "Nej min ven, jeg skal nok råde bod. Barnet skal dø," svarede han stille.
   "Det håber jeg, for det er Victor selv der er Renseren."
   "Victor, Stormesterens søn?"
   Hun smilede. "Ja, jeg trak i et par tråde. Renselsen skulle jo gerne gøres ordenligt."
   Maikor smilede, men gøs ved tanken om manden. For Victor var søn af Neehan, som var stormester af Kerans livstårn. Det største af de syv tårne som gik langs den hvide livsmur som omkransede hele riget. Og Neehan reporterede direkte til Frelseren. Ham som skærmede riget for de unavngivne.
   Maikor havde kun mødt Victor en gang før, men han huskede tydeligt frygten fra dengang han mødte manden.
   Victors stemme havde været blød som silke. En nasal høflighed krydret med kynisme og sult. En sadistisk væremåde som gik i hånd med rygterne om hvordan han mishandlede sine slaver. Ritualer hvor han tog deres hænder, fødder, arme og ben; før han lod døden tage dem. Alt gemt bag et smilende ansigt.
   Maikor huskede første nat i Keran. Her havde han og Kavia hørt de skrig som kom fra Victors tempel. Grådkvalte og bønfaldende vræl der falmede indtil nattens tordende stilhed fulgte. De havde begge længtes efter at komme væk.
   Og det var den mand der skulle stå for hans renselse, tænkte Maikor.
   En lille tynd mand med klare blå øjne og et veltrimmet sort gedeskæg. Et smilende monster med smal næsebro, tynde læber og høje kindben. En begavet slange der lyste af snilde, benådet med slægt og skaberens gunst.
   Og det var Skaberen som ønskede dette. For det stod skrevet: At barnet skulle dø mod klipperne fra faderens hånd. Men kunne Maikor gå imod sit indre og fuldføre Skaberens vilje?
   Bylten rørte på sig igen, og Maikor kiggede ned. En lille mulat hånd samlede sig om hans hvide pegefinger. Han kiggede straks bort mens hans hjerte slog knuder. Han havde frygtet at dette ville ske, men han så et glimt af det væsen der var i bylten.
   En lille hånd med små delikate fingre og skrøbelige negle. Den var så fin og meget lig hans egen. Den samme hånd som skrev skøder på slavers liv og ejendomme, bortset fra at denne ikke bar nogen form for skyld.
   Hvordan mon resten af barnet så ud? Ville den have de samme øjne, eller måske mund?
   Han turde ikke kigge. For han frygtede tvivlen som allerede var der.
   Hvordan kunne det være Skaberens vilje, at han skulle gøre noget der føltes så forkert? At dræbe et barn der var en lille del af ham selv.
   Men var det ikke det som der var meningen med ritualet? At gøre krav på den del af sin sjæl som man havde givet til den sjælløse.
   Men det gav ingen mening, for selv de sjælløse havde en sjæl. De hellige doktriner sagde at slavernes sjæle blot var beskidte.
   Det var derfor at de levede i underkastelse; som en form for renselse i den kødelige verden.
   Måske var hans egen sjæl beskidt. Måske var det derfor at guderne straffede ham. Var det derfor han led? Men i så fald, ville barnets død fjerne den lidelse?
   Han tvivlede, for Maikor kendte sit væsen. Han var blød og kunne ikke hærdes. Han kendte sin skam fra når han gjorde ondt mod slaverne. De var ikke blot ting eller støvskabninger. Nej, de var levende væsener der kunne tænke, tro og drømme.
   Men hvad skulle han gøre? Selveste Victor skulle så for hans renselse. Og ham kunne han ikke trodse, for manden ville blot udråbe ham som kætter, og så ville Maikors liv være forbi.
   Vognen standsede, og Maikor lukkede sine øjne. Hvorfor skulle rejsen også være så kort. Var to timer forsvundet så hurtigt?
   "Kære, det er nu," sagde hans kone.
   Hendes stemme var blød, næsten kærlig. Det var som om at hun forstod, at han havde brug for hendes støtte. Måske var der stadig kærlighed tilbage? Måske kunne alt blive som før?
   "Ja, det er nu, " sagde han stille.