Rådsmødet blev holdt allerede dagen efter.
   Det lille råd bestod af folk i alle aldre, som skik var, men der var naturligvis flest ældre - de som engang havde været de bedste til deres hverv.
   Alle var klædt i grønlige rober, som loven sagde - også Insyah.
   Som Jem-Sepats uofficielle leder, førte Itafe ordet. Han rejste sig hostende, og pegede på Insyah, som stod i midten af kredsen. Det var et rundt lokale, hvori der kunne lægges tæpper og sættes stole op efter behov. Men så længe folk overhovedet kunne holde til det, foretrak de at stå op.
   "Jæger Insyah, søn af Khenti, ønsker en åben diskussion om hvad der skal hænde med de to udlændinge der trængte herind."
   Insyah tog straks ordet.
   "Jeg vil gå direkte til sagen. Jeg mener at vi, uden nærmere forholdsregler, bør føre dette langt videre end forskrifterne byder os. Vi bør hjælpe dem med at komme til sletterne. Hvis ikke vi..."
   En anden ung mand rejste sig op.
   "Du mener at du vil råde over deres skæbne!" råbte Mkai pludselig. "Om ikke at lade dem leve eller dø ved deres eget valg!"
   Insyah havde end ikke set sin "jagtfælle" træde ind i lokalet.
   "Det er dét du prøver på at sige, er det ikke?!"
   Flere nikkede anerkendende, og Insyah var rimeligt sikker på at det var Hetshepsu der hviskede "helligbrøde."
   Insyah skar tænder, knyttede næverne. Det ville blive sværere end han havde forestillet sig.
   "Vi kommer ikke under nogen omstændigheder til at bryde med nogen sæd og skik," sagde han så roligt han kunne. "Men når vores forfædre ikke forventede at udefrakommende ville have andre motiver end at udnytte os og skoven, var det fordi at de ikke oplevede folk fra De To Riger være vores sympati værdige. Hvis de havde levet i dag..."
   "Hvem har så givet dig lov til at afgøre hvad der er i den rette ånd?!" råbte Mkai.
   "Giv mig et øjeblik mere af jeres tid, og jeg vil forklare det," sagde Insyah.
   Han håbede på at ingen lagde mærke til hvor meget han spændte i armene. Hvis de anede nogen følelser nu, kunne det blive skæbnesvangert for de to kemeti.
   Han greb sig selv i at ønske at han var blevet skriftlærd i stedet. De lærte at vægte deres ord. Men de måtte ikke tage liv...
   "Naturligvis har vi pligt til ikke at blande os i andres skæbne. Men omverdenen deler ikke vores høje idealer."
   "Så meget desto større grund til at skille os af med dem, så hurtigt som muligt," sagde Hetshepsu.
   "Nej!" råbte Insyah. "For deres problemer bliver til vores problemer! Hvis ikke nogen skaber fred i mellem sletternes folk, vil de snart føre krig mod hinanden! I syd har folket skabt fred i De To Riger, der nu er ét! Og nu sender de to mænd for også at skabe fred mod nord!"
   "Det er udmærket... hvis det passer," brummede Hetshepsu. "Men du mangler stadig at forklare hvad det overhovedet kommer Det Skjulte Folk ved."
   "Uden slettefolk, uden cymrere og eirere, er der intet til at stå i mellem os... og så dem!"
   Det sidste ord lammede forsamlingen, og Hetshepsu strøg sig febrilsk over ansigtet. Der gik længe inden han svarede.
   "Jeg havde forventet mere af dig, søn af Khenti, end at prøve på at vinde støtte for din sag ved at nævne dem."
   Det fik forsamlingen til at begynde at hviske igen.
   Insyah tænkte som rasende, men han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde antydet fjenden for at virkningens skyld, men nu virkede det blot som om det havde været et kneb.
   "Men jeg prøver ikke på at vinde støtte for min sag!" fremstammede han. "Det er hele verdens sag! Står det ikke skrevet at vi er de eneste der kan lyde det kald som De To Riger ikke magtede? Her har vi to mænd fra hvad der var De To Riger, som har brug for vores hjælp! De er blevet sendt til os, fordi æren ved at fuldføre opgaven, tilkommer Det Skjulte Folk! Det er ikke deres frie vilje at være skyllet op nær os - men deres skæbne, fordi ingen andre end vi er i stand til det! Vi har altid, så længe tilbage vi kan huske, krævet mere af os selv, end vi nogensinde ville forvente af noget andet folk i verden! Også I har draget udenfor Det Skjulte Land, ærværdige Hetshepsu, lige så Itafe og min fader, for at..."
   "Så er det nok!" råbte Hetshepsu, rød i ansigtet. "Da vi rejste ud, var det for at gøre vores hellige pligt! Dét har intet at gøre med at gøre sig til slave for disse ... disse fremmede, og følge dem rundt i deres verden af unævnelige fristelser!"
   Itafe sænkede hovedet, som om han skammede sigt dybt. Insyah vidste udmærket at han ikke burde have nævnt deres rejser - men på én og anden måde var det sket alligevel.
   "Jeg har hørt om hvordan der er derude!" råbte Insyah. "I har selv fortalt mig om det! Men hvem skal få dem til at tage ved lære, og vælge den rette vej, hvis ikke vi gør det? Det vil ikke redde verden at vi opretholder den sande levevis, hvis alle andre grådigt fælder skovene og tømmer hele undergrunden!"
   "Du tvivler!" skreg Hetshepsu tilbage - og efterlod nu ingen i tvivl om at rådsmødet var blevet til et offentligt skænderi.
   "Du betvivler udviklingens kraft! En dag vil de nå vores stade! Således er det blevet skrevet, således må det ske!"
   Insyah havde lyst til at fare frem mod domsmanden. Men selv om han blev stående fast på gulvet, kunne han ikke forhindre at give det indtryk, at han stod på spring.
   "Det her handler om at forhindre åbenlys uret! Det er hvad loven er til for!"
   "Handler det om loven?!" indskød Mkai pludselig. "Eller handler det mere om at du har fundet frem til hvad der er det rigtige for alle andre?!"
   Insyah var næsten begyndt at nyde den stemning af opgør der var i lokalet. Lige før havde det føltes som om han var ved at blive flået fra hinanden af evig og altid at skulle holde det nede. Men nu...
   Han pegede på Mkai med en dirrende hånd.
   "Du ønskede at besegle deres skæbne! Hvordan kan du så påstå at jeg vil råde over dem?!"
   "Stop!" råbte Itafe, i det han rejste sig op. Hans stemme rystede af forfærdelse. "I kan ikke anklage hinanden!"
   Den sidste sætning fik ligefrem nogle af rådsmedlemmerne til at le. Nervøs latter, men stadig latter.
   "Det er vores egen domsmand der har gjort rådsmødet til en retssag!" råbte Insyah, stadig ophidset.
   "Vi har hørt nok," sagde Hetshepsu. "Insyah kan forlade lokalet mens vi når til en afgørelse."
   "Nej, jeg..." fremstammede Insyah, men han fangede Itafes bekymrede blik.
   Det var i sandhed nok. Insyah slog ikke ud med armene, som det var skik, og kom næsten til at vrænge sætningen ud:
   "Jeg har været beæret over rådets opmærksomhed."
   Han havde aldrig været god til at spille skuespil, på trods af den store betydning hans folk tillagde det.

***

Insyah kunne høre på lang afstand at det var Itafe der kom for at fortælle ham om beslutningen. Skridtene var ikke slæbende som domsmandens, men de var besværede, som om hvert skridt forplantede sig smertefuldt i den ældede krop.
   Han begyndte at tale, inden han overhovedet var kommet rundt om det hjørne hvor Insyah sad.
   "Det er blevet besluttet, at hvis nogen ønsker at drage ud for at dø ved de fremmedes side, er det deres eget valg," sagde Itafe.
   "Det er det samme som at sige at ingen vil hjælpe dem," tænkte Insyah.
   Han rejste sig op og lagde en hånd på sin plejefars skulder.
   "Jeg skulle ikke have nævnt jeres rejser uden for de Skjulte Land."
   Itafe rystede på hovedet.
   "Vi var unge, dumme, og troede at vi var udødelige. Men det har aldrig skadet mit ry. Skade er det blot at man ikke kan sige det samme om Hetshepsus ben."
   "Udødelig..." sagde Insyah, kun lige højt nok til at det kunne høres.
   "Er du klar over hvem du lyder som?" spurgte Itafe, og sukkede.
   "Min fader?"
   Insyah opfattede det straks som en kompliment. Han troede at Itafe skulle til at omfavne ham, og fortælle ham at han var stolt af at han stod fast ved sine meninger.
   Dette udeblev dog.
   "Nej," sagde Itafe og sukkede opgivende, måske bange.
   "Du lyder som mig, da jeg var i din alder."
   Han vendte ryggen til ham.
   Stadig med dette i tankerne, gik han ind i det store bibliotek, Jem-Sepats stolthed. Ingen andre steder i Det Skjulte Land havde så mange skrifter som dem: Næsten hundrede, alle på pergament eller på tavler af ler - flere af dem var de eneste afskrifter af det skrøbelige, forgængelige papyrus som de oprindelig var blevet skrevet på.
   Som vanlig sad der kun en enkelt inde i biblioteket - Djeserit, domsmandens eneste datter. Hun sad med ryggen til - og vedblev at sidde sådan.
   "Djeserit?" spurgte Insyah.
   "Mærkeligt..." sagde hun tonløst.
   "Hvad er mærkeligt?"
   "At jeg har læst dette ti gange, og stadig ikke kan finde mening i det."
   Hun drejede sit fine ansigt, men uden at se på ham.
   "Det ligger uden for dit område," sagde den unge dame.
   Hun lød ikke vred - for hende var det blot en konstatering.
   Insyah trådte et skridt nærmere.
   "Det kan vel komme an på en prøve," sagde han og prøvede på at virke venlig - eller hvad der nu gjorde det ud for det, i hans tilfælde.
   Djeserit begyndte at læse op:

Den Forsvundne Stad vil rejse sig, blod vil flyde til hendes pris...
   ... når hendes ham skiftes... de menneskelige maddiker vil alt opæde...

"Kan du se problemet?" spurgte hun, mærkværdigt uinteresseret. "Hvad skal det betyde?"
   "Jeg har en anelse..." sagde Insyah.
   "Hvad ved du om dét?" spurgte Djeserit.
   "Jeg kan genkende strofen fra Odjis skrifter," sagde Insyah. "Jeg forsøgte selv at oversætte den for nogle år siden."
   "Virkelig?"
   Hendes tonefald var ikke hovent, dårligt nok overrasket. Bare ligegyldigt.
   Han begyndte at sige frem:

Blod udgydes for Gudinden, fæstningen vende tilbager, og ved skællets kraft vil en sværm af monstre...

"Dét er ikke en oversættelse, men en fortolkning," sagde Djeserit. "Hold dig til bue og pil."
   Igen lød hun hverken irriteret eller hånlig - for hende var det blot en konstatering.
   "Vær rimelig," sagde Insyah. "Sagde du ikke selv at jeg var for ensporet? Hvis jeg drog på jagt lige så ofte jeg kunne, så ville der snart ikke være flere dyr tilbage i skoven."
   Djeserit virkede først forundret - så gik det op for hende at det havde været ment som en art vits.
   "Hvorfor tror du egentlig at ingen nogensinde har forsøgt at oversætte Odji før os?" spurgte han.
   Der fandtes stadig nogle ganske få tavler på Det Glemte Folks sprog. Et sprog der ikke alene var fuldkommen ubeslægtet med deres nuværende sprog - der var ikke engang nogen låneord tilfælles - men intet havde med nogen af nabofolkenes sprog at gøre heller. Alt hvad der var tilbage af det ældgamle folk, var tavlerne, og så de grønne øjne som var gået i arv til efterkommerne af Det Skjulte Folks beskyttere, fordi de havde avlet børn med Det Glemte Folk. Det var kun på grund af en dobbelttavle fra profeten Watis tid, at det havde været muligt for de få og anestolte at læse det.
   "De skriftlærde har andet og vigtigere at tage sig til, end den galskab der slog en stor mand ihjel," sagde Djeserit. Hun lød træt.
   "Jeg ønsker bare at forstå hvad der skete med ham," sagde Insyah. "Vi læser hans skrifter af samme grund."
   "Hvad er det egentlig at du laver her?" spurgte Djeserit.
   Da hun nu, endelig, vendte sig om og så på ham, kom Insyah til at glemme omverdenen. Ingen mænd var i tvivl om at Hetshepsus datter var noget helt særligt, selv om hun var så ung. Det mørkebrune hår der skinnede så pænt i solen... huden der altid syntes at have en indre glød... og øjnene, de mørkegrønne øjne. Insyah syntes at de rummede så megen dybde og åndsevne, samt en helt utrolig tålmodighed...
   "Insyah?" spurgte hun igen.
   "Jeg skal rejse," sagde han. "Nordpå, med to sydlændinge. Er der virkelig ingen der fortalt dig det? Jeg er ikke bange. Jeg bryder mig bare ikke om at der går så lang tid... før jeg får dig at se igen."
   Hun frøs, ligesom hun skulle til at vende sig væk fra ham igen.
   "Men..." begyndte hun, standsede op, og tog så tråden op igen. "Vi kan ikke undvære en jagtleder. Ikke nu."
   Insyah prøvede på at se Djeserit i øjnene, men mødte ikke andet end en uforstående stirren. Det gav et lille stik i hjertet.
   Han rakte sin hånd frem, havde lyst til at røre ved de lokker af hår der faldt ned foran hendes ører.
   "Hvis du dog bare ville give mig bare antydningen af et tegn på..."
   "Nej!" sagde hun. "Sig ikke den slags! Du ved udmærket at der er for meget dårligt blod i mellem os."
   Det føltes som om hele verden med ét standsede brat op.
   "Dårligt blod? Os to, som tilhører stadens bedste familier?"
   "Farvel, søn af Khenti," sagde hun så hurtigt hun kunne.
   Han frøs på stedet. Så vaklede han bagud, og begyndte endelig at gå.
   Så vældede kvalmen pludselig ind over ham.
   Det var jo vanvid! Selvfølgelig var de begge to af fremragende linjer, avlet fra beskyttere til begge sider, men ikke alene ville hendes far aldrig gå med til det - han skammede sig også over at han var så tiltrukket af hende, før hun endnu var klar til at blive kvinde. Men han ville have hende, besidde hende, krop og sjæl. Ikke fordi at længslen blev større af at han ikke måtte, ikke kunne. Han ville det bare.
   Insyah havde nu ikke andet for, end at berette Shem og Benu om udfaldet.
   Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at ligge på sine knæ, for at bede nogen om hjælp - de som ønskede det, måtte komme til ham!
   Dybt skuffet over det resultat han egentlig havde ventet, gik han ind til de ventende sydlændinge. Han var bange for at han måske havde ladet dem nære falske forhåbninger. Jo mere han tænkte over det, desto klarere stod det at han kun havde gjort det for at vise at han mente det. Således at ingen nogensinde ville kunne hævde at han ikke havde prøvet.

***

"Afgørelsen er truffet," er truffet sagde jægeren blot da han trådte ind i rummet.
   Hans tonefald var umiskendeligt dystert, men Shem kom alligevel til at udbryde:
   "H-hvad skal det betyde?"
   Insyah sukkede dybt, som om han var irriteret.
   "Det betyder at jeg følger jer til sletterne selv. Kun os tre. Med os, er kun vores forfædres styrke. Mod os - vejrets luner, og tusindvis af dyr, monstre og fjender."
   De to mænd knælede omgående for ham, som det var skik i Det Sorte Land.
   "I har vundet vores dybeste respekt, Røde Måne søn af den Store Leder," sagde Benu. "Det er en gestus der er helt ukendt for os. Og når den kommer fra en søn af Det Skjulte Folk, vidner den om hidtil uset mod."
   "Lige mine ord," tilføjede Shem.
   "Netop derfor er det nok for os at I har villet. Men I skal ikke sætte livet på spil for vores skyld."
   Dén bemærkning fik Shem til at fryse fast på stedet. De havde da brug for al den hjælp de kunne få!
   "I ved hvor meget respekt betyder for Det Skjulte Folk," sagde Insyah. "Men netop derfor burde I også vide at vi ikke tillægger den slags tilkendegivelser noget værd, hvis ikke de straks følges op af handling. Dine ord har nu bundet mig mere fast end jeg selv ville have kunnet gøre."
   "Til skovens udkant. Ikke længere," sagde Benu. "Så længe vi er her, har vi virkeligt brugt for dig. Derefter er det hurtigere blot at rejse to."
   "Hurtigere måske. Men ikke sikrere."
   "Det er ikke din skæbne, men vores, at drage mod nord," sagde Benu.
   "Så gør jeg det til min skæbne. Jeg nægter at gøre noget halvt. Det må og skal lykkes - om det så bliver det sidste jeg gør."
   "Det bliver det sandsynligvis også."
   Shem blev langsomt blegere og blegere. Bare Benu dog ville give jægeren ret!
   "Hvor vover du!" skreg Insyah, hvis hud i næste nu glødede af raseri. Hans øjne var ganske mørke.
   "I vil aldrig kunne finde igennem Det Stejle Land selv! Enten lader I mig lede jer, eller også kommer I ingen steder!"
   Insyah så ud som om han var lige ved at kollapse af sit følelsesudbrud.
   "Jeg er nødt til at hjælpe jer! Om jeg så skal tvinge jer til at tage imod min hjælp! Dette er min første, og måske sidste, mulighed for at tage mig af andet end os selv! Udrette noget... stort! Større end os selv!"
   "I venter på et mirakel - på en forløser," sagde Benu, så roligt som nogensinde. "Og der skal nok komme en dag. Men det bliver ikke dig."
   Insyah blev så forbløffet over det sære udsagn, at farven forlod hans ansigt igen.
   Benu stirrede på ham, og han stirrede tilbage.
   Shem ruskede i Benu, der stod helt ubevægelig.
   "Se dog på ham! Hvad er det dog at du vil have ham til at gøre, eller ikke gøre?!"
   "At det er ham selv han kan hjælpe. Ikke hele verden."
   Insyah knugede sine hænder sammen.
   "Hvad forskel skulle det gøre?"
   "Gør det da ingen forskel for dig?"
   "N... nej," fremtvang Insyah.
   "Så kan vi tage af sted," sagde Benu og afsluttede derved samtalen.
   Shem vidste at han ikke kunne sige noget, der på nogen måde ville forbedre situationen, så han holdt klogeligt sin mund lukket, men han ville ønske at han havde sagt hvor stor forskel det gjorde for ham.