En sølvmåne kastede flakkende lys mellem knejsende graner. Lyset, der trængte igennem nåleskoven i bølger, legede i mudderpøler, der lå spredt ad hele Fyrrevejen. En rytter flimrede forbi lyset. Hesten hamrede sine hove i vejens grus og beskidt vand sprøjtede op ad dens ben. Dyret dampede. Den havde set sine bedste år, men var stadig en sort, pulserende muskel. Hestens pande glinsede. Små salte perler blandede sig med fede dråber af regn. Rytterens kappe flappede efter ham. Det sorte hår klistrede til ansigtet. Men under hætten lyste hans sorte øjne op i triumf. Et ensomt stentårn rejste sig ved svinget længere fremme.
   "Rolig..."
   Hoppen gik over i et afmålt trav, før den standsede. Med en behændig bevægelse, svingede den kappeklædte rytter sig til jorden. Han mumlede bittert, da han landede i mudder og hans gennemblødte støvler drak endnu en tår.
   "Ikke helt så sikker på fødderne længere, hva' Mester Ulver? HARHAR!" råbte en stemme højere oppe.
   Stadig sikker nok til at nå hertil i tide.
   Ulver tog tøjlerne og bevægede sig i retning af tårnets port. Der var mos og bevoksninger flere steder på de gamle kampesten, der udgjorde det mandshøje fundament.
   "Intet har ændret sig her, går jeg ud fra?" kaldte Ulver tilbage halvt smilende. Han kendte svaret. Der var trods alt en grund til at, han var reddet hele denne vej, i en sådan fart at alt Underjordens troldtøj ville rødme.
   "HAR!" kvækkede stemmen fra toppen af tårnet og fortsatte. "Mester Ulver, alt er fryd og gammen," der var en lang pause. Så et bump og en knagen, da den gamle port åbnede sig. "Jamen kom dog ind dit gamle fjols. Stå ikke bare der. Det bliver en lang nat, antager jeg?" spørgsmålet havde en retorisk klang.
   Ulver smilede for sig selv og mumlede. "Ja... En lang nat," han kastede et sidste blik på den natsorte Fyrrevej. Hans blik søgte. Forventede. Måske ville natten ikke blive så hård alligevel. Måske havde hans hårde ridt været unødvendigt. Måske kunne han... Vinden skiftede retning og granerne svajede. Hvad der lød som en ulvs hyl nåede hans ører. Men det løb ham koldt ned ad ryggen. Ingen ulve jagede på denne side af den brusende Hagavid.