Eliza.

Jeg stirrede intenst på medaljonen i min hånd, mine fingre gled over de svage markeringer. Det var som om, medaljonen hviskede hemmeligheder, jeg endnu ikke kunne forstå. Mine tanker hvirvlede rundt om gårsdagens begivenheder, da et bank på døren fik mig til at fare sammen.
   Jeg skyndte mig at hængte medaljonen om halsen og hastede hen til døren. Lily smilede skævt, og bag hende stod... Elliston? Mit hjerte sprang et slag over.
   "Jeg fandt denne fyr snublende rundt i dine blomster. Jeg tror, han stalker dig," drillede Lily og puffede til Elliston med albuen.
   Elliston rullede med øjnene. "Jeg var bare på vej forbi," mumlede han.
   En underlig følelse bredte sig i mit bryst ved tanken om Elliston, der lurede omkring mit hjem. Billedet af os to i hans hytte dagen før blussede op i min hukommelse - den intense forbindelse, den elektriske spænding mellem os. Jeg måtte minde mig selv om, at det bare var sigillerne, der bandt os sammen. Det var ikke ægte følelser.
   "Kom nu ind, I to," sagde jeg og trådte til side. "Hvad bringer jer herhen så tidligt?"
   De trådte begge ind i min lille entree. "Vi tænkte, du måske kunne bruge lidt morgenmad og selskab. Desuden ville Elliston gerne tjekke op på dig efter jeres lille... øvelse i går."
   En rødmen krøb op i mine kinder og så anklagende på Elliston. "Sladrehank."
   Han trak på skulderne. "Jeg er nødt til at inddrage Lily, eftersom hun er kyndig i områder af magi som jeg ikke er og visa versa."
   Det gav mening. "Okay. Skal vi gå?" spurgte jeg og de to nikkede.
   Vi forlod mit hus og begav os ind mod byen. Morgensolens stråler filtrede gennem træerne og kastede flakkende skygger på vejen foran os. Jeg gik mellem Lily og Elliston, bevidst om den mærkelige spænding, der hang i luften, som om vores magi strakte sig for at mødes og det var lidt forvirrende.
   "Hvordan gik det med jeres lille magiske session i går?" spurgte Lily.
   Jeg kastede et blik på Elliston, der så på mig, og jeg smilede så til hende. "Det var... intenst," indrømmede jeg. "Jeg havde aldrig troet, jeg kunne gøre de ting, jeg gjorde. Det var som om, noget vågnede indeni mig."
   Lily smilede. "Det er helt normalt. Du har ikke vidst, hvordan du skulle håndtere den, og nu begynder den at blomstre."
   Vi nåede frem til byens centrum, hvor caféen lå. Den lille hyggelige bygning duftede af friskbagt brød og kaffe. Vi fandt et bord indenfor da det stadig var for koldt til at sidde ude i det tidlige forår.
   "Jeg bestiller," tilbød Elliston og rejste sig. "Det sædvanlige til dig, Lily?"
   Hun nikkede, og han vendte sig mod mig. "Hvad med dig, Eliza?"
   "Øhm, bare en cappuccino og et stykke bananbrød, tak," svarede jeg, pludselig bevidst om, hvor godt han kendte Lilys præferencer, og jeg blev klar over, at jeg ikke vidste hvor dybt deres venskab stak.
   Da Elliston var gået op for at bestille, lænede Lily sig frem. "Så, hvordan har du det egentlig med alt det her? Det må være overvældende."
   Jeg sukkede og legede med medaljonen om min hals. "Det er det. Jeg føler mig... lost. Som om jeg er trådt ind i en helt anden verden, jeg ikke forstår."
   Lily rakte ud og gav min hånd et klem. "Det er okay at føle sig forvirret. Vi er her for at hjælpe dig."
   Jeg nikkede taknemmeligt til Lily, mens Elliston vendte tilbage. Han satte sig ved siden af mig, og blev jeg akut opmærksom på hans arm da han placerede den over ryglænet på min stol.
   "Så," begyndte Elliston, "jeg tænkte, vi måske kunne fortsætte din træning i dag. Hvis du har lyst, selvfølgelig."
   En blanding af spænding og nervøsitet boble op i mig. "Ja, det lyder godt. Men... hvad præcis skal jeg lære?"
   Lily lænede sig frem med et smil. "Vi tænkte, at vi kunne starte med nogle grundlæggende beskyttelsesbesværgelser. Det er altid godt at kunne forsvare sig selv."
   Jeg nikkede langsomt. "Det lyder fornuftigt. Især med... du ved, alt det der foregår."
   Elliston rynkede brynene let. "Ja, præcis. Vi vil gerne sikre, at du kan beskytte dig selv, hvis det skulle blive nødvendigt."
   Da vores mad blev bragt ned til os sippede jeg til min cappucino, nød den varme, cremede smag, mens jeg betragtede Lily og Elliston. Det slog mig, hvor mærkeligt det var at sidde her med dem, som om vi bare var venner, der mødtes til morgenmad. Men virkeligheden var langt mere kompliceret.
   Der var magi. Et element jeg aldrig havde troet ville fylde så meget i mit live, men ikke desto mindre var den permanent residens nu og jeg måtte affinde mig med den, hvis jeg ville være sikker på at kunne se fremtiden i øjnene med ro i sindet.
   Jeg nippede til min cappuccino og tog en bid af bananbrødet, mens jeg lyttede til Lily og Elliston diskutere træningsplaner. Selvom maden smagte vidunderligt, kunne jeg knap nok fokusere på smagen. Mit sind var fyldt med tanker om magi og de mystiske kræfter, der nu var en del af mit liv.
   "Er vi klar til at tage af sted?" spurgte Elliston og rejste sig da han lagde mærke til, vi alle var færdige med at spise. "Skal vi køre til Arcorium?"
   Jeg nikkede og fulgte efter dem ud til parkeringspladsen, hvor Ellistons gamle Volvo ventede. Bilen knirkede let, da vi satte os ind, og jeg kunne ikke lade være med at smile over dens charme.
   "Tænk sig den her gamle møjspand stadig køre," drillede Lily og Elliston fnyste.
   "Hey, tal pænt om min Volvo, den har ikke gjort dig noget."
   Jeg lo, og spændte selen over mig. "Der er faktisk noget om det, den knirker og knager mere end mit hus."
   "I skal ikke rotte jer sammen," knurrede han godhjertet mens hans kastede et blik på mig ud af øjenkrogen.
   Lily næsten kastede sig frem mellem forsæderne for at skrue op for radioen. "Uh, jeg elsker den her sang!"
   "Jesus," mumlede Elliston mens han satte bilen i gang.
   Jeg lo ad Lilys ivrige moves på bagsædet, hendes sporadiske klap og knækkede sang. Det var elskværdigt, at hun var så livlig, så glad og evigt optimistisk. Veldenharts grænser blev erstattet af ren skov og vejen skar sig gennem området som en ubetydelig lille streg i landskabet. Det var ikke mærkeligt, at mundane ikke kom herud, for jeg kunne nemt forestille mig, hvor let det var at fare vild.
   Mens vi kørte, mærkede jeg en underlig tyngde i luften, en fornemmelse som dug, der lægger sig på huden og da jeg så på Elliston, rynkede han brynene. Han afbrød musikken og den abrupte stilhed gjorde næsten ondt i ørene.
   "Skoven er urolig," mumlede han, mens hans øjne gled over de tætte stammer på, hver side af vejen.
   Jeg følte en uimodståelig trang til at stoppe bilen. "Mærker I det også?" spurgte jeg forsigtigt.
   Lily nikkede. "Der er noget derude, der kalder på os."
   Elliston tøvede et øjeblik. "Vi bør undersøge det."
   Vi trak ind til siden, og da jeg steg ud i den kolde luft, mærkede jeg en summen over min hud, og det var ikke fra sigillet denne gang. Lyset kastede lange skygger mellem træerne, og luften føltes levende. Jorden summede svagt under mine fødder, som om energierne fra skoven forsøgte at række op omkring mine ankler og uroligt så jeg på de andre.
   Elliston trådte ind i skoven, gik et par skridt foran os, hans bevægelser anspændte og målrettede. Der var noget tiltrækkende ved hans behov for at beskytte os, men jeg skændte straks på mig selv.
   Jeg fulgte efter Elliston ind i skoven, mine skridt forsigtige på den bløde skovbund. Lily gik ved siden af mig, hendes øjne afsøgte omgivelserne med en blanding af ærefrygt og bekymring. Min hud prikkede med en sær følelse af, nogen holdt øje med mig, og medaljonen blev varmere mod mit brystben.
   "Se," hviskede Lily og pegede på en klynge mos ved foden af et træ. Jeg blinkede forbløffet, da jeg så det svage, pulserende skær, der emmede fra mossen. "Det er et tegn på de forstyrrede ley-linjer."
   Pludselig hørte jeg lyden af rindende vand. Jeg vendte mig forvirret mod lyden, vel vidende at der ikke var nogen bæk i nærheden. "Hvad er det?" spurgte jeg.
   "Endnu et tegn," forklarede Lily. "Magien manifisterer sig på underlige måder, når ley-linjerne er ude af balance."
   Elliston stoppede foran et enormt egetræ. Han lagde sin hånd mod den ru bark og lukkede øjnene. En lav mumlen fyldte luften, ord jeg ikke kunne genkende, men som fik mit blod til at summe. I et øjeblik stilnede skovens uro, som om den lyttede intenst til Ellistons ord.
   Jeg måbede over hans kontrol. "Det var utroligt," udbrød jeg.
   Han åbnede øjnene og så på mig med et lille smil. "Du kan gøre det samme," sagde han opmuntrende. Vi stod et par hjerteslag og stirrede op på den massive krone af træet, dens blade hviskede i vinden. Elliston vendte sig mod mig, hans blik var intenst, næsten skræmmende. "Hvis du skal overleve det, der kommer, er du nødt til at kontrollere din magi," sagde han alvorligt.
   Mit hjerte bankede hårdere. "Hvad mener du?"
   I stedet for at svare rakte han hånden frem. Med en hurtig bevægelse fik han bladene omkring os til at bølge som vand. "Prøv at trække energi fra skoven," instruerede han. "Mærk pulsen, lad den flyde gennem dig."
   Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene, forsøgte at mærke energien omkring mig. Men jo hårdere jeg prøvede, jo mere følte jeg mig ude af sync med skoven. Frustration begyndte at boble op i mig.
   "Du tvinger det," snappede Elliston utålmodigt. "Magi handler ikke om viljestyrke. Det handler om forbindelse."
   Hans skarpe tone fik mig til at åbne øjnene for, at møde hans irriterede blik. Skammen brændte i mine kinder. Jeg gjorde det så godt i går. Hvor var min sejr blevet af?
   "Elliston!" skældte Lily. "Giv hende en chance for at forstå det før du bider hovedet af hende." Lily trådte hen til mig og lagde en beroligende hånd på min skulder. "Du skal nok fange det," forsikrede hun mig blidt.
   Hendes rolige tilstedeværelse dæmpede spændingen mellem Elliston og mig. Vi fortsatte dybere ind i skoven, og snart stod vi foran et enormt egetræ. Dets forvredne grene knitrede svagt af latent kraft, og jeg følte mig draget mod det som en møl mod lyset. Medaljonen blev varm igen, næsten brændende mod min hud.
   Med tøvende skridt nærmede jeg mig træet. Dets massive stamme rejste sig foran mig som en ældgammel vagt. Jeg strakte hånden ud, lod fingrene glide over den ru bark. I det øjeblik mine fingerspidser rørte træet, hørte jeg en stemme i mit sind. Den var dyb og urgammel, som om selve jorden talte til mig.
   "Båndet kan ikke ophæves. Find Arcana Contra, før det er for sent."
   Stemmen fortonede sig, og jeg vaklede baglæns, rystende. Mit hjerte hamrede i brystet, og jeg kæmpede for at forstå betydningen af de kryptiske ord.
   "Eliza?" Lilys bekymrede stemme trængte igennem min forvirring. "Hvad skete der?"
   Jeg vendte mig mod hende og Elliston, usikker på, hvordan jeg skulle forklare, hvad jeg lige havde oplevet. Men udtrykket i hans ansigt fortalte mig, at han havde hørt hvad træet havde sagt og jeg sank besværet.
   "Elliston," mumlede jeg med lille stemme.
   Jeg stirrede skræmt ind i skoven, da en mørk skygge bevægede sig mellem træerne. Dens form var utydelig, men truende, og jeg mærkede en kold gysen løbe ned ad ryggen. Lyset omkring os syntes at falme, som om selve skoven trak sig tilbage fra den uhyggelige tilstedeværelse.
   Et lavt, truende knurren ekkoede mellem træerne, og mine knæ vaklede under mig. Lily greb fat i min arm, hendes stemme en hvisken af beskyttende besværgelser. Jeg klyngede mig til hendes ord som en livline, desperat efter at tro på, at de kunne holde faren på afstand.
   Skyggen materialiserede sig foran os, dens massive form aldrig helt fast, men stadig skræmmende virkelig. Der var noget hånligt over dens tilstedeværelse, som om den lo ad Lilys forsøg på at beskytte mig. Mit hjerte hamrede i brystet, og jeg kæmpede for at trække vejret normalt.
   "Du er ikke forberedt," sagde den med en sært hul rumlende stemme, og Lily trådte frem, skød sin hånd op mod den, hvor blåt lys forlod hendes håndflade.
   Skyggen slog ud mod hende og sendte hende flyvende gennem luften. "Lily!" skreg jeg desperat.
   Elliston sendte en kaskade af magi mod skyggen, men den forudså hans træk længe før han havde udtænkt dem. Den slog mod mig hurtigere end jeg kunne reagere i mit forsøg på at nå hen til Lily, og verden snurrede, da jeg faldt bagover. Smerten skød gennem min krop, da jeg ramte den hårde skovbund. Jeg gispede efter luft, chokeret og bange.
   Jeg så op og fik øje på skyggen, der rejste sig over mig, klar til at slå ud igen. Mit hjerte frøs til is i brystet. Men før den kunne ramme, sprang Elliston ind foran mig, hans krop en barriere mellem mig og faren.
   Hans hånd fandt min, og vores fingre flettede sig sammen i et desperat greb. I samme øjeblik flammede vores sigil op, af vores forenede magi. En chokbølge af ren energi skød ud fra os, og et blændende lys illuminerede hele lysningen.
   Mit hjerte hamrede, da lyset langsomt aftog. Jeg blinkede for at få øjnene til at fokusere, stadig rystende efter den voldsomme magiske udladning. Elliston sad på hug foran mig, hans krop anspændt, klar til at beskytte mig igen. Jeg så op på ham, min krop sitrede stadig og intensiteten i de blå øjne fortalte mig, dette ikke havde været en normal søndags affære.
   "Er du okay?" spurgte han med en ru, bekymret stemme.
   Jeg nikkede svagt, selvom jeg var helt udmattet. "Lily," mumlede jeg, og Elliston drejede hurtigt hovedet. Hun lå ubevægelig et stykke væk, delvist skjult af nogle grene. Mit hjerte sank.
   "Lily!" kaldte jeg og kravlede i hendes retning, stadig fortumlet efter angrebet, så jeg stolede ikke på mine ben kunne bære mig.
   Hun bevægede sig, åbnede øjnene og fortumlet så hun sig omkring. Elliston hjalp hende op at sidde. "Det var lige ved at gå galt," sagde hun med svag stemme.
   "Hvad var det for en skygge?" spurgte jeg, stadig rystet.
   Ellistons ansigtsudtryk var alvorligt. "Intet godt."
   Jeg mærkede en knugende fornemmelse i maven. Noget var helt galt. Virkelig helt galt.
   Jeg stirrede på det enorme egetræ, stadig rystet efter vores møde med skyggen. Jeg gispede i shock da jeg fik noget i hovedet og da jeg så ned på jorden for mine fødder lå et lysende agern mellem de visne blade. Jeg måbede over den svage glød, der pulserede fra den lille nød, og forundret samlede jeg den op.
   "Hvad er det?" spurgte jeg og viste den til de to.
   "En gave," forklarede Lily, "eller en advarsel. Uanset hvad, så pas godt på den."
   Jeg lukkede fingrene om agernet og mærkede en svag varme mod min hud. Det føltes betydningsfuldt, som om skoven selv forsøgte at kommunikere med mig. Elliston og jeg hjalp Lily på benene. Hun var stadig svag efter angrebet, og hendes ben rystede under hende. Vi støttede hende fra hver sin side, mens vi langsomt begav os ud af skoven.
   "Er du sikker på, du har det okay?" spurgte jeg bekymret.
   Lily nikkede svagt. "Jeg har brug for lidt hvile, det er det hele."
   Da vi nåede skovbrynet, vendte jeg mig instinktivt om for at kaste et sidste blik på det mystiske sted, vi lige havde forladt. Mit hjerte frøs til is i brystet ved synet, der mødte mig.
   Træerne bag os begyndte at visne og blive sorte, som om en usynlig gift bredte sig gennem skoven. Blade faldt til jorden i en uhyggelig regn af dødt løv, og grenene krøllede sammen som brændt papir.
   "Elliston," hviskede jeg rædselsslagen, "se!"
   Han vendte sig brat og spærrede øjnene op ved synet af den visnende skov. "Hvad i?" mumlede han, og hans respons gjorde mig endnu mere bekymret.
   Hvad var det, der skete med træerne? Og hvordan hang det sammen med skyggen, vi havde mødt? Jeg stod lamslået og stirrede på den visnende skov, mit hjerte hamrede i brystet.
   "Vi er nødt til at komme væk herfra," sagde Elliston bestemt og trak os mod bilen. Hans stemme var anspændt, og jeg kunne mærke frygten, der emmede fra ham.
   Lily gispede svagt, hendes ansigt blegt af udmattelse. "Det spreder sig," hviskede hun og pegede med en rystende hånd.
   Jeg fulgte hendes blik og så med rædsel, hvordan mørket krøb hen over skovbunden som en ondsindet tåge. Det bevægede sig langsomt men ubønhørligt i vores retning.
   "Skynd jer!" råbte Elliston og skubbede os fremad.
   Vi humpede af sted så hurtigt vi kunne, mens Lily støttede sig tungt til os. Ellistons bil kom til syne gennem træerne, og lettelse skyllede over mig. Men da vi nåede frem, opdagede jeg til min forfærdelse, at bilens dæk var flade.
   "Nej, nej, nej," mumlede Elliston frustreret, mens han febrilsk undersøgte skaderne.
   Jeg så nervøst tilbage mod skoven. Mørket var kommet nærmere, og jeg kunne høre en uhyggelig hvisken, der syntes at komme fra selve jorden. Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg næsten frygtede for mit brystben.
   "Hvad gør vi nu?" spurgte jeg med skælvende stemme.
   Elliston så på mig med et intenst blik. "Vi er nødt til at bruge magi," sagde han alvorligt. "Det er vores eneste chance."
   Jeg sank en klump og nikkede. Selvom tanken om at bruge magi skræmte mig, vidste jeg, at han havde ret. Vi havde ikke andet valg.
   Jeg nikkede nervøst til Elliston. "Okay," sagde jeg med skælvende stemme, "hvad skal jeg gøre?"
   Elliston greb mine hænder, hans øjne låst fast i mine. "Fokuser på din indre kraft," instruerede han. "Mærk energien flyde gennem dig, ligesom da vi trænede."
   Jeg lukkede øjnene og forsøgte at fokusere, men frygten gjorde det svært at koncentrere sig. Lyden af knasende grene og hvisken fra det nærmende mørke fyldte mine ører.
   "Jeg kan ikke," gispede jeg, panikken steg i min hals.
   "Jo, du kan," sagde Elliston fast. "Du er stærkere, end du tror. Mærk forbindelsen mellem os."
   Da han kunne se jeg var på nippet til at give op, greb han mit hoved mellem sine hænder og vores øjne låstes. En varm bølge af energi strømme fra ham ind i mig. Det var, som om hans styrke flød over i mig, og jeg mærkede mit sigil begynde at gløde. Det var mageløst.
   "Nu," sagde han, "visualiser en beskyttende barriere omkring os."
   Jeg tog en dyb indånding og forestillede mig et skjold af lys, der omsluttede os alle tre. Til min overraskelse begyndte luften omkring os at flimre, og en svag, gennemsigtig kuppel materialiserede sig.
   Lily gispede svagt. "Det virker," hviskede hun.
   Jeg åbnede øjnene og så forbløffet på barrieren, der nu beskyttede os mod det fremrykkende mørke. Men det krævede al min koncentration at opretholde den, og jeg kunne mærke, hvordan det drænede mig for energi.
   "Hvad nu?" spurgte jeg anstrengt, sveden perlede på min pande.
   Elliston slap mit hoved og vendte sig mod bilen. "Hold barrieren oppe," sagde han. "Jeg skal prøve noget."
   Jeg holdt vejret, mens jeg kæmpede for at opretholde barrieren omkring os. Sveden piblede frem på min pande, og mine arme rystede af anstrengelse. Jeg kunne mærke, hvordan energien langsomt sivede ud af mig, men jeg tvang mig selv til at blive ved. Vi havde ikke andet valg.
   Elliston stod bøjet over bilen, hans hænder bevægede sig i komplicerede mønstre, mens han mumlede ord, jeg ikke forstod. Mit blik gled tilbage til skoven, hvor mørket stadig krøb nærmere. Det pressede mod min magiske barriere, og jeg kunne mærke, hvordan den begyndte at give efter.
   "Elliston," gispede jeg, "skynd dig!"
   Han svarede ikke, dybt koncentreret om sin opgave. Pludselig hørte jeg en hvæsende lyd, og til min forbløffelse begyndte bilens flade dæk at puste sig op igen.
   "Det virker!" udbrød Lily overrasket.
   Men i samme øjeblik mærkede jeg en smertefuld ryk i mit indre, og barrieren flimrede faretruende. Mørket pressede hårdere på, og jeg kunne høre de uhyggelige hvisken blive højere. Jeg stønnede, mine knæ gav efter og jeg drattede om, hivende efter vejret, mit bryst i smerte.
   Elliston vendte sig brat mod os. "Ind i bilen, nu!"
   Vi sprang ind i bilen, Lily på bagsædet og jeg ved siden af Elliston. Han startede motoren med rystende hænder. I bakspejlet så jeg skyggen opløse sig i en serie glødende, røde symboler, der ætsede sig ind i skovbunden.
   Elliston trådte hårdt på speederen, og bilen skød fremad med et ryk. Jeg klyngede mig til sædet, mens vi slingrede ned ad den smalle skovvej. Mit hjerte hamrede stadig, og jeg kæmpede for at kontrollere min vejrtrækning. Jeg vendte mig for at se til Lily. Hun sad sammenkrøbet på bagsædet, hendes ansigt blegt.
   "Er du okay?" spurgte jeg bekymret.
   Hun nikkede svagt. Jeg rakte ud og tog hendes hånd, klemte den let. Hun gav mig et svagt smil til gengæld. Vi var alle i live, det var det vigtigste.
   Efterhånden som vi kom længere væk fra skoven, begyndte mit åndedræt at blive mere roligt. Adrenalinen begyndte at fortage sig, og trætheden overvældede mig. Men samtidig summede mit sind af spørgsmål.
   "De symboler," mumlede jeg og gned mine øjne. "Hvad var det?"
   "Gamle runer," svarede Lily fra bagsædet. Hun lød stadig svag. "De lignede noget fra før De Ældstes tid."
   Elliston kastede et hurtigt blik i bakspejlet. Hans knoer var hvide om rattet. "Det var advarsler. Meget gamle advarsler."
   Mit hoved dunkede, og mine lemmer var tunge som bly. "Hvorfor er jeg så træt?" spurgte jeg og gabte.
   Elliston så endelig på mig og rakte over mod mit ansigt og tørrede mig under næsen. "Du har brugt for meget magi på én gang. Din krop er slet ikke van til det."
   Jeg lagde mærke til blodet på hans tommel og forskrækket tørrede jeg selv under næsen. Så der var en alvorlig konsekvens ved at bruge magi. Det måtte jeg holde i mente til næste gang, og samtidig skræmte tanken mig.
   Jeg lænede hovedet tilbage mod nakkestøtten og lukkede øjnene. Mit sigil pulserede stadig, en konstant påmindelse om båndet mellem Elliston og mig. Det var blevet bevist i dag, at sammen kunne vi gøre det utænkelige.
   Men ville jeg kunne stole på min magi uden ham?