Eliza.

Jeg stirrede intenst på medaljonen i min hånd, mine fingre gled over de svage markeringer. Det var som om, medaljonen hviskede hemmeligheder, jeg endnu ikke kunne forstå. Jeg fornemmede, at den var vigtig for mig, men jeg kunne ikke samle ledetrådene i min hjerne så de gav mening. Mine tanker hvirvlede rundt om gårsdagens begivenheder, da et bank på døren fik mig til at fare sammen.
   Jeg skyndte mig at hænge medaljonen om halsen og hastede hen til døren. Lily smilede skævt, og bag hende stod... Elliston? Mit hjerte sprang et slag over. Det var for hurtigt min krop reagerede på ham, og det værste ved det var, at jeg ikke vidste om det var mine egne følelser, eller om det var båndet mellem os der skabte forvirringen.
   "Jeg fandt denne fyr snublende rundt i dine blomster. Jeg tror, han stalker dig," drillede Lily og puffede til Elliston med albuen.
   Elliston rullede med øjnene. "Jeg var bare på vej forbi," mumlede han.
   En underlig følelse bredte sig i mit bryst ved tanken om Elliston, der lurede omkring mit hjem. Billedet af os to i hans hytte dagen før blussede op i min hukommelse - den intense forbindelse, den elektriske spænding mellem os. Jeg havde oprigtigt følt en forbindelse med ham, en jeg ikke havde haft i lang tid, faktisk havde jeg aldrig følt mig så forbundet til at andet menneske og den åbenbaring alene, havde holdt mig søvnløs en stor del af natten.
   "Kom nu ind, I to," sagde jeg og trådte til side. "Hvad bringer jer herhen så tidligt?"
   De trådte begge ind i min lille entree. "Vi tænkte, du måske kunne bruge lidt morgenmad og selskab. Desuden ville Elliston gerne tjekke op på dig efter jeres lille... øvelse i går."
   En rødmen krøb op i mine kinder og jeg så anklagende på Elliston. "Sladrehank."
   Han trak på skulderne. "Jeg er nødt til at inddrage Lily, eftersom hun er kyndig i områder af magi som jeg ikke er og visa versa."
   Det gav mening. "Okay. Skal vi gå?" spurgte jeg og de to nikkede.
   Vi forlod mit hus og begav os ind mod byen. Morgensolens stråler filtrede gennem træerne og kastede flakkende skygger på vejen foran os. Jeg gik mellem Lily og Elliston, bevidst om den mærkelige spænding, der hang i luften, som om vores magi strakte sig for at mødes og det var lidt forvirrende.
   "Hvordan gik det med jeres lille magiske session i går?" spurgte Lily.
   Jeg kastede et blik på Elliston, der så på mig, og jeg smilede så til hende. "Det var... intenst," indrømmede jeg. "Jeg havde aldrig troet, jeg kunne gøre de ting, jeg gjorde. Det var som om, noget vågnede indeni mig."
   Lily smilede. "Det er helt normalt. Du har ikke vidst, hvordan du skulle håndtere den, og nu begynder den at blomstre."
   Vi nåede frem til byens centrum, hvor caféen lå. Den lille hyggelige bygning duftede af friskbagt brød og kaffe. Vi fandt et bord indenfor da det stadig var for koldt til at sidde ude i det tidlige forår.
   "Jeg bestiller," tilbød Elliston og rejste sig. "Det sædvanlige til dig, Lily?"
   Hun nikkede, og han vendte sig mod mig. "Hvad med dig, Eliza?"
   "Øhm, bare en cappuccino og en bagel med smøreost, tak," svarede jeg, pludselig bevidst om, hvor godt han kendte Lilys præferencer, og jeg blev klar over, at jeg ikke vidste hvor dybt deres venskab stak.
   Lily lænede sig frem med et oprigtigt bekymret udtryk, da Elliston var gået op for at bestille. "Så, hvordan har du det egentlig med alt det her? Det må være overvældende."
   Jeg sukkede og legede med medaljonen om min hals. "Det er det. Jeg føler mig... lost. Som om jeg er trådt ind i en helt anden verden, jeg ikke forstår."
   Lily rakte ud og gav min hånd et klem. "Det er okay at føle sig forvirret. Vi er her for at hjælpe dig."
   Jeg nikkede taknemmeligt, var ikke i tvivl om, at jeg ville få brug for al den støtte jeg kunne få. Der var så meget jeg ikke forstod, men jeg stolede på, at jeg kunne kalde på de to for hjælp, hvis det skulle gå helt galt. Elliston vendte tilbage og han satte sig ved siden af mig, hvor jeg blev akut opmærksom på hans arm da han placerede den over ryglænet på min stol.
   Elliston rømmede sig og jeg så på ham. "Angående det vi snakkede om i går," startede han, "så har Lily og jeg snakket om at træne dig i nogle grundlæggende beskyttelsesbesværgelser. Det er altid godt at kunne forsvare sig selv."
   Jeg nikkede langsomt. "Det lyder fornuftigt. Især med... du ved, alt det der foregår."
   Elliston nikkede. "Ja, præcis. Vi vil gerne sikre, at du kan beskytte dig selv, hvis det skulle blive nødvendigt."
   Da vores mad blev bragt ned til os sippede jeg til min cappucino, nød den varme, cremede smag, mens jeg betragtede Lily og Elliston. Det slog mig, hvor mærkeligt det var at sidde her med dem, som om vi bare var venner, der mødtes til morgenmad. Men virkeligheden var langt mere kompliceret.
   Der var magi. Et element jeg aldrig havde troet ville fylde så meget i mit live, men ikke desto mindre var den en permanent del af mig nu og jeg måtte affinde mig med den, hvis jeg ville være sikker på at kunne se fremtiden i øjnene med ro i sindet. Jeg nippede til min cappuccino og tog en bid af min bagel, mens jeg lyttede til Lily og Elliston diskutere træningsplaner. Selvom maden smagte vidunderligt, kunne jeg knap nok fokusere på smagen.
   "Er vi klar til at tage af sted?" spurgte Elliston og rejste sig da han lagde mærke til, vi alle var færdige med at spise. "Skal vi køre til Arcorium?"
   Jeg nikkede og fulgte efter dem ud til parkeringspladsen, hvor Ellistons gamle Volvo ventede. Bilen knirkede let, da vi satte os ind, og jeg kunne ikke lade være med at smile over dens charme.
   "Tænk sig den her gamle møjspand stadig køre," drillede Lily og Elliston fnyste.
   "Hey, tal pænt om min Volvo, den har ikke gjort dig noget."
   Jeg lo, og spændte selen over mig. "Der er faktisk noget om det, den knirker og knager mere end mit hus."
   "I skal ikke rotte jer sammen," knurrede han godhjertet mens hans kastede et blik på mig ud af øjenkrogen.
   Lily næsten kastede sig frem mellem forsæderne for at skrue op for radioen. "Uh, jeg elsker den her sang!"
   "Jesus," mumlede Elliston mens han satte bilen i gang.
   Jeg lo ad Lilys ivrige moves på bagsædet, hendes sporadiske klap og knækkede sang. Det var elskværdigt, at hun var så livlig, så glad og evigt optimistisk. Veldenharts grænser blev erstattet af ren skov og vejen skar sig gennem området som en ubetydelig lille streg i landskabet. Det var ikke mærkeligt, at mundane ikke kom herud, for jeg kunne nemt forestille mig, hvor let det var at fare vild.
   Mens vi kørte, mærkede jeg en underlig tyngde i luften, en fornemmelse som dug, der lægger sig på huden og da jeg så på Elliston, rynkede han brynene. Han afbrød musikken og den abrupte stilhed gjorde næsten ondt i ørene.
   "Skoven er urolig," mumlede han, mens hans øjne gled over de tætte stammer på, hver side af vejen.
   Jeg følte en uimodståelig trang til at stoppe bilen. "Mærker I det også?" spurgte jeg forsigtigt.
   Lily nikkede. "Der er noget derude, der kalder på os."
   Elliston tøvede et øjeblik. "Vi bør undersøge det."
   Vi trak ind til siden, og da jeg steg ud i den kolde luft, mærkede jeg en summen over min hud, og det var ikke fra sigillet denne gang. Lyset kastede lange skygger mellem træerne, og luften føltes levende. Jorden summede svagt under mine fødder, som om energierne fra skoven forsøgte at række op omkring mine ankler og uroligt så jeg på de andre. Så længe de ikke udviste betydelig uro, så ville jeg heller ikke male fanden på væggen, selvom nervøsiteten havde taget bo i min mave.
   Elliston trådte ind i skoven, gik et par skridt foran os, hans bevægelser anspændte og målrettede. Der var noget tiltrækkende ved hans behov for at beskytte os, men jeg skændte straks på mig selv.
   Jeg fulgte efter, mine skridt forsigtige på den bløde skovbund. Lily gik ved siden af mig, hendes øjne afsøgte omgivelserne med en blanding af ærefrygt og bekymring. Min hud prikkede med en sær følelse af, nogen holdt øje med mig, og medaljonen blev varmere mod mit brystben.
   "Se," hviskede Lily og pegede på en klynge mos ved foden af et træ. Jeg blinkede forbløffet, da jeg så det svage, pulserende skær, der emmede fra mossen. "Det er et tegn på de forstyrrede ley-linjer."
   Pludselig hørte jeg lyden af rindende vand. Jeg vendte mig forvirret mod lyden, vel vidende at der ikke var nogen bæk i nærheden. "Hvad er det?" spurgte jeg.
   "Endnu et tegn," forklarede Lily. "Magien manifisterer sig på underlige måder, når ley-linjerne er ude af balance."
   Vi så op mod trækronerne, hvor Orrs hæse dybe karakteristiske kald tiltrak vores opmærksomhed. Elliston fulgte ham med øjnene som ravnen landede på hans arm, og deres utrolige forbindelse undrede mig igen. Det var helt tydeligt, at de førte en mental samtale, for Elliston rullede med øjnene ad noget ravnen havde sagt, men hvad end det var blev ikke delt med Lily og mig.
   "Det er Malachi," mumlede Elliston efter et øjeblik. "Hans eksperimenter med fremmaning af mørke kræfter forstyrrer balancen i ley-linjerne."
   Jeg så overrasket på Elliston. Han havde nævnt Malachi i går i hans hytte, men fastholdt, at han ikke havde beviser på om Den Ældste opererede under rådets næser, så at han lød så selvsikker i dag overraskede mig. Selv Lily stirrede undrende på ham.
   "Du kan ikke bare beskylde en Ældre uden beviser," hvæsede Lily og greb fat i Ellistons arm. Orr skræppede ad hendes frembruse og han lettede fra Ellistons arm. "Vogterne vil slæbe dig væk uden at blinke."
   "Jeg har beviser," svarede han skarpt. "Eller i det mindste stærke indicier. Hans residens ligger præcis hvor ley-linjerne krydser hinanden, og hans eksperimenter tiltrækker mørke kræfter til Veldenhart."
   Lily krydsede armene. "Og hvordan ved du det? Du har en tendens til at se konspirationer overalt."
   "Fordi jeg har set det før," svarede han skarpt. "Da..."
   En dyb knurren skar gennem luften og fik ordene til at fryse på hans læber. Mit hjerte hamrede i brystet, da tre enorme ulvelignende skygger trådte frem mellem træerne. Deres øjne glødede rødt, og deres kroppe virkede unaturligt forvredne, som om de var skabt af levende skygger med en gnistrende latent energi løbende gennem deres lemmer.
   Jeg greb instinktivt fat i Ellistons arm, mens han skubbede mig bag sig. Hans hænder begyndte at gløde med mystiske runer, og mørke energitråde skød frem mod uhyrerne. Ulvene veg tilbage et øjeblik, men samlede sig hurtigt igen, deres aggression voksede.
   Mit hjerte hamrede så hårdt, at jeg kunne mærke pulsen i mine fingerspidser, og vidensløs med hvad jeg skulle gøre, greb jeg om medaljonen som for at bede om beskyttelse eller et tegn. En bølge af energi skød gennem min krop, og for første gang følte jeg virkelig magien i mine årer - ikke bare som en svag fornemmelse, men som en levende kraft der krævede at blive sluppet fri.
   En af ulvene sprang frem, brød gennem Ellistons forsvar og kastede sig mod mig med blottede tænder. Instinktivt løftede jeg hånden, og en bølge af rå, grønlig energi brød frem fra min håndflade. Besværgelsen ramte ulven direkte i brystet og slyngede den bagud ind i et træ med en kraft der fik stammen til at knage.
   "Du kunne godt have nævnt du kunne det der," forlangte Elliston og sendte mig et hurtigt blik over skulderen.
   "Det vidste jeg ikke jeg kunne," gispede jeg, mine hænder rystede mens energien langsomt fortog sig. Medaljonen glødede stadig varmt mod min hud.
   Flere skyggeskabninger brød frem fra mørket mellem træerne. De omringede os langsomt, deres bevægelser alt for koordinerede til at være tilfældige. Elliston, Lily og jeg rykkede tættere sammen, stod ryg mod ryg mens vi holdt øje med de fremrykkende væsener.
   "Det her er ikke tilfældigt," knurrede Elliston. Hans magi dansede som mørke flammer omkring hans hænder. "Nogen har sendt dem."
   Lily mumlede en besværgelse, og luften omkring os begyndte at vibrere med beskyttende energi. Min egen magi pulserede stadig gennem mine årer. Det var overvældende og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med al den energi.
   Min hånd rystede, da jeg løftede den igen. Denne gang flød magien lettere, som om den havde ventet på min invitation. En bølge af smaragdgrøn energi brød frem og dannede et skjold foran os. To af skyggeulvene sprang frem samtidig, blev kastet tilbage af skjoldet med skingre hyl, og kollisionen gjorde det svære og svære at holde skjoldet aktivt.
   "Godt gået!" råbte Lily, mens hun sendte sin egen bølge af magi mod en tredje skabning.
   Elliston bevægede sig som en skygge selv, hans mørke magi snoede sig omkring væsenerne og tvang dem tilbage. Deres angreb ophørte lige så pludseligt som det var opstået, hvilket forstærkede vores mistanke. Mine ben føltes som gelé, og jeg sank ned på knæ, tog mig til hovedet. Mine ører ringede ubehageligt og jeg kunne smage jern. Elliston var der øjeblikkeligt, hans hånd på min skulder.
   "Jeg har aldrig..." Min stemme knækkede over. "Det føltes som om magien bare ventede på at blive sluppet fri. Som om den vidste præcis hvad den skulle gøre."
   "Du har naturligt talent," sagde han blidt. "Men ukontrolleret magi kan være farlig. Tro mig, jeg ved det." Elliston rakte over mod mit ansigt og tørrede mig under næsen. "Du har brugt for meget magi på én gang. Din krop er slet ikke van til det."
   Jeg lagde mærke til blodet på hans tommel og forskrækket tørrede jeg selv under næsen. Så der var en alvorlig konsekvens ved at bruge magi. Det måtte jeg holde i mente til næste gang, og samtidig skræmte tanken mig, for hvad skete der, hvis man brugte for meget?
   Jeg så op på ham. "Jeg er bange," hviskede jeg. "Hvad hvis jeg mister kontrollen? Hvad hvis jeg skader nogen?"
   Han tog min hånd, og varmen fra hans hud sendte bølger af ro gennem mig. "Jeg kender den frygt. Da jeg først begyndte at arbejde med skyggemagi..." Han tøvede. "Lad os bare sige, at prisen for mine fejl stadig forfølger mig."
   Der var noget sårbart i hans blik, noget der fik mit hjerte til at slå hurtigere. Hvad end der var sket i Ellistons liv der formede ham til den han var i dag, så havde konsekvensen været stor nok til at isolere ham fra alle omkring ham. Det kunne godt være, at han ikke verbalt udtrykte dette, men gennem vores bånd, kunne jeg mærke smerten, ensomheden, men også den tentative higen efter nærhed.
   En vind hvirvlede gennem skoven, og jeg gøs da den kolde luft kølede sveden på min hud. Lily hjalp mig op at stå, mens Elliston afsøgte området for flere trusler. Medaljonen omkring min hals pulserede stadig svagt, som et ekko af den magi, jeg netop havde brugt.
   "Vi skal tilbage til bilen," sagde Elliston. "Det er ikke sikkert her."
   Jeg nikkede, men mine ben føltes tunge som bly. Elliston bemærkede min udmattelse og uden et ord lagde han min arm over sine skuldre for at støtte mig. Lily greb min anden arm og sammen gik vi alle tre i langsomt tempo mod bilen, der synes at være parkeret alt for langt væk.
   "Hvad med Arcorium?" spurgte jeg svagt.
   "Det må vente," svarede han. "Du har brug for hvile, og vi har brug for at finde ud af, hvem der sendte skyggeulvene efter os."
   Tilbage i bilen sad jeg på passagersædet og kæmpede for at holde øjnene åbne. Mine lemmer føltes tunge, og hver bevægelse sendte udmattende bølger gennem min krop. Medaljonen hvilede køligt mod min hud nu, som om den også havde brugt al sin energi.
   Elliston satte Lily og mig af ved mit hus og hun insisterede på at blive, og jeg var for udmattet til at protestere. Faktisk var der noget betrykkende i, at hun blev, for hændelsen fra skoven spøgte i mine tanker konstant.
   Hvad hvis de kom tilbage? Ville jeg så kunne beskytte mig selv?
   Hun guidede mig gennem hoveddøren og ind på sofaen, hvor jeg sank ned med et tungt suk. Mine muskler værkede, som havde jeg løbet et maraton, men i det mindste var mit næseblod stoppet. Lily rumsterede rundt ude i køkkenet, og mens hun bryggede et par kopper te, blottede jeg mit sigil og strøg fingrene over det karminrøde mærke.
   Nu hvor Elliston var langt uden for rækkevidde, var det inaktivt, og selvom det var en ny overvældende fornemmelse at være konstant opmærksom på ham når han var nær, manglede jeg trygheden i at vide, han kunne være der for mig på få hjerteslag.
   Kedlen piftede som indikation på, at vandet kogte og hjerteslag efter dukkede Lily op. "Her," sagde hun og rakte mig en kop te. "Det er en speciel blanding. Den hjælper med at genoprette din magiske energi."
   Jeg tog en forsigtig slurk. Teen smagte af citron og honning, med en underlig krydret eftersmag jeg ikke kunne placere. Næsten med det samme mærkede jeg varmen sprede sig gennem min krop.
   "Det var ret vildt derude," mumlede jeg og strøg en hånd over medaljonen. "Jeg anede ikke jeg kunne... du ved."
   Lily satte sig ved siden af mig. "Din magi er stærk, Eliza. Stærkere end jeg først troede. Men det der skete i skoven, var ikke normalt. Nogen prøvede at teste dig."
   "Teste mig? Hvorfor?"
   "Der er mange i vores verden, der holder øje med nye hekse, især dem med særlige evner." Lily rørte forsigtigt ved medaljonen. "Og denne her... den forstærker din magi på en måde jeg aldrig har set før."
   Jeg rynkede brynene. "Men hvorfor lige mig? Jeg er jo bare... almindelig."
   "Du er alt andet end almindelig, Eliza." Lily lænede sig tilbage. "Den måde din magi reagerede på fare, hvordan den beskyttede os alle... Det var instinktivt. De fleste nye hekse bruger år på at lære den slags kontrol."
   "Men hvad betyder det så? Først sigillet med Elliston, nu det her..."
   "Det betyder at du er vigtig." Lily tog min hånd. "Og at nogen derude ved det. De prøver at finde ud af hvor magtfuld du er."
   Jeg gøs ved tanken. "Tror du det var Malachi? Efter hvad Elliston sagde..."
   "Måske. Men vi kan ikke være sikre. Der er meget vi stadig ikke ved."
   Jeg nippede til teen igen, lod den varme væske berolige mine nerver. Mine hænder rystede stadig en smule, men den værste udmattelse var ved at fortage sig.
   "Der er noget andet," sagde jeg og trak medaljonen frem. "Da jeg brugte den i skoven... Det føltes som om den guidede mig. Som om den vidste præcis, hvad der skulle gøres."
   Lily strakte sig frem og studerede smykket nærmere. "Magiske artefakter har ofte deres egen bevidsthed. De kan indeholde minder, kræfter eller endda fragmenter af deres tidligere ejeres sjæle."
   "Min mor..." hviskede jeg og lukkede øjnene. "Tror du hun... at noget af hende stadig er her?"
   "Det er muligt." Lily slap medaljonen. "Men vær forsigtig. Selv velmenende magi kan være farlig, hvis den ikke håndteres korrekt."
   Jeg lænede hovedet tilbage mod sofaen og betragtede skyggerne, der dansede på loftet. Dagens begivenheder snurrede rundt i mit hoved - skyggeulvene, den pludselige strøm af magi, Ellistons beskyttende nærvær.
   "Hvordan ved jeg, hvem jeg kan stole på?" spurgte jeg stille, tvivlen nagende i brystet.
   "Du må stole på din intuition," svarede Lily. "Din magi vil advare dig, når noget ikke er, som det skal være. Men..." Hun tøvede. "Vær særligt opmærksom omkring De Ældste. Ikke alle af dem har det magiske samfunds bedste interesser for øje."
   Jeg rørte fraværende ved mit sigil. "Og Elliston?"
   "Han har sine hemmeligheder," indrømmede Lily. "Men jeg har kendt ham længe nok til at vide, at hans intentioner er gode. Han ville aldrig bevidst skade dig."
   Jeg nikkede langsomt, mens jeg lod Lilys ord synke ind. Mine fingre gled over sigillets ru overflade igen, og jeg kunne mærke den svage summen af magi, der forbandt mig til Elliston. Det var underligt at tænke på, hvordan en fremmed kunne føles så... velkendt.
   "Det er bare..." Jeg kæmpede for at finde de rigtige ord. "Nogle gange når han er i nærheden, er det som om alt andet forsvinder. Og andre tider er det som om verden bliver mere skarp, mere virkelig. Er det på grund af sigillets magi?"
   Lily betragtede mig med et blik, der antydede, at hun måske vidste mere, end hun lod komme til udtryk. "Magi er sjældent så simpel, men hvad end det er, så vækker du ham fra en dvale han bevidst har lullet sig ind i, mere end elleve år og jeg tror han er med katalysator til din opvågning."
   Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Dagens begivenheder havde vist mig en side af mig selv, jeg aldrig havde kendt til. Den måde magien havde strømmet gennem mig, naturligt og kraftfuldt, som en flod der endelig havde fundet sit løb. Det skræmte mig, hvor let det havde været, hvor rigtigt det havde føltes.
   Men det var ikke bare magien. Det var også den måde, Elliston havde beskyttet mig på, hvordan han instinktivt havde vidst, hvad jeg havde brug for. Hvordan kunne jeg føle mig så tryg hos en mand, der bogstaveligt talt havde bundet min skæbne til sin uden mit samtykke?
   Mine tanker vandrede tilbage til skoven, til det øjeblik hvor vores magi havde arbejdet i perfekt harmoni. Det havde føltes som en dans, hvor vi begge kendte trinene uden at have øvet dem. Som om vores magiske kræfter havde kendt hinanden i en evighed, bare ventet på at blive genforenet.
   Måske var det derfor, jeg ikke kunne hade ham for sigillets binding. Der var noget dybere på spil, noget jeg endnu ikke forstod. Og mens jeg sad der i mit stille hus, med teen mellem hænderne og Lily ved min side, indså jeg, at jeg var nødt til at stole på min intuition - både når det gjaldt magien og Elliston.