Køleskabet har en flaske rent filtreret vand. Jeg fylder et glas og drikker det hurtigt. Det er først efter jeg har synket tre mundfulde, jeg opdager det. Min hals brænder, og jeg har en bitter smag i munden. Det er ikke vand! Jeg går ind i stuen til dem og de får et mindre chok da de ser mig. "Hvad er det her?" spørger jeg, "jeg troede det var vand."
   "Nej. Det er vodka," siger Tanja roligt, "jeg vidste ikke du var vågen."
   "Jeg ville ikke forstyrre jer," siger jeg og ser ned på glasset, "hvorfor vil nogen drikke det? Det smager ikke godt."
   "Nej, ikke når det er rent," siger Tanja, "men man drikker det også mest for effekten."
   Der er da alternativer for alkohol. Der er nok noget med at alkohol er skadeligt. "Hvor meget har du drukket?" spørger Maia bekymret.
   "Bare nogen ... mundfulde," siger jeg lidt forvirret, "er det ... meget farligt?"
   Jeg kan ikke mærke nogen forskel. "Det kan være lige i overkanten for en i din størrelse," siger hun, "du må nok hellere gå i seng igen."
   "Ikke så hurtigt," siger Tanja med et lumsk smil, "det her er den chance vi har ventet på."
   "Det tror jeg ikke," siger Maia.
   "Kom nu," siger Tanja og går over til mig, "så Luna. Lad mig høre. Hvad er ... din tøjstørrelse?"
   "Det ... ved jeg ikke, men det er vel også lige meget," siger jeg, "jeg har givet jer alle de penge jeg har, for at lade mig bo her den næste tid. Jeg er flad. Jeg kan ikke købe noget."
   "Men du kan da heller ikke rende rundt i det tøj," siger Tanja bestemt, "i morgen, hvis ikke du har tømmermænd, går vi ned og finder noget tøj til dig. Hvis du har det dårligt med det, kan du bare betale mig tilbage senere."
   "Nej. Jeg klare mig," siger jeg og går ind på mit værelse.

Jeg er begyndt at få mistanken om, at Tanja altid får sin vilje i sidste ende. Selv efter at have sagt nej, over tyve gange, står vi alligevel nede og kigger på tøj til mig. Voksen-afdelingen er ikke ligefrem til ... én i min størrelse. Og børne-afdelingen synes jeg er ... lidt for barnlig.
   Efter at være i omklædningsrummet og blive skannet, så de kan lave en 3D model af mig og derfor finde og eller lave det perfekte tøj. Går jeg ud for at møde sælgeren og Tanja. "Jeg tror de her vil klæde hende," siger sælgeren til hende.
   Min 3D model har fået underbukser på, med et lille dyr jeg ikke ved hvad er. Den har en lang hale, små arme og ben, et nuttet hoved med store ører og øjne. Lidt kat og abetræk. "Åh ja," siger Tanja, "dem kan jeg lide. Har du måske en bluse der matcher?"
   "Om vi har. Vi har fire forskellige med nixer på," siger sælgeren og trykker en ny en ind.
   "Jeg kan da se en femte," siger Tanja og trykker på den.
   "Den der ... det er et fejltryk," skynder sælgeren sig at sige.
   Der hænger to nixer i deres haler fra et meget ... uheldigt sted. "Ja mon ikke," griner Tanja, "må jeg forstå der sådan, at den er nedsat?"
   "Om den er nedsat?! Vi er for flove til at give den væk. Den passer ikke rigtig til børn. Hvis du vil fri os for den, er den gratis. Bare husk, vi nægter vi overhovedet har haft den, når I forlader butikken med den," siger sælgeren ærligt.
   "Det lyder som en god handel," siger Tanja, "Luna er heldigvis ikke så lille som hun ser ud."
   Ja, og jeg er kaptajn! Jeg vil da heller ikke have den! "Så skal vi videre til bukser og trøje," siger sælgeren og ligger endnu et lag på, "eller hvad med nederdel?"
   "Lad mig se hvad du har," siger Tanja.
   Jeg går over til dem og siger, "den der bluse. Den er jeg helst fri for."
   "Slap af. Der er ingen der vil se den," siger hun bare henkastet, men tilføjer, "medmindre du selvfølgelig vil have nogen ser den."

Jeg går derfra med et nyt sæt tøj, som jeg ikke videre er særlig glad for. De hvide bukser er de eneste der ikke har en eller flere nixer på sig. Tanja synes af en eller anden grund vi skal fejre købet ved at gå på værtshus.
   Det er et meget ... farverigt sted. Af de 200 væsner i Sora Imperiet, er der en god andel af dem her. Bartenderen giver Tanja en drink og også mig en, men min er uden alkohol. "Hej, Tanja," siger en der kommer over til baren, sikkert én hun kender, "hvem er det? En af din kærestes små soldat-venner?"
   "Ja, faktisk," siger Tanja med et smil, "hun vil snart være kaptajn på Gustav."
   Folk omkring der hører samtalen bryder ud i latter. Jeg forstår bare ikke hvorfor. Det var jo rigtigt. "Jeg har lige været ude og købe noget nyt tøj til hende. Hun har kun militærtøj så noget mere piget vil klæ hende," fortsætter hun.
   Det er ikke en samtale jeg gider høre mere på, og jeg trænger også til at træde af. Jeg rejser mig op og går på toilettet uden et ord. Jeg er voksen, så jeg behøver vel ikke at spørger om lov.
   Da jeg kommer tilbage, overhøre jeg ordet, ulovligt. Jeg stopper for at lytte. "Jeg fordobler prisen," siger en kvinde, "jeg er nødt til at redde min søster."
   "Tja, det er fristende, men nej. Jeg flyver ikke til Abani Sagin, eller Kross for den sags skyld," siger en anden kvinde, "hvis det var Kamora eller Allatos var det en anden snak."
   Smugling! Det er ulovligt! Det kan straffes med døden! "Undskyld?" spørger jeg dem.
   Det er en kamon, så en hugorm med arme og ben. Hendes udseende skiller sig ikke meget ud fra andre af hendes slags. Måske er det racistisk, men hvis ikke det var for deres tøj og de skæl de farver, ville alle ligne hinanden mere eller mindre. Hende har en pink stribe ned fra munden og øjnene og en lederjakke også med pink striber. "Ikke noget, lille tøs," siger kamonen, "smut."
   "Det lyder ellers som om I snakker om smugling," siger jeg bestemt, "I ved vel godt det er ulovligt, ikke."
   Smuglerren fnyser og siger, "når du bliver ældre vil du lære, at det ikke altid handler om, hvad der er lovligt eller ulovligt, men hvad der er rigtigt og forkert."
   "Undskyld?!" spørger jeg bestemt.
   "Du er tilgivet, smut så," siger smuglerren og vender sig væk fra mig, "jeg kan ikke hjælpe dig. Det er ikke prisen, det er bare logik."
   Jeg tager min holofon frem og går ind i militæriske systemer. Et ansigtsgenkendelses program der vil vise hvem denne kvinde er, hvis hun da har tilladelse til at være her. Hvilket hun har. Hun lader til at være kaptajn på et lille fragtskib. Sonja hedder hun. Jeg for store øjne. Hun skulle være sygemeldt! Hun har fået en straf for stærk formoden smugling, men ingen direkte beviser, så hendes straf var fem lønds værnepligt. Men hun blev sygemeldt før cyklus et og har derfor endnu ikke fået sin straf. Og værnepligten slutter i denne cyklus.
   "Du ser ikke særlig syg ud," siger jeg til Sonja.
   Hun fnyser og siger, "er du ikke gået endnu? Hvorfor skulle jeg være syg?"
   "Så du er ikke syg?" spørger jeg alvorligt.
   Hun kommer med et opgivende udbrud og siger, "det kommer ikke dig ved tøs, men nej. Det er kredsløb siden jeg sidst var syg, hvad kommer det dig ved?"
   At sætte optagelsen til var tydeligvis en god ide. Jeg er vidst heldig, eller også er der bare millioner af hendes slags. Jeg tror mere det sidste. "Så håber jeg du har en god grund til ikke at opfylde din værnepligt," siger jeg alvorligt.
   Hendes øjne bliver store og hun lader blikket løbe rundt om mig. Det er tydeligt at se, genkendelse i blikket. "Hvem er du tøs?" spørger hun alvorligt.
   "Kaptajn Luna," svarer jeg kort, "siden du ikke har været syg, og ikke mødt op til din værnepligt, er der kun én urealistisk undskyldning der kan redde dig."
   Benådning fra en af de 200 diktatorer. Jeg ligger ikke rigtig mærke til det, men af en eller anden grund er alle øjne i salen på mig. Så går et sæt igennem Sonja og hun flyver op. "Hvem er ... Kaptajn Luna?" spørger hende der ville betale smuglerren for hendes ydelser.
   "Hør her ... kan vi snakke om det?" spørger Sonja nervøst.
   Hendes høje krave på læderjakken skjuler det halsbånd hun har på. Det halsbånd med en sprængladning der vil gå af, med et enkelt tryk på en knap, eller skærm. Jeg har beviser nok til at henrette hende lige nu og her, men ... "Snakke? Nej. Men jeg er i ... humør," siger jeg med et smil, "jeg forlænger din værnepligt med 10 kredsløb."
   Jeg trykker nogle oplysninger ind på siden. Som en 1 stjernet kaptajn har jeg ret til det. "10 kredsløb!" udbryder hun, "det kan du ikke mene!"
   "Jeg sagde ikke, jeg var i godt humør," siger jeg og ser koldt på hende, "10 kredsløbs værnepligt, og du møder op på dag et! Du vil få besked når den begynder."
   Med det sagt, slukker jeg min holofon og går over til Tanja. Alle følger mig med øjnene. "Det er sidste gang jeg tager dig med på værtshus," hvisker hun til mig.

Da vi kommer hjem er Maia allerede kommet. Hun sidder foran fjernsynet med et eller andet alkohol på dåse. "Hej gutter," siger hun da vi kommer ind, "hvordan gik det?"
   "Forfærdeligt," siger vi i kor.
   Maia slukker fjernsynet og siger, "det lyder sjovt. Fortæl mig alt."
   Tanja begynder at fortælle, men sender først mig ind for at skifte tøj. At have almindelig tøj på, kontra det jeg fik udlevere af militæret, er noget helt andet. Ordet behageligt, er ikke noget de går særlig meget op i.
   "... mere," afslutter Tanja som jeg kommer ind i stuen.
   Maia begynder at grine. "Hvad havde du forventet?" spørger hun mellem latteren, "ved du ikke at hendes slags bliver lavet til at følge lovene og være tro imod vores ledere uanset hvad."
   Lavet? Jeg ved godt jeg var del af et projekt, men ligefrem lavet. "Hvad mener du med lavet?" spørger jeg.
   De to kvinder ser over på mig. Maias øjne bliver store, og med det samme omfavner hun mig hjerteligt. "Og jeg som troede du ikke kunne blive mere nuttet! Du er så kær i det tøj!" udbryder hun.
   Hørte de overhovedet hvad jeg spurgte om. "Lavet. Du er ikke født, du er skabt," forklare Tanja alvorligt, "vidste du ikke det?"
   Nej ... men ... "Hvad er forskellen?" spørger jeg og prøver at ignorer Maia.
   "Den er meget simpel. Kan du give mig navnet på dine forældre?" spørger hun.
   "Mine hvad?" spørger jeg igen.
   "Forældre? Selv du må da vide det. Har du ikke fået noget seksuel undervisning?" spørger hun.
   "Sex jo, men hvad har det med forældre at gøre?"
   Maia lader mig gå og ser forvirret på mig. "Du ved hvad sex er, men ikke hvad det medføre?" konstatere hun forvirret, "sex er en oldtids metode til at formere sig. To personer af hvert sit køn, mødes, har sex, hunnen bliver gravid og noget tid efter fødes der et barn. De to der mødtes er forældrene."
   Det lyder ufattelig ... ulækkert. "Men ... det er jo en gammel metode," siger jeg, "nu behøver man ikke forældre."
   "Nej, men langt de fleste har i det mindste en forældre," siger Tanja, "at du ikke har nogen er fordi du bare er skabt til at være soldat. Ikke a..." Hun stopper kort. "Ikke at der er noget galt med det."
   "Fin redning," mumler Maia.
   Endnu noget jeg bare ikke forstår. Der er dog én ting jeg forstår. Det var aldrig meningen at jeg skulle have sådan noget tøj på. Det er ikke meningen jeg skal være andet en soldat. Kæmpe en krig jeg ... jeg er skabt til. Ikke andet.
   Jeg går ud i køkkenet for at begynde på maden. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle.

Den nat ligesom den forrige, også selvom mit sengetøj er blevet vasket, har jeg svært ved at sove. Jeg ... jeg sørger på min holofon efter en oplysning. En tanke der har slået mig, men uanset hvor meget jeg end tjekker, kan jeg ikke finde svar. Jeg bliver vel nødt til at tage til paladset i morgen, og se om jeg ikke kan finde svar der.

Jeg tog tidligt af sted, men dagen er allerede halvvejs slut. Tiden er gået med at vente. Ingen af assistenterne har tid til mig eller deres sekretærer. Dog én der holder styr på bogholdningen har. Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge ham til, men måske er der svar på mit spørgsmål i gamle skrifter der ikke er blevet digitaliseret.
   Jeg havde ikke rigtig forventet at han ville være en cyborg. Han sidder ved et skrivebord, men har ingenting på bordet, eller i lokalet for den sags skyld. Det er ufattelig tomt. "Kaptajn Luna," siger han roligt, "jeg kan forstå du har spørgsmål. 43 her har tid. Ingen assistenter gider ikke snakke med dig, så de har henstillet dig til mig."
   Jeg har min uniform på. "Øm ... okay," siger jeg og stiller mit spørgsmål, "hvad ... med al respekt. Jeg ..."
   "Som med ting, behøver du ikke vise respekt. Ikke for min skyld," siger han ligeud.
   Med ting? Det bør jeg nok lade ligge. "Hvad ... handler krigen om?" spørger jeg, "hvad er meningen med krigen?"
   "For dig. Intet. For alle dine soldater og officerer, intet. For alle almindelige borgere i Sora Imperiet, intet. For Lord Sigmundur og de 199 andre, total magt i galaksen," svarer han ligeud.
   Intet ... trillioner sætter deres liv på spil, billioner lider under krigen. Bare i Sora Imperiet, og så betyder det kun noget for 200. Noget fuldstændig ligegyldigt ikke engang deres forfædre kunne opnå.
   "For Lord Sigmundur og de 199 andre, er total magt det eneste de kan opnå. Noget de aldrig vil få," fortsætter cyborgen, "krigen kan ikke vindes. Den kan kun tabes."
   Ja. De sidste 500 kredsløb har galaksen været i et standpunkt. Siderne er ikke delt lige. Sora Imperiet er det stærkeste, men hvis de udnytter deres fordele for meget, vil de andre rotte sig sammen imod dem. Sora Imperiet vil fortsætte en uvindelig krig i al evighed. Der er ingen chance for den vindes i min levetid.
   "Så vi er tvunget til at kæmpe en krig, der ikke kan vindes for evigt," konstatere jeg vemodigt.
   "Ja. Det var grunden til, at mit projekt slog fejl," siger cyborgen, "vi lignede et lyst projekt. Hurtig reaktion, umulige at hacke, skarpe skytter og dygtige hackere. Vi var en stor trussel. Eller det skulle vi have været. Vi var lavet med høj intelligens, og derfor stillede vi spørgsmål. Vi så krigen for hvad den var, og mistede lysten til at kæmpe."
   En umulig kamp, de fleste kæmper og lider under, for de få. "Der ... er vel ikke noget vi kan gøre ved det," konstatere jeg trist, "det er bare sådan det er."
   "Ja. Sådan har det været før jeg blev skabt, og det vil stadig være sådan efter jeg dør," siger han, "jeg har dog lavet én teori til en løsning, men den er risikabel."
   Jeg sætter hovedet på skrå og spørger, "hvad?"
   "Hvis et skib vinder for meget, vil de andre være tvunget til at rotte sig sammen, men Sora vil stadig forblive på fuld styrke," siger han, "det er muligt med lidt held og erfaring, at vi ikke alene kan holde dem alle tilbage, de vil blive udmattet og enten vil det blive en kamp om vilje eller en tvunget fredsaftale."
   Ja risikabelt. Der er stor chance for at Lord Sigmundur og de andre vil skide højt og flot på hæren, som de gør nu. Alt for stor. Hvis vi taber på den led, vil de andre ikke gå med til en fredsaftale. Hvis vi vinder vil krigen intensiveres. Hvis vi står lige vil det gå som nu bare, hundred gange mere intens. "Det kan aldrig føre til andet end en forværring for alle," siger jeg.
   "Nej. Der er et lille element du glemmer," siger han med et halvt smil, han kan ikke smile med den anden halvdel af hovedet, "hvad er en trækrone uden dens stamme og rødder?"
   Trækrone? Smågrene og blade ... "Affald på jorden?" svarer jeg forvirret.
   "Præcis," siger han, men jeg forstår stadig ikke, "jeg beklager at samtalen måske er gået lidt for langt. Jeg har 42 andre der venter. Jeg har besvaret dit spørgsmål tilfredsstillende."
   Besvaret et, rejst flere. "Det ... har du vel," siger jeg og bukker, "tak."
   Jeg forlader rummet. Det er rigtig nok. Der sidder mange udenfor og venter. Har assistenterne virkelig ikke lyst? Ikke lyst til at gøre deres job? Det må være skønt at være på toppen. Man behøver ikke at gøre noget, hvis man ikke vil, og man får stadig løn for det.
   Vent lige lidt! Jeg ser på en vagt der står doven og tjekker sin holofon. Selvfølgelig! Det var hvad han mente!

Dagene er fløjet. Jeg har fundet den bog jeg var i gang med, på min holofon. Den er gammel, men har stadig massere af interessante oplysninger og taktikker. Jeg venter på rumstationen på at Gustav skal lande, sammen med andre der også venter på ham.
   Titaner er ikke bygget til at lægge til på planeter. Titan klassen skal meget tæt på, før den vil blive revet i stykker, men jo større jo hurtigere vil tyngdekraften flå den fra hinanden. Så klassen over Moderskib kan ikke engang lande på stationen.
   Jeg læser imens jeg venter, og de andre der skal om bord snakker for sig. "Tror du hun venter på sin mor eller far?" spørger én af dem, henvendt til mig.
   "Nej. Det der er vores nye kaptajn," siger Maia som er gået lidt væk for at tale med sine venner.
   Kunne de ikke snakke om noget andet? Det er svært at læse med al den opmærksomhed. "Kaptajn?" gentager han, "det er umuligt. Vores nye Kaptajn skulle hedde Kid, ikke være en."
   "Nej ... hun hedder Luna," siger Maia, "jeg tror Kid bare er noget hun bliver kaldt."
   "Pis ... vi er bare så døde," siger han.
   Jeg sukker tungt og lukker bogen. Jeg går over til ham og spørger, "hvad gør mig ukvalificeret til at være kaptajn?"
   Han ser ned på mig, og svarer, "hvad gør dig kvalificeret?"
   "12 kredsløbs træning, imod at blive kaptajn," svarer jeg bestemt, "din tur."
   "Det her er latterligt," siger han bare og går væk fra mig.
   Det finder jeg mig ikke i! Jeg er deres kaptajn! Jeg forlanger respekt! "Soldat!" kalder jeg bestemt, "kom tilbage! Nu!"
   Han lytter ikke og fortsætter væk. Jeg tager min holofon frem igen og spørger Maia, "hvad er hans navn?"
   "Hør her ... Luna. Det er nok bedst du bare lader det ligge," siger hun og klapper mig på hovedet, "du får ikke folkets respekt ved at give dem anmærkninger."
   Det ved jeg godt. Det stykke har jeg for længst læst mig frem til, men jeg får heller ikke deres respekt ved at lade dem slippe af sted med den slags.
   Jeg når dog ikke at sige mere. Gustav er ved at blive sat sammen med rumstationen. Jeg må hellere tage op i stationens tårn, for bedre at få et overblik over skibet. Det er enormt. Denne klasse har indbygget superlaser. En kraftig låst laserkanon i fronten. Den er lidt flaskeformet, går ud i en spids med kanonen, men er også lidt trykt sammen. Det laver en halv-flad top og bund. I bunden er hangarerne. I den er plads til 5.000 jagere, men har kun 4.000. 200 små transportskibe og ti store. Der er over 20.000 kanoner spredt på den. Dens mandskab er på over 500.000.
   "En klassisk Super Titan," konstatere jeg.
   Engang var disse de største og stærkeste skibe i galaksen, nu er den kun i Top 3. "Der skal indsættes 3.000 nye kanoner. Tanken skal fyldes, 503 steder på skroget skal laves og 1.000 besætningsmedlemmer skal udskiftes," siger bestyreren af rumstationen i tårnet, "Ja. Gustav er måske nok 200 kredsløb, men holder stadig imod selv de nyeste."
   "Holder?" gentager jeg og ser over på ham, "holder og vinder er to forskellige ting."
   Bestyreren skuler over på mig og siger, "det er altså ufattelig godt klaret af et så gammelt skib."
   "Hvorfor kan den ikke vinde?" spørger jeg nysgerrigt.
   "Motoren, skroget, kanonerne. Det er alt sammen forældet," svarere han, "men det vil koste for meget og tage for lang tid at skifte den slags ud. Det er nemmere bare at bygge et nyt skib."
   Det har han nok ret i. "Hvor meget koster det at bygge en ny titan?" spørger jeg.
   "Fem milliarder," er svaret.
   "Hvor meget vil det koste at opdatere Gustav?"
   "... tjaaaa... 1 milliard, men det vil tage op til en lønd," svarer han.
   Og det er det største problem. Det vil være en hel lønd et krigsskib Sora Imperiet er afhængig af ikke er der. "Hvad så med bare én ting af gangen?" spørger jeg.
   "For at udskifte motoren skal skroget nærmest pilles op, kanoner fjernes. Det vil tage mindst ti cyklusser, og skibet skal være ude igen om to," er svaret.
   Så ... i bund og grund gør vi det samme som alle andre. At vores broer er i centrum af skibet, er den eneste forskel.

Kaptajnen har taget afsked med sit mandskab og kommer op til tårnet. Han er bestemt gammel. Det bliver en velfortjent pension. Han kigger ud på Gustav. "Jeg husker stadig første gang jeg så Gustav," siger han melankolsk, "et så prægtigt nyt skib."
   Han ser væk og rundt på broen. Hans blik rammer mig, og køre hurtigt videre. "Hvor er den nye kaptajn?" spørger han.
   "Her," siger jeg og går over til ham, "Kaptajn Luna."
   Jeg gør honnør. Han ser ned på mig og han kan tydeligvis ikke tro sine egne øjne. "Jeg havde hørt at den nye kaptajn havde knaldet sig til stillingen, men jeg kan se at det ikke er tilfældet, selvom nogen har taget dig med bukserne nede," siger han og er bestemt ikke glad for at overlade skibet til mig.
   "Denne uniform er speciallavet af top assistenten og godkendt af Lord Sigmundur," svarer jeg, "jeg har 12 kredsløbs træning bag mig. Jeg ville sige, dit skib er i gode hænder, men desværre er det forældet for 150 kredsløb siden."
   Den tidligere kaptajn bliver noget stram om munden. "Du skal ikke undervurdere Gustav," siger han.
   "Åh vent lige lidt," siger bestyreren pludselig, "der er en ny sær-motor lavet til superlasere. Den er del af et projekt. Det vil tage to cyklusser at sætte den ind, men som et projekt kan det være risikabelt."
   "Må jeg se projektets oplysninger," spørger jeg.
   Jeg modtager dem ligeså hurtigt jeg kan nå at spørger efter dem, på min holofon. Jeg gennemgår dem hurtigt imens, bestyreren prøver at snakke den gamle kaptajn ned. Projektet vil fordoble til femdoble styrken på superlaseren, men vil have sin egen afskilte motor og tank. Prototypen, som skibet vil få, er indbygget med fejlsikring og lige til at adskille fra superlaseren, hvis der sker problemer. "Det ser gennemtænkt og godt ud," siger jeg med et nik, "hvis disse oplysninger er rigtige, har i min tilladelse til at indsætte den."
   "Selvfølgelig er de rigtige," mumler bestyreren, "godt. Så sætter vi den ind."
   Den gamle kaptajn går igen over til mig. "Den slags skal ikke ombord på mit skib!" snerrer han rasende, "mindre end 1 % af alle projekter er noget værd! Jeg har forbudt projekter at være på mit skib i al den tid jeg har været kaptajn! Hvorfor tror du den stadig flyver?!"
   "Fordi du er kujon, og stikker af hver gang skibet får en skræmme," siger jeg ligeud, "jeg har skam læst om Gustav og dig op til dette. Gustav har ikke vundet et slag i al den tid du har været kaptajn. Hvis ikke det var fordi Gustav er sådan et gammelt ubrugeligt skib, så ville de for længst have fundet en bedre kaptajn."
   Sandheden gør ondt. I årevis har denne kaptajn været kendt blandt andre kaptajner som Kaptajn Kylling. Almindelige soldater ved det ikke. De tror han er en god kaptajn, men sandheden er at han er forfærdelig. At tage alle projekter er idiotisk, men ikke tage nogen er dumt.
   Det er allerede bestemt at jeg overtager kontrollen med Gustav, men ... "Du er tydeligvis en kaptajn der hellere end gerne vil se hele din besætning døde!" snerrer han rasende, "jeg har også læst om dig! Og jeg kalder Sociopat."
   "Sociopat?" gentager jeg forvirret.
   "Det er en gammel lov, Besætningernes Forening fik gennemtrumfet for 100 kredsløb siden," forklare bestyreren, "den gør at der vil blive gjort en undersøgelse af kaptajnen, men med sådan en ung kaptajn som dig, vil den bare betyde, at du ikke kan anmærke nogen i tre lønd."
   Så i de næste tre lønd, kan min besætning gøre hvad end de vil?! Men så længe de ikke ved, det ... "Jeg tror jeg vil give min besætning den gode nyhed," siger han og går.
   "Se det på den lyse side," siger bestyreren, "der kan kun kaldes sociopat tre gange, så der er kun to tilbage."

Efter jeg officielt er blevet indskrevet som kaptajnen for Gustav bliver én ting meget tydeligt. Besætningen hader mig, og er klar over at jeg intet kan gøre imod dem. Måske skulle jeg have holdt min kæft og bare ... gjort mit job.
   "Jeg kan ikke tro du ligeud kaldte ham en dårlig kaptajn," siger Maia bestemt, "hvad bilder du dig ind!"
   "Men han ..." begynder jeg.
   "Ikke noget men! Vi er nødt til at finde en metode at klare det her," siger hun og går frem og tilbage inde i min kahyt, "du er heldig jeg har fået de andre overbevist om, at du er ked af det, og det bare var en misforståelse. De vil dog have en straf for dig, så vi kan ligge hele dette bag os, og gøre vores job."
   Jeg ... jeg bør nok lytte. Hvis jeg ikke gør, vil det nok ende som på mit første skib. At de ikke vil følge mine ordre og begynde et oprør. Der er en halv million på skibet og de alle hader mig. Med så mange imod mig ... kunne det så ikke være mig der er gal på den?
   Efter at være skældt ud af Maia, beslutter jeg mig for at gå ned for at lave noget skydetræning. Mange sender mig vrede blikke på vejen. Det er et stort skib, og der er mange gange. De lysende skilte viser vej. I tilfælde af boring kan skiltene skifte hvad der står, så mange bliver fanget og løber rundt i ring. Nu er de dog bare normale. Tror jeg.
   Svaret viser sig for at være nej, da jeg pludselig befinder mig i en blindgyde. "Så du er vores nye kaptajn," lyder det bag mig.