Den sidste fyrste

Den sidste af de store verdensfyrster hed Øjvind Futte. Han nedstammede fra nogle af oldtidens store gudekonger. Han var syvogtyve år og boede i Vanløse, hvor han havde en kiosk. Hans mor færdedes i kvarteret og supermarkederne iført en dronningekrone, hun havde købt i Fætter BR. Hun sagde, at hun hed Soldronningen.
   Fyrsten, der kaldte sig lysets hersker og gjorde krav på verdensherredømmet, skrev jævnligt breve til kongehuset, hvor han krævede deres ydmyge anerkendelse af hans overherredømme plus nogle af deres biler og slotte. Han krævede også, at kronprinsessen stillede sig seksuelt til rådighed for ham et par gange om dagen (endelig ikke dronningen, den gamle kælling, skrev han - heller ikke prinsgemalen). Han fik aldrig svar.
   Der skete i de dage, at der blev fundet halvspiste lig i Gladsaxe og omegn. Det skabte megen panik, og en kæmpemæssig politiefterforskning igangsattes.
   Men fyrsten vidste bedre: Der kommer ikke noget ud af det politiarbejde, sagde han. Der er helt andre kræfter på spil. En port til underverdenen er åbnet og skal nødvendigvis lukkes igen. Og jeg er den udvalgte, hvem denne opgave er pålagt. Men hvor finder jeg porten?
   Han søgte hjælp hos en gammel mølædt, ildelugtende forsker på Det Kgl. Bibliotek, der efter granskning af ældgamle skrifter fortalte fyrsten, at kun Mørkets Mester kunne hjælpe her.
   Hvor finder jeg ham? spurgte fyrsten. Aner det ikke, men jeg ville nok søge efter ham i en sump et eller andet sted.
   Fyrsten kiggede på et kort over Københavns omegn og fandt, at den nærmeste sump lå i Hundige, hvortil han tog bussen.
   Ude i sumpen lå en bræddehytte, hvor det viste sig at Zephyr, Mørkets Mester, holdt til.
   For en sikkerheds skyld havde fyrsten medbragt en fakkel, og den tændte han, da mørkningstimen var ved at være inde. Da der ikke var nogen, der svarede, da han bankede på, entrede han uinviteret hytten. Her mødte der ham et uappetitlige syn: Mørkets Mester lå på gulvet, hvor han var ifærd med at kæle for en stærkt sminket og brugt dværg.
   Hvad fanden vil du, brølede Zephyr. Kan du ikke se, at jeg har travlt med lidt alenetid med en skøn dværg?
   Jo undskyld, sagde fyrsten, mens han nysgerrigt så sig omkring i hytten, der var møgbeskidt og lugtede jordslået og klamt. Der stod nogle gamle udslidte møbler, og på væggene hang der satanistiske og blasfemiske billeder og symboler. Der var en hylde, hvorpå der stod forskellige glas med diverse legemsdele (især penisser og nosser) i formaldehyd.
   Mørkets Mester rejse sig op fra gulvet og sparkede til dværgen, der skrupskidende kravlede ud af døren.
   Hvad kan jeg gøre for dig? sagde han, skal du have en finger?
   Nej tak, sagde fyrsten, jeg kommer i andet ærinde. Og dette gjorde han så rede for.
   Ja, jeg har sgu nok hørt om disse kanibalske dæmoner. Min ven og håndlanger, Shadowman, plejer lidt omgang med dem, tror jeg. Jeg betragter dem som harmløse.
   Det er de ikke, sagde fyrsten stædigt. De kan snildt komme til at betyde jordens undergang, og du og jeg må sætte en stopper for deres invasion.
   Hvad er der i det for mig?
   Ære!
   Ære vil jeg da skide et stykke. Jeg vil have fisse og den slags. Du siger, at du er adelig. Kan du skaffe mig Magrethe?
   Nej, indrømmede fyrsten. Men Oh Land og Medina kan vel komme på banen i denne situation.
   Fint, sagde mesteren og slikkede sig om munden.
   Aftale!
   Kan jeg byde dig på en friturestegt hestefisse? sagde han, jeg er sgu selv blevet en kende brødflov.
   Nej tak, sagde fyrsten. Lad os mødes i morgen og lægge en slagplan. Sørg for at Shadowman også er til stede.

Næste dag troppede fyrsten op, Han kom først hen på formiddagen, da han var blevet smidt af bussen fordi han brækkede et stykke lort ud af sin tarm.
   Mørkets fyrste sad med en ny dværg på skødet, og Shadowman sad ved bordet og spiste Frosties.
   Vi finder sgu aldrig den portal uden okkult hjælp, sagde den mørke. Hvem kan vi skaffe? svarede fyrsten. Jeg kender en, sagde Shadowman. Hun hedder Vorte Dorthe og bor i Taastrup, så der må vi hen først.
   Straks efter kørte de mod Taastrup. Mørkets Hersker rådede over en stjålen Christiania-cykel, og fyrsten og Shadowman kravlede op i ladet, mens herskeren prustende hjulrede med pedalerne.

Vorte Dorthe boede i et forfaldent rækkehus, der lugtede fælt af gammel kompost. Hun var rædselsfuld at se på.
   Selvfølgelig ved jeg, hvor den skide portal er, men jeg siger ikke et kvæk, før Shadowman har frydet mig med sin sjover. Shadowman spildte ikke tiden, han trak bukserne ned og begyndte straks, mens Mørkets Hersker og fyrsten så på.
   Portalen ligger trehundrede meter under Gladsaxe-svømmehal. De kommer op af pigernes lokum.
   De forlod alle tre stedet, og det sidste de hørte var kællingen, der råbte: Mere kølle, Shadowman, mere kølle. De tog S-toget ind til byen og lod ladcyklen stå hos konen. Jeg henter den senere, sagde Shadowman savlende.

Det var ikke så ligetil at komme ind i svømmehallen, da det viste sig at Lysets Hersker havde karantæne i hallen, fordi han som ung havde gokket den af foran en flok teenagere. Desuden var der ikke nogen af dem, der havde klingende mønt. Shadowman så sig derfor nødsaget til at knockoute damen i billetlugen, hvad han høstede megen anerkendelse for hos sine ledsagere.
   For at komme til dametoiletterne, hvor portalen ifølge Vorte Dorthe skulle befinde sig, var vore venner nødt til at gå gennem damernes omklædningsrum. Det udviklede sig imidlertid uundgåeligt til et sexorgie uden sidestykke. Shadowmans overmenneskelige lugtesans spottede øjeblikkeligt en lækker menstruation, der fik hans blod i kog. Han greb skønjomfruen og trak hendes bukser af og hev med et snuptag tamponen ud af fissen og stak den i munden. Mens han suttede på sit bytte bollede han den unge dames skider.
   Det fik gang i hans kumpaner, der også greb sig hver en partner: Mørkets Mester en ældre dame og Lysets Herre en syttenårig skønhed. Det fortsatte en rum tid, og andre kvinder kom i stemning og deltog ivrigt. Shadowman spermede så voldsomt at gulvet blev klæbrigt og glat.
   Efter endt dåd fortsatte vore venner til toilettet, hvor de gav sig til at søge efter portalen til underjorden. Den viste sig at være let at finde, da et af toiletterne var udstyret med hjul. Hvad der også ledte dem på sporet var en halvspist kvinde, der lå op ad væggen. Der var stadigvæk lidt liv i damen, der sprællede en anelse. Hurra her er det, råbte Shadowman, der stadig havde stivert på.
   De skubbede toilettet til side og afslørede et hul ned til dybet. Det var omgivet af blå flammer, og et skilt forkyndte at her begyndte den underjordiske verden. Tør vi gå ned? sagde de. Ja, jeg går ingen steder, før jeg har frekventeret et apotek, sagde Shadowman.
   Vi bør også have fat i nogle walkie talkies, der er sgu nok bælgravende mørkt dernede. Dem skaffer jeg, sagde Shadowman. Jeg hugger dem fra vagterne.
   Vi må ind til byen først, sagde mørkets beskytter, Der er en psykiater, jeg har gået hos, da jeg var rolling. Han kan skaffe os euforiserende stoffer og den slags, vi kan få brug for nede i mørket. All right, sagde de andre.
   Stafflan Prøijend havde sin klinik inde i den indre by. Her troppede de op. Da klinikdamen ville forhindre dem i at gå ind til psykiateren, smækkede Shadowman hende et par der fik hende til at tude. Det gjorde Shadowman seksuelt ophidset, og han opfordrede sine kumpaner til at fortsætte ind til psykiateren, mens han stillede sine lyster på den mere eller mindre bevidstløse kvinde, sådan som han fandt det fornøjeligst. Liderbuk, sagde lysets herre og gik ind til den berygtede nordmand.
   Denne blev ikke synderlig glad for at se dem. Goddag, sagde han. Mørkets Hersker førte ordet: Stafflan, vi skal bruge: Emma, Hest, rohypnoler og Angel Dust i store mængder.
   Kan ikke ske, svarede den chokerede psykiater. Er absolut forbudt.
   Ja, gu faen er det forbudt, men det er det også at pille ved børn, der er i behandling, og det har du jo for vane.
   Jamen jeg skaffer jer da den påkrævede medicin! Og med i pakken får i også et apparat til elchok.
   Jubii, fedt nok, vi afprøver apparatet på Shadowman når vi kommer ud.
   Virkningen af strømmen sendte Shadowman i gulvet, men det forbløffende var den enorme erektion, der også udvikledes hos ham. De tog nogle penge i kontorets kasse, samt nogle søsygepiller og rivutriler, der lå samme sted. Derefter hyrede de en taxi, der kørte dem til Gladsaxe Svømmehal. Her nægtede de at betale taxichaufføren mere end tyve kroner, og Shadowman, der i mellemtiden var kommet til sig selv, nikkede ham en skalle, han aldrig kom sig over igen.
   Nu var de parate til nedstigningen. Det første stykke var meget mørkt, og de måtte famle sig frem, men så dukkede der en flammende port op og bag den et oplyst underjordisk rige. Inden for porten mødte de nogle venlige og lystige små lyserøde djævle med horn og haler, der råbte velkommen, velkommen, velkommen. I aften er der Disko. Er det noget for jer knægte? Der dukkede også nogle sexede kvindelige dæmoner op, hvad der fik Shadowman i seksuel ekstase. Han startede med at uddele mængder af rohypnoler til de skønne, der snart efter kom i døs, hvad han groft udnyttede. Han var så liderlig, at hans nosser eksploderede. Men da han ikke var et almindeligt menneske, voksede der straks et par nye ud, der var klart større end de oprindelige.
   Længere inde i mørkets rige fandt de ud af, at det faktisk var et lystigt sted. Tøv en halv sagde lysets herre, her er jo ingenlunde slemt at være. Nej, svarede Mørkets Mester, her er pisseskønt. Ja, godt med bløde dæmondamer, var Shadowmans kommentar.
   Helvedets årlige technorave var allerede godt i gang. Størstedelen var splitternøgne, og nogle parrede sig i grupper. Shadowman deltog.
   Ved baren faldt lysets herre i snak med bartenderen. Han spurgte ham, hvorfor de åd mennesker. Det gør vi heller ikke, svarede han. Det er kun SortePer, en gigantisk smællefed kyklop med en anselig tissemand. Han æder også somme tider nogle af vore egne, men han foretrækker menneskekød.
   I det samme dukkede omtalte op. Han var enorm, og hans lem var næsten lige så stor som ham selv, hvorfor han var nødt til at køre den på en trillebør. For satan, her lugter af mennesker! brølede han. Jeg er skide sulten.
   Stik af mens tid er! sagde bartenderen i panik. Men det faldt dem ikke ind. Shadowman angreb ham øjeblikkeligt, men blev slået i gulvet af et mægtigt dickslap. Nu var gode råd dyre.
   Lysets herre fik imidlertid en ide. Jeg har på fornemmelsen, sagde han til SortePer, at du ikke rigtigt har glæde af din kolossale snabel. Hvad siger du til, at få fornemmelsen i lemmet tilbage?
   Hvordan det? råbte kæmpen.
   Jo, vi har her et apparat, der har denne forunderlige virkning.
   Du er genial, hviskede Mørkets Mester. Har du lyst Mr. Djævlekonge?
   På minuttet! var svaret.
   Lysets herre satte apparatet på ham og skruede op på højeste styrke. Resultatet var, at han brændte op i store flammer og lå tilbage som en bunke kul.
   En afsindig jubel i hele helvedet brød ud.
   Vor frelser, vor frelser! råbte de enstemmigt. Du skal være vor konge!
   Men lysets herre takkede nej: jeg har mit eget kongerige over jorden, men Mørkets Mester vil afgjort egne sig. Det blev man enige om. Ligeledes besluttede Shadowman sig til at blive. Her var der sex nok til resten af livet.
   Bagefter brugte de alle deres stoffer, og fjorten dage senere forlod lysets herre sine venner.
   Han tog straks ind på Amalienborg, hvor han krævede at få magten og prinssese Mary. Det fik han dog ikke. Livgarden smed ham ud, og han måtte skuffet og ydmyget hjemvende til sin kiosk. Det var dog ikke hans længere, hans mor havde solgt den og drukket sig ihjel for pengene. Så han måtte tilbringe sine sidste dage på Mændenes Hjem i Istedgade.