Edward
   Jeg kan mærke deres nærvær, men jeg har ingen måder at give udtryk for det. Jeg er ikke længere fanget i denne tomme skal, der skal forestille at være min krop. Jeg er på vej videre, eller på vej tilbage til en tidligere tilstand. Bare jeg dog kunne fortælle dem det. Hvis jeg kunne sige en sidste ting, ville det være, at de ikke skal sørge over mig, de skal leve videre.
   Jeg kan ikke mærke Lisas tårer på min hånd, men jeg kan fornemme dem alligevel. Hele hendes sorg berøre mig dybt, selv nu, vores sjæle har altid hørt sammen, og jeg vil tage mindet om hende med mig i døden. Jeg er lettet over, at hun ikke kan mærke mine tanker, at hun ikke har begreb om, at jeg stadig kan fornemme, hvad der sker. Jeg ved med sikkerhed, at hvis hun fandt ud af det, så ville hun beholde min sjæl i sin ødelagte krop. En handling, hun ville gøre ud af kærlighed, men en handling der strider mod alt, hvad jeg tror på.
   Jeg ved, at jeg ikke er tilstede, hvert fald ikke rigtigt. Det jeg oplever, er en refleksion. En refleksion af, hvad der sker med den krop, der engang var min. Alligevel føles det virkeligt. Tingene begynder at flyde ud for min bevidsthed, og jeg føler nærmest, at jeg flyver igennem luften. Det sidste jeg fornemmer er Louise. Hendes umenneskelige gråd, hendes kærlighed.
   Der bliver stille omkring mig, mine sanser opfanger ikke længere de andres tilstedeværelse. Jeg er endelig fri.

Lisa
   Mit blik er fast rettet mod Edward, jeg vil ikke tænke på andet, jeg vil have det ad helvede til. Vi står alle sammen rundt omkring ham, alle os, der burde stå ham nær, alligevel føler jeg mig alene og ensom. De andre er ganske overflødige, intet kan ændre ved det faktum, at jeg fra nu af og resten af mit liv vil være alene. Jeg kan mærke ensomheden kravler op af væggene, gemmer sig i gardinerne og smyger sig som en kulde ned af min ryg. Selvom jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har kigget mig i et spejl og i virkeligheden registreret sandheden af det, som der er blevet reflekteret tilbage til mig, så ved jeg, at mine øjne er røde og min næse er et stort sår af alle de gange den er blevet pudset. Jeg snøfter en enkelt gang ganske uhæmmet og mærker noget varmt snot blande sig med den salte smag af gråd i min mund. Jeg synker det ufortrødent, der er ikke så meget andet at gøre.
   Jeg hører min mors stemme ude i perferien af min ensomhed, den påpegede gangske nøgternt, at det er ok at sørge, men vi har jo vidst, hvor det bar hen længe. Jeg tørre højlydt næse i mit ærme og ser spor af snot og tårer på det, der langsom tørrer ind. Ud af øjenkrogen registrer jeg min mors frustrerede blik. Jeg skuler med onde øjne tilbage mod hende, hun skal slet ikke blande sig - hendes takt og tone, kan hun stikke skråt op. Jeg slipper hende med blikket bevidst om, at hun slet ikke har fortjent min opmærksomhed.
   Mine øjne blafrer rundt som en skræmt fugl, der er fanget i et rum med noget, de ikke forstår, indtil de finder tryghed hos Mattias. Han har morgenhår og er ikke blevet barberet i flere dage sandsynligvis ikke, siden han fik opringningen fra mine forældre. Hans øjne har samme farve som mine knald røde, en farve de har fået af mange timers gråd. Tårerne er tørret nu, og ud over hans røde øjne er der intet spor af dem i hans ansigt. Hans sorg er en privatsag, han ikke ser ud til at ville dele med sin bedste vens forældre og søster. Jeg forstår ham, hvis jeg var i stand til at udøve den form for selvbeherskelse, ville jeg også stå urørligt som ham nu. Jeg hader at skilte med mine følelser, hader at drage de andre ind i min person, men jeg kan intet stille op. Selvom jeg måske inderst inde vidste, dette ville komme, har jeg ikke forberedt mig på det. Der er ikke nogen lille kasse i min hjerne, hvor der står "Edward dør", som jeg kan trække frem.
   Jeg kigger på mine tæer, som jeg stille vipper op og ned inde i mine sko. Jeg tæller langsomt, hvor mange bevægelser de laver 1, 2, 3... 37, 38, 39... Jeg bliver forstyrret i min tankstrøm af mit evige flyvske pandehår der prøver at komme ind i min mund, hvor det har en tildens til at ende, især når jeg spiser. Jeg sætter det tilbage på pladsen bag øret. Mine fødder begynder at sove, men det er en kærkommen følelse, efter flere dage, hvor mine tanker har været på stand by, og mine følelser har været sat ud af spil. Jeg nyder at føle de skarpe prik i tæerne, der minder mig om, at jeg er i live og tilstede i nuet.
   Da Edward og jeg var børn, havde vi en leg, hvor vi sad overfor hinanden på to stole, så gjaldt det om at være den først der, trådte den anden over tæerne uden på noget tidspunkt at slippe stolen med numsen. Han vandt altid over mig, mine refleksser har aldrig været særlig gode. Desuden var det unfair hold, for han havde meget længere ben end mig.
   Ud af øjenkrogen ser jeg den statslige læge i den hvide kittel. Jeg prøver at lukke ham ude af min bevidsthed igen, men jeg kan ikke undgå at se, at han kigger diskret på sit ur. Idiot. Selvfølgelig er hans tid dyrebar, men min far er ikke kommet endnu. Han sidder fast i trafikken, fordi han lige skulle nå et møde på arbejdet, inden han kunne være her. Jeg føler knuden af gråd vokse i mit bryst, de er alle sammen nogle idioter, spader og det, der er langt værre. Min far og mor, lægen, Mattias og den unævnelige ovre ved Mattias. Det lykkes mig på forunderlig vis at tage mig sammen, der er ikke nogen af dem, der er min gråd værd. Det er umuligt at stoppe den stille strøm af tårer, der automatisk triller ned at mine kinder, men min hysteriske gråd holder jeg inde i mig selv. Jeg gemmer den væk til brug senere, når jeg er alene.
   Edwards hånd er varm under min. Jeg holder den, som da jeg var en lille pige, der prøvede at holde ham tilbage. Prøvede at få ham til at blive hos mig. Han har altid været min beskytter. Ligegyldigt hvad jeg har rodet mig ud i, har han altid været der til at hjælpe mig. Han er den, der har hjulpet mig på benene igen, når livet har væltet mig omkuld. Jeg kan, næsten, høre hans stemme, der fortæller mig at jeg ikke skal være bange for at sove, der sker ikke noget. Hans forsikringer om, at der ikke findes noget monster under sengen. Det overbærende smil, når jeg forklarede, at jeg var bange for det monster, der spiste de lemmer, jeg ikke havde under dynen. Han gjorde aldrig grin med mig, da jeg var barn, han sagde aldrig, jeg var fjollet, han forstod. Jeg kan stadig huske hans latter, der kommer så frit og utvungent. Den får hans ellers lidt hverdagsagtige ansigt til at stråle som en sol, der varmer ens krop. Jeg kan næsten stadig mærke hans åndedræt mod min kind, når han fortalte mig hemmeligheder. De fik mig til at føle, at jeg var den vigtigste person i verden. Jeg kommer aldrig til, at mærke det på min kind igen, den eneste grund til han har et åndedræt nu er, at en larmende maskiner trækker vejret for ham. Jeg vil ikke accepterer det de andre synes at have gjort, at der ikke er noget liv tilbage for ham. Jeg vil ikke forstå, hvorfor de kan give slip.
   Energiske skridt ude på gangen river mig tilbage til virkeligheden, hvor jeg ikke er et barn, der bliver fortalt hemmeligheder, men et voksent menneske, der må forholde sig til en bror, der ligger i koma, og forældre som vil slukke for respiratoren. Mine irriterede øjne er stift rettet mod døren, og allerede inden den går op, ved jeg, at det er min far.
   "Undskyld jeg blev forsinket, min partner var syg, så jeg blev lige nødt til at tage et møde." Han kysser min mor let på kinden og smiler til hende. Et smil, der normalt får mig til at tænke over, at mine forældre stadig virker til at være forelsket i hinanden. Lige nu fremkalder det ingen tanker, men giver mig en akut følelse af, at jeg skal kaste op.
   De andre stimler sammen om sengen. Jeg har hele tiden stået med Edwards hånd under min. Jeg ved, det er forgæves, men alligevel prøve jeg at beskytte ham mod det, der nu skal ske. Inde i mit hoved skriger en stemme højt, at de skal holde sig væk. De skal bare skride af helvede til, de har intet at gøre her. Men mine ører høre det samme som de andre, et rum, der er ud over respiratorens sær egnede lyde, er stille som graven.
   Nogen snøfter bag min skulder. Jeg behøver ikke vende mig om for at vide, at det er Louise. Hun lyder ligesom den dag, hvor hun fortalte mig, at hun havde mødt en anden. Jeg kan ikke tænke på det nu, raseriet begynder at boble i mig, når jeg lader mig selv tænker på, at den pige, der skulle forestille at være min bedste veninde svigtede min bror. Jeg hader, hun er her, hun er absolut uvelkommen. Jeg hører ekkoet af min mors stemme i telefonen i går. En stemme, der forklarer mig, at Louise har ret til at være her, hun var trods alt det menneske, der stod Edward nærmest. Lige nu hader jeg dem begge. Hadet føles godt, det giver afløb. Hadet mod dem alle sammen er en følelse, jeg kan forholde mig til, den er tryg midt i alt det kaotiske. Et nanosekund føler jeg en dejlig befriende varme i min krop, som hadet bringer med sig. Men alt for hurtigt opfanger en fjern krog af min bevidsthed min mor der sige noget til lægen. Igen er der kun stilheden i rummet, man kan forholde sig til. Det eneste der kan høres, er 7 uregelmæssige vejrtrækninger, en maskine og sandsynligvis mit hjertes hurtige rytme. Tomheden klamrer sig om mit hjerte og min sjæl, mens min hånd fysiske klamrer sig om Edwards. Uden jeg registrerer, hvad der egentlig er foregået, opdager jeg, at der er en lyd der mangler. Edvards bryst bevæger sig ikke længere let op og ned. Lyden af maskinen er forsvundet, det er forbi.
   Det føles som om noget får i stykker inden i mig. Jeg bryder grædende sammen, heldigvis er der en stol ved siden af sengen, der griber mig i faldet. Jeg lader min pande hvile mod Edwards hånd på sengekanten. Jeg føler, at jeg aldrig mere kan blive et helt menneske. Jeg må leve uden min bror, hvordan skal jeg så nogensinde blive hel igen? Jeg kan ikke styrer mig, jeg overgiver mig til gråden og glemmer fuldstændigt, at den ikke er bestemt for de andres øjne.
   "Lisa vi vidste jo, det ville ske skat. Har du brug for at sidde et øjeblik? " min mors arme føles som en spændetrøje omkring mig, og jeg river mig fri af hendes greb. Hun skal slet ikke røre mig det er hende den dumme kælling, der har været med til at slå min bror ihjel. Det kan godt være, at det er ulogisk, men lige nu, er hun den ansvarlige fordi det var hende, der valgte at slukke maskinen.
   "Jeg skal nok blive hos hende." Jeg kan mærke varmen fra Mattias krop bag mig. Jeg kan ikke vende mig om og se Edwards bedste ven. Jeg frygter at se min egen sorg i hans øjne, at han er et spejl til virkeligheden. Han vil altid minde mig om Edward, at se dem hver for sig, vil være som at glemme at tage en sko på, inden man går ud af døren. Det føles egentlig fint nok, at han er her, men jeg har ikke lyst til at se på ham og forholde mig til de følelser, det vil give.
   Helt inde bagerst i min stivnede bevidsthed fornemmer jeg, at de andre langsomt forlader rummet. De kommer hen en efter en og siger farvel til Edward. Jeg hører ikke, hvad de siger, men det er grænseoverskridende at lade dem gøre det. Jeg føler ikke, de har noget at gøre her, så da døren endelig lukker sig bag den sidste, er det en befriende følelse.
   Jeg klemmer Edwards livløse hånd ekstra hårdt. Min elskede bror, som jeg aldrig fik fortalt, hvor højt jeg elsker. Hvorfor skulle han dø? Han havde så meget liv foran sig. Jeg løfter min pande fra hans hånd og tørrer med min ledige venstre hånd forsigtigt mine tårer af den. Jeg kigger på hans ansigt, der har et sovende afslappet udtryk. Mine øjne vandrer ned til hans tæer, eller rettere sagt, der hvor hans tæer burde have været.
   Jeg lukker øjnene, vil ikke se hans manglende ben, ikke indrømme, at der er en selvforskyldt grund til, at han ligger her. På indersiden af mine øjenlåg toner et billede af Mattias sig frem. Det var ham, der fortalte mig om angrebet i detaljer. Det der startede som en fredelig patrulje, fik en fatal udgang for Edward. De blev pludselig beskudt, og da de troede sig i sikkerhed i bilen, lød der et brag, lige efter den satte i gang. Min bror var vognkommandør, og det var i hans side af bilen, vejsidebomben ramte. Edwards ben blev hårdt kvæstet, og da han kom til felthospitalet, var de nødt til at amputere dem. Han var på intet tidspunkt ved bevidsthed, og han vågnede aldrig igen. Han blev transporteret hjem, hvor han siden lå her, på denne stue, der nærmest blev mit hjem.
   Mor og far er afklaret omkring deres følelser, de har sagt farvel. Jeg ved godt, at det er for min skyld, at han har ligget her snart 1 år, men jeg har ikke kunne give slip. Og nu ved jeg, at jeg aldrig kommer til det. Ligegyldigt, hvor mange år der går, vil Edward altid eje et vitalt stykke af min sjæl og det stykke har han taget med sig for altid. Jeg kan aldrig få det tilbage eller genskabe det. Sammen med ham er der et stykke af mig, der er dødt.
   Jeg kigger på Edward en sidste gang, mens døre lukker sig bag mig. Hvordan jeg er kommet ud fra hospitalet aner jeg ikke. Da jeg mærker aprilregnen mod mit ansigt føles det som en befrielse. Selv himlen græder over den bror, jeg har mistet.

Henne ved min bil indser jeg, at Mattias stadig går bag mig. Det føles trygt og godt at vide, han er der. En lille bitte flig af tryghed, som jeg har brug for, for at holde mig oppe.
   Jeg roder efter min nøgle i tasken. Da min hånd lukker sig om den ved jeg, at jeg ikke er i stand til at kører bil. Jeg er ikke i stand til noget som helst, men at sætte mig bag rettet i min bil ville være dybt uansvarligt. Jeg skæver mod Mattias. Han har åbenbart indset det samme, for han står ved sin bil, der holder 3 pladser fra min og holder passagerdøren åben for mig. Jeg bevæger mig over til ham på usikre ben, der kan bryde sammen under mig hvert øjeblik, det skal være.
   Jeg når hen til bilen og sætter mig stille i de bløde lædersædet, inden Mattias smækker døren og sætter sig ind ved siden af mig. Han sætter bilen i gang, og vi kører afsted i stilhed, der er ikke noget at sige. Jeg træder skoene af og trækker benene op under mig, jeg fryser helt vildt. Samtidig med at Mattias tænder for sædevarmen, trækker jeg vejret dybt ind gennem næsen, der bringer duften af det velkendte læder videre ind i min bevidsthed.
   Edward boede hos Mattias den sidste periode, inden de skulle udsendes, efter at heksen havde smidt ham ud, og de rationerede sig frem til, at det ville være åndsvagt at have to biler holdende og vente på dem i Danmark, så de solgte dem begge og købte én sammen den bil, jeg sidder i nu. Det er en rigtig drengebil, og inde bag mit stivnede ansigtsudtryk smiler jeg et lille vemodigt smil. Edwards drømme bil, som jeg nu kører væk i, uden han sidder ved rattet. I stedet sidder hans bedste ven på hans plads, og mens jeg krymper mig endnu mere sammen i sædet, overvejer jeg, om jeg hellere skulle have taget en taxa.
   Jeg falder i staver af den søvndyssende monotome lyd af regnen mod bilens tag og ruder og varmen, der strømmer mod mig, men som på en eller anden måde ikke er i stand til at varme mig. Det, der får mig tilbage til nuet, er Mattias aggressive gearskift. Jeg kigger ud af vinduet, og i sidste øjeblik når jeg at stoppe ham, inden han kører forbi mit lejlighedkompleks, jeg overvejer, om bilen mon har nogen gearkasse tilbage efter den medfart. Mens jeg kravler ud af den lave sølvfarvede bil, som jeg ikke aner, hvad er for en, siger vi de velopdragene høflige fraser til hinanden; "Pas godt på dig selv", "Vi kan lige ringes ved", "Vi må ses på et tidspunkt"... Ord som vi begge ved, er betydningsløse, men som vi alligevel siger, fordi vi begge gerne vil være alene med vores sorg og har brug for en hurtig afsked. Da jeg smækker bildøren bag mig, lukker jeg også for den sidste rest af normalitet, jeg er endelig alene med mine følelser.

En trancelignende tur op af trapperne senere stikker jeg nøglen i låsen. Jeg orker ingenting, styrter bare gennem døren og smider mig på sengen, hvor jeg giver slip og lader mig selv græde. Der går lang tid inden min krop slapper af. Jeg føler, den er rolig, men mine tanker er larmende og svære at ignorere. Da søvnen endelig indhenter mig, forsvinder mine tanker endelig, og alt bliver stille.

Hvor kommer den lyd fra? En halvkvalt hiksen. Jeg kender den, og alligevel er den totalt fremmet for mig.
   Jeg vågner, og min hals føles tør. Endnu et mareridt. Jeg vender mig om på siden og prøver at finde tryghed. Jeg krummer mig sammen i en lille bold og ligger med hårdt lukkede øjne i fosterstilling. Jeg giver op, frustreret retter jeg mig ud, min tryghedskvote er opbrugt for denne gang.
   Et blik på min telefon fortæller mig, at klokken er 04.55. Jeg glipper med øjnene af det skarpe lys fra displayet. Jeg smider mig tilbage i puderne, undrende over, hvordan jeg stadig kan være træt, og hvor dagen og aftenen er blevet af. Jeg spænder hele min krop og koncentrerer mig om ikke at tænke. På den måde prøver jeg at skabe et loop i mine hjerne. Jeg må ikke tænke, jeg må ikke tænke, jeg må ikke tænke. Mine ben begynder at krampe. Jeg sætter mig op og smider benene ud over sengekanten, mens jeg vipper dem frem og tilbage i luften. De kan svinge frit uden at røre gulvet. Normalt får det mig til at føle, at jeg er en lille pige, men i dag finder jeg ikke nogen barnlig glæde ved det. Jeg ved, at en del af mine glæder vil være væk for altid, nogen vil stille komme tilbage, men andre vil være forsvundet og i fremtiden kun være et bittersødt minde, som jeg kan tage frem og tænke på, når jeg får lyst til at pine mig selv.
   Jeg har prøvet at glemme, at i dag nogensinde har fundet sted. Kan jeg mon blive liggende i min seng for altid, lukke verden ude og lade som om jeg ikke eksisterer. Mine ben summer, de er ved at vågne op. Jeg lader mine fødder glide ned på gulvet og trisser ud på toilettet på stive ben, der gør ondt, for hvert skridt jeg tager. Jeg stiller mig foran spejlet og kigger på min refleksion, men vender hurtigt blikket væk, da det går op for mig, hvad jeg ser. Kan et bad hjælpe, tja, men en hurtig tandbørstning, og et toiletbesøg senere, har jeg ikke energi til at gå i bad. Jeg nøjes med at tage tøjet af, som jeg har sovet i, og lunte tilbage til min seng, hvor jeg nærmest falde i en bevidsthedsløs lignende søvn.

Fire spekulative dage efter respiratoren er blevet slukket, er jeg endelig i stand til at holde lidt fast i mine tanker igen. Dag og nat er flydt sammen i en stor masse, men et blik på mobilen fortæller mig, at klokken er 5.02. Det er, først da jeg kigger på min kalender i mobilen, at jeg indser, hvor lang tid der er gået. Desværre er mine tanker ikke ligefrem fede at holde fast i, men jeg gør det alligevel. Når jeg holder fast i dem, føler jeg bedre, at jeg kan holde fast i mindet om Edward. Jeg har mistet den eneste person der vidste, hvem jeg var. Nu er der kun en refleksion af mig tilbage, et ekko af et menneske.
   Det er min maske, den jeg viser frem for andre. Det er en personlighed, jeg tager på, ligesom jeg tager tøj på hver morgen. Jeg smider masken som det sidste hver aften, når jeg tager mit tøj af. Sådan har mit liv været det sidste år, og jeg frygter og ved, at sådan vil mit liv se ud i fremtiden. Edward var den eneste, jeg havde tilbage, den eneste, jeg turde vise min rigtige personlighed overfor. Der var også Louise før ham. Ahhh... HEKS, jeg råber højt ud i det tomme soveværelse, jeg vil slet ikke tænke på hende, hun er ikke en eneste tanke værd.
   Jeg er nødt til at stå op, så jeg læner mine ben ud over sengekanten og sætter mine fødder på det bløde gulvtæppe. Jeg lader dem ikke dingle fra sengekanten, jeg orker ikke at mærke, at glæden ved det aldrig kommer igen. Jeg lister på tåspidserne hen over tæppet og prøver at lade være med, at mærke det under mine fødder. Puhhh, i sikkerhed i tøflerne. Jeg skruer tilpas op for lyset henne på kontakten. Lige nu er jeg lykkelig for, at jeg smed lidt ekstra penge efter projekt renovering af lejlighed, og installerede kontakter, hvor man kan justerer lysstyrken i hele min lejlighed. Hva' er det nu de hedder, jeg stopper i min bevægelse besat ved tanken. Med et suk og en opgivende bevægelse resignerer jeg i mine tanker, det kan jo være fuldstændig ligegyldigt hvad det hedder.
   Jeg går forbi den hvidmalet reol, som jeg selv har designet og lader mine fingre følge årene i genbrugstræet på toppladen, som er ubehandlet. Den er dejlig blød og genkendeligt for mine fingre. Den får mig til at føle at alt er normalt. Det er dejligt lige et øjeblik at snyde sig selv, og bare lade som om, at det er en ganske normal dag og jeg bare er på vej ud i livet. Desværre fortæller refleksionen i spejlet på badeværelset mig, at det blot er en illusion, der intet har med virkeligheden at gøre. Det er et spøgelset, der kigger tilbage på mig fra spejlet, et spøgelse jeg glimtvis har set, men som jeg har ignoreret så længe, at hun chokerer mig. Kender jeg virkelig hende. Et par store brune øjne kigger tilbage på mig, de ligger dybt i mit blege ansigt. Jeg kigger den fremmede kvinde intenst i øjnene. Hun er ikke ung og ikke gammel, hun er ikke smuk og ikke grim, hun er ikke tyk og ikke tynd. Jeg må konstaterer, at hun er ganske almindelig, gennemsnitlig og kedelig. Hun bærer stærkt præg af søvnløshed. Jeg kigger hende dybere i øjnene, måske er hun mere grim end smuk lige nu? Det eneste, jeg kan komme i tanke om, der er mere ynkeligt end det udsende der møder mig i spejlets flade, er en fugleunge, der ikke kan flyve, men som er faldet ud af reden. Jeg begynder at overveje, at stoppe øjnekrigen mod mig selv, men der noget, der fanger mit blik, min koncentration bliver øget. Jeg plejer da ikke have grønne pletter i mine øjne, men det har jeg nu.
   Et sekund glemmer jeg alt om min melankoli og styrter ind i soveværelset til det stor spejl over mit skrivebord, på vejen har jeg skruet helt op for lyset på kontakten, så rummet er badet i et skarpt lys, der faktisk generer mine øjne. De bitte små grønne pletter træder virkelig frem herinde i lyset. Hvor fanden kommer de fra?
   Et øjeblik føles det, som om jeg forsvinder i tid og rum, som om jeg er vægtløs og flyver afsted. Jeg forstår ikke, hvad der sker, men en følelse af fred finder vej ind i mine tanker. Fortryllelsen brydes da min mobil ringer, jeg går hurtigt over til mit sengebord og tager den op. Efter et enkelt blik på skærmen afviser jeg hurtigt min mors opkald, mens jeg går tilbage mod spejlet. Jeg kigger igen mig selv i øjnene, men pletterne er væk. De var der da lige. Jeg prøver at genskabe koncentrationen, men ligegyldigt hvor meget jeg stirrer på det blege ansigt foran mig, kan jeg ikke få øje på dem igen. Jeg opgiver, og min sunde fornuft fortæller mig, at det er refleksioner fra lyset. Jeg må være blevet gal, når jeg kan få mig selv til at se ting der ikke er virkelige.
   Min telefon larmer igen fra sengen, hvor jeg smed den på tilbagevejen mod spejlet. Jeg går opgivende hen til den med forventningen om, at se ordet "Mor" printet over skærmen, men et blik på den fortæller mig, at det ikke er hende igen, men blot alarmen, der insisterer på, at jeg skal op.
   Jeg kan mærke min næse rynker, og mine øjenbryn trækker sig sammen, i det Edward ville kalde et typisk "der er noget Lisa ikke forstår udtryk". Jeg har da først sat uret til at ringe kl. 7.30? Jeg føler mig forvirret og desorienteret, da jeg sætter kurs mod badeværelset igen. Jeg finder mit armbåndsur på kanten af vasken, det fortæller mig ligesom min telefon, at klokken faktisk er 7.30.
   Jeg begynder at børste mine tænder, mens jeg tænder for det varme vand i bruseren. Har jeg virkelig været vågen i 2 ½ time, og hvor er tiden blevet af, jeg har jo ikke lavet noget? Mens de varme stråler fra bruseren rammer min krop, prøver jeg at stoppe med at tvinge mig selv til at tænke over hvad jeg har lavet. Jeg har nok bare været langt væk i mine tanker uden at opdage det, der er jo gået flere dagen på den måde. Et langt bad senere føler jeg mig nogenlunde menneskelig. Jeg tager mit ur fra kanten af vasken og kigger på klokken samtidig med jeg tager det på. Jeg kan se i det til duggede spejlet, at jeg trækker ironisk på smilebåndet. Jeg har lige konstateret, at et langt bad for mig tager præcis 6 minutter. De små hår rejser sig langs min rygrad, da jeg med en skarp, knirkende og pibende lyd befrier spejlets flade for dug. Jeg ryster følelsen af mig og må samtidig sætte håndklædet bedre fast om min spinkle barm, da det er ved at ende på gulvet. Selvom jeg er alene, har jeg ikke lyst til at stå totalt nøgen, det tillader min blufærdighed mig simpelthen ikke. Jeg kan ikke lade være med lige at stirrer mig selv i øjnene, nu hvor jeg alligevel står her, men jeg ser ikke andet end mine dybtliggende brune skovsøer, og ingen skygge af åkanderne, som jeg allerede har døbt de grønne pletter.
   Jeg tørrer mig og kaster håndklædet oven på vasketøjskurven. Jeg hader at være nøgen. Jeg småløber over det bløde gulvtæppe på tæerne over til mit walk inn. Tøjet hænger i snor lige rækker. Det giver mig tryghed, at der er styr på tingene. Jeg finder et sæt sort undertøj, en sort kjole og et par stiletter, der passer til tøjet. Jeg har som sædvanligt travlt med at smide tøjet på kroppen, så jeg slipper for min nøgenhed. Lettet over at være fuldt påklædt skynder jeg mig ud af skabet og hurtigt hen over tæppet, der ikke føles så forræderisk blødt under mine sko. Der går ikke mange sekunder inden jeg når frem til målet. Mit håndklæde. Jeg samler det op fra gulvet, hvor det er gledet ned, folder det pænt sammen og hænger det på håndklæde tørreren. Inden jeg slukker lyset og lukker døren, kigger jeg en ekstra gang rundt i rummet, blot for at konstaterer, at alt er på deres rette plads.
   Den metalliske lyd af min smæk lås er det sidste jeg hører, da jeg forlader lejligheden. Det er en sørgelig lille lyd, der fortæller mig, at jeg er på ydersiden af den tryghed, døren ellers giver mig. Der er intet, der kan skærme mig mod virkeligheden på denne side af døren. Jeg trækker vejret dybt ned i maven, inden jeg går ned af trappen, jeg føler, jeg er på vej mod skafottet, men jeg ved samtidig, at jeg på ingen måde kan undgå det, der nu vil komme.

"Edward Holm betalte den højeste pris og det er familien, der nu sidder tilbage med sorgen. Jeg har snakket med Edward under missionen, og jeg ved, at selvom han kun blev 31 år, så har han levet et rigt liv, sammen med sin familie. En familie, han elskede meget højt og som han ofte talte om." Jeg kan godt lide præsten, men jeg fanger kun en brøkdel af, hvad han siger, jeg har alt for travlt med at lade være med at græde hysterisk. Jeg kan mærke de forræderiske tårer, der løber ned af mine kinder, men jeg prøver at ignorere dem. Hvis jeg for alvor erkender, at jeg græder og giver slip, så ved jeg, at der ikke er nogen vej tilbage. Jeg prøver at koncentrere mig om alle mulige ligegyldige ting, men kan ikke finde nogen tanker, der ikke vil fremtvinge sorg. Der er ikke en eneste neutral ting i min bevidsthed, som jeg kan holde fast i.
   Mine forældre, som jeg ikke har set siden den dag på sygehuset, sidder ved siden af mig. De holder hinanden i hånden, og jeg kan fornemme, at de begge græder passende. Nej, jeg må ikke være spydig mod dem det fortjener de ikke. Jeg ved godt, at det var på tide at slukke respiratoren, at det har været på tide i mange måneder. Jeg stikker mig selv en mental lussing og stopper med at sende mine forældre hadfulde side blikke. Alligevel holder jeg fast i vreden mod dem, for det er den eneste følelse, jeg kan gribe fat i, der ikke giver mig lyst til at tude.
   Jeg fryser, selvom det er varmt i kirken. Efter jeg har droppet at stirre på mine forældre, har jeg tid til at kaste flygtige blikke rundt i kirken. Jeg har aldrig set en kirke, så fuld af mennesker før. Edward havde mange venner, også en del jeg ikke kendte til. Der er mange mos grønne uniformer blandt de sortklædte mennesker. Jeg har aldrig brudt mig om dem og har svært ved at se nogen galla over dem.
   Mattias sidder på rækken bag mig, jeg mærkede hans forsigtige og tøvende hånd på min skulder, da han satte sig ned. Jeg kiggede ikke på ham, det kunne jeg simpelthen ikke overskue.
   Mine arme ligger slapt i mit skød, og mine hænder er travlt beskæftiget med at holde fast i hinanden. Jeg er faktisk lidt nervøs for at tabe dem på kirkebænken med et ordenligt dunk. Jeg kan mærke, at mine tanker begynder at kører i ring og når frem til, at jeg burde have lagt min hånd oven på Mattias som en anderkendelse af den sorg, han føler, men jeg kunne ikke. Den sidste hånd min har rørt ved er Edwards. Mens mine fingre piller ved hinanden i et desperat forsøg på at blive liggende i mit skød, er det en god og rar tanke. Som om jeg har en smule tilbage af ham lige her mellem mine hænder.
   Den uløselige knude i mit bryst vokser da tonerne, fra kirkeorglet fylder kirkerummet. Må ikke græde, må ikke græde, må ikke græde. Gentager denne mantra igen og igen i mine tanker. Jeg vil ikke tænke på andet. Må ikke græde. Der kommer ikke en lyd over mine læber. Jeg beslutter på stedet, at det er et lorte orgel, og lydene fra det er skabt til at få en i vemodig stemning. Det hjælper ikke, tonerne fra orglet er ikke kun sorgens toner, de er også smukke. Jeg prøver at holde fast i tanken om vores besøg i kirken juleaften. Sidste år tog jeg ikke med, det ville ikke have været det samme uden Edward. Han sang altid højt - og falsk. Jeg prøver at forstille mig hans stemme, men den er væk. Jeg kan ikke genkalde mig, hvordan den lyder, og knuden i mit bryst vokser, så det føles, som om den vil springe. Jeg må da kunne huske hans stemme, det kan simpelthen ikke passe, men den er og bliver væk, jeg kan ikke finde den frem i min hukommelse.
   Lyden af "Chasing cars" fylder pludselig kirken og river mig ud af min desperation. Edwards yndlingsang. Jeg ved, det er nu, om lidt, er også hans kiste væk for altid.
   Må ikke græde. Kom nu lorte loop teori, hvorfor vil du ikke virke.
   "Will lay with me, and just forget the World..." Jeg hører ordene som i trance, mens jeg ser kisten blive båret forbi mig. Følger efter den på ben, jeg ikke aner, hvordan bærer mig. Jeg genkender en lyd fra mine mareridt og mærke min hals blive tør. Jeg græder. En hysterisk og hjælpeløs gråd, den skærer mig selv i hjertet, jeg er ikke længere i stand til at tænke klart. Jeg kan ikke styrer mine følelser. Jeg ser solen på himlen, da jeg kommer ud af kirken, men jeg mærker ikke dens varme. Kisten står i rustvognen foran mig, og kirken er bag mig. Jeg mærker lette bevægelser fra kroppene, der bevæger sig forbi mig. Jeg ser dem ligge blomster på kisten, men alting er uklart igennem mine tårefyldt øjne.
   Min far får trukket mig væk fra min position lige foran kirkedøren og tager mig i sine arme. Det føles trods alt rart og trygt. Min far, der ligner Edward så meget, at det gør ond at kigge på ham, jeg holder mit hoved bøjet med blikke rettet mod hans skosnuder. Jeg har aldrig følt, jeg var god nok til mine forældre, og de har aldrig forstået mig, men lige nu betyder det ingenting. Jeg har brug for den tryghed, jeg finder i min fars arme, alt andet er ligegyldigt.
   Jeg snotter på hans jakke, men han opdager det ikke, han er selv fuldstændig tabt i sin sorg. Flere arme lægger sig omkring mig, og mine forældre og jeg står hjerteskærende alene tilbage med armene omkring hinanden, fordybet i hver vores personlige sorg, som er meget ens, men samtid meget forskellig. En sorg, vi deler, men som vi alligevel ikke lukker hinanden ind i.
   Vi græder alle tre over, at vi har mistet Edward, men jeg græder også over vores ødelagt familie, og jeg græder, fordi jeg ved intet nogensinde, kan blive det samme igen.
   Vi er alle tre hjælpeløse og det bånd, der holdte os sammen er forsvundet. Jeg indser, at det ikke kun er mig, der har mistet et stykke af mig selv, jeg har også mistet det usynlige bånd til mine forældre, som Edward spandt for mig. Jeg mærker mine forældres arme omkring mig, men jeg har aldrig følt mig mere alene end i dette øjeblik.
   Et hulk flygter ud af munden på mig, og jeg ved, at nu græder jeg fordi, at sammen med Edward døde min mulighed for at være mig selv. Jeg er mere end nogensinde, fastlås i at være den perfekte datter, der har det perfekte liv, og som altid gør, hvad alle forventer. Fordi det er sådan Lisa er, hun er stærk for alle andre. Jeg græder over, at Edward ikke alene var min bror, han var også min frihed. Han var skipperen, der kunne sejle mig gennem klippeskærene i min sjæls dybeste vande og få mig i land, uden jeg splintrede mod klipperne.

Alt for mange timer senere finder jeg mig selv på afsatsen ved min dør. Hvordan jeg kan blive ved at ende her uden at huske turen op af trapperne, er en gåde.
   Jeg trækker på skulderne og sætter med rystende hænder nøglen i entredøren og låser mig ind. Da døren glider i bag mig, og låsen smækker, føler jeg en enorm lettelse, jeg er på den rigtige side af døren. Jeg troede ikke, det ville kunne lade sig gøre, men jeg overlevede faktisk dagen. Jeg kom igennem den. Jeg ved ikke, hvordan og kan ikke huske "gravøllet". Jeg husker kun svagt en masse ældre tanter, fætrene, kusinerne og venner af familien, der fortalte, om deres minder til hinanden. Ikke noget, der er værd at huske. Jeg gider ikke spilde kræfter på det. Jeg hænger tasken og jakken fra mig på stumtjeneren, der næsten er tom. Jeg befrier mine ømme fødder fra stilletterne, inden jeg bevæger mig videre ind i lejligheden.
   Min hånd løber hen over det gråstribede tapet i gangen en velkendt følelse, som jeg godt kan lide. Jeg ville kunne leve i lejligheden ganske uden lys og stadig kunne finde rundt. Der er ikke det materiale af stof, møbler og tapeter, jeg ikke kender følelsen af. Jeg kærtegne det altid, når jeg går igennem lejligheden en vane, jeg altid har haft. Det giver mig tryghed at mærke de forskellige materialer under mine fingre. Det får mig til at føle, at jeg er hjemme, hvor jeg hører til.
   Jeg tænder lyset i de rum, jeg går igennem, jeg har ikke lyst til at være i mørke. Efter en tur i køkkenet finder jeg min computer frem fra hylden i soveværelset, mens jeg kan høre, at det vand jeg har sat over til the allerede er ved at koge. Jeg smutter ud i køkkenet, hvor jeg laver en kop Chai, inden jeg sætter mig ned i den bløde stol foran mit antikke skrivebord. Spejlet, jeg har fået af Edward, hænger foran det. Jeg er i min zone nu, det sted, jeg sætter mig for at finde ro, men i dag lader roen vente på sig. Ligegyldigt hvilken situation jeg ellers har været i, har arbejde, og en god kop Chai altid kunne hjælpe mig, men i dag virker teen ikke som den plejer. Jeg konkluderer beslutsomt, at jeg må forsøge med arbejde. Jeg åbner min tynde computer og starter programmerne op.
   Jeg er i gang med tegningerne til et hus, der har potentiale til at blive rigtig godt. Bygherren, En rigmand og hans alt for unge kone var hos mig få dage før det på sygehuset med de sidste rettelser til planen. Jeg har bare ikke kunne kigge på det endnu. Huset er 70'er inspireret med mange lige flader, lofter der går højt op i en skrå vinkler og flere vægge, der er lavet af glas. Inden i huset er de øverste 30 cm af alle væggene lavet af glas, så lyset kan komme rundt. Jeg elsker projektet, og det kom på et tidspunkt, hvor jeg havde brug for en flugtvej fra virkeligheden. Jeg stirrer på den lysende skærm foran mig, inden jeg opgivende smækker computeren sammen igen, det giver mig ikke det samme kick længere. Jeg kan sagtens tegne huset færdigt, så de bliver tilfredse med designet og materialerne, men mit hjerte er ikke med i det længere. Huset begynder at virke upersonligt for mig som arkitekt, efter alle ejernes planer er blevet inkorporeret. Selvfølgelig skal det tilpasses deres behov, men jeg har mod sædvane svært ved at sætte mig ind i deres visioner. Selv størrelsen på huset er helt ude af dimensioner, hvem i alverden har brug for et hus på lige knap 400 kvadratmeter?
   Jeg tripper med fingrene på den sammenklappede computer rastløs og ude af stand til at finde på noget at tage mig til. Jeg overvejer et sekund at læse en bog, men nej, jeg ved allerede nu, at den ikke vil føles rigtig, og jeg gider sku ikke starte med at læse en bog, som jeg aldrig vil få læst færdigt.
   Jeg løfter blikket og kigger på spejlet. Edward gav mig det, lige før han skulle udsendes. Det er antikt og angiveligt fransk. Jeg ved ikke så meget om antikviteter, men det er udsøgt smukt at se på. Selve spejlglasset er blevet lidt sløret at kigge i, men det er en del af charmen ved spejlet. Som Edward sagde, alt behøver ikke være perfekt og blankt. Jeg ved godt, det var mig han hentydede til, da han sagde det. Han var simpelthen mester i at give mig små velmente stikpiller, som kun en bror kan gøre det. Der fulgte et lille håndholdt spejl med, og spejlene udgører sammen et sæt. De er lavet i samme pletsølv materiale, og der er de samme mønstre bag på det lille spejl, som der er rundt om det store. Jeg finder det langsomt frem fra skuffen og mærker vægten af det i min hånd. Det er endnu mere medtaget end det store spejl, men jeg elsker det. Det er formet som en perfekt cirkel. Rundt i kanten er glasset brunligt af ælde, og resten af det er så sløret, at det nærmest ser ud som om, at der konstant er dug på det. Jeg skifter vægten fra spejlet over i den anden hånd, og fanger lyset fra lampen i det. Lysstrålen bliver kastet over på tapetet bag min senge gavl, der er præcis magen til det, jeg har i gangen. Brede grå striber med en glat overflade. Lyset danser hen over væggen, fordi min hånd ryster. Den stille utvungen bevægelse af genskær fra spejlet er det mest befriende, jeg har oplevet i flere uger. Et listende vemodigt smil finder frem til mine læber, ikke fordi jeg egentlig føler mig gladere, men fordi, at jeg pludselig ser noget smukt i livet. Noget, der er smukt og specielt i sig selv og ganske utvungent. Jeg ligger spejlet fra mig med en hurtig bevægelse og føler mig tåbelig over tanken.
   "Så Lisa, nu kommer du tilbage til virkeligheden." Jeg snerrer af mig selv. Min stemme lyder tom i rummet, og jeg føler mig ikke mindre tåbelig nu. Jeg prøver at hive mine tanker tilbage til en virkelighed, hvor jeg i mange år har talt med mig selv. Jeg er i sandhed ved at blive gal. Jeg rejser mig fra stolen og sætter kurs mod badeværelset, hvor jeg pr refleks får børstet tænderne.
   De sidste 4 dage har mit liv primært udspillet sig foran min entredør, i min seng, på badeværelset og foran mit skrivebord med spejlet. Men det her er trods alt mit liv, og så længe jeg ikke skader nogen ved det, er det mit ansvar, om jeg bure mig selv inden i min lejlighed. Det er lige præcis det, jeg vil gøre, jeg vil have lov til at være her, og jeg vil have lov til at være i fred.
   Tilbage i soveværelset går jeg forbi skrivebordet, jeg kaster et blik i spejlet og stopper op. Det kan ikke passe. Jeg går et skridt tilbage, og kigger intenst i spejlet, men det er væk. Jeg ser ikke andet end mig selv i min nattrøje, en gammel forvasket trøje, jeg altid har haft. Trøjen er nok noget nær det eneste ud over mig selv og spejlene, der ikke er perfekt i min lejlighed. Jeg kigger en ekstra gang på mig selv og ryster på hovedet, mens jeg ser refleksionen i den hvide flade, inden jeg forsætter min kurs mod sengen.
   Jeg trækker mine ben til mig under dynen og ligger mig i fosterstilling. Helt alene i en meget stor seng. Symbolsk tænker jeg, som mine tanker glider væk fra mig, og søvnen tager over. Helt alene i en stor verden.