Benjamin vågnede med et sæt.
   Hvor længe han havde været væk vidste han ikke, men han følte sig udhvilet. Eller han følte sig i hvert fald så udhvilet som man kan i hovedet, når resten af ens krop føles som om den var blevet banket igennem med en kødhammer. Spisekammeret er i hvert fald ikke designet til at man skal sove i det, tænkte Benjamin, og smilte lidt over hans egen "vittighed", inden han kom i tanke hvorfor han havde tilbragt natten i spisekammeret.
   Han tænkte på mormor, og den frygtelige frygtelige skræmmende stemme, der havde brølt og brølt. Var det sikkert at komme op nu, tænkte Benjamin? Det var nok mere sikkert at sidde stille og lytte lidt endnu. Han strakte sig så stille som muligt, og lagde øret tæt op mod lemmen, hans forhåbning om at kunne høre noget var ikke stor, det var også en underlig fornemmelse han sad med.
   For det første vidste han overhovedet ikke om han kunne høre noget gennem lemmen, det var jo efterhånden flere timer siden han havde hørt noget.
   Der var så mange ting der kunne være røget over lemmen, som ville isolere for lyden. Derudover vidste han ikke om han skulle håbe på, eller frygte at høre noget. Han sad der mange minutter, med øret op imod lemmen, det var belastende for hans lægge og ryg at sidde sådan, men han var nødt til det tænkte han, han havde i hvert fald ikke lyst til at tilbringe endnu en nat her i spisekammeret.
   Da han havde siddet der en halv times tid, uden at høre noget overhovedet var han ved at give op, men pludselig kunne han mærke en vibration i gulvet, stadigvæk ingen lyde, men masser af bevægelse på gulvet. Benjamin fór tilbage i bunden af spisekammeret, og krøb sig igen sammen.
   Hvor længe skal jeg sidde her tænkte han. Hvor længe skal jeg være fanget i dette her mørke mørke hul, og hvor meget mad har jeg overhovedet at klare mig for?
   Han mærkede sig frem, heldigvis var mormor en dygtig madmor, og heldigvis havde hun i en del år været dårlig til at beregne hvor meget mad der skulle bespise både hende og de gæster der nu kiggede ind fra tid til anden, hvilket havde betydet at spisekammeret var propfyldt med mad.
   Benjamin fik fat i noget der mærkedes som en stor pølse, han kunne mærke hvordan sulten var ved at udhule hans mave nu hvor han sad med maden i hans hånd. Han tog en stor bid, mmmm mormors hjemmelavede spegepølse, han spiste næsten hele pølsen op, inden tørsten meldte sig, han mærkede rundt igen, jeg håber der er noget her tænkte han, andet en vin og øl.
   Han fik fat på en flaske, og tog lidt modvilligt en slurk. Urg ren bærsaft, det var skarpt for halsen, men han var nødt til at få noget ned, han drak næsten hele flasken, og glædede sig midt i al sin fortvivlelse over at det held han trods alt havde haft med at Mormor havde gemt ham her i spisekammeret.
   Han lænede sig tilbage og slog mave. Ak ja Mormor tænkte han, og blev meget trist, jeg håber hun har klaret den.
   Men han tvivlede, hvis hun havde klaret den ville han jo nok ikke sidde her endnu. Han kunne mærke gråden endnu engang presse sig på hans øjenlåg, nej nu skal det stoppe, gråden må ikke tage overhånd, du er nødt til at tænke klart hvis du skal slippe ud af det her levende. Klart hoved, klart hoved tænkte han, og begyndte at tænke over de spørgsmål som mormor havde sat i gang i går, om de stumper han havde hørt gennem lågen, og som han prøvede at samle til spørgsmål.
   Hvem var "hende" der havde fundet dem? Hvem var ham med den skræmmende stemme der havde brølet? Hvorfor skulle han løbe ud i skoven så snart han kunne komme til det?
   Han kunne mærke gråden igen presse sig på, og tillod denne gang sig selv at græde lidt, igen meget meget stille, skønt han gik ud fra at lemmen var blevet lydisoleret af et eller andet, ville han ikke risikere at blive opdaget. Han sad længe og havde medlidenhed med sig selv, samtidig med at tårerne igen fik frit løb.
   Efter et par timer forsøgte han igen at ligge hånden mod gulvet, der var stadigvæk masser af bevægelse ovenpå kunne han mærke, og lod sig igen falde tilbage i spisekammeret. Længe sad han i mørket, og lod det omslutte sig, han blundede af og til, var konstant inde og ude af bevidstheden.
   Efterhånden var der gået halvandet døgn siden mormor havde gemt ham nede i spisekammeret, han mærkede igen på overfladen, vibrationerne var væk nu, men turde han at gå op?
   Og hvad ventede der ham hvis han gik op? Han besluttede sig for at gøre et forsøg, han kunne ikke holde ud at sidde i dette kolde, mørke rum længere.
   Stille forsøgte han at presse mod lågen, men meget imod hans forventning fik han den ikke åbnet. Han prøvede igen, med højere kraft, igen uden held, der var en væsentlig vægt ovenpå, han kunne ikke afgøre hvad det var, men det måtte mindst veje 40 kg tænkte han.
   Benjamin faldt igen tilbage, men pludseligt hørte han en skraben imod lemmen.
   "Hallo" lød det så, stemmen var ikke den samme som i går, dette var en blødere og mere rund stemme. Det lød nærmest som en gammel mands stemme.
   "Hallo" lød det så igen, "Er der nogen dernede?"
   Benjamin var næste for skræmt til at sige noget, han prøvede at krybe længere ned i spisekammeret, men kom til at vælte den flaske han havde drukket af. Han stoppede med ét - det måtte ham ovenpå have hørt. Han hørte nu lemmen blive åbnet, mens lyset stille begyndte at trænge ned til ham, han sad skrækslagen og ventede - ventede på hvad det var der mødte ham. Endelig blev lemmen helt åben.
   "Hallo?"
   Ansigtet der kom til syne var fyldt af et hvidt skæg, de grønne øjne smilede om kap med hans smil. Hovedet var rundt, og på midten af det mødte hans lange hvide hår, hans lange hvide skæg. På hovedet havde han en lille rød hue, der hang løst ned omkring hovedet.
   "Benjamin er du dernede? "
   Benjamin var skræmt fra vid og sans, hvor kendte denne mand hans navn fra? Han virkede venlig - men Mormor og tante Vigga havde tit fortalt ham at man ikke skulle stole på alt ved første øjekast.
   "Du kan roligt komme op Benjamin, jeg gør dig ikke noget"
   Manden rakte en hånd ned i mod ham. Benjamin rakte forsigtigt op i mod hånden
   "hv..hv..hve...hvem e..er..er. dd..d..uu?" Fik han fremstammet, da han kom op fra spisekammeret.
   "Tsk tsk" sagde Manden - eller mand var så meget sagt, for han var ikke mere end max 1 meter høj.
   "Jeg synes Maren havde sagt at I havde fået styr på den stammen?"
   Maren tænkte Benjamin, nåeh ja det var jo Mormors navn.
   "Ne..ne..ne...nej dd..d.dd...den bbbbe..begyndte igen for 2 måneder siden, samtidigt med mareridtene. Hv..hve... hvem er du, og hv...hv..hvor ke..kend..kender du min mormor fra?"
   Benjamin betragtede mandslingen.
   Som sagt var han kun omkring 1 meter høj, han var rund, men alligevel på en måde adræt at se på, hans tøj var gråt, bukserne en lidt mørkere grå end blusen, og på hovedet havde han som sagt en løst hængende rød hat.
   "Mit navn er Nis Puk, og jeg er gårdens Tomte - eller Nisse om du vil"
   Han smilede et varmt smil til Benjamin.
   "Jeg har været på denne tomte - el. stykke jord om du vil, i de sidste 500 år, og det er på min tilladelse at gården blev bygget, og også siden at Maren fik lov at flytte ind."
   Benjamin så lidt forvirret ud.
   "M..me..men.. gården har da været i familien i flere generationer?" Han så undrende på Nis Puk, som stod og kløede sig i skægget.
   "Nåeh ja" sagde han - uden nogen form for overbevisning i stemmen.
   "Det har vi ikke tid til nu Benjamin, vi skal skynde os væk herfra!"
   Benjamin rystede på hovedet. "Nej ikke uden mormor."
   Han så sig omkring, det var mørkt i huset, natten havde stået længe på, vinden susede gennem huset, hvis vinduer alle var smadrede, de ødelagte skodder klappede mod husmuren, hvert klap som skodderne sendte afgav ved deres klappen mod husmuren sendte kuldegysninger gennem Benjamin. Han kiggede sig omkring, der var rodet. Helt vildt rodet, der var ikke 1 ting der stod hvor den havde gjort da mormor og han havde siddet og hygget sig ved historiefortællingen i går.
   Nis stod med tårer i øjnene, og rystede på hovedet . "Hun er her ikke mere Benjamin. Hun er ikke længere en del af vores verden."
   Benjamin fik tårer i øjnene, og lod nu følelserne få frit spil, han satte sig på gulvet og fik det hele ud, mens Nis lod en arm falde omkring hans skuldre for at trøste ham. Efter et kvarters tid, kunne han ikke græde mere.
   "Er du klar til at komme videre nu Benjamin? Hvis vi ikke skal dele skæbne med Maren, så skal vi afsted NU!"
   Benjamin så sig igen rundt omkring i huset, solen var så småt begyndt at stå op, og strålerne susede ind af hullerne hvor der før havde været vinduer. Først nu så han for alvor hvad der var sket med huset. Alle billeder var revet ned fra væggene, stole, borde, sofaer og andre møbler var kastet langt væk fra hvor de oprindeligt havde stået, mange af dem var revet op, og splittet ad. Hvorfor denne raseren, hvorfor denne voldelighed tænkte han, og forstod på ingen måder hvad der lå til grund for den.
   Tapetet var kradset i stykker, og han kunne se ind til den bare mur. Gulvtæppet var revet op, og han kunne tydeligt se ned til det oprindelige gulv, som var den bare jord.
   De steder, hvor der ikke havde været gulvtæppe, men trægulv, var brædderne nogle steder enten smadret eller blevet hevet op, så man tydeligt kunne se det der var under - enten jord, eller direkte ned til kælderen. Fortvivlet flakkede Benjamins blik rundt, hans mors barndomshjem var uigenkendeligt.
   Han nikkede så til Nis. "Ja så lad os komme afsted."
   Da han rejste sig fik han pludseligt øje på noget uforklarligt, noget han burde have lagt mærke til meget tidligere, noget han ikke kunne forstå han overhovedet havde kunnet undgå at mærke da han kravlede op fra spisekammerets mørke. Lige der, ikke langt fra lågen til spisekammeret, lå der en stor udbredt bunke aske. Eftersom Benjamin ikke kunne se noget i nærheden der havde været ild til, eller på nogen måde var brændt, undrede det ham meget. Mens han stirrede på det, fik Nis også øje på det. Han fór over til det, og skyndte at samle det sammen i en lille læderpose han havde hængende fra rebet omkring hans liv, der fungerede som bælte for ham.
   "Kom vi skal afsted NU Benjamin!"
   De havde løbet i flere timer nu. Nis var, på trods af hans størrelse, utroligt let til bens, og løb næsten fra Benjamin.
   "Hv.. hvor er vi på vej hen?" Spurgte han forpustet.
   Nis svarede ikke, men løb stålsat videre. De havde indtil videre løbet i nærheden af alt det krat de kunne komme i nærheden af, og Nis havde bevidst undgået de store åbne vidder. Og endeligt, endeligt så det ud til at de nåede et sted hvor de kunne tage et hvil. De nåede til en stor skov - de var løbet i en retning Benjamin aldrig havde været før - Vigga og han boede i forvejen 2 timers gang fra Mormor, og det var i den anden retning af end hvor de var løbet hen.
   Da de nåede skoven, stoppede Nis op, og strakte en arm ud for at vise at Benjamin skulle gøre det samme. Så stod de der lidt tid, helt stille, selv Benjamins tunge åndedræt tyssede Nis på, og Benjamin forsøgte at holde det nede så godt han kunne. Derefter lagde Nis sit øre til jorden, og lyttede intenst. Efter ca. en halv time vurderede han vidst at det var sikkert at gå ind. De listede sig stille ind i skoven, og var - efter Nis's instrukser, meget forsigtige med ikke at knække nogle grene over med fødderne, eller træde unødvendigt på noget der kunne give larm. Efter lidt tids søgen fandt de så et halvråddent, hult gammel træ. Nis pegede på det, og hviskede så "Kravl derind Benjamin."
   Benjamin gjorde som han fik besked på, satte sig ind, og krøb sig sammen. Nis stod derude, med ryggen til hullet, og spejdede til alle sider, inden han stille kravlede ind. Da han var inde, sagde Benjamin stille: "Fo...for..fortæl mig så.."
   "SHHHH" lød det fra Nis. Nissen lagde hånden stille på indersiden af træet, hvorefter han lænede hele kroppen nænsomt ind imod det, først lårene, så overkroppen, og til sidst munden HELT ind imod træet, hvorefter han hviskede til det:
   "Gamle fru Eg, beskyt Tomten og følge mod nattens mulm og mørke,
   hold al lyd og lys inde, og hold al mørke og fjendskab ude,
   Gamle fru Eg, beskyt Tomten og følge mod nattens mulm og mørke."
   Da Nis havde sagt de sidste ord, lyste hele indersiden af træet op i et dejligt varmt glødende lys. Så kiggede Nis på Benjamin og smilede. "Så kan vi snakke min dreng."
   Benjamin så undrende på Nis "J..ja...ja.jamen hv..hv.."
   Han sad fuldstændigt fast i sin stammen nu. Det seneste døgns begivenheder gjorde ikke noget godt for ham.
   Nis reagerede ved at ligge en hånd på hans hoved "stille Benjamin, tomten er her, og tomten er tålmodig." Det var som om det havde en beroligende effekt, og Benjamin forsøgte igen.
   "Jamen hvorfor kan vi først snakke nu? Og vil dem du mener der er efter os ikke finde os i dette lys?"
   Nis satte sig i skrædderstilling overfor Benjamin, og så meget roligt på ham, så hev han en pibe frem, og tændte den stille. Han sugede et par sug, og så så igen beroligende på Benjamin.
   "Jeg ved det har været nogle hektiske dage for dig, og jeg skal nok forklare dig det hele - eller så meget det er mig "tilladt" "
   Nis sagde dette "tilladt" som om det stødte ham lidt, hvilket undrede Benjamin, men nissen så ikke ud til at tage sig notits af dette, og snakkede videre i sit rolige leje.
   "For at besvare dine spørgsmål"
   Han snakkede med piben i munden. "Så kan vi snakke frit herinde, fordi jeg netop har - som du hørte - indgået en magisk pagt med træet. En pagt der gør at den danner et magisk "spejl" omkring os, hvilket gør at intet og ingen kan se eller høre os udefra, der ser træet ud præcis som det gjorde inden vi søgte tilflugt her."
   Nissen sad og sugede videre på sin pibe, og lavede hver gang han pustede ud store røgringe. Benjamin ventede ængsteligt på at nissen skulle fortælle ham hvem eller hvad det var der var efter dem, eller rettere ham. Da han havde ventet et minuts tid, hvor Nis bare havde sat og røget, og ikke lagt op til at fortælle videre, sagde Benjamin utålmodigt:
   "Undskyld mig, men mangler du ikke at fortælle mig noget??"
   Nis så lidt undrende på ham, inden det gik op for ham, hvorefter han slog op i en stor latter - en latter der næsten var for stor til hans krop. "Undskyld Benjamin, jo selvfølgelig, hav medlidenhed med en gammel Tomte - jeg nærmer mig trods alt de 850, og det er mere end 50 år siden jeg sidst løb 7 stive timer i træk, og det sætter sig"
   Han blinkede til Benjamin, inden han tog et dybt sug af piben.
   "Jo Benjamin, det og dem der er efter dig, er hele verdens befolkning af trolde!"
   Benjamin så mistroisk på nissen - eller tomten som han åbenbart helst selv betegnede sig som.
   "Trolde? Du sagde Trolde?" Benjamin lød mere end skeptisk.
   "Det sagde jeg ja" Sagde Nis og nikkede som om at det var det mest naturlige i verden han lige havde sagt.
   Benjamin vidste ikke om han skulle grine eller græde, hans mormor var blevet dræbt brutalt, de havde været på flugt hele dagen, og nu viste det sig at det de var på flugt fra var Trolde - TROLDE! De eksisterede jo ikke - lige så lidt som hekse gjorde, lige så lidt som varulve gjorde, lige så lidt som elvere gjorde ja lige så lidt som Niss.. Benjamin stoppede sig selv i hans tankegang - lige så lidt som Nisser gjorde - men der sad jo en lyslevende Nisse lige over for ham - eller det havde han jo i hvert fald sagt, men havde han andet end hans ord for det? Han så sig så omkring, og kom i tanke om at Nis jo for mindre end 5 minutter siden havde oplyst hele træstrammen med intet andet end hans hænder. Han gulpede igen, og kiggede så på Nis, nu med et skræmt blik i øjnene.
   Nis nikkede, som om han havde været i Benjamins hoved, og læst alle hans tanker.
   "Trolde ja Benjamin, der er flere magiske væsener i denne verden end du kender til "desværre" "
   Igen sagde han et ord med et mærkeligt tryk på, og Benjamin så igen uforstående på Nis.
   "Hvad mener du med desværre, og hvad mente du med at du ville fortælle mig det som du havde lov til?" Nis sukkede.
   "Undskyld Benjamin, jeg skulle ikke have udtrykt mig på den måde."
   Nis holdt en lille pause.
   "Je.. jeg tror hellere at vi må diskutere det med din mormor inden vi foretager os mere."
   Benjamin var ved at tabe kæben, først ævlede "tomten" om trolde, og nu hans mormor - hun var jo blevet dræbt!
   "Hun er jo DØD!" sagde Benjamin bestemt.
   "Nåeh, er hun det?" sagde Nis på en drillende måde, og fiskede den pose som han havde samlet asken fra gulvet på gården op i, frem. Han hældte så asken ud i en lille bunke midt i træet, og var meget opmærksom på at ALT asken kom ud af posen, og at ALT asken lå samlet uden huller i sig.
   Pludseligt begyndte det stille at hvirvle sig op, først troede Benjamin bare at det var vinden, men så alligevel ængsteligt på det, og ind imellem kiggede han over på Nis, som hver gang blot nikkede selvsikkert tilbage til ham. Så begyndte det at hvirvle sig op i en søjle, i stedet for at sprede sig og han spærrede øjnene op. Han sad lamslået, og betragtede dette fænomen. Han stirrede intenst og interesseret op på askesøjlen, i starten havde den "bare" været formet som en lille mini tornado, men nu var det som om at den begyndte at forme sig som noget andet.
   Han kiggede forundret op på den, nederste halvdel af søjlen var stadigvæk noget uformeligt askestøv, men den øverste halvdel havde taget form som et, ja som hvad? Som et lille ansigt, nej det kunne ikke passe, hvad var det her for noget? Han kiggede videre på ansigtet, så faldt han pludseligt forfærdet tilbage, og ville ikke kigge på det.
   "Kig roligt op min dreng" Var der pludseligt en meget bekendt stemme der sagde.
   Benjamin tøvede, han måtte høre syner, stemmen lød helt bestemt som Mormors.
   Han kiggede tøvende op mod "askeansigtet" og lige ind i hvad der lignede mormors venlige øjne.
   "Hv.. hv.. hvordan?" Fik han fremstammet
   "Stil ikke alle de spørgsmål!" Sagde stemmen med en meget mere alvorlig klang, end han hidtil havde hørt. "Tiden er knap" Sagde "askeansigtet"
   "Jeg har ikke meget tid." Hun tog en indånding. "
   At tale fra det hinsides kræver mange kræfter, og dem har jeg snart ikke flere tilbage af, så spild ikke vores sidste tid sammen!
   Jeg går ud fra at Nis har fortalt dig hvem det er der er ude efter dig"
   Mormor skævede over til Nissen, der nu havde mistet noget af sin selvsikkerhed, og stod og trippede lidt ubekvemt, men han forsøgte dog at holde facaden. Nis nikkede til Mormor, og hun fortsatte uden at Benjamin nåede at svare.
   "Så ved du også Benjamin, at den historie jeg fortalte dig den anden dag var sand! Du ved nu hvilke kræfter det er der forsøger at få fat i dig."
   "Ja..jam..ja.. jame..." Han var gået i selvsving igen. "Ja, jame, jamen hvorfor Mormor?"
   "STILLE!" sagde hun så hårdt.
   "Jeg sagde at jeg ikke havde tid til alle de spørgsmål Benjamin."
   Nis brød ind. "Maren - hvis du nu lod mig sætte drengen ind i tingene, ville vi spare meget tid, og mange kræfter." Nis stirrede håbefuldt og stædigt ind i øjnene på mormors askeansigt.
   Hun bed læberne sammen, øjnene blev små, inden hun stille sagde:
   "Nis Puk, du ved hvilke fordele her i livet du og din slags er blevet tildelt!"
   Mormor sugede luft ind og mens hun gjorde det, var det som at askeansigtet fik et blåligt skær. Da hun igen begyndte at tale var det med en overnaturlig stemme, der lå langt fra den søde og rolige klang hun altid var kendetegnet ved:
   "OG DU NIS PUK, VED OGSÅ HVAD DER KOMMER DIG TIL, OG IKKE KOMMER DIG TIL. DU KAN LIGE SÅ LET KOMME TILBAGE I MØRKET SOM DU KOM FREM I LYSET - ER DET FORSTÅET NISSE???" Øjnene lynede, og stirrede Nis direkte og skarpt i øjnene.
   Benjamin så på Nis, som så både skræmt og irriteret ud. Selv på ham løb det koldt ned af ryggen af mormors reaktion. Nis var krøbet helt sammen nu, mens han stille svarede mormor igen.
   "Ja Maren, undskyld, det var jo bare for at hjælpe jeg mente ikke..."
   "STILLE" råbte Mormor med den overnaturlige klang.
   "I SPILDER MIN TID MED JERES SPØRGSMÅL OG AFBRYDELSER" Det var nu som at hendes stemme og askeskyen havde mistet noget af den kraft den havde haft før, hvilket fik Mormor til at falde til ro, og fatte sig igen.
   Hun så på Benjamin med milde øjne.
   "Benjamin den ondeste kraft i verden er efter dig, jeg har hverken tid eller kræfter til at fortælle dig hvorfor, men det er vigtigt Benjamin, at du finder din tante Vigga hurtigst muligt, hun ville sætte dig ind i tingene, og hun vil vide hvad der skal gøres."
   "Jam..jamen"
   "BENJAMIN vær nu sød ikke at afbryde mig" Fortsatte Mormor.
   "Det er vigtigt at I ikke bliver set undervejs, jo mere tid vi kan vinde over for troldene desto bedre, nu har vi holdt dig skjult i 12 år, og hvis vi griber det rigtigt an kan vi få dig til at forsvinde igen."
   Benjamin så undrende på Mormor, hvad mente hun med det?
   "Jeg ved det ikke giver mening Benjamin, men stol nu venligst på mig. Du vil få forstå det hele meget bedre når du har snakket med Vigga. Nis Puk" Sagde Mormor så, og Nis rejste sig og så igen fattet ud.
   "Ja Maren?"
   "Ved du hvor I skal hen?" Nis nikkede.
   Askeskyen var nu begyndt at falme endnu mere, og det var som at Mormor græd.
   "Benjamin jeg er ked af at vi ikke fik mere tid sammen på denne jord, du er en god dreng, lov mig at passe på dig selv! Og stol på Nis - du må for alt i verden ikke underkende ham, han vil være din allerstørste støtte på din færden. Farvel min dr.."
   Hun nåede ikke at fuldføre sætningen inden asken faldt til jorden, og mormor var væk for altid.