Endnu en gang fandt han sig selv stå her som tilskuer, til et teaterstykke, han allerhelst ville ønske, han kunne ændre. Han var vendt tilbage til den nat i 1878.
   Du spilder din tid, der er intet du kan stille op. Frygten sneg sig ind på ham, sammen med mørket i hans tanker.
   Han stod gemt imellem de tætpakkede træer i den lille lund. Herfra kunne han se fortidens spøgelser gentage ritualet, igen og igen. Han vidste de ikke kunne se ham, men han ønskede stadig at forblive skjult, på en måde fik det ham til at føle sig mere sikker. De fire børn stod samlet i en cirkel, under den store sorte metal klokke. To drenge og to piger, den yngste var ikke mere end syv år gammel, den ældste tretten. Alle fire stod der, med lyst hår og grå øjne. Øjne med samme farve, som det sten deres efternavne var opkaldt efter. Klokken var placeret mellem ni forfaldne stenpiller. Ensomt hang klippeafsatsen udover det åbne hav. I horisonten kunne man på en klar dag se Englands kyst, men ikke på denne nat. Havet var sort og livsløst, dovne bølger gled op af klippevæggen og efterlod en stille brugsen. Vinden var stille og himlen klar. Månen hang sorgmodigt på natte himlen, omgivet af funklende stjerner. Howard drejede hovedet og genså det enorme Stone Palæ, som lå på den nordlige del af øen.
   Det er ikke længere dit hjem, du var ikke værdig. Glem ikke det, Howard Stone.
   Howard vendte blikket tilbage til børnene som stod hånd i hånd under klokken.
   Deres stemmer var som en, da de begyndte ritualet. De messede sammen på et fremmede sprog, uden en rigtig ide om konsekvensen. Klokken slog et slag,
   gong,
   rumlede det.
   Efterfølgende lød ni slag i en mildere tone. De fire søskende forsatte deres messen, nu højere end før. Månen lyste klart på himlen og lagde et dystert tæppe over landskabet.
   Hvad svar søger du her? Flere måde du kan fejle på? Der er intet for dig her, intet at lære, intet at se, du ikke allerede har set. Howard følte grebet om sin sjæl.
   Ritualet var langt, men tiden synes at flyve af sted. Goong slaget var højere end før og Howard kunne føle frekvensen fra den dybe tone i sit bryst. De efterfølgende ni slag var mindre intense, men det var her vinden tog til. En stærk vind fløj ind over markerne ved det lille bondehus, på den sydøstlige side, skovens træer svajede og knagede, og Howard kunne føle vinden rive i sit ansigt.
   Messen forsatte, endnu mere intens end før. De fire børn stod som stenstatuer fastbundet til jorden omkring klokken. De bevægede kun deres læber, deres grå øjne var fikseret på den mørke metal klokke oven over dem.
   GOONG.
   Denne gang kunne Howard mærke rystelserne i jorden. Vinden blev stadig kraftigere og var nu allerede en storm. Stjernerne og månen forsvandt fra himlen, da en mørkegrøn himmel overtog dens plads. Havet brusede og bølgede, de voldsomme brag mod klippevæggen buldrede som torden. GOOONG forsatte klokken ihærdigt, igen og igen. Ved den ottende gang var lyden så voldsom at det virkede som om klippen ville splintres. Howard var ikke sikker på om hans øre, kranium, eller sind ville sprække først. Havet kogte og dampede, og vinden var så voldsom at træerne væltede og tumlede af sted langs den støvede grusvej og de frodige kornmarker. Himlen var dækket af tunge mørkegrønne skyer og Stone palæet var erstattet af en mægtig fæstning med høje firkantet tårne. Skildvagterne var langt væk, men det var tydeligt at de ikke var mennesker. Howard vovede ikke rykke sig fra stedet, han var fast bestemt på at få alle detaljer med. Gargoygler, bevinget dæmoner, med skarpe kløer og skinnende øjne, cirklede omkring de høje tårne som gribbe der venter på et lidende dyr skal lægge sig til at dø. Børnene stod stadig fastlåst, upåvirket af stormens blæst og havets rasen. Lige før det sidste slag fra klokken lød et øredøvende brag, fra en eksplosion. Fæstningens ene mur forsvandt i støv, ild og murbrokker. Ud flød en tyk grønlig tåge som dækkede alt på sin vej. De sære væsner omkring fæstningen skreg i rædsel og smerte, alt imens en voldsom ildebrand tog hold i bygningen. Flammerne hæklede sig endda fast til de kolde sten, og efterlod en sort aske, som det eneste minde. I lyset af flammerne der spredte sig omkring fæstningen kunne Howard se en mægtig bevinget skikkelse som udstrålede en magt så stor, at Howard kunne føle frygten krybe ind under huden på sig. Den udstødte et frygtsomt brøl mens den spredte sine frygtindgydende vinger og forsvandt som en skygge, i en mørk tåge.
   GOOOONG. Det sidste slag fra klokken væltede næsten Howard omkuld.
   Stormen lagde sig og havet faldt til ro. Fæstningen forsvandt og gjorde igen plads til Stone Palæet. Stjernerne og månen var vendt tilbage og børnene stod nu og betragtede hinanden som om de var blevet født igen i det blege månelys. Dit fjols, det er din skyld og du vil aldrig kunne ændre det.
   Howard trak sig ind i skyggen og forsvandt.