-Tre døgn i dødens ventesal.
   En ung kvinde der lever i grænselandet mellem lyset og mørket, må sande, at det eneste der kan holde dem hun holder af i live, er hendes evne til at tale med de døde.


Stormen slog i trækronerne som en coaster der huggede sig gennem havets dønninger. Hylene fra grenene blandede sig med hundeglam dybt fra jordens indre. Nede på skovens stier løb en forvildet pige rundt. Knapt 10 år gammel. Hun var fanget mellem himmel og jord. Skræmt fra vid og sans for at møde sin lille døde søster, bad hun det Onde om hjælp. I takt med hendes fortvivlede bøn, steg lyden af hundeglam nede fra jordens dyb. En dødelig kulde krøb langsomt men sikkert, helt ind i hendes rædselsslagne lille sjæl. Nu hørte hun hvordan hundene skrabte og galpede lige under hendes fødder. Pludselig piskede vinden gennem kløften og blottede en stor egetræs lem, under bladene.
   "Åben Porten." - tanken var inde i hendes hoved, raspende og tung, men den var ikke hendes. - Hun trådte til side, hev og sled i den gyldne ring der var fæstnet til Porten, men den var for tung for hende. Hun fik kun trukket den ganske lidt på klem. Men det var nok!
   Lyden af en dyb drone trykkede sig ind omkring den lille piges krop. Alle retninger forsvandt, mørket blev levende, og hun faldt til ro. Verden var ikke længere som hun kendte den. "Hold mine hunde, følg mine ordre, snart har du kræfter nok," sagde tanken i hendes hoved. For første gang i mange, mange år, smilede den lille døde pige.
   Først så hun en pote, -så en bred sort snude skrabe og skubbe sig vej op gennem jorden ved siden af Porten. Et glubsk hundehoved knurrede og blottede et sæt skarpe tænder og blodsprængte gummer. Hun tumlede baglæns. Men på den anden side af Porten, var der endnu en hund, -allerede halvvejs oppe gennem jorden. Hun vendte sig rundt og rundt. Flere og flere hunde var på vej op i den mørke nat. De gav hals og trak sig, i seje stakkerede bevægelser, op af den fede våde muld.
   7 sorte hunde, med gule glødende øjne, stod i en kreds tæt omkring hende. Mørkemanden - Det Onde - ham som var herre over Dødens Køtere, var ingen steder at se. Men hun kunne mærke ham, så sikkert som det hjerte der engang slog livfuldt i hendes bryst.
   "ZNAP!"
   "Av!"
   En kraftig læderstrop slog hårdt mod pigens håndled. "ZNAP! ZNAP! ZNAP!" Én til og én til, -til der var syv stramme stropper fæstnet til hendes hænder. "AAIIIH!" hundene satte af og pigen fulgte med. I deres kølvand blæste en favnfuld blade ind over den store egetræslåge. I dagene og ugerne efter, blæste flere og flere blade ned i den lille kløft, og snart var Porten skjult af efterårets rødbrune nuancer. Men Porten stod stadig på klem, og det var godt, for snart skulle den få kræfter nok, til at åbne sig mere og mere ...

Skovene omkring Gurre slot har længe været traktør for en ondskab og et fordærv, som ikke alle kan forstå. En ondskab der har ledt med tålmod og ildhu, i århundreder, -efter en tjenerinde. Nu har han hende, omend lidt ung, så i hvert fald ræd. Ræd nok til, at opgive al håb om lysets frelse. Ræd nok til at træde i hans tjeneste og holde hans hunde.
   Nu går den vilde jagt ...

-

Langtrukne lyse barnestemmer - blandes med lyden af en dyb brummen - drone ...
   "Lul, lul, rokken går / støt i moders stue / og jo mere vinden slår / jo mer' får arnen lue... "
   Lyd af gammel lastbil og barnegråd.
   "Sov dukkelise / sov og bliv stor /medens du sover våger din mor. / Slet intet ondt din vugge skal nå /mor er jo hos dig hun passer på."
   "Bro bro brille, klokken ringer elleve... "
   Langt pift og hundeglam.

-

Bare fødder størrelse 37 dappede dovent gennem huset. Haven og villakvarteret var stille som graven.
   "Fucking fuck." Tænkte Clara og tændte lyset over emhætten, lagde plastret på bordet, snuppede et glas i skabet og drak et halvt glas vand. Imellem myldret af tanker talte hun til tre, før hun stak en finger i halsen. Halsmusklerne klemte blødt om fingeren. Maven trak sig sammen og bølgede som en mavedanserindes, før pillen dumpede ned i vasken sammen med en lille smule af vandet. Hun trak bagsiden af hånden henover munden. Med tre fingre fangede hun den glatte pille i afløbet og gemte den under noget papir i skraldespanden. Den stank af bacon.
   "24 år og tilbage hos far. Hvor dumt." Tænkte Clara.
   I 3 år og 4 måneder havde hun boet for sig selv. Alene. Vidunderlig frihed. Det gik så fint, lige indtil Mick døde. I en uge, havde hun klaret at lukke ørerne for den velkendte kradsen mod hoveddøren. I en uge, gik det ok, før hun bukkede under og lukkede op for den angst, der havde skrabet mod døren og kigget ind gennem brevsprækken med sine lede våde øjne siden Micks begravelse. I en uge klarede hun Micks død ok. Så gik der 1 måned hvor hun levede med angsten. Side om side kæmpede de om pladsen i den lille lejlighed. Til sidst lå hun i et hjørne og kradsede sig selv til blods, mens angsten sad og lappede det hele i sig, som om hun var en never-ending tv serie. Episode efter episode af gråd, skrig og sitrende stilhed - den åd det hele råt.
   Store stærke far kom og tvang hende til en indlæggelse. Det var virkelig ad helvede til. Nu var det bedre. Piller eller ej - Meget bedre.
   Hun hadede at skulle bo hos sin far, det var pinligt. Hun længtes efter sit eget sted. Men så her til aften, havde hun hørt angsten skrabe mod hendes vindue igen. Nej det var ikke en skraben, slet ikke faktisk. Mere sådan en: tap-tap lyd. Den havde ikke været særlig høj, men mere virkelig end lyden i lejligheden, mere virkelig end tv'et i stuen. Hun kunne ikke tillade den af få overtaget igen.
   Resolut trak hun den øverste skuffe ud, fandt en teske og tog lighteren der altid lå ved komfuret. Mens hun varmede skeen op, lyttede hun intenst efter lyde på trappen til første sal. Hun skulle ikke bruge meget tid. 15-16-17. Efter 20 sekunder slukkede hun lighteren, trak T-shirten op og pressede teskeen ind mod den lille delle i siden. "Sssiih." Clara trak luft ind mellem tænderne. Skeen brændte mod huden. Hun talte til fem gennem sammenbidte kæber, før varmen havde forladt skeen og brændt sig ind i hendes hud. "Aah, sweet." Hun havde glemt hvor godt et anker det var.
   Hun tog en dyb indånding, der fordelte den sviende fornemmelse i resten af kroppen, trak bagsiden af plastret og trykkede det forsigtigt på plads over brandsåret. Hun drak grådigt resten af vandet i glasset, og krøllede det glatte plasterpapir. Den knyttede hånd trak det sidste af smerten ud. Vandet løb ved siden af og kildrede hende på halsen. Hun smilede. Det var længe siden hun havde gjort det. "Man kan sige, at jeg har fejret, at jeg ikke har skadet mig selv." Tænkte hun og blinkede dovent til refleksionen af sin egen stupiditet, i vinduet. Så knaldede hun glasset i bordet og gik ud af hoveddøren. "Luuuft."

-

Havefliserne var kolde, mosset føltes blødt under fødderne. Dejligt og lidt ulækkert. Det var næsten fuldmåne, eller også havde det lige været. "Who knows'n, who cares. Right?" sagde hun og nikkede til én der stod lidt til højre for hende. Han sagde ikke noget. Hun og trippede lidt ud på det fugtige græs. Gåsehud. "Hvor har du været?" spurgte hun. Han sagde stadig ikke noget. Men sådan var det tit. "Vil du med ud og gå en tur?" spurgte hun så.
   Vinduet på første sal gik op. Hendes far var en supersensitiv rumsonde, der kunne opfange lyd gennem galakser.
   "Nååh!" Clara kastede plaster-papir-kuglen ind i en busk og pegede på den, som om det var dén der havde røbet hende. Latteren boblede i hendes mave. "Fucking lille teske-smerte! - Du er forførende." tænkte Clara.
   "Clara?"
   "Det er ikke noget."
   "Skal jeg komme ned?" Spurgte han med en bekymret, skråstreg doven stemme.
   "Jeg går bare en tur, tror jeg."
   "Du har ingen sko på ..."
   "Det er der sgu' da så mange der ikke har." Nu lo hun, hendes øjne søgte til højre. Hun smilede frækt til Mick som ikke var der, men som helt sikkert var der. Han smilede tilbage. Man kunne ikke se-se, ham. Men hun vidste han var der. Hun mere end fornemmede det. Med sit normale syn så hun bare postkassen. Lysende hvid. Med sit 'syn-syn' så hun Mick der stod og pillede i et Rododendronblad. Han havde været der hele tiden, før han døde og efter han døde. Han havde aldrig rigtig forladt hende. Hun kunne se de døde - eller i hvert fald Mick. Forhåbentlig blev det ikke til flere. Hun havde nok at gøre, med ikke at kommentere på dét Mick sagde eller gjorde, når der var andre til stede - hendes far for eksempel, eller Anne, hendes psykolog. Hun havde ikke engang skrevet det i sin dagbog, eller sagt det til nogen og det havde hun heller ikke tænkt sig. Det var lidt klamt på en eller anden gåsehuds-agtig måde. Snavset. Men det var Mick, så det var ok.
   "Hey!" Hendes far kaldte oppe fra.
   "Sov nu bare videre far." sukkede Clara.
   Vinduet blev lukket. Clara kunne mærke at Mick stod helt tæt bag hende. Hun klemte hurtigt hans hånd, før hun satte af i en spurt.
   Hun løb som ind i helvede hurtigt. Sprang over naboens grimme buksbom-hæk, pløjede gennem to bede og en urtehave. Han var lige i hælene på hende, hans åndedræt var tungt og stødene. Hun fandt ud på Sirenevej, og spunsede ned ad asfalten på bare fødder. Hendes far havde også bare fødder, man kunne høre deres fodsåler klaske mod asfalten.
   Han var oppe på siden af hende nu, pressede hende. De løb tæt - langs med en husgavl. Så tæt at deres albuer rørte ved hinanden. De pustede begge højlydt.
   "Dunk." Med sin skulder puffede far hende hårdt ind mod væggen. Hun tog et par skridt mere, hendes skulder skrabte mod murstenene.
   "Så!" Han gav hende et sidste stød, og pressede hende hårdt op af muren med en albue på tværs af brystet på hende. "Ikke flere spil. Det lovede du." Han lænede panden mod hendes og pustede ud. Så kiggede han på hende med et træt ansigtsudtryk. "Han findes ikke. Vi havde en aftale."
   Clara havde tårer i øjnene, og rystede tavst på hovedet, hun vil sige noget, gøre indsigelser. Men bed det alligevel i sig.
   "Det er bedst sådan." Han løsnede sit greb, "det er over et år siden."
   Claras øjne flakkede, fangede en bevægelse bag far. Så hviskede hun, "Ok."
   Han purrede op i hendes hår og de begyndte at gå hjemad. "Du gør mig sgu' nervøs du gør."
   "Store stærke politimand." Hun smilede drillende til ham.
   "Kriminalefterforsker." Svarede han med en myndig stemme.
   Clara lo. "Kriminal-efterforsker Kasper Lorentzen."
   "Jeg tror vi skal finde et andet arbejde til dig." Han mumlede det næsten.
   "Ej hold nu op med det der. Jeg er ok."
   "Jeg mener det... "
   "Julie er helt alene derude. Efter i morgen har jeg 2 fridage ... i træk."
   Faren rystede opgivende på hovedet.
   "Du kan i det mindste lad mig blive, til efter efterårsferien. Ellers bliver det kaos." Hun greb fat om hans arm og klemte den lidt. "Så søger jeg job i en børnehave og bygger sandslotte resten af mit liv. Jeg lover."
   "Clara."
   "Hey, jeg tager min piller. Jeg er rolig som en musling på bunden af havet. Se på mig." Han så ikke på hende, han sukkede bare. - Ikke et rigtigt suk, bare sådan et: åh-unge-mennesker-suk fyldt med resignation ... "jeg er ikke tryg ved det," tilføjede han og trak tungt på skuldrene.
   "Uuuh, så du tror på, at det spøger derude?"
   "Nej!" Nu vendte han hovedet. "Jeg tror på, at det ikke er godt for dig at arbejde der. Du har været ... så syg ... og det du fortæller ... ting der glider hen over bordet - billeder der dingler på væggen? - barnegråd i kælderen? ... jeg véd ikke helt som jeg skal tro dig."
   Clara lo højt og klart og far så lettet ud. Hun vidste præcis hvordan hun skulle få ham til at slappe af. "Så la' vær' - alt er cool. Sagde Anna ikke, at det var godt jeg holdt fast i at arbejde?"
   Han trak vemodigt på munden og lagde en arm omkring hende. De gik ned af Sirenevej, begge iført boksere og T-shirts. Natten var køligklam men rar. Clara så ikke på Mick, men hun kunne mærke hans hånd i sin. Hun kunne høre hans åndedræt og lugte ham. Han duftede af noget lækkert, noget der kildrede i hele hendes krop. Det havde han altid gjort. Han var hendes bedste ven, hendes kæreste, måske endda hendes elskede, - hvis man kunne ha' sådan en, når man var så ung.

-

En forsigtig tap-tap lyd mod soveværelsesvinduet, fik sengen til at knirke igen. Puden blev puffet hårdere ind under en tyk kind. David prustede. Små bløde barnefingre prikkede mod ruden. Hvis ikke det var fordi, lyden kom fra en anden virkelighed - en parallel verden - ville han slet ikke kunne høre den, sådan som det blæste udenfor. Han sukkede. Døren til haveskuret var også gået op. Han kunne høre den klaprede på hjælp. Fanget i sit hængsel, knaldede den skiftevis ind i skurets træbeklædning og ind mod metaltappen.
   Tap-tap-tap. Der var den igen. Den lille fingerspids der prikkede mod hans rude. Tap-tap-tap. Lyden gik gennem marv og ben. David skuttede sig og trak dynen tættere ind til kroppen. Han kunne mærke barnet for enden af den lille finger. Et gammelt barn, et bange barn der havde brug for hjælp. Dak-dak-dak. En knyttet buttet hånd, tog over. Der var flere børn. Tap-tap-tap - dak-dak. Tap-tap-tap - dak-dak. Mørket, vinden og det ukristelige tidspunkt hjalp ikke på den lede fornemmelse der bredte sig i hans krop. Sagen han skulle ud til om nogle timer var ved at slå rødder i ham - som en rådden kartoffel der spire selvom den er halvt fordærvet.
   Han vendte sig besværet rundt i sengen. Han var noget så overvægtig, så det krævede fire hums, at komme over på den højre side. Engang kunne han vende sig i én bevægelse, men det var længe siden nu.
   Tap-tap - tap-tap. Den lille finger prikkede insisterende på ruden igen. Kort efter kunne han også høre knoen banke. De kunne næsten ikke nå.
   "En dreng og en pige." Tænkte han og trak puden ud under hovedet og klemte den fast over øret. Men det nyttede ikke. Der var ingen pude, der var tyk nok til at holde den slags lyde ude.
   Der var mange børn nu. Fingrene prikkede og dansede, næsten legende mod ruden. Men stemmerne var ulykkelige. Pige - og drengestemmer blandede sig med hinanden. De hviskede: "Hallo er her nogen. Kan du mon hjælpe os."
   David drømte ikke og han vidste det. For ham var stemmerne der svævede mellem lyset og mørket, lige så virkelige som Statoils horrible benzinpriser.
   "Hrmf." Han vendte sig endnu engang, i håb om at de ville opgive, så han kunne falde i søvn igen.
   "Der er ingen der kan se os her?" Et par af børnene begyndte at klynke. "Her er så mørkt. Undskyld ... det har varet længe nu ... Den mørke mand lover hende guld og glemsel. Vi kan ikke komme fri ..."
   Det skar ham i hjertet. Han lukkede øjnene fastere i. Alt andet, bare ikke børn. Tap-tap. Davis sukkede som en bjørn der vækkes af sit vinterhi. Han slog dynen til side og tøffede ud i køkkenet. "Mælk og honning, det må da lige være noget der passer sådan nogle små kræ." Han kastede et blik over mod en tom hundekurv. "Nå, har de også vækket dig?"
   Han hældte mælk op i et krus og satte det ind i mikroovnen. Så fandt han en flaske whisky frem fra skabet med mel og sukker. "Mælk til børnene og Whisky til mig, det må være en fair kombi." Skabet ved køkkenvasken klaprede. Han smilede skævt til siden. "Nåe, du vil også ha'?" Han kunne høre en glad guffelyd. "Ja, ja. Men du bliver tyk! - Og du véd det." Brummede han og fandt to hundekiks frem fra skabet, som han kastede over i kurven. Miroovnen ding'ede og han tog den varme mælk ud, kom en teskefuld honning i, spædede op med Whisky og rørte rundt, mens han talte med hunden som ikke var der. "Hvor fanden havde han også mit nummer fra? Hrmf, det er kun selvoptagede politifolk, der kan finde på at ringe én op midt om natten!" David trak op i den trætte elastik, bag på hans boksere. "Jeg troede bare, jeg skulle ud og rense et gammelt plejehjem for et par godmodige ånder." Hundekurven knirkede højlydt. "Ja, jeg kan godt forstå dig gamle, jeg kan heller ikke lide når der er børn involveret. Men jeg ville altså blive glad hvis du tog med."
   Kurven knirkede igen. Døren til stuen blev vippet op og klikkede forsigtigt i igen. "Nå ikke? ... Hrmf." mumlede David, der stod alene ved vasken og drak sin toddy. "Jeg går ud og lukker skuret om 5 minutter, hvis du skal tisse." Kaldte han efter hunden.
   Selvom den havde været død i over tre årtier, kunne de begge to godt lide at holde fast i gamle vaner.

-

Gangen, på plejehjemmet Caroline Amalie, var stille som et bibliotek i uge 29. Det grå linoleumsgulv der var gulnet og slidt lyst på midten, bulede op langs med de skrammede paneler. Væggene var bleggrønne og skjoldede. Billederne, der havde hængt der siden attenhundrede og en hestevogn, var flade og deprimerende. Det triste helhedsindtryk blev kun overgået af en sur-sød lugt af tis og brun sovs. Alligevel var der noget ved Caroline Amalie, som Clara elskede. Nogle af de nye plejecentre inde i byen var kolde og alt for hvide. Her var spændende at være - det var som at tage på job i en anden tidsalder, men med moderne bekvemmeligheder som: kommunemad og vaskeordning.
   Heinesen sad helt nede i den anden ende, foran det store gavlvindue og tronede, som om hun holdt øje med stedet. "Det eneste der mangler i billedet er en rotte der piler hen over gulvet og en ni halet pisk i Heinesens krogede hånd." Tænkte Clara mens hun hastede ned ad gangen. Hun vinkede overdrevent til den gamle kvinde, men hun så kun skygger, det vidste alle. Hun var langt over 90 år gammel, tæt på de 100 faktisk, næsten blind, helt sikkert alt for bleg og fuld af eksem og sår. "Det har hun for at være så modbydelig," tænkte Clara og stak hovedet ind til Julie der stod i køkkenet. "Jeg er kommet." sagde hun og løb videre ned ad gangen.
   "Clara ..."
   "Jees! Kan man lige få lov til at møde ind. " Clara kiggede bagud på uret, der hang over køkkendøren, "... den er kun syv minutter over," kaldte hun tilbage mod køkkenet, før hun dykkede ind i depotet hvor de plejede at klæde om. Mick stod allerede derinde. "Vend dig om!"
   Mick smilede skævt og lænede sig op af dørkarmen.
   Clara sukkede, trak i jakkeærmet og skubbede skoene af. "Det kan godt være at du rent faktisk har set det hele, men ... det er ikke til at forklare."
   Mick sagde ikke noget, han vendte bare rundt og begyndte at pille ved nogle lagner. Men han kom alligevel til at kigge sig over skulderen, da hun skubbede bukserne ned over bagdelen.
   "Ej ok, gider du ikke godt bare at gå ud?" Muggede Clara.
   "Tag det roligt." Han trak på skuldrene og gik over til døren. Dørhåndtaget vippede ned, helt af sig selv.
   "Uhu, hvor er du blevet dygtig," drillede Clara.
   Mick smilede og blinkede til hende, inden døren gik op og lukkede sig bag ham. To sekunder senere gik døren op igen.
   "Hey!" Clara, der stod i bh og trusser, nåede lige at folde armene, hen over brystet.
   Julie grinede. "Hvornår er du blevet så sart?"
   "Nå hej ... jeg troede lige ... "
   "Du tager ikke din mobil," afbrød Julie.
   "Sorry den ligger derhjemme."
   "Hva' fanden er det." Julie kom helt ind i depotet og rakte ud efter det plaster Clara havde i siden.
   "Ha, ha, jeg gik ind i noget pileflet, min far har gang i for tiden."
   "Av, for fanden. Gjorde det ikke ondt?" Julies stemme var fladere end den plejede at være.
   "Nej det er fint." Clara kiggede undersøgende på hende.
   Pludselig ændres stemningen mellem de to unge kvinder. Julies blik skiftede. Clara forstod ikke helt hvad der skete. Et øjeblik var det som om de stod tavse for enden af en badebro og kiggede ud over en sort svensk skovsø.
   "Dotty døde i går aftes." Sagde Julie så.
   Tanken var så absurd at Clara kom til at le højt. "H-a - h-a, sjovt."
   Men Julie stod stadig og stirrede i Sverige. "Nej, hun er død. Meget endda. Det var dét jeg kom for at sige."
   Clara var målløs. "Men hun var jo super frisk?"
   "Ja det er ... "
   "Hvor mange er vi oppe på! - Dotty? - Der er sgu' da et eller andet helt galt!" Clara ville gerne svinge med armene, virke oprørt, gøre noget. Men kroppen var bare slap, det var kun munden der bevægede sig ... og hendes hjerne. Den spandt til gengæld med 380 i timen ud af en uendelig landevej fyldt med ekstientielle spørgsmål.
   Julie nikkede træt. "Ja det er noget lort, og så er jeg ovenikøbet nødt til at spørge ... "
   "Nej! Det her er min 7. ekstravagt." protesterede Clara, men vidste allerede, at det var nytteløst.
   "Det er efterårsferie alle vikarerne er på ferie ... Desværre," Julie efterlignede vikarbureauets telefondame-stemme. "Janne sagde op da hun hørte det med Dotty. Hun siger at de har blacklistet os og ... er du ikke også sådan lidt ... " Julie lavede et ansigt.
   "Er du sindssyg, jeg har gøjseren over det her sted. Det er 4 på en uge!" Clara lo skingert. "Det er næsten én om dagen!"
   Julie stod og bed sig lidt i læben mens hun trak munden ud til den ene side. "Creepy." En klokke ude på gangen begyndte at ringe. Hun skubbede til døren bag sig og kiggede ud.
   Clara fandt hurtigt sine bukser på hylden. "Hvordan har din mor det egentlig?"
   "Stadig sygemeldt. Men hun har skældt kommunen ud i 3 dage nu, 24-7... når de ellers stiller hende igennem. Der var en eller anden socialforvaltnings-paphat der ringede hertil i morges. Som om jeg har tid til at tage telefonen. Mor er helt oppe i det røde felt, over det med Dotty og jah, det hele."
   Clara stak i sine hvide arbejdssneakers og tog en dyb indånding. "Ok, jeg bliver."
   Julie lod som om hun klappede, "Yay!"
   "De må jo snart komme op med en løsning. " Clara trak på skuldrene og fandt en ren T-shirt frem.
   "Ja, mor truede paphatten med, at han selv måtte møde op og følge Vera på toilettet."
   "Ej, så vil jeg sgu' hellere selv klare det. Jeg gider ikke bruge tid på, at forklare sådan nogle idioter, hvordan man gør alting ti gange, det bliver værre end at have vikarer."
   "Ja ikke? Sådan har jeg det også." Julie vippede lidt med kroppen. Klokken ringede igen. Hun bakkede helt ud op gangen og kiggede ned mod det store vindue, hvor Heinesen sad. "To sekunder... " det er Heimdal, jeg har lovet ham et bad."
   "Ok, jeg er klar om 2 sekunder. Véd de gamle dét med Dotty? Gud! - Og hvad med Verner?"
   Sygeplejersken kommer igen i morgen, hun har dosseret mere Oxazepam, hun siger det er et mirakel, at han ikke ligger i koma med den dosis han får."
   Clara skubbede pludselig døren helt op og trådte forbi Julie. "Hey! Var det min far?"
   "Ja undskyld. Det var mig der gav Belinda nummeret. Hvem skulle de ellers ringe til! Nogen er da nødt til at gøre noget."
   "Det er min f-a-r!" Clara var målløs.
   "Der er jo blevet ringet til politiet før, men de er bare pisse ligeglade."
   "Det er min far også!" bed Clara.
   Men Julie var kold. "Han er her da i det mindste! Belinda sagde han kom med det samme."
   Clara, der var fuldstændig kortsluttet i hovedet, trak hidsigt Julie helt ud af depotet og lukkede døren. "Hvis ikke snart mit liv bliver bare lidt Ludo-kedeligt, så bliver jeg sindssyg." mumlede hun og trissede ned mod sin far, der stod og kiggede ind i tv stuen, længere nede af gangen.
   Han vendte sig og så distræt på hende. "Clara ..."
   "Far ..."
   "Du skal ikke gå ind i TV stuen." Så drejede han hånden rundt i luften med en strittende kommando, som Clara kun kendte alt for godt. "Man må kunne låse ...?" sagde han og nikkede til Julie.
   "Ja selvfølgelig. Kan du sige noget allerede nu?" spurgte Julie, helt pligtopfyldende glad.
   Clara stod bare og stirrede tomt på sin far. "Gider du lige forklare mig hvad du laver her?"
   Men inden han nåede at svare, brød Julie ind: "Clara, det her er fedt! Det ligner jeg ved ikke hvad derinde."
   "Halloo ..." Heimdal stod splitternøgen nede på gangen og vinkede med et håndklæde. "Skal vi tage en svingom før vi bader Juliepigen?" drillede han, mens han drejede sit store nøgne korpus rundt.
   "Du må jo ha' slugt søm Heimdal!" råbte Julie. "Vær du bare glad for at Heinesen hverken kan se eller høre, for så havde du fået prygl!" Hun begyndte at gå baglæns ned ad gangen, mens hun mimede: "please" som om Clara kunne få alting til at gå i orden.
   "Hvem taler om mig! Jeg hørte dig godt!" Heinesen, der også blev kaldt Lucifer, truede blindt i luften frem foran sig. "Hold så bøtte! Dit grimme krapyl."
   "Arh, for helvede en dag!" mumlede Clara og så hårdt på sin far. "Nok ikke super smart, at det er dig de har sendt, når det tydeligvis spøger her."
   Hendes far så tomt på hende.
   "Ej! Lad være med at sige at det her er én af dine afspadseringsopgaver!"
   "Det kunne faktisk godt ligne et ganske almindeligt mord." konstaterede Lorentzen tørt.
   "Hvem ville køre langt helvede ud i Gurre skov, snige sig ind på et plejehjem og slå en dame på 89 ihjel?" skød Clara igen.
   "Det er det jeg skal til at undersøge."
   "Kan du ikke bare acceptere at ... at der foregår et eller andet helt vildt mærkeligt shit her?" Clara så undersøgende på ham. Sådan stod de lidt og så på hinanden. To voksne mennesker, på hver sin side af en kløft. - Far og datter.
   "DID-DID-DID!"
   "AAH!" Hendes far fik et chok da hans mobil ringede.
   "U-uuh! - Du passer jo perfekt ind her." Smilede Clara sarkastisk.
   Kasper svarede mobilen - "Lorentzen, et øjeblik!" - så lagde han hånden hen over mikrofonen og hvislede: "du passer bare dit arbejde, så passer jeg mit!"
   Clara nidstirrede sin far, mens hun begyndte at gå ned mod køkkenet. "Åh hvor jeg håber du bliver bidt i røven af en ånd."
   "Jeg har hørt dine historier." Han blinkede til hende og pegede på mobilen " - og ham her ... han er medie."
   "What?" Clara gik i stå. Et sekund var det som om hendes far lige havde sagt, at han havde et medie i røret ... og det ville være en abnormalitet på størrelse med ... med ... at nogen stak en hånd ned gennem stjernerne og gav hende Mick tilbage. Men så, på et split sekund, var alting normalt igen. Hendes far trak ligegyldigt på skuldrene og lo.
   "Ha, ja, ja. Han er sikkert bare en tossesigøjner, men har har faktisk hjulp... " han rystede på hovedet. "Nu ser vi ... i hvert fald kommer han og kigger."