Varm, anstrengt ånde pulserede mod hans kind, hendes stærke krop vejede familiært i hans arme, men noget var anderledes. Alt var anderledes. Hendes åndedræt blev kortere og mere anstrengt for hvert hjerteslag.
   "Husk..." hviskede hun i hans øre, "...husk mig." sluttede hun og hvæsede af smerten, hun kæmpede bravt for at strække deres sidste momenter sammen alt for bravt tænkte han og mærkede klumpen i halsen blive tykkere, knuden i maven flå flere af hans indvolde ind i dens hvirvelstrømning og øjnene svide med en ubærlig smerte. Jeg må være stærk tænkte han hun må ikke se mig svag. Ikke nu. Han gentog ordene for sig selv, som et mentalt anker der fastholdt ham i nuet og forhindrede ham i at tippe over kanten. Ned i dybet mod fortvivlelsen og sorgen. Hendes øjne var lukkede nu, men små hvæs undslap stadig hendes læber. Han knugede hende ind til sig, som han sad der med hende, med begge knæ dybt begravet i mudderet og hendes tunge muskuløse krop draperet over sig. Godt nok var han ung, men han havde taget sin styrke efter hende og vokset sig stærk allerede i den tidlige pubertet og så mindst en håndfuld år ældre ud end hans små seksten somre. Hun slog øjnene op, halvt i panik, halvt i sorg "Du må..." hun hostede og vendte hovedet så hun nu så ham lige i øjnene. Hendes flotte store mørkebrune øjne. Altid havde de været vise og fyldt med alle verdenens hemmeligheder og samtidig ligeså uskyldige og nysgerrige som et dådyr fanget i et fredeligt øjeblik. "Men du må leve, Thorand." hun så indtrængende på ham, "Husk at leve" bønfaldt hun. Hans hånd gled længere om på ryggen af hende som han knugede hende ind til sig og tabte kampen mod tårerne. Hans hånd blev stoppet af årsagen til deres omfavnelse. Varm, klistret væske løb ned imellem fingrene på ham som han flettede sine fingre om Vatris-pilen der sad dybt boret ind i hendes ryg. Tæt nok på hjertet til at slå hende ihjel, langt nok fra til at gøre det langsomt og pinefuldt. Hun gav et stille anstrengt hvæs ind i hans øre som han kom til at støde ind i den, men han kunne høre, at hun var ved at glide fra ham. Heldigvis tænkte han lettet. Nu ville hun endelig få fred. Han satte sig og flyttede hans omfavnelse så han kunne se hendes i øjnene som hun gled fra denne verden og over til Aeri. De ville ses igen, så meget vidste han, men tiden fra nu og indtil da synes uendelig lang. Hun gav et anstrengt smil og løftede sin hånd til hans kind. Våd og klistret holdt hun hans hoved i et stærkt greb, det greb han kendte når han havde været lidt for fræk, lidt for hovmodig eller når han ind imellem havde bragt hende blomster ude fra engen ved Brammis. Kærligt og selvsikkert og en smule legende var det kærtegn. Et kærtegn han nu måtte være foruden resten af dette liv. Tårerne trillede sagte men insisterende ned over hendes klistrede fingre. Hvis ikke de små vandperler havde trukket lange spor efter deres tur ned over støvet på Thorands kinder, havde man ikke vidst at han havde grædt. Han fortrak ikke en mine. Parianere var stoiske folk, han ligeså. Han så hende i øjnene og hun i hans, som hun trak sit sidste, anstrengte åndedræt. Sprællende og med et blik af panik og angst i hendes blik, druknede hun i sit eget blod og forlod hun denne verden. Et blik han nu aldrig ville kunne fjerne fra sin hukommelse om hende, og et blik der for evigt ville drive ham tættere på det menneske der havde været hendes endeligt. Mor sukkede han i sit sind og lukkede øjnene for at spærre for de sidste tårer der pressede sig på. Han tog et dybt åndedræt og da han åbnede øjnene igen var hans smaragdgrønne iriser forvandlet til de onyks-sorte ædelstene der kendetegnede Tamran magikere. Han spejdede efter mennesket men det var allerede væk. Han søgte sin hukommelse efter øjeblikket hvor hele denne ugerning var startet. Han huskede en dybgrøn dragt med hvad der lignede hvide sokker og ærmer underneden, ud fra hvad han kunne spejde på 50 meters afstand. Hovedet havde været dækket af én oval plade der perfekt omsluttede ansigtet, så det lignede at mennesket rent faktisk besad en blankt-poleret, grå sfære i stedet for et almindeligt ansigt. Uden huller til øjnene eller andre indikationer på hvorledes vedkommende bar sig ad med at se. Bag masken var håret samlet højt oppe på hovedet med et tykt bånd knyttet tre veje, som det var sædvane for mænd blandt mennesker. Hvem end han var, var han Vatris Magiker af 4. Grad. To grader højere end Thorand og æoner foran ham i dygtighed og visdom. Mastri graderne gik til 7 og hver grad tog mange år at erhverve sig. Thorand var allerede spektakulær i det han allerede besad 2. Grad, da denne normalt først var opnået først i tyverne, såfremt man startede på Mastrinalen som 5-årig, hvilket var sædvanen for parianerne. Menneskene havde dog deres afkom for kært og sendte dem normalt først væk som 7-årige, hvilket gjorde hans nyerhvervede nemesis minimum to årtier ældre og dygtigere end ham. Thorand var dygtig og lærenem, men også for klog for sit eget bedste, hvilket gjorde ham en farlig modstander, tænkte han hovmodigt. Du kommer ikke langt, menneske tænkte han imens svang den livløse krop af sin mor over skulderen og traskede med tunge, arrige og hævntørstige skridt tilbage mod Brammis. Hans hjemby. Han havde mødtes med sin mor for at tage afsked på deres yndlingssted på engen, inden han skulle drage tilbage til Mastrinalen. Han havde glædet sig til at starte på Vatris-alkymi, men nu besad den længsel efter lærdom en helt anden karakter. Hævn. Hævn over det beskidte menneske der havde sneget sig ud fra skovkanten lige på den anden side af åen idet hans mor havde vendt sig om mod hans hilsen med et smil så lyst at solen synes at have taget bo i trækkene i hendes ansigt, abrupt forvrænget af en forgiftet, tung og dødelig pil, så nøjagtigt placeret, at kun en Vatris Magiker kunne gøre det. En pinefuld død var målet og således blev det.