Ryland knugede Joy's slappe hånd og betragtede hendes ubevægelige krop på sengen. En hvid forbinding var foldet rundt om maven, der var blevet farvet af røde pletter. Pigens far stirrede på sin datter i tavshed. Hans ånde stank af alkohol og han dækkede sin mund med en hånd for at skjule en bøvs. Ana så på soldaten i det en sætning kom over hendes læber. "Hun har mistet meget blod. Hvilken blodtype har hun?" Hendes kæreste drejede hovedet for at kaste et spørgende blik på faderen. "A," gryntede han hæst. Vores leder så op fra Joy på Ana. "Ved du hvilke ting du skal bruge til en blod overførsel?" Hun nikkede og svarede. "Jody's Hospital er det der tættetst på os."
"Men det er jo inde i midten af byen - Det vrimler jo med Stødtænder derinde," gjorde jeg dem opmærksom på og skævede til Trenton. Han knyttede hænderne og skar tænder, mens Ryland udbrød: "Vi har ikke noget valg." Jeg sukkede nikkende. Vores leder gik ud af rummet og kaldte folk til stuen. Melanie sad på sofaen og gloedede på det slukkede fjernsyn ved siden af den flammende kamin. Hendes livsløse ben lå udstrakt på skamlen. Alle kiggede på vore leder som begyndte at tale: "For Joy's skyld bliver vi nødt til at tage ned til hospitalet. Hun har brug for blod. Hvem vil med?" Han smilede, da Nathan nikkede til ham efter Ana lagde en hånd på hans skulder i besvaringen af spørgsmålet. Kole, Matthew og Ethan meldte sig også. Ryland var lige i hælene på dem.
Rina åbnede porten i det Nathan trådte på speederen, så den rustne astra drønede spruttende gennem skoven kort efter. Jeg betragtede byen, hvor dens navneskilt lå væltet på siden af vejen. En lastbil stak ud fra et supermarked og bulede biler holdte på de revnede fortove. Nathan stoppede bilen inde på en stor parkerings plads foran vores destination. "I løvens gab," mumlede han, da Trenton steg ud af bilen og stavrede hen til bagage rummet fyldt op med våben. Jeg snuppede sniperriflen og smækkede klappen efter alle havde taget det de skulle bruge. Trenton sprang op af en grå trappe og åbnede den ene af de to døre. Et blik ned af den hvide gang afslørede en stor gruppe, som kunne ses i glimt i ly af det blinkende lys. Deres øjne glødede med en bleg lys farve. Kvinder, mænd og børn væltede mod indgangen. Deres grålige hud kunne skimtes gennem deres hullede og lasede tøjklude.
En kvinde, der var på alder med ens bedstemor, stormede mod Nathan. Han trådte hurtigt et skridt til siden og huggede den spidse del af sin hakke gennem hendes nakke, så en blodpøl bredte sig på det krakelerede gulv. Trenton stønnede, da en femten årig dreng greb fat i øksens skafte. Uhyrets spidse, lange tænder snappede efter ham, mens han kæmpede for at holde den på afstand. Vores leder rev sig fri og svang sin brandmandsøkse, så den hovedløse krop faldt på knæ foran ham. Ethan gispede, da en dør blev sparket op og slog ham til siden. Matthew betragtede den store skabning, som var flere hoveder højere end ham. Dens hud havde en bleggrøn farve, hvor tøjet med nød og næppe kunne rumme de svulmende, bulede muskler. Hans øjne skindede gult blottet for pupiler og irisser. Han brølede og blottede sine tynde, spidse tænder, der stak ud mellem hver enkelt firkantet tand. Nathan rettede et slag mod dens hals. Det robuste monster kiggede på ham, da hakken prellede af mod dens hud. Den store mand gurglede, da stærke fingre lukkede sig om hans strube og kastede ham gennem gangen, så han fortsatte ud forbi de åbne døre og rullede stønnende ned af trappen.
Matthew slog sit koben ind i monsterets baghoved, som var dækket af en manke af tykt, sort hår. Den vaklede i det dens næve suste ind i sin angribers kæbe, så manden faldt omkuld i et slag. Det blodige koben blev kastet hen i hjørnet. Uhyret satte tænderne i hans hals og der lød en flænsende lyd, mens blodet fossede ud fra mandens sår. Hans grønne øjne stirrede på mig, mens det der engang havde været en mand flåede kødet fra hans knogler. Jeg kiggede ind i sigtekornet og rettede løbet mod monsteret, der havde vendt ryggen til os, mens det fortærede ham til alle's gru. Der lød et brag, da en kugle lynede gennem hans pande, så en stråle af blod plettede vinduerne til.
Ana kom ud fra et rum med nåle og slanger i hendes favn. "Så smutter vi," bjæffede Trenton i en skarp tone og kastede et blik ned af gangen, hvor høje hyl lød. Adskillige monsterer kom springende ned af en trappe. Hungeren lyste i deres øjne, der ikke slap os et eneste øjeblik. Ryland slyngede Ethan over sine skuldre, mens de andre skyndte sig mod udgangen. Jeg vendte mig om og løb efter soldaten i lange skridt. Kole smækkede dørene og bandt en tyk kæde rundt om håndtagene, før han sluttede dem sammen med en stor kædelås. Savtænderne brølede af vrede, mens deres famlende hænder greb efter os. Trenton hjalp Nathan på benene. Han satte sig haltende ind i bilen, mens Ryland tog rattet. "Kør!" Råbte Ethan. Han kiggede bagud, hvor de gråhudede monsterer væltede ud fra klirrende vinduer. "Hvor er Matthew?" Spurgte Ana, hvis blik bevægede sig fra passager til passager. Der var stille, for ingen sagde noget. Hun faldt grædende sammen i Kole's favn, mens en fortvivlet gråd kunne høres. "Hvad skal jeg dog sige til Blake og Jose?" Lød hendes hulken.
Ryland trådte speederen i bund, så træerne suste forbi os på den brede vej. En eksplosion lød, da han mistede kontrollen over fartøjet, som fortsatte ud i grøften. Jeg tumlede ud af bilen og fik øje på et brædde, hvor søm stak op gennem træet. "Læg det," kommanderede en kold stemme i det jeg løftede sniperriflen. En tynd mand med et magert ansigt så på mig. En tatoveret slange snoede sig rundt om hans hals. Han var klædt i en kulsort overfrakke og flængede cowboybukser i en blå farve. Adskillige geværer var rettet mod os og resten af min gruppe smed også hænderne i vejret. "Hvad vil i?" Knurrede Nathan og betragtede den unge mand, der lod til at være deres leder. Han nikkede mod Kole. To bredskuldrede mænd greb fat i hans arme og slæbte ham ind i en firhjulstrækker, hvis døre havde skudhuller. "I vil høre fra os," sagde lederen og bakkede hen mod bilen. Hans stenfarvede blik hvilede på den dirrende Trenton. Han kravlede op på vognen uden at slippe os med øjnene, mens bilen forsvandt ud af syne.
"Kom tilbage!" Skreg vores leder og flåede i sit lyse hår, da bilen drejede til højre og var væk. "Joy har brug for os," sagde Ryland og fortsatte: "Vi bliver nødt til at hjælpe hende først." Trenton nikkede sammenbidt og vendte snuden mod skoven, mens vi tømte bilen for våben og ting. Den store mand havde en arm om min skulder, mens vi smuttede ind mellem træerne. Solen var ved at forsvinde fra himlen, da vores gruppe nåede hen til muren, der bestod af brædder og bjælker. "Hvad er der sket?" Spurgte Rina og på skiftevis på hver enkel af os. Hun delte et langt blik med Nathan, før kvinden med de lange ben og stribede hår, sprang ned fra platfirmen. Porten gled op og Ana skyndte sig ind i huset i selvskab med Ryland og Trenton. Rina slog armene om Nathan. Deres læber mødtes i et dybt kys, mens jeg lukkede porten. De var stadig i hinandens arme, da jeg gik ind i huset.
"Hvor er Kole?" Spurgte Melanie fra sofaen. Drengene's blik var klistret fast til det flimrende fjernsyn, som viste en tegnefilm. Jeg svarede aldrig, men betragtede blot børnene og lyttede til deres klukkende latter. For en kort stund lod de til at havde glemt, hvor galt det stod til med verdenenen og hvilke oplevelser den havde udsat dem for. Den håbløshed og frygt der plejede at være i deres øjne domirede ikke længere deres glatte ansigter. Ana kom gående ned fra trappen. "Mor!" Råbte Jose og Blake. Børnene sprang op fra gulvet og slog armene om hende, så luften næsten blev klemt ud af kvinden. De smilede til hende og Ana kiggede på dem med et sørgmodigt blik, mens hun fortalte dem den dårlige nyhed. Drengene stirrede på deres moder, som kæmpede for at holde tårerne tilbage, mens læberne bævrede. Jose rystede på hovedet i det tårerne flød fra hans øjne. Blake skubbede sin mor væk og stormede op af trappen uden et ord. Ana så efter sin søn, men gjorde intet for at stoppe ham. Hendes øjne var røde og tårene på kinderne var endnu ikke tørre. Hendes blik borede sig ind i min ryg, da jeg gik op af trappen.
Jeg bevægede mig ned af gangen og trådte ind i et værelse med to køjesenge og løver på gardinerne. Blake sad krummet sammen i hjørnet med hænderne om benene. "Det gør mig ondt," forsøgte jeg mig og lagde en hånd på hans skulder. "Jeg ved hvordan du har det. Jeg mistede også min mor meget tidligt." Blake faldt ind i min favn og lod tårerne få frit løb, mens en høj hulken kunne høres i huset.