"Sommetider kan en følelse af at være fortabt et sted imellem forskellige verdener vise sig at have en rigtig god forklaring... det er bare ikke altid at folk tør tro på det. For hvad der ikke kan bevises, kan da umuligt være sandt..."

Hun var træt af at høre på Malenes spydige kommentarer igen og igen. Uanset hvor hun gik hen måtte hun høre på hvordan hun ikke passede ind, eller ikke hørte til i grupperne der holdt til i skolegården. Bare fordi hendes forældre var lidt anderledes end de andres. Bare fordi hendes familie ikke havde et pengetræ i baghaven som åbenbart var normalen i denne del af landet. Bare fordi hendes far var arbejdsløs. En så overfladisk ting var åbenbart grund nok til at hun skulle mobbes, og konstant mindes om hvor mærkelig hun var? Hun forstod det simpelthen ikke.
   "Har du købt den cardigan i en genbrug, eller fandt du den på vejen i morges?" råbte Malene og lagde hovedet tilbage i et skingert grin. Hendes blonde hår lagde sig som en flod nedover bænkens ryglæn, få centimeter fra den skinnende rene jord. De andre piger sad samlet omkring hende, og også de grinede højlydt. Freja kunne se hvordan mekanikken kørte rundt inden bag deres tomme blikke, nærmest som var de små ure, der snart skulle trækkes op. Hun orkede ikke at svare igen. Det nyttede heller ikke noget at prøve, for Malene ville bare fortsætte senere på dagen. Hun hankede op i tasken der stak ubehagelig ind i ryggen, og bevægede sig i retning af cykelskuret. Væk fra Malenes hylende grin der langsomt døde hen.
   Det var ikke fordi Malene var nogen ond person. Langt fra. Hun var bare misforstået i en sådan grad at det kun var de færreste som forstod hvad der egentlig foregik bag de glinsende isblå øjne. Freja huskede tydeligt hvordan Malene fra den ene dag til den anden havde ændret sig. De to plejede at være venner, men det ændrede sig bare sådan uden videre. Det plagede Freja, for Malene var allerinderst inde, en rigtig sød pige. Det havde hun i hvert fald været.
   Ved cykelskuret stod der en skraldespand. Propfyldt med madpapir og dumpede opgaveark. Kommunen havde lovet skolen penge til oprydning, men det var flere år siden, og intet var sket endnu. Hele skolen på Gammelgade 16 lignede efterhånden mere en losseplads og lugten var ulidelig. Klasselærer Helveg havde forsikret Frejas klasse om at der snart ville blive gjort rent, men en fyring i kommunens egne rækker havde sat det hele på midlertidig standby. Freja sad bagest i klassen og fulgte med i Helvegs tørre forklaring, mens hun ønskede sig langt væk. Hun vidst godt hvad en fyringsrunde indebar. Noget lignende foregik i hendes eget hjem.
   Med en kraftanstrengelse kastede Freja sin taske op på cykelskurets rillede tag. Det gav et metallisk bump der hurtigt døde hen i latteren fra Malene og hendes disciple. De sad sikkert lige nu og grinte af et eller andet overfladisk. Forsigtigt placerede hun foden på en af de tværgående bjælker der holdt skuret sammen, og satte af. Hun havde prøvet det mange gange før, men hver gang måtte hun sørge for at cardiganen ikke flængede på vej op på taget. Trods Malenes hånende ord om det vamsede stykke røde stof med blankpolerede grønne knapper, så var det nu engang hendes yndlingstrøje.
   Med besvær fik hun sat sig til rette på taget. Hun placerede tasken under halebenet så rillerne ikke skar mod den tynde hud. En bølge af afslappethed skyllede ind over hende da hun endelig kom på plads. Udsigten fra taget var fantastisk. Det var som om hun befandt i toppen af et borgtårn og havde frit udsyn over alle borgens beboere.
   Skolegården var femkantet og meget stor. Den strakte sig over et enormt areal og små gydelignende kroge var eneste vej rundt. Skolens bygninger i rød mursten var blevet bygget i slutningen af 1800-tallet, og havde bevaret stilen siden da. Hendes far havde fortalt hende hvordan han, i sin egen skoletid, havde fundet små hilsner fra tidligere elever på lokalernes paneler. Klasselærer Helveg havde fortalt en lignende historie, men han fortalte den ikke så godt som hendes far.
   "Freja, er der plads til en mere?" lød det spagt nede fra jorden. Før hun kunne svare blev en nusset skoletaske kastet op på taget. Et øjeblik lå den faretruende tæt på kanten, men besluttede sig til sidst for at blive liggende. Hun lænede sig frem og tittede ud over kanten. Der stod Hubertus, iført sine mange lag tøj og et blændende smil der stod i stærk kontrast til at andet ved ham. Hans hår var en uglet rede af tykt brunt hår der glinsede fedtet i vintersolens stråler. Bukserne, de samme som han altid havde på, var umådeligt slidte og så posede at Frejas tanker blev ledt over på MC Hammer og uklædelige faldskærmsbukser. De havde været bedste venner så længe hun kunne huske. Hans påklædning havde i den tid ikke ændret sig det mindste. Engang havde han haft en overtrøje i uld der lugtede så voldsomt at deres lærer havde bedt ham om at tage den af i timen, og til en anden gang huske at tage den af når det regnede.
   Hun smilede til ham, i det han satte i spring op ad tværbjælken. Han var bedre til at klatre en hun var, det var tydeligt. De lette bevægelser fik det til at se ud som om han satte af fra usynlige trin i luften. Før hun vidste af det sad han ved hendes side. Frem fra sin taske havde han frembragt en lettere flad madpakke bestående af madder med et tykt lag leverpostej som de nu sad og spiste.
   "Du skal ikke lade Malene gå dig på," mumlede han med munden fuld af rugbrød mens han gav hende et bump på skulderen med en knyttet hånd. Han skyllede det hele ned med en lang drag af colaen. "Hun er bare mega usikker på sig selv." tilføjede han, mens hans ansigt fortrak sig i en grimasse i forsøget på at kvæle en bøvs.
   "Far siger også at jeg bare skal ignorere hendes kommentarer." Hun to en af dåsecolaerne Hubertus endnu ikke havde drukket. Den var lunken og flad. Fra cykelskurets tag kunne hun se Malene rejse sig fra bænken og bevæge sig mod døren til overklasserne. Kort efter satte klokken i gang med sin metalliske klingen.
   "Så tror jeg bare at du skal lytte til ham. Han plejer jo at have ret ik'?" sagde Hubertus over klokkens kimen, mens han samlede de tomme dåser sammen. Freja nikkede kort. Det plejede han at have.
   "Min far er blevet fyret fra sit job..." sagde hun pludseligt. Hun vidste ikke hvorfor hun sagde det, men overfor Hubertus kunne hun sige alt. Hans ansigt fortrak sig igen, men denne gang var det for at udtrykke sympati. Han fik små rynker under øjnene, når det skete, det var på den måde hun kunne genkende det. Det fik ham på en underlig måde til at virke mange år ældre.
   "Det er jeg ked af at høre..." sagde han i en næsten hviskende tone. Han lod til at være blevet forgabt i noget, for han stirrede ud i luften fremfor sig
   "Jeg mener, både for dig og ham. Han elskede jo det job." Hun nikkede. Han elskede virkelig sit job. De lange måneder, sidst på året hvor han ikke var hjemme, og når han så var hjemme i sommermånederne, var han der alligevel ikke. Fysisk var han der, men det var som om han mentalt stadig var på arbejde. Hun følte også at det var synd for ham, men der var noget der holdt hende tilbage fra helt at føle for ham.
   "Det ville være skønt hvis han ville fortælle mig hvad det var han arbejdede med," sagde hun og vente ansigtet mod Hubertus. Han sad og rumsterede med flipperne på sin skjorte der stak op over udskæringen på hans pullover. "Jeg mener, hvordan kan jeg synes at det er synd for ham når jeg ikke engang ved hvad han lavede?"
   "Han har sikkert en god grund til ikke at sige det." mumlede Hubertus uden at fjerne blikket fra flipperne. De sad fint, men han fingerede tit med ting når han blev nervøs eller ramt af kedsomhed. "Jeg mener, hvad nu hvis han var toiletrenser, så ville jeg i hvert fald ikke indvie min familie i min arbejdsdag."
   "Vær nu lidt seriøs Hubertus..." sagde hun og vendte blikket mod sine fødder. Vinden tog til og hun mærkede for meget hun egentlig frøs.
   "Jeg tror bare at du må lade være med at bekymre dig så meget om hvad han laver, Freja. Jeg mener måske er der en årsag til at han ikke kan tale med dig om det..." Hubertus sendte hende et venskabeligt blik. Et af dem der fortæller én at det hele nok har en naturlig forklaring. Han havde nok ret, men alligevel havde Freja en nagende følelse i maven.
   "Jeg ville bare ønske at jeg vidste hvad han lavede-" Hun nåede ikke at færdiggøre sætningen før en tredje stemme, nede fra jorden, brød stilheden.
   "KAN I SÅ SE AT KOMME NED! SKAL I IKKE TIL TIME!?" Hubertus hoppede forskrækket og lod sine skjorteflipper være. Den brølende stemme tilhørte Brian. Læreren alle frygtede og læreren der havde arbejdet på skolen i længst tid. De høje tindinger og det stålgrå hår der var trukket minutiøst tilbage i en kort hestehale, fik ham til at se så frygtelig ud. Der var en grund til at eleverne kaldte ham 'Dracula' bag hans ryg. Hvis det var tilfældet, så kunne han sagtens have været på skolen siden den blev bygget.
   De skyndte sig at pakke deres ting, hvorefter de sprang ned på jorden og spænede afsted mod klasselokalet. Et sted i baggrunden kunne de høre Brian bande heftigt, mens han viftede med en knyttet næve i luften og beklagede sig over moderne unges ladhed og hvordan alt var bedre i gamle dage.
   *
   Klasselokalet var fyldt med elever. Og med 30 elever der lige er kommet tilbage fra ferie, følger der en masse larm. Drengene i klassen talte alle om det samme PlayStationspil der var blevet lanceret i begyndelsen af ferien, og om hvor vildt realistisk det var. Freja hadede sådan nogle spil. Hvis de var så realistiske, ville det så ikke give samme effekt hvis de bare trådte udenfor deres dør? Ud i en realistisk verden, hvor der ingen snydekoder var. Nej hun havde det fint med en blok af sit bedste og reneste papir, hvor hun kunne skrible sine små tanker ned, når de indimellem opstod i hendes hoved. Så kunne drengene beholde deres spil for dem selv. Inden de var gået på ferie, havde de pyntet lokalet op til jul. Klasselærer Helveg havde været i et underligt humør op til ferien, og havde været på loftet hvor han havde fundet en kasse, der bugnede med julepynt. Drengene havde med hjælp fra nogle af pigerne, udstyret samtlige vindueskarme med julehjerter i varierende størrelse og kvalitet. Alisha, pigen der normalt ikke fejrede jul, havde insisteret på at stå for at lave nogle brunkager og pebernødder. Resultatet var blevet at nogle lå i skraldespanden, sammen med Kaspers ene hjørnetand, mens andre havde fået huller og i stedet hang fra lamellerne i loftet. De spredte en aromatisk lugt der fik Freja til at tænke på om Alishas familie overhovedet havde flere krydderier tilbage på hylderne.

Mens drengene sad på de mørke borde og diskturede voldsomt om spillets uovertrufne styresystem, sad pigerne i den anden ende af klasselokalet. Det var et af afdelingens største lokaler, så mens drengegruppen sad i den ene ende og pigernes kliker i den anden, så kunne Freja sidde sammen med Hubertus i fred for de mange samtaler som fløj gennem rummet.
   Men fred er en sådan nem ting at ødelægge.
   "Har du hørt at vi får en ny lærer i dag?"
   Malene havde bevæget sig med skridt der druknede i larmen fra de andre, så da hun pludselig stod der foran Freja, iført sit nyindkøbte mærketøj, havde det fået Freja til at knække stiften på sin blyant af forskrækkelse.
   "Nej." snappede hun kort, mens hun irriteret fejede blyantens knækkede spids ned på gulvet.
   "Har hørt at han skulle være den største nørd," sagde Malene mens hun kørte en lok af sit afblegede hår rundt mellem to lange fingre. Der var noget ubehageligt over det smil der spillede på hendes anorektiske ansigt. "Jeg mener I nørder, har I ikke et eller andet sted hvor i mødes? Tænkte bare at du måske kendte ham fra et af jeres møder."
   Hendes smil forsvandt ikke. Det føltes som om hun bare brugte det som en våd klud, og nu stod og tørrede den af i ansigtet på Freja.
   "Hold din kæft."
   Nu forsvandt smilet. Malene havde et specielt udtryk når hun blev vred. Hendes mund dirrede rytmisk i takt til hendes venstre fod der tappede en hidsig rytme i linoleumsgulvet.
   "Hvad sagde du?" spurgte hun koldt. Hendes mund var blevet en tynd streg og læbestiften var næsten forsvundet i det læberne blev trukket ind i munden. Freja kiggede op og fik øjenkontakt med Malene. De isblå øjne brændte.
   "Jeg sagde: hold din-"
   "Hun sagde 'hold da helt magle, hvor er du flot i dag Malene."
   Hubertus var kommet tilbage fra sit toiletbesøg, og kastede sig ned i stolen ved siden af Freja. Hans blik flakkede mellem de to parter, mens han kæmpede for at virke truende. "Er det en ny makeup, min skønne mø?"
   Malene fnyste voldsomt, men under den tykke foundation, anede Freja en rødmen.
   "Luk røven Hubertus..."
   Hun blev stående et øjeblik, uden at fjerne blikket fra Freja. Hendes underlæbe var igen kommet frem, men bævede nu faretruende. Hun fnyste kort, hvorefter hun vendte om på hælen og med hurtige skridt bevægede sig mod sin egen plads. Der sad hun stift, og med sit blik rettet mod tavlens grønne overfalde.
   "Tak." mumlede Freja kort. "Men jeg kunne altså sagtens klare hende..."
   "Og ende op med rifter i ansigtet fra en hidsig tigermis?" Han grinte kort. Glædesløst og kort. "Ja, ja Freja, lad du bare Hubert her klare ærterne for mine små uskyldige pigebørn". Han placerede hænderne bag hovedet, og lænede sig tilbage til stolen vippede op på de bageste ben. Hans taske havde han efterladt henkastet ved døren.
   Der lød en svag skraben på klasselokalets dør, som om der var en kat der ville ind. Freja vendte sig om. Dørhåndtaget vippede op og ned. Udenfor hørte hun små irriterede udbrud. Nogle ville helt klart ind. Håndtaget kørte helt ned, men med en øresønderrivende lyd røg det op igen, efterfulgt af lyden af en masse bøger der faldt til jorden. Døren gik op og hun kunne se en mand stå bøjet derude, i færd med at samle de tabte bøger op.
   Da han var færdig og havde favnen fuld af tykke bøger, kom han ind. Han gjorde ikke noget stort væsen af sig. Hvor Klasselærer Helveg havde været en stor mand, bredskuldret, nærmest skåret i sten, så var denne mand den diametrale modsætning. Han var lavstammet, tynd som en pind, duknakket og så decideret ud til at være på kanten af hvad man ville betegne som sund. Den glinsende hud sad så tæt i hans ansigt at Freja næsten kunne se hvordan hans tunge hele tiden kørte over en blist i munden. Men hans øjne... Hun mærkede varmen skyde op i sig. De lyste klart og videbegærligt, som små grønne søer i et knastørt landskab.
   "Hvis I vil være søde at sætte jer ned børn, så går vi straks i gang." Hans stemme var ualmindeligt lys og lød til at være ment for en anden end ham. Hans lysende øjne var indrammet af et par unaturligt store brilleglas der forstørrede øjne tifoldigt. Håret lå glinsende henad issen og nåede ham til et punkt nær kurven på bagsiden af hovedet. Så meget som det glinsede i lyset fra de kunstige lysstofrør, måtte han have brugt mindst en bøtte gele på at få det til at se ordentligt ud, tænkte Freja mens hun gav sig til at tegne kruseduller på en af sine bøgers bogbind.
   "Mit navn er, som I nok ved, Asbjørn Stump og jeg vil komme til at tage over som jeres klasselærer, nu hvor Mogens er gået på pension. " Han kiggede rundt på ansigterne der kun gengældte blikket med blanke øjne.
   "Jeg har taget nogle spændende bøger med til jer i dag," fortsatte han mens han fandt 30 eksemplarer frem af, hvad Freja troede var en telefonbog. Hvert eksemplar var så og støvet at de måtte være mindst hundrede år gamle. Men det mest utrolige havde været at han havde kunnet bærer disse mursten. "Sig mig, er der nogle af jer der kender til myten om Hamskiftere?" hans åndedræt blev anspændt, mens han gik ned gennem rækkerne af borde. Ingen svarede. I stedet lod samtlige af eleverne til at være blevet lamslået af udsigten til at skulle læse hvad der lignede en komplet oversigt over unødvendig viden.
   "Er der virkelig ingen der kender noget til det? Skuffende må jeg sige!" Der røg et smil over hans unge ansigt, mens de grønne øjne skannede rummet for oversete hænder.
   Der var ingen.
   "Hvis I slår op på side 344 i bogen jeg har lagt foran jer, så går vi i gang." Han bevægede sig op bag katederet, og gav sig til at krydse eleverne af, en efter en. Hans stemmeføring var langsom, næsten drævende i det han læste deres navne op. Ved hvert navn slikkede han sig nærmest tilfreds om læberne. Da han kom til Frejas navn, stoppede han brat op. Blikket var fastfrosset på det samme sted på papiret i adskillige sekunder, før han rettede det mod Freja. Han smilede. Mundvigene bevægede sig knapt nok, men han smilede til hende.
   "Freja Nord, sikke et mærkværdigt efternavn." Med beslutsomme hænder foldede han papiret sammen, selvom han ikke var færdig med navneopråbet. Hans blik forblev på Freja, og hun følte sig pludselig til skue for alle i klassen.
   "Vi er den eneste familie i landet der hedder det." Hendes stemme var næsten væk da hun fik ordene ud over de knastørre læber. Ved hendes side rykkede Hubertus anspændt i sin stol.
   "Javel ja..." Stump smilede stadig, mens han fugtede de smalle læber. Øjne var stadig fokuseret på Freja, men blev revet væk idet Malenes skærebrænderstemme skar igennem luften.
   "Øhm, så vidt jeg husker, så skal vi slet ikke have om myter før til næste år..." Hun rettede sig op i stolen der knirkede hidsigt. Inden hun nåede at fortsætte, holdt Stump en smal finger op i luften, hvorefter han igen trådte ud på gulvet foran tavlen.
   "Jeg vil bede jer om at huske på at I skal række hånden i vejret inden i stiller spørgsmål," Hans øjnene ændrede med ét karakter. Som om han var blevet afbrudt i noget vigtigt. "Forstået frøken?" tilføjede han med blød stemme.
   Det var umuligt for Freja at skjule sin fryd, i det hun så Malene blive sat sådan på plads. For en gangs skyld virkede det til at hun havde læreren på sin side i stedet for Malene. Hun smilede til Stump. Han smilede igen og sendte hende et mærkværdigt blink med det ene øje.
   Emnet var egentlig spændende nok. Asbjørn viste sig at være en fremragende lærer, der med store armbevægelser og en uovertruffen indlevelse, formåede at forvandle timen til en 60 minutters teaterforestilling. Indimellem smed han nogle improvisationer ind, og kravlede rundt blandt bordene for at illustrere hvordan de mytiske dyndfolk bevægede sig rundt i vandet, på jagt efter lette ofre. Selv drengene der normalt var et helt andet sted i deres hoveder end i undervisningen, var sprudlende og grinte højlydt da de skulle skrive et digt i jamber. Freja fangede et glimt af Malene der stadig sad og surmulede på sin plads. Hendes mund bevægede sig hurtigt som om hun hidkaldte en forbandelse over Asbjørn.
   Ærgrelsen stod malet i samtlige elever da klokken gav sig til at ringe.
   "Husk børn," råbte Asbjørn i et forsøg på at overdøve larmen af 30 børn på vej mod døren. "Husk at tage et af de ark papirer som jeg har lagt til jer nede ved døren!" Han pegede febrilsk på en stor stak af gulnet A4-papir der lå som et vakkelvornt tårn på bordet ved døren. "I skal få jeres forældre til at skrive under, ellers kommer i ikke med til museet i morgen." Han pakkede sine ting sammen og kiggede rundt på eleverne. Et smil bredte sig på hans magre ansigt, hvorefter han med drillende stemme tilføjede: "Og tro mig, det bliver noget I ikke vil gå glip af."
   Mens hendes klassekammerater kæmpede om at komme først ned til papirerne, samlede Freja sine tegninger i tasken. Denne gang var det blevet til en masse små kruseduller bag på de ark Stump havde udleveret. Hun kunne ikke gøre for det. Da det sidste papir var i tasken, svingede hun den dovent om på ryggen og bevægede sig mod døren. "Ses i morgen Freja Nord!" råbte Stump kækt. Hun hadede når folk der troede at de efter kun en halv dag, mente at de kunne tiltale hende som en slyngveninde. Irriteret hev hun hætten på sin overfrakken ekstra tæt op om ørerne, og satte tempoet op for at komme ud ad døren inden han inviterede hende hjem til te. Hun ville have Hubertus til at følge med, men han stod dybt optaget i en forsvarstale om hvorfor dyndfolk ikke egner sig til at være i vandet, så hun opgav. Hun skyndte sig ud i skolegården til den forsvinden lyd af Hubertus og Stumps diskussion. Hubertus kunne virkelig gå til den og hans stemme kunne høres længe efter hun forlod skolens matrikel.

Selvom klokken kun var kvart over fire om eftermiddagen, var det allerede ved at blive mørkt. Solen kunne svagt skimtes over byens rillede tagsten. Skyerne gled henover den begyndende aftenhimmel mens gadebelysningen fjernede udsigten til stjernerne. Byens belysning lå som en glorie over husene og fik det til at se ud som om der var en permanent brand i gang. Trods glorien var byen langt fra hellig, og Freja havde da også oplevet skyggesiden ved byen flere gange.
   Hun holdt af at gå en omvej hver gang hun skulle hjem fra skole. Vejen gennem byens centrum var den hurtigste, men hun følte sig næsten hjemme når hun gik ned gennem havnen. Det lukkede værft, som borgmesteren havde kæmpet en brav kamp for at lave om til bibliotek, var hendes foretrukne omvej. Det skulle være til folket havde han sagt da han stod der i tv'et med knyttet hånd, hævet i en solidarisk gestus mens han langede den ene floskel efter den anden over talerstolen. Alligevel havde et rygte spredt sig om at han helst så det som et monument for sin egen politiske karriere. Personligt var Freja ligeglad. Kunne faktisk ikke være mere ligeglad med hvad han intentioner havde været, for der var endelig kommet et ordentligt sted hvor hun kunne fordybe sig i eventyrlige bøger. Hellere det end at bevæge sig hjemad.

Det vibrerede fra hendes bukselomme, da hun befandt sig foran værftets svingdør. Hun kunne se de to bibliotekarer gå rundt derinde, mens de forsøgte at få styr på en bunke af afleverede bøger.
   Hun kiggede på sit armbåndsur. Det var sikkert hendes far der ville vide, hvor hun blev af. Modstræbende hev hun mobilen op af lommen og trykkede på knappen. Hubertus' nummer lyste op på den fedtede skærm. "Er du kommet hjem?" stod der. Intet stort bogstav, nærmest som en henkastet bemærkning. Et kort øjeblik fortrød hun at hun ikke havde fået talt ham ud af diskussionen med Stump.
   "Er næsten hjemme. Skriver når jeg står ved døren." skriblede hun tilbage, mens skyldfølelsen boblede i hende.
   En flok turister kom gående forbi i en tæt klynge, da hun lagde mobilen tilbage i lommen. De snakkede lystigt på et sprog hun ikke kunne genkende, mens den entusiastiske guide slyngede ud med de snehvide arme, i et forsøg på at beskrive værftets størrelse. Hvorfor skulle han forklare dem det? De kunne jo kigge på det selv... tænkte hun og himlede med øjnene. Mange af turisterne klikkede løs med deres kameraer og nikkede ivrigt hver gang guiden understregede en vigtig pointe med et ekstra voldsomt slag ud i luften.
   Et kraftigt vindstød fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende, og hun trak sin overfrakke tættere om sig. Hun havde ligesom mistet lysten til at gå ind på biblioteket efter hun havde set beskeden. Med et suk vendte hun om. Nu kunne hun ligeså godt gå hjem. Først da hun begyndte at gå lagde hun mærke til at det var begyndt at sne. Små spinkle flager der landede blødt på jorden foran hende. De var væk næsten med det samme, men det var en begyndelse. Hun smilede modvilligt, men lige så pludseligt som sneen var faldet, blev hun ramt af en voldsom følelse. Hun snurrede rundt på stedet og vendte sig mod gaden hun var kommet fra.
   Der var ingen.
   Hun havde følt sig ubehageligt iagttaget. Turisterne var gået videre til deres næste destination, men hun havde svoret på at der var nogle der stirrede på hende. Gaden var tom. Folk var gået hjem for i dag. Hun rystede følelsen af sig, og tog sig til hovedet. Hun havde ikke også behov for at føle sig paranoid. Hun havde problemer nok som det var.
   En tuden kom ude fra havnen og et skib lagde for kaj, mens Freja langsomt begav sig det sidste af vejen hjem.

Gaden, hvorfra Freja var kommet, eksploderede i et hvidt lys. Det statiske knald der fulgte rikochetterede gennem mørket, men forsvandt hurtigt igen. En flænge skar sig med en hvislende lyd, vej ned gennem et punkt 3 meter over brostenene, og endte ved den snevåde jord. Ud af flængen trådte en mand, med vaklende skridt ud på brostenene. Han hostede kraftigt. Børstede sine mange lag tøj af med en henkastet bevægelse, hvorefter han begav sig i den modsatte retning af Freja.