Smagen af harsk øl brændte allerede op igennem Thorands hals som han forsøgte at sætte et ben foran det andet, over de glatte brosten. Jorden var insisterende skæv og han sværgede at det ind imellem, når han ikke så det, var i færd med at angribe ham nedenfra. Pladsen foran Feists Kro snurrede faretruende og Thorand strøg fingrene langs den ru, kalkede mur for at holde balancen. Det ringede i hans ører og han kunne mærke vand samle sig i mundvigene. Han stoppede brat og maste sine hænder stædigt ind i det tjærede træ, der holdte sammen på kroen. Fandme nej bandede han af sig selv, men vandet blev ved med at komme og en klump i halsen var begyndt at forme sig. Han spyttede stædigt og snøvlet, men målrettet tvang han fodballerne ned mellem de våde sten, som han benede mod den lille gyde for enden af kroen. Han nåede akkurat at svinge om hjørnet inden indholdet af hans mave pinefuldt tvang sig vej op igennem hans spiserør og blandede sig med det mudrede vand der løb i kloakrenden. Han spyttede og hostede tom luft op. Måske han skulle have spist noget inden de var gået på Feists Kro.

August solen stod lavt på himlen og ville snart forsvinde ned bag de gamle bygninger i den modsatte side af pladsen. "En, to... Tre..." talte Thorand hvert skridt hen mod brønden i midten af pladsen. Han slængede maven over den robuste stenkant og var nær væltet over før han greb torvet, der hang løst ind over det meter-store hul ned til dybet.
   Nogen havde ikke ryddet op efter sig, fnøs Thorand og rystede på hovedet. Ikke nok med, at spanden ville irre væk på ingen tid nede i vandet, så var faren for at rebet gled derned også faretruende stor. Rebet strammedes da han tog de første par træk, og da spanden kom til syne sved den ru hør i Thorands hænder. Alkoholen i hans blod fik hans kræfter til at svigte og netop som den skvulpende spand var inden for rækkevidde, gled rebet smertefuldt ud af hans anden hånd. Uden at tænke sig om, svajede Thorand usikkert ind over hullet og greb efter spanden. Sålen på hans sko gled på brostenene og han mærkede tyngdekræften hive ham ned mod hullet. Et forskrækket åndedræt undslap hans læber og han greb voldsomt efter den modsatte kant af brønden. Thorand kradsede i de smattede sten men det var for sent inden han overhovedet var begyndt at få fat. Tung og panisk faldt igennem den kolde, fugtige luft.
   Det var hovedet der først stiftede bekendtskab med det isnende vand, men resten af kroppen fulgte hurtigt efter. Han gispede efter vejret da han endelig fandt op og ned og baskede stift med benene under sig for at holde sig oppe. Klriel æde mig! bandede han og plaskede arrigt i vandet. Den varme aftensol formålede lige akkurat at sende en sprække af lys ned i toppen af den lille brønd, men det nåede ikke Thorand der glanede desperat op på åbningen, 4 meter over ham. Hvad nu?
   Ét var sikkert og vist. Hjælp råbte han ikke efter. De andre sad sikkert stadig inde på kroen, og hvis det var som de fleste andre torsdage, så blev de der også et par timer endnu. Thorand havde lektioner i morgen over middag og havde ladet fornuften vinde. En fordel havde han dog, siden det kolde vand hjalp til lidt mere ædruelige løsningsforslag. Spanden! Den var faldet ned sammen med ham. Han pjaskede rundt under sig og hurtigt fandt hans fingre noget hårdt og metallisk. Han trak den op foran sig og fulgte hanken op til, hvor rebet var fæstnet. Hele rebet var også faldet ned med ham. Der var for langt op til at kaste, men han kunne bruge metallet. Med begge hænder begyndte han at tvinge rebet op, men mange års slid havde fået den tætte knude til at cementere sig om hanken. Makshe! Hans Krid var ikke det mest flydende, men de havde de bedste bandeord.
   Hørret ville svække metallets dril, men accepterede det modvilligt. Han koncentrerede sig om spanden og om vandet om hans fødder og forsøgte at trække alt den energi fra metallet som muligt. Metallet knirkede og skreg hvor det var blevet banket sammen og langsomt trak sig ind mod sig selv. Under hans fødder kunne Thorand mærke en blød men solid plade forme sig. han koncentrerede sig endnu mere om at overføre den smule energi der var i metallet til vandet. Det var normalt Vitris magi, men det var ikke første gang Thorand beskæftigede sig med elementet. Han var faldet igennem isen på den lille sø foran Brammis som barn, men havde propelleret sig tilbage op igennem den tykke is, uden at vide hvad han lavede.
   Den bløde plade under ham blev fastere og skød med et sæt op under ham, så han momentært blev forstyrret i sin koncentration og næsten mistede pladen igen. Hans solbrune hud strammede hvidt om fingerknoglerne, som han knugede det smuldrende stykke metal og fastholdt vandet under sig. Anstrengt og en smule svimmel hev han hårdt efter vejret og koncentrerede sig nu om opadgående bevægelser. Han forestillede sig den bløde plade under hans fødder, som lå den i hans hænder og forsigtigt begyndte han nu at løfte den opad. Han imiterede sine tanker med det henfaldende stykke metal og rejste det forsigtigt foran sig. Thorand mærkede hvordan det blev tungere da det begyndte at støttede og flytte hans kropvægt opad. Han gøs som kulden fra vandet meldte sig som en ubarmhjertig påmindelse om den nedkøling der nok allerede var i gang.
   Han knep udmattet brynene sammen som han løftede sig selv højere, men alkohollen i blodet gjorde det svært at vedholde fokus og balance. Langsomt og usikkert skubbede pladen ham op ad vandet. Dybe skvulp fra store dråber der løb af pladen under ham, vidnede om den svindende energi fra metallet i hans hænder. Makshe reb!
   Han var halvvejs oppe da den ene fod faldt igennem. Thorand kastede sig ned til den modsatte side i det våde element under sig, for ikke at følge efter. Spanden var skrumpet ind til knytnævestørrelse og et stort stykke var sprunget voldsomt af og faldet ned i dybet under ham med et hult plask. Han greb febrilsk hårdere om det tilbageværende stykke metal, velvidende at det var absolut det sidste han kunne trække ud af det tarvelige element. Han bed tænderne sammen og koncerterede alt hvad han havde i sig. Han svang sine hænder opad og elementet imiterede bevægelsen til fuldstændig perfektion. Thorand blev kastet voldsomt op af brønden og ramte tværstangen hårdt i tindingen på vej opad. Det våde element mistede fæste lige akkurat som Thorand var over den brede stensætning og kradsede febrilsk i de fedtede sten da opdriften forsvandt under ham.
   En sten med en lille hulning blev Thorands redning. Med svidende hænder og brændende muskler sled sig han over kanten og dumpede våd og frysende ned på den anden side. Han trak anstrengt vejret for at genvinde kræfterne. Der var ikke et øje i nærheden og solen var allerede blevet slugt af de arkadiske bygninger bag ham. Han overvejede et øjeblik om han skulle varme sig inde på kroen, men rejste sig og begyndte i stedet den 20 minutters gang hjem til kollegiet. Han havde fået nok af denne dag.