S-toget var et gammelt udrangeret tog "ovenfra", og det forlod skramlende stationen.
   Hvor langt er der? spurgte beskytteren.
   Aner det ikke, svarede hans ledsager, men et par timer går der vel nok.
   I samme nu dukkede billetkontrolløren op. Han var en korpulent, lidt rødmosset og sløvt udseende midaldrende mand i en smudsig uniform. Goddag de herrer, sagde han jovialt. Jeg kan måske tillade mig høfligst at bede om at se de herrers rejsehjemmel. Da han fik forevist billetterne påpegede han spagt, at der jo var tale om børnebilletter. Og jeg skønner umiddelbart at de herrer ikke er børn.
   Og hvad så? for den mægtige beskytter op. Hvad fanden rager det dig?
   Nej, det er selvfølgelig også rigtigt, erkendte den betuttede kontrollør.
   Der er bare den hage ved det, at min arbejdsbeskrivelse kræver af mig, at jeg påpeger uregelmæssigheder af enhver art. Men fortsat god rejse, de herrer, sagde han, idet han lettede på kasketten.
   Sikke da et fjog, bemærkede beskytteren.
   Jeg synes da, han var meget flink, reposterede den gode Valius.
   Der var ikke andre i kupeen end de to havmænd, men nu dukkede togstewardessen op og tilbød dem kaffe og smørkage i krabbe. og søstjernefacon. I kan selvfølgelig også bare få lidt sildeflæsk, tilføjede hun.
   Ja, bare lang over søster!
   Jeg så nu helst, at I tiltaler mig med mit navn, som er Rigmor.
   Skal vi ikke lige smutte ud på WC'et først og lære hinanden lidt bedre at kende, sagde den mægtige indtrængende. Det indvilligede hun umiddelbart i, hvorpå de fnisende forsvandt derud.
   Valius ventede tålmodigt i et kvarters tid, indtil de to turtelduer lettere opløst og med røde kinder vente tilbage.
   Hvad med dig? spurgte Havenes Beskytter, skal du også have et skrald?
   Desværre nej! Jeg evner ikke at gribe den slags muligheder, hvilket kommer af, at jeg har problemer med erektionen. Mine kone plejede at kalde mig "Svigtepik" selv i andres påhør. Hun plejede at få besøg af borgmesteren om natten. Og der lå jeg så alene, overladt til mig selv og lyttede til deres brunstige glædesbrøl og sengens knirken. Derfor gik jeg under havet, thi logebrødrene forskånede mig for hån, da mange af dem havde tilsvarende problemer.
   Ja jeg må ærligt indrømme, at jeg foragter mænd der ikke kan kneppe, sagde kvindemennesket, da hun forlod dem.
   Ved en station stod der en spøjs mand på med en dalmatinerhund. Dyt bot kinesersnot, råbte han, af banen, af banen, jeg er bananen!
   Mandens muntre letsind gik beskytteren umådeligt på nerverne. Knyt sylten, din fedtekarl, råbte han indigneret af fuld hals, eller du får et lag tæsk, din gavflab.
   Nå, nå, tag det nu med ro, du gamle, vi er vel dannede mennesker, sagde Valius ædelmodigt.
   Hvad var det du kaldte mig, fedtfjæs, sagde den lystige verdensmand. Puds ham Justus! hvorpå hunden straks for på den forskrækkede havmand og bed ham i låret.
   Av, av for hede hule helvede, din snotklat, det kommer du til at fortryde. Men ungersvenden fortsatte uanfægtet og fløjtende til den tilstødende vogn. Vuf, sagde hunden selvsikkert.
   Over højtaleren lød der i det samme: Om få minutter er vi fremme ved Østersøens flunkende Perle. Vi beder alle passagerer om at stige af toget, da det er endestationen. Husk alle jeres medbragte ejendele. Vi ønsker alle et godt ophold i hovedstaden.
   (Fortsættes)